Kunsten at tilgive sig selv

Der kan godt gå lang tid imellem de alvorlige indlæg her på domænet, men her er et af dem. Det er nemlig i dag et år siden min far døde. Det er mærkeligt at tænke på. Og det har selvfølgelig været underligt i det forløbne år. Hvor man har tænkt alt muligt. Og hvor man har skulle slutte fred med alt muligt.
Primært har jeg skulle slutte fred med mig selv.

Det handler hovedsageligt om, hvordan de sidste ord faldt. Det er nok naturligt. At man gennemgår hvem der sagde hvad hvornår; hvordan ordene faldt, hvad der blev ment. Var man glad, var den anden glad?

Min egen sidste ordveksling med min far var via en mailkorrespondance. Hvilket gør den ret konkret og stedsegrøn. Og korrespondancen (der drejer sig om indkøb af en fødselsdagsgave, og fandt sted et par uger inden dødsfaldet) er som følger:

10.05.2016, klokken 10:29 skriver min far:
Hjertelig tillykke med Mindste Podes 5 år i dag, tænker meget på jer. Hvad mon han fik af sin morfar?
Har lige modtaget Ebox fra Skejby, de indoperer en pacemaker i mig på tirsdag den 17. maj. Éndagsindlæggelse, og så håber vi på det har en vis effekt.
Hils alle og ha nu en rigtig god fødselsdag!
Kh
Far

10.05.2016, klokken 11:50 skriver jeg:
Tak far, vi er pt. i zoo og har en dejlig dag. Vi købte en bue og pil til ham, som han blev glad for. Det lyder godt med pacemakeren, vi håber den gør underværker!

10.05.2016, klokken 14:38 skriver min far:
Bue og pil er godt, men kun én pil? Han skal da ha et helt kogger!! Skriv hvor meget den armering af vikingen løb op i, tak!
Hyg jer rigtig godt i zoo.
Kh
Far

12.05.2016, klokken 08:49 skriver jeg:
Tre pile. 150,- løb det op i, Mellemste Pode ønsker sig også sådan en.
Håber I nyder sommeren!

12.05.2016, klokken 15:09 skriver min far:
Hvor mange penge skal jeg sende for bue og pil????
Kh
Far

12.05.2016, klokken 15:39 skriver jeg:
Altså, som jeg skrev tidligere i dag, 150,-

Og det blev sådan set de sidste ord der faldt imellem min far og jeg.

Og hvorfor, kan man spørge? Nogle gange var og er vi bare ret kortfattede, kort for hovedet, om du vil, i min familie. Så i det øjeblik jeg trykkede ’send’, var der sådan set ikke noget unormalt i det. Bortset fra, at det som sagt gik hen og blev de sidste ord han fik med på sin vej fra mig. Og jeg var et lille øjeblik irriteret. Og jeg følte, at den irritation var den sidste hilsen jeg sendte ham.

Og hvorfor ringede eller skrev jeg ikke til ham inden operationen, som var den 17. maj, en uge inden han døde? Den 17. maj var tirsdagen efter pinseferien. Vi var i sommerhus, og kom hjem relativt sent. Mange gange i løbet af den mandag tænkte jeg, at nu skulle jeg huske, at skrive eller ringe til min far, og sige, at vi ville tænke på ham. Og hver gang glemte jeg det. Der er ingen undskyldning. Endnu et punkt på listen over ting, der ikke kan gøres om. For selv om jeg faktisk sendte en SMS til ham på selve dagen, og skrev: ”Held og lykke med pacemakeren i dag!”, så sendte jeg den først klokken 08:29.
Og han så den aldrig.
For efter operationen faldt han om, og vågnede aldrig igen.
Han døde præcis otte dage senere.
Og derfor blev de sidste ord som sagt ”Altså, som jeg skrev tidligere i dag, 150,-”.

Jeg følte længe, at det var ganske forfærdeligt. Jeg har slået mig selv oven i hovedet med dette til hudløshed. Jeg talte med præsten om det. Jeg har talt med andre om det. Men det hjalp ikke rigtigt noget; det blev ligesom ikke rigtig bedre af den grund.

I dag synes jeg måske ikke det ser helt forfærdeligt ud alligevel. Måske er det fordi jeg er ved at ha’ slugt kamelen. Måske fordi jeg kan se, at man måske ikke nødvendigvis læser den med samme grad af irritation som den blev skrevet med. Måske fordi jeg ved, at ikke alt ligger i den sætning. At sætningen ikke sammenfatter, understreger og opsummerer dét, der var. Timerne. Dagene. Årene. Gode og dårlige. Hele pakken. Og det kan under alle omstændigheder ikke gøres om, ikke tages tilbage.

I forlængelse af min fars død, købte min veninde en bog til mig. Det var ’De urolige’ af Linn Ullmann, og handler om hendes sidste tid med hendes far, Ingmar Bergman, inden han dør. Min veninde gik rundt med den i tasken længe, og vidste ikke helt, om hun skulle gi’ den til mig. Til sidst gjorde hun det.
Det er en god bog, den kan anbefales.

Vi får Ingmar og alderdommen for fuld udblæsning og i mange spøjse afskygninger.
For eksempel er der min yndlingsscene, et tilbageblik, hvor Ingmar puster sig op i en flyvemaskine. En lidt yngre Linn sidder på et sæde foran faderen. Ved siden af Linn sidder en ubehagelig type, der breder sig uforholdsmæssigt meget.
Linn Ullmann skriver:

”Måske var jeg usynlig? Hvad var værst? Set eller overset? Synlig eller usynlig? Uanset hvad jeg var, havde jeg forretningsmandens albue i siden og avissiderne foran ansigtet. Min far må have observeret det hele gennem mellemrummene mellem sæderne, for nu rejste han sig, lænede sig over sæderyggen og sagde til forretningsmanden på sit russisk-tyske engelsk: – Get your fucking arm away from her seat. And your newspaper too. That is my daughter sitting there beside you. My daughter.”

Til gengæld er deres sidste samtale faktisk langt værre end den imellem min far og jeg. Det er Ingmar, der er har det sidste ord i denne sammenhæng, og det er virkelig ikke særlig velvalgt: Han siger følgende, da Linn Ullmann ved et uheld kommer til at spilde noget vand ned ad ham: ”Forbandet koldt… Forbandede kælling”

Over and out.
Tak for kaffe.

For en gangs skyld vil jeg sige, at det ikke er sikkert, at jeg svarer, hvis du lægger en kommentar. Det betyder ikke, at du ikke er mere end velkommen til at skrive én.

21 tanker om "Kunsten at tilgive sig selv"

  1. Miri

    Du behøver heller ikke svare , for jeg vil bare sige at jeg har læst dine ord og jeg har mærket dine ord, følt dem.
    Sommeren er altid bittersød for mig, for jeg mistede begge mine forældre på denne årstid, de blev bare 53 og 56. Kræft. Du skriver fantastisk. Knus 🙂

    Svar
  2. Skalotteløg

    ❤️❤️❤️❤️❤️

    Tak, fordi du deler. Det sætter mange tanker i gang. Jeg er sikker på, han kendte din kærlighed, jeg synes det skinner igennem i de andre beskeder ❤️

    Svar
  3. Dorte

    Jeg forstår SÅ godt de der tanker. Sådan var det også efter min fars død for uendelig mange år siden. Ikke så meget den sidste korrespondance, men jeg kunne pludselig tage mig selv i at tænke på en bestemt episode og om jeg havde handlet ok i den. Det er jo – rationelt set – fjollet, men bare så uendelig menneskeligt at vi reagerer på konkrete ting. I bund og grund ved vi jo godt hvad det er der tæller. Ikke den enkelte episode, sætning eller handling, men det samlede billede. Jeg sender dig mine varmeste tanker. Kram D <3

    Svar
  4. Emilie

    Jeg synes faktisk, at det er en ret fin korrespondance og tænk, at du faktisk kan bevare de sidste ord! Jeg er vild med hans bemærkning om, at knægten burde få et helt kogger og læser slet ikke nogen irritation i sidste besked.

    Svar
  5. Ditte

    Jeg har kun lige fundet din blog og det første indlæg jeg læser er dette… og det rammer mig, øv hvor det rammer… Jeg har stadig min far, men i december mistede jeg min mand og mine børn mistede deres far. Dit indlæg får mig til at tænke hvad mon mine børn vil kunne huske om deres far – de er nemlig ikke så gamle 7 og snart 10 år… Jeg synes der er noget uendeligt smukt over jeres sidste korrespondence, hverdagen i sin enkelthed…

    Kram og varme tanker herfra, du rørte mig.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Ditte! Jeg er sikker på, at dine piger husker det allervigtigste: Et blik, lyden af hans latter, og en duft, der bringer deres fars billede til live igen. Kram til jer! ❤️

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Sikke et… sammentræf – er muligvis ikke det rigtige ord her, men du ved hvad jeg mener! Jeg tænker lidt ekstra på dig i dag!

      Svar
  6. Fruen i Midten

    Kan godt følge dig, men omvendt er det jo bare en helt almindelig hverdags-korrespondance uden bange forudanelser, og det er da på sin vis en fin måde at slutte på. Synes jeg. Kram til dig.

    Svar
  7. /ks

    Og jeg synes også den sidste mail fra dig til ham er så livsbekræftende på dén måde, at der slet ikke er tanker inde over om at han kunne dø. Helt almindelig dagligdags korrespondance som vidner om en urokkelig tro på at han er der forever. Det er da smukt 🙂

    Svar
  8. Ellen

    Det er da en fin korrespondance at have som et minde om din far. Jeg tror slet ikke, han har set din irritation, så jeg synes det er synd for dig, at du går og er ked af dine ord og at du bebrejder dig selv noget, der ikke kan ændres. Husk i stedet alt det gode – for han lyder som en helt rigtig far/morfar 🙂

    Svar
  9. S.

    Søde Maude. Jeg læser særligt den del af mailene om hvor mange pile der skal bruges og at en pil slet ikke er nok. Det er så kærligt og også omsorgsfuldt ❤️Og hvor dejligt det er du har lidt af jeres snak foreviget på mail.
    😘 S.

    Svar
  10. Laila

    Jeg forstår dig så meget ♡
    Tilgivelse er en sær størrelse og vil jo altid være individuelt. Tænker processen hen mod at forlige sig med det skete og finde roen i det, er det vigtigste.
    Mange tanker herfra😙

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Kære Ellen, S. og Laila – I skal også ha’ tak for jeres søde kommentarer! 😘 – ja, tilgivelse er en svær ting….

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *