Picking up the pieces

Nåja, det går lidt stærkt for tiden. Jeg tror noget af det, der løber allerstærkest er en slags nyt arbejde, jeg har kastet mig over. På min sædvanlige arbejdsplads, forstås, så ikke noget revolutionerende, men stadigvæk noget som kræver, at jeg sætter the little grey cells på midlertidigt overarbejde. Og jeg føler lidt, at jeg hænger i med to fingre, blafrende vandret efter en trailer på en jysk motortrafikvej. Men på trods af følelsen, så går det vist nogenlunde derinde på det dersens arbejde. Tror jeg.

Men på hjemmefronten er der lidt mere kaos end der plejer.

For eksempel glemte jeg alt om tilmeldingsfristen til den SFO som Mindste Pode (forhåbentligt!) skal starte i efter sommerferien. Lidt små-praktisk med en form for pasningsordning når ferien er slut.

Det er den slags ting, der smutter.

Vi har også en fødselsdag i næste uge, men den smutter forhåbentligt ikke. Og pt. formår vi herhjemme at redde hinanden. Når noget ryger i glemmebogen hos den ene, samler den anden op. Well, i virkeligheden er det som sædvanligt mest Mand, der samler op.

Således er det også tilfældet i forbindelse med den kommende weekends planer, hvor jeg for længst har fortrængt at Mand i et anfald af noget momentan sindssyge har meldt mig til et løb. Sådan ét af den slags på to ben. Ja, sådan kan det gå. Jeg tror, jeg har løbet sammenlagt tre og en halv kilometer i løbet af det sidste halvandet år, så det skal nok blive interessant. Men det forestående løb fordrer samtidig, at jeg død og pine er nødt til at investere i et par sko og et outfit af en art. For de tre og en halv kilometer jeg har på bagen er nemlig blevet tilbagelagt i Ældste Podes sko (som er cirka tre numre for store) samt Mands aflagte træningstøj fra dengang han var i militæret. Lovely.

Jeg har således en plan om at indkøbe noget udstyr da jeg i går begiver mig afsted på min jernhest i noget vindstød af orkanstyrke med kurs mod Rødovre Centrum og Sportsmaster (hvor der er et løbebånd, så man har en chance for at få tilpasset løbestil med sko).

Mens jeg – vel fremme – tripper hektisk rundt i centeret og tænker over hvor fanden Sportsmaster egentlig er, ringer Mand, som skal hente Mindste Pode. Mands bil er punkteret, og Mand venter på Falck. Mand kan godt se, at fruentimmerets tilstedeværelse i Rødovre ikke matcher hverken afhentning af pode i børnehave eller punkteret bil. Og faktisk matcher den punkterede bil og fruens tilstedeværelse i kæmpecenteret heller ikke den fodboldtræning som Mellemste Pode forventer at blive eskorteret til om mindre end en time. Mand må fikse noget.

I mellemtiden får jeg efter en del forespørgsler fundet Sportsmaster. Her får jeg shanghajet en ekspedient, som nok må erkende at der går langt i mellem så uvidende og handlingslammede kunder som mig (nej, det sagde han heldigvis ikke), men jeg bliver ekspederet op på løbebåndet, og cirka tyve sekunder senere ser man så mig spurte afsted med livet som indsats for at undgå at blive rekyleret baglæns ud af butikslokalet. Det lykkedes faktisk at undvige denne forestående katastrofe, men jeg vil sige, at udmattelsesgraden efter den korte løbetest varsler ilde om min form eller mangel på samme. Men hey; med det rette outfit så kan man skjule meget, ik’? Hvis man ser sporty ud, så er man vel sporty? Jeg går ikke ud fra, at en levende sjæl lægger mærke til hvorvidt mit ansigt er cyklamenfarvet eller ej… Og det er i øvrigt helt lige meget, om man bruger det meste af en time på en trekilometers rute. Right???

Jeg tror den der make-over man laver, gøres for at skjule alle de bagvedliggende strabadser. Lige som det er tilfældet med alt andet her i tilværelsen….

Og apropos det rette outfit:

Vi kan helst ikke lide lyserøde sko.
Vi fik lyserøde sko:

Who cares.
Det er der ingen der ser, når først musikken spiller.

Og i det hele taget ender historien lykkeligt. Mand får tørret børnehavepode af på andre sagesløse forældre. Mellemste Pode får fragtet eget korpus til træning. Flink Falckmand foretager nødlapning på udfordret bildæk. Og helt mirakuløst finder jeg faktisk ud af helvedescenteret igen, og dét mine damer og herrer, er faktisk mere end hvad jeg troede var praktisk muligt da jeg løb tårevædet rundt derinde. Men så er jeg jo lidt i træning til weekenden med alt den renderi.

Jeg tænker det er denne her løbestil, jeg vælger:

Tilsæt lyserøde løbesko.

25 tanker om "Picking up the pieces"

  1. Anette

    Du kan vel gå… rask gang…
    ret godt klaret at i fik løst det hele…. huske mellemstepode så alt der skulle med til træning?

    Svar
  2. Lene

    Gå du bare i det tempo, du til hverdag sætter i, når poderne skal noget i hver sin retning. jeg tror det er næsten lige så hurtigt som løb 😉 De sko er jeg vilde med, vi skal ikke gå og putte os i kedelige farver, livet skal være i farver 🙂

    Svar
  3. www.rikkes-planet.dk

    Håber du får et rigtigt godt løb, og kan sagtens sætte mig i dine “sko”.
    Jeg løber også kun den ene gang om året, hvor der er run to the beat i Struer, af den ene grund at det er på min arbejdsplads, i år er der heldigvis 5 km, de sidste år har jeg kæmpet mig igennem 10.
    god weekend.
    kh Rikke

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er da super-imponerende at du bare sådan uden videre kan løbe ti kilometer! Wauw! 👍

      Svar
  4. Malin

    Ha ha ha, jeg er stået op til en dag der indeholder både begravelse og besøg på sygehus, så stemningen er ikke helt som den plejer om fredagen. Dit indlæg gav mig i hvert fald et smil på læben – tak for det! Jeg krydser fingre for at løbet går godt i weekenden, en time eller ej, bare du kommer i mål på et tidspunkt! Hep hep herfra!! Knus Malin

    Svar
  5. Fruen i Midten

    Med alle de løbe- og/eller træningssko, der må formodes at befinde sig i jeres hjem, må pink sko ellers være dejligt nemme at finde/undgå i mængden. Det i sig selv er klart et hit . Rigtig god fornøjelse – eller noget – med løberiet i weekenden 🙂

    Svar
    1. /ks

      Også min tanke – at du muligvis er alene om farven i familien 😉 Og lige som Lene er jeg helt enig i det med farve til fødderne (når nu resten af mit outfit er så kedeligt gråt-i-sort eller sort-i-gråt). God fornøjelse.

      Svar
    2. Maude Forfatter

      @ Frue og /ks: I har helt ret! Jeg er bare ikke sådan en lyserød-kinda-girl. Eller woman. Whatever. Det var utvivlsomt gået helt galt hvis storken havde tildelt mig en pige! 😂

      Svar
  6. Birgitte B

    Altså, jeg har de sko i blå. Jeg kan godt lide blå. Lyserød er heller ikke skidt, men… nå, de bliver hurtigt brugt og så ser ingen på farven. kh. og god fornøjelse B

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Altså, jeg ville jo så gerne ha’ haft dem i blå!! Elsker blå! 💙 Det fandtes lissom bare ikke i butikken.

      Svar
  7. Ellen

    Hehe … John skal have sig et par (løbe)sko, hvor det er virkelig vigtigt, at de støtter hans fødder på den rigtige måde, ellers får han vildt ondt i knæene. Jeg får bare helt krampe af at prøve at lade være med at grine ondt og larmende ved tanken om, at de finder på at smide ham op på sådan et løbebånd 😀

    Svar
  8. Monica

    åååå – jeg ligger nærmest og vrider mig på gulvet i latter… i overført betydning altså..kæft hvor sjovt!
    “….ser man så mig spurte afsted med livet som indsats for at undgå at blive rekyleret baglæns ud af butikslokalet..” hæ hæ hæ… og så den valgte løbestil da !! HA HA HA!
    you made my monday morning!!
    må jeg adoptere dig?

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *