Noget om ommøblering af hjerner

Så er det uundgåelige sket:
Vi har fået en teenager.
Sådan for real. Han fyldte tretten i forgårs, TÆNK, at det nogen sinde skulle ske…. Min lille bitte dreng! Åh, om man kunne opfinde tidslommer, som man kunne skalte og forvalte efter forgodtbefindende. Hvad jeg dog ikke ville give for en dag med ham igen som baby, eller som treårig, eller syvårig. Bare en enkelt dag, for han bliver jo mere og mere skøn for hver dag der går, så jeg har ingen intentioner om at spole tiden tilbage sådan for alvor.

Vildt nok, når man tænker over, hvad de små mennesker har formået på så få år. Og her taler jeg ikke bare om, at han er rykket fra en størrelse 13 til 42 i sko, men på hele det menneske han er blevet.
Et fantastisk menneske!

Men ok, noget rykkes der selvklart fortsat ved, og ingen tvivl om, at hjernen er under rekonstruktion, som man siger.

Det er svært at blive teenager. Simple ting bliver meget uoverkommelige. Særligt nye ting. Og i særdeleshed flere nye ting på samme tid.

Et ganske glimrende eksempel på dette kunne være brugen af deodorant. Det kan som udgangspunkt være vanskeligt at forstå, at det kan være nødvendigt at benytte sådan én. Endnu mere vanskeligt kan det være at indse, at låget skal af før brug. Og ikke mindst at deodoranten skal rulle, og at man således ikke bare skal duppe armhulen lidt sporadisk med en knastør roll on.

Kombiner den vanskelige brug af deodorant med den relativt simple leveregel: Ryd op efter dig selv.
Det er næsten en umulighed, ikke kun for teenageren. Det betyder, at når jeg kommer hjem, føles det faktisk slet ikke som om jeg står i det samme hjem, som jeg forlod. Man får sådan et gedigent indtryk af, at en belejring har fundet sted, men nu er alle forduftede. Radioen spiller stadig. Lyset brænder. Nogen har glemt at lukke køleskabet helt. Pænt meget is på køleskabsbagvæggen. Åbne brødposer på bordet; krummer über alles. Brugt service dominerer bordfladerne rundt omkring. Bevæger man sig ud på gangarealer og badeværelse, ligger der beskidt tøj på gulvene, noget mere vådt og fugtigt end resten. Jeg ser uden problemer live-reportagen for mig, med krigskorrespondenten stående midt i stuen.

Så er det jeg begynder at blive meget skinger i retorikken, mens jeg taler om global opvarmning og elregninger. Husregler og lokumsruller.

Men lige meget hvad jeg siger, og uanset hvor skingert tonelejet end måtte være, så er det som om at budskabet aldrig helt når frem til modtageren. Nogle gange er der en enkelt pode eller to, der reagerer med et svar a la ”Ja, moooor…. (med hollandsk ‘r’), det har du sagt mindst TREDIVE gange!!”…. (Men når nu jeg har sagt det tredive gange, hvorfor SKER der så ikke noget?!).

Men altså. Jeg ser frem til den dag tågen letter, men det sker nok desværre ikke lige foreløbigt. Jeg har tre sønner med en spredning på syv år. Er du godt klar over, hvor mange år, jeg skal ha’ teenagere herhjemme?…
I kalenderår er der helt præcist tale om fjorten. FJORTEN ÅR!!… Er der nogen, der vil være så venlig at fortælle mig hvad fanden vi dog tænkte på??

I det mindste har vi stadigvæk relativt meget styr på deres færden. De er i hvert fald endnu ikke begyndt at bevæge sig ud i det københavnske natteliv, hvilket jeg frygter mere end noget andet. Men igen, uagtet mine holdninger og synspunkter desangående, så undgår vi det nok næppe.

Kalder alle mødre til teenagere: Giv mig jeres overlevelsesguide, tak!

27 tanker om "Noget om ommøblering af hjerner"

  1. Randi

    Jeg elsker dine indlæg om dine drenge. Jeg ryger direkte tilbage i tiden – jeg har tre (for længst granvoksne) sønner med ti år imellem ældste og yngste 🙂

    Svar
  2. Lene

    Ingen gode råd herfra, og jeg kan se, at fordi der var meget, der fyldte ved den ældste teenager(datter) så sneg hendes lillebror, der er 16 måneder yngre og som valgte at være i et ungdomsfællesskab i en frikirke, sig gennem sin teenagetid. Og så var de begge på efterskole i 10. klasse, det gav noget ganske særlig, som gjorde at det sidste år, før de blev 18, ikke føltes som hård.

    Svar
  3. Kisser

    Da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg straks på Pia (min nevøs kone).
    De har to sønner, der nu er i 20erne og skal selv være fædre i næste måned 🙂
    Den ene af sønnerne gik i skole i Jylland (led i uddannelsen) og boede stadig hjemme. Han kom hjem med vasketøj, som Pia vaskede. Sønnen var tidlig hjemme en fredag, og Pia ringede hjem fra arbejdet og bad ham støvsuge hytten (de skulle have gæster, og hun var lidt i tidsnød). Hun kom hjem og sønnen havde IKKE støvsuget. Da han søndag aften skulle afsted til sin skole, spurgte han ret forundret, hvor hans tøj var. Det ligger ude i vasketøjskurven. Hvorfor har du ikke vasket det? Næ, lød svaret, når du ikke kan støvsuge for mig kan jeg heller ikke vaske dit tøj. Han tog sit snavsede vasketøj med til skolen!!
    Og han lærte noget værdifuldt 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det havde jeg dælme også gjort! Og muligvis havde jeg også grebet til andre midler undervejs!….😜

      Svar
  4. Henriette

    Jeg har ingen guide, for jeg står selv midt i det! Særligt den med deodoranten vækker genklang – hvorfor fatter de det ikke? Det er jo ikke raketvidenskab, vel?
    Nå, det går jo over det skidt ( håber jeg 😂) og her vil jeg bare sige – ikke for at tage modet fra dig – at du saftsuseme kan glæde dig til at ramme overgangsalderen med huset fuld af teenagere… Det kan IKKE anbefales 😱

    Svar
      1. Henriette

        Der er simpelthen for mange hormoner i omløb!
        Hvis i ikke allerede er nået dertil, kan i glæde jer til den første barbermaskine. Min søn fik sin første til jul og er begyndt at eksperimentere med den. Forleden barberede han – ved et uheld, påstår han -et halvt øjenbryn af, fordi han ville fjerne hårene mellem brynene, han var træt af at blive kaldt “monobryn”. Det kan man så ikke kalde ham mere….😂

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Åhr nej, altså!…. Arme dreng! 😳
          Barbermaskinen har vi stadig til gode. Lutter spændende ting vi har i vente!….

          Svar
  5. Monica

    Når the going gets tough – og tro mig it will – så kig på billeder fra da de var små og nuttet…
    Drik rødvin… og exhale..
    og lige pludselig er de alle flyttet hjemmefra, og ringer nærmest aldrig og klarer sig åbenbart udmærket helt selv uden mors anvisninger og råd. Hmf..

    Svar
  6. Øglemor

    Tillykke med ham! Jeg ser frem til teenageårene med mine unger med lige dele gru og spænding – synes i øvrigt allerede, at den 8-årige udviser teenage-agtige tendenser. Og begræder en lille smule, at de allerede er så store. Måske man skulle få en nøler. Hvad med jer? 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men jeg har faktisk lidt lyst til sådan en nøler!….

      Svar
  7. Ellen

    Hahaha. “Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos”. Skilt på min datters dør, dengang man skulle have en skovl med for overhovedet at kunne komme hen til hendes seng.
    Og så gange tre. Og drenge. Gys. Jeg glæder mig til flere beretninger og til at se, hvordan Charlottes to børn bliver 😀

    Svar
  8. Anette

    Thja øh Held og lykke … min mor havde held med frihed under ansvar… og lang flexline (jeg måtte meget bare jeg sagde hvor jeg var og holdt aftaler… til gengæld hentede hun gerne de mærkligt steder og tider)

    Svar
  9. Birgitte B

    Ingen børn er ens og ingen teenagers er ens. Det er min huskeregel. Generelt er vores unger sgu ikke så slemme. Det kunne være meget værre. Så det skal man også huske på en gang imellem, når man står med et bombekrater af et køkken. Og så bare bede dem rydde op selv… Selv om det er svært ikke at hidse sig op. Jeg øver mig. Kh. Birgitte

    Svar
  10. Livsglimt

    Videresendte dit indlæg til husbond med ordene “vi er ikke alene” 😀 Beskrivelsen af slagmarken lyder meget, meget velkendt. Imponerende nærmest at kunne rode så meget så sorgløst 😆

    Svar
  11. /ks

    Hehe, jeg er imponeret hvis I virkelig er nået helt heril uden brændende lys, tændt tv/radio, krummer over alt i køkkenet og deslige … selvom alle har forladt hytten. Her har vi dyrket det i mange, mange år. Og selvom mine bestemt ikke er teens, så er der ingen indlæring. Hvad mon det ikke kan ende i?

    Jeg husker (med gru) min egen opførsel i dén alder, og håber bare at universet ser med mildere øjne på mig, end på min moar dengang. Ja?

    Svar
  12. Hanne

    Det er en fase – og lige pludselig er de flyttet hjemmefra. OG – når du når lidt længere i forløbet (spiritus oa.) intet nyt = godt nyt 🙂
    Har selv en søn, nu voksen (30 år) – han var, som du beskriver – fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, der var i den grad lukket pga. ombygning. Det ændrede sig efterhånden, så da han var omkring 18-20 år, var der “hul igennem” igen. Derfra er det gået støt fremad, for nu at være aldeles glimrende.
    Så HOLD UD! – det er blot (endnu) en fase 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *