Og så var der lige denne her morgen…

…hvor jeg nær havde opsagt min stilling som mor, hvis ellers man havde mulighed for den slags.

Og ja, jeg ved ret beset ikke, hvem af ældste poderne der sendte den første Havrefras afsted på testflyvning i luftrummet henover morgenbordet; det er i og for sig også ligegyldigt. Og jeg ved faktisk heller ikke hvem der først tjattede til den anden, eller hvem der efterfølgende spændte ben for hvem, eller hvis skyld det hele egentlig var.

Jeg ved bare, at jeg pludselig havde poder med en lydstyrke på max, og at der var mord i luften. På flere planer, faktisk, for jeg ved også, at podernes lydstyrke intet var at sammenligne i forhold til min egen da jeg først gik i gang. Jeg ved også, at jeg på det tidspunkt råbte ting som ”JEG ER FANDENFISME SÅ DØDHAMRENDE PISSETRÆT AF AT I OPFØRER JER SOM NOGLE KÆMPEMÆSSIGE FLADPANDEDE FJOLSER!”. Og ja, jeg ved godt, at man så kan diskutere hvem det mest fladpandede fjols egentlig er. Og for at det ikke skal være løgn, så understregede jeg alle mine ukvemsord ved at klaske Mellemste Pode oven i hovedet med Mindste Podes fodboldstrømper, som jeg netop var i færd med at lægge sammen. Mellemste Pode blev retfærdigvis vældig fornærmet, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i. Og alt imens jeg overdyngede ældste poderne med eder og forbandelser havde jeg Mindste Pode på slap line ude i periferien. Han sagde ting som ”Mor, PRØV lige at se ham her LEGO-manden, han ÆDER sine egne øjne!” (*SMAAASK-smaske-smaske-smask*). Mit korte svar til det var, at dét skal man lade være med. Altså at æde sine egne øjne. Virkelig upraktisk.

Men i forbindelse med ældste podernes skærmydsler var det, at jeg kom i tanker om, at jeg fornyligt hørte forsvarsadvokat Henrik Stagetorn på P3, hvor han beregnede strafferammen for Elsa for at have pudset Ismonster på Anna: Tre til seks måneder, mine damer og herrer!
Det kunne være jeg lige skulle holde et lille illustreret oplæg for poderne om konsekvenserne af ens handlinger. Jeg ville utvivlsomt også selv kunne trænge til at høre sådan et oplæg.

Og i mellemtiden, så vil jeg bare sige, at hvis jeg nu var en hest eller en hund (eller måske bare en kanariefugl?), så ville jeg ønske, at der kom en dyrlæge og gav mig et eller andet virkelig stærkt. NU!

Ismonster eller Mor-monster. You choose.

28 tanker om "Og så var der lige denne her morgen…"

  1. Ellen

    Du er ikke monstermor – du er bare mor, og mor må gerne blive lynende vred sommetider.
    Hvem ville det være en straf for, at du truede med, at de skal lave aftensmaden, hver gang de laver sådan et stunt? Det er jo ikke specielt godt, hvis de bare fortsætter i samme stil med middagsmadsråvarerne 😀

    Svar
  2. Fruen i Midten

    Åh ja, tænk hvis man midt tumulterne kunne række en hånd op og meddele “I quit!” og så skride fra det hele og komme tilbage lidt senere og få genansættelse i den velopdragne udgave af sin familie. Når vi når max lydstyrke, hvilket vi jævnligt gør, er jeg altid så glad for, at vi bor i hus …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, vær du glad for det! Jeg krummer altid tæer samtidig med min brølen når jeg tænker på, at alt det her når rundt til alle i gården… Har overvejet et par høreværn til underboerne i julegave.

      Svar
  3. Randi

    Dit indlæg får mig til at huske den slags tilspidsede situationer i hverdagen med tre poder i huset – set på afstand var det en skøn, skøn tid 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for dine opmuntrende ord, Randi! Jeg glæder mig til det lyserøde skær sænker sig over minderne! 😝

      Svar
  4. Birgitte B

    Been there, done that – got the t-shirt 😉 og det sker stadig en gang imellem. No worries, vi andre overlevede vores mor og det gør dine unger også (om 100 år er alt glemt, som man siger). God lørdag. Kram Birgitte

    Svar
  5. Gitte

    😂😂Du er ikke alene.
    Har engang da mine de to store var noget yngre, trampet ældstebarnets doktorkuffert i stykker i arrigskab over at de skændtes så det var til at blive vanvittig af, de stoppede øjeblikkelig, og var pludselig rørende enige om hvor uretfærdig jeg var.
    Nu er der kommet en nr tre til( han er nu 5 år) og hold da op hvor kan de skændtes alle tre ind imellem, men dee bliver heldigvis længere imellem.
    Sjovt nok så sover de sammen hver nat , også selv om de har skændtes tidligere på dagen.
    Det er nok bare sådan at være i en flok.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      😂 Åhhh… ser det for mig! Meget effektiv metode til at fjerne fokus, kunne jeg forestille mig! Jeg har en gang smidt en kop i skraldespanden som to af podernes toppedes om hver morgen. HVER morgen. Og efter at koppen røg ud, så blev der væsentligt mere fredeligt. For en tid, i hvertfald!….
      Ha’ en SKØN søndag! 😘

      Svar
  6. Volapyk

    Nu har jeg jo ikke selv børn – og det tror jeg faktisk er godt for børnene. Bare tanken om at få min morgen smadret af højt lyd- og konfliktniveau…oh gru…..jeg ser en kaffekop flyve gennem luften.

    Og hvor er det dog befriende, at du kan skrive om “ups’erne” i forældreskabetde uden at blive dømt, men bare mødt med “been there, done that”…det’ sgu fedt.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er virkelig skønt! Nogle gange når jeg trykker ‘publish’ så tænker jeg også, at NU er det nok sket med folks tålmodighed og forståelse! Men jeg har virkelig utvivlsomt verdens sødeste og dejligste læsere! ❤️

      Svar
  7. Lene

    Som mor må man udvikle tilgivende egenskaber, som skal rettes mod en selv. Har lige siddet sammen med en kollega, hvis 15 årige datter synes, hun var verdens dårligste mor, fordi hun ikke måtte deltage i karnevalet. Tjah, de bliver klogere og det gør vi også. Det er da skønt at vide 😉

    Svar
  8. S.

    Søde du, hvis det er nogen som helst trøst havde jeg en tilsvarende morgen bare på cykelstien idag. Storemusen og Tuller cyklede ræs, fordi der var lidt uenighed om hvem der skulle cykle forrest og føre an… Den tacklede jeg heller ikke lige på en måde så jeg er stolt over mig selv…. Forsøger lige nu at tilgive mig selv her på job – for søren, manner. Tilgivelse er svær, særligt når det handler om mor-monster ting…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Stakkels dig!… Åh, det er en hård nød at knække når man skal tilgive sig selv! 😳
      De der cykelture kan virkelig også få mig til at gå op i limningen!

      Svar
  9. /ks

    Arj, klaskede du ham virkelig over hovedet med en svedig forboldstrømpe … hahahahaha! Jeg er sikker på at han overlevede og allerede har glemt det. Men jeg vil huske på det – og ærgre mig en smule over at vi ikke har fodboldstrømper i her i huset.

    I øvrigt så tror jeg faktisk godt du kan få jeres læge til at ordinere nogle stærke sager … at være mor til tre må mindst kvalificere til stesolid … eller noget 😀

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg kan godt sende dig et par aflagte fodboldstrømper, hvis det var noget? Hvad siger du? Hva’?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *