Om styrtløb og andre typer styrt

Det her indlæg skulle egentlig slet ikke være blevet skrevet, men altså. Nogle ting er man ikke helt selv herre over, vel? Jeg kom nemlig til at tænke på, at jeg vist kom lidt let og elefant udenom weekendens strabadser, gjorde jeg ikke?

Men hvis jeg skal gøre en lang historie kort, så overlevede jeg det dersens renderi. Ja, det var tæt på at jeg ikke gjorde, men til gengæld fik jeg en ganske god tid. Og kom i mål to sekunder efter den hurtigste kvindelige løber på trekilometersdistancen. Som var min svigermor, by the way. Jep, hun er sej!

Hvordan får man en god tid uden at være i træning, kunne man passende spørge? Det får man, når ens 6-årige pode ved startskuddet spurter afsted alt hvad remmer og tøj kan holde, fordi det jo handler om at komme først i mål. Så står man der og småjokker i menneskemylderet blot for at se et par bittesmå koboltblå shorts fortabe sig i horisonten i et hav af ben af varierende størrelser, og når man ved, at løbestrækningen senere forgrener sig udi andre ruter på både fem og ti kilometer, så handler det om at indfange poden inden han forvilder sig ind på én af de længere distancer.

Så løber man sådan her for at fange sin pode:

Og jeg vil sige, at også poden var smadret bagefter. Han har sågar hævdet, at han aldrig, ALDRIG mere vil løbe tre kilometer. Han foretog faktisk også et enkelt styrt på turen, så det er intet under at han har besluttet sig for at parkere løbeplanerne. Til det kan jeg kun sige: I’m in!

Og fra den ene type styrt til den anden, så forårsagede vi næsten et harmonikasammenstød på cykelstien i myldretidstrafikken i morges på vej til børnehave. Poden lavede en øjeblikkelig opbremsning på hvinende dæk alt imens han desperat råbte: ”STOOOOP! Min venstre sko er ikke lukket HELT rigtigt!….”. Bevares. Så må man nikke beklagende til de øvrige cyklister, der med dødsangst i øjnene foretager lynhurtige cost-benefit-analyser og undvigelsesmanøvrer, mens man undskylder hele miseren med noget dårlig velcro.

Nå ja, nogle gange er det også mig, der står for balladen når vi cykler. Tag for eksempel i søndags, hvor jeg spotter Rasmus Seebach på gaden, og kigger så meget efter ham, at jeg kører ind i Ældste Pode, der træner til sjetteklassernes cyklistfinale, og som slet, slet ikke sætter nok pris på sin mors hasarderede kørsel (eller begejstring for Rasmus Seebach for den sags skyld).

I morgen bliver podens cykelfinale afholdt. Og poden har fødselsdag. Og jeg tænker i skrivende stund, at jeg herefter tager en lillebitte pause både fra alt hvad der går stærk, både til lands, til vands og i luften. Og nok særligt hvad angår aktiviteter i løbesko og på cykel.

Måske jeg faktisk selv trænger til at blive sat lidt på pause?

Men hey – pause eller ej: Næste gang jeg løber, så bliver det sådan her:

20 tanker om "Om styrtløb og andre typer styrt"

  1. Lene

    Ha, jeg ser for mig en panisk mor, der skal nå sin søn, inden han spurter ud på maratonruten 😉 Men ellers havde I nok også klaret den.
    Se det kom bag på mig, at du ville kigge efter Rasmus Seebach, men det burde måske ikke overraske mig, jeg kan godt høre, at mine kolleger på din alder er vilde med ham 😉
    Må I få en dejlig fødselsdag. Så bliver du teenagemor (gnækker den gamle kone i skægget )

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er helt vildt!! Jeg er mor til en teenager – i dag! Nu står verden ikke længere!…. 🙃

      Svar
  2. Monica

    tillykke med pode og løbstid og alt.
    sikke en post – med både Forrest, Hanks, Seebach og ham den sidste!!
    I love it!
    Glæd dig til teenage-eraen !! Hurra!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Du kan tro, jeg glæder mig! Og TAK for de søde ord om indlægget, jeg var sgu’ ret meget i tvivl om jeg skulle lade det dø en stille død.

      Svar
  3. /ks

    Du er så sej!
    (og svigermor en anelse sejere – altså når det kommer til løbetider). 😀 😀

    ps. du må gerne hade lidt på mig for denne kommentar 😀

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *