En slags fødselsberetning

Jeg havde forsvoret, at der nogensinde skulle komme en fødselsberetning på denne her blog, eftersom den slags som bekendt er en saga blot i mit liv. Ikke desto mindre kommer der på en måde én her, foranlediget af at Ældste Pode lige om lidt har fødselsdag, og jeg kan på ingen måde forstå, at han så er tretten år. Det føles jo næsten som i går, at han kom til verden.

Jeg vil heller ikke gå så vidt som til at kalde det en fødselsberetning, men mere et lille tilbageglimt af nogle af de facetter, der spillede i mit følelsesregister i de første dage af podens liv.

Jeg havde glædet mig som en sindssyg til hele projekt baby. Graviditeten blev i den grad dyrket, og alt gik fint hvis vi ser bort fra en lille misere, hvor jeg kom til at drikke afkalkningsmiddel (hvilket afstedkom en meget skeptisk læge, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at det i sig selv et under, at jeg ikke af den grund blev sat under skærpet bevågenhed). Men nok om det. Selve fødslen var hård, og tog næsten 40 timer. Jeg har undret mig lidt over, hvordan det kunne få lov at strække sig over så lang tid, men da jeg efterfølgende fik min fødselsjournal, kunne jeg se, at den første jordemoder ved en fejl havde skrevet, at veerne var startet 12 timer senere end de reelt gjorde. Søndag klokken 17:00 og ikke natten til søndag klokken 05:00.

Jeg var dels overrasket over hvor satans ondt det gjorde, og dels var jeg overrasket over hvor langt væk drømmen om baby var, undervejs. På et tidspunkt sagde Mand noget i retning af: ”Husk, vi får verdens mest fantastiske barn ud af det her!”. Og jeg tænkte til svar, mens jeg kylede med vaskekludene, at det fantaske barn, det ku’ jeg faktisk godt undvære lige nu.

Da jeg senere indså, at jeg nok ikke kunne undgå min videre skæbne i fødselsforløbet, konstaterede jeg på erkendelsestidspunktet med sorg, at mit kommende barn kun kunne undgå en tilværelse som enebarn hvis 1) Vi adopterede eller 2) Mand og jeg blev skilt, og Mand fik barn med en anden. For det her? Det ville jeg under ingen omstændigheder lægge krop til en gang til.
Men det gjorde jeg jo så.
To gange til, som bekendt. Og begge de efterfølgende gange har jeg tænkt, at det fandme var dumt af mig at hoppe på den én gang til. Naturen er en forunderlig størrelse, at den sådan kan bagatellisere smerte med tilbagevirkende kraft.

Efter de fyrre timer, heraf de cirka otte på fødestuen, var min overraskelse stor, da det endelige viste sig, at der rent faktisk kom en baby. Det havde jeg nok forsvoret på daværende tidspunkt. Jeg havde heller ikke så meget baby, for han var slatten og skidt efter den lange fødsel, og røg (alt for) hurtigt væk fra mig og over til en børnelæge og efterfølgende i kuvøse. Der sad Mand og bondede med baby, mens jordemoderen gentagne gange fortalte mig, at det her var det største i livet. Og jeg var mest chokkeret. Over det hele. (Også over, at det også lykkedes mig at amme ham, da vi kom så vidt. Mig (i hovedet) til sygeplejersken: “Det kan du godt glemme alt om, der er ikke noget at komme efter!”).

Jeg er så glad for, at jeg var førstegangsmor på et tidspunkt, hvor man ikke fik fem iskolde tæer i rumpetten og blev sendt hjem fra hospitalet to minutter efter ungens ankomst. Mens vi boede der, på Frederiksberg Hospital, omgikkes jeg vantro rollen som mor. En altoverskyggende ansvarsfølelse iblandet ammeproblemer og en surrealistisk følelse af, at nu måtte nogen da snart komme og hente ham, og sige, at hun var den rigtige mor. Jeg er helt overbevist om, at hvis denne ’nogen’ var kommet og havde sagt sådan, så havde jeg uden tøven rakt hende baby, og sagt ”Værsgo”. Så mærkeligt syntes jeg det hele var. Samtidig var jeg også uendelig stolt, og meget overbevist om, at det var mig, der havde fået verdens skønneste og smukkeste barn.
Og hvis du spørger mig, var alle de andre mødre var grønne i hovederne af misundelse over at han ikke var deres.

Efter noget tid kom også den ubetingede kærlighed. Da chokket havde lagt sig. Det var nok noget, som jeg først blev bevidst om bagefter. Men jeg er okay med at det var sådan det var, for det er jo så verdensomvæltende, at det er helt umuligt at forberede sig på det. Og helt umuligt at forestille sig præcist hvad man går ind til. Og se ham nu. Den store, store dreng. Som har hele mit hjerte. Sammen med et par andre, selvfølgelig. For som man siger, er kærlighed det eneste i verden man kan dele uden at der bliver mindre af den (…og det må vist være dagens kloge ord).

Men anyways: Fødsler burde afskaffes, jeg stemmer for at genindføre storken!

Fotograf: Palle Pophår

26 tanker om "En slags fødselsberetning"

  1. Malin

    Jeg kan så godt genkende mig i de følelser du beskriver. Den idyl man havde forventet at det skulle være at blive mor første gang, ville bare ikke indfinde sig. Så mit i al glæde, var der også en form for skuffelse. Den første tid. For det vendte da heldigvis også for mig, og jeg lagde mig også to gange mere på fødegangen og har i dag 3 dejlige knægte!

    Svar
  2. Pendler-mor

    Sikke en dejlig kærlighedsberetning om den skønne pode 😊Tænk at han blir 13 lige om lidt……
    Altså nu har jeg jo (desværre??!??) ikke prøvet en såkaldt rigtig fødsel, da begge vores vidundere er født ved kejsersnit. Men jeg tør godt lægge hovedet på blokken og garantere, at det også havde antaget marathon lignende tilstande hvis jeg skulle have “gennemført manuelt”, som jeg plejer at kalde det. Jeg nåede at gå i fødsel med ældstebarnet (der ikke kunne vente på sit planlagte ks) – det var 7 timer i helvede, der ifølge jordemoderen resulterede i sølle 1 1/2 cm!! You do the math….

    Jeg kan tydeligt genkalde mig den følelse du beskriver i forhold til de første dage som mor. Træthed, forvirring, sygelig beskyttertrang (der senere voksede sig til altomsluttende kærlighed) og en skeptisk venten på “de voksne”, nogen der havde styr på det der mor- noget 😉

    Knus og tillykke med den dejlige pode 😊😊

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak! Ja, han er en skøn pode! Det lyder som om du skal være glad for dit kejsersnit! Jeg er vild med betegnelsen at føde manuelt! Den bruger vi i storkeargumentationen! 👍

      Svar
  3. rijaH

    Ay til den stork, så kunne det være sønnen fik en søster eller en bror, der ikke bare er en låne en af slagsen fra diverse vennepar 😀

    Tillykke med ældste poden 😉

    Svar
  4. Anette

    40 timer!!! Av av av
    og tillykke med at det 13 år siden.
    Har ikke prøvet, vil måske gerne (kræver rette forhold f.eks. rette mand) tænker at storken vil være dejlig at genindføre…. eller måske kan vi gøre som i spillet sims bare snurre rundt om os selv efter 5 åndedrætsøvelser….

    Svar
  5. Livsglimt

    Der var en masse kaos og rædsel omkring min første fødsel som var et akut kejsersnit 8 uger for tidligt. Ud af det kom den mest vidunderlige lille pige på 39 cm og 1280 g.
    Hun var helt perfekt, mens kæmpebabyerne på 3 kg i mine øjne var utrolig ucharmerende og lignende nogen, der var lige ved at eksplodere af fedme!
    Kærlighed ❤

    Svar
  6. Birgitte B

    Jeg havde det slet ikke sådan, da jeg ikke nåede den der fase med at glæde sig til baby. Pludselig var han bare på vej, 3 uger før tid. Men det gik helt fint. Måske også derfor jeg kunne overtale mig selv til nr. 2 😉 (som på ingen måde var en god fødsel). Kh. Birgitte – og tillykke med ham.

    Svar
  7. Monica

    ah ja fødsler. Os mødre ELSKER at tale om det. når det er overstået. selve udførslen – not so much..
    Dengang for snart 25 år siden jeg efter 20 timer endelig fik skviset 4,5 kg dreng ud, kom det endel bag på mig jeg også skulle skvise moderkage ud. OMG siger jeg bare. og rundt om mig vimset bl.a. ung sygeplejerske som var GRAVID! Mens jeg lå der let henslængt og blev rimpet sammen udbrød jeg til hende HVORDAN kan du arbejde et sted som dette og så vælge at blive gravid ??!! nåja, kvidrede hun, det var hendes nr 3.. Needless to say, jeg var målløs.
    Fik dog selv 4,1 kg pige 5 år senere. Trods alt..

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det kan være svært at forstå at gravide kan arbejde på en fødegang. Måske fordi de ser al kærligheden?

      Svar
  8. Fruen i Midten

    Tillykke med din store Pode 🙂

    Åh ja, genindfør storken. Det ville være så godt. Var Donnaen blevet bragt med stork, kunne hun måske være blevet storesøster. Hvem ved?

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Altså, SE hvor det vælter ind med gode argumenter for den dersens stork! 😝
      Tak for lykønskning, søde Frue!

      Svar
  9. Karen

    Min veninde siger altid at hun ikke behøves dyrke ekstremsport for hun har født to børn!
    Har jo selv været møllen igennem 3 gange dog føder jeg heldigvis noget hurtigere end 40 timer… men kan især huske tiden efter den første, som helt overvældende. Min mor kom over og boede hos os et par dage, så jeg drog meget kæmp høj hjem fra hospitalet (så kæphøj man nu kan drage afsted når det føles som om underlivet hænger mellem ens knæ). Men da min mor så skulle hjem da han var 4 dage gammel var jeg så hormonel at jeg måtte lave en maude og lægge mig for ikke at bryde helt sammen ved tanken om at vi nu skulle være alene med babyen. Det følte som om at nu gik alle de voksne…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er nemlig PRÆCIS den følelse man har: Hvor fanden har de gjort af de voksne?! Mig?!? Aldrig i livet!…..

      Svar
  10. /ks

    Årh hvad? 13 år! Blev du gravid som 7-årig – eller hvordan kan du have sådan en stor dreng?! Forvirret er jeg.

    Det er i øvrigt lidt pudsigt med det der mor-barn-noget i starten. Jeg havde forberedt mig selv på at jeg nok ikke ville kunne forholde mig helt til den der moar-rolle, lige med det samme. Og besluttet mig for at det var helt okay – uden at få en fødselsdepression. Havde derfor slet ingen forventninger til min egen præstation. Og blev smask-forelsket i dét sekund jeg fik Ældstebarnet ud af kuvøsen. Og sådan har det været lige siden 😉 Forunderlige verden!

    Svar
  11. Ellen

    Tak for fødselsberetning. Dem kan jeg godt lide at læse … sammenligner altid med min egen – men som regel kun inde i mit hoved 😉

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *