Den skizofrene læsestund

Det er sommer. Det er weekend. Jeg sætter mig godt tilrette i en havestol, og åbner min bog. Jeg bladrer om på bogens første side og begynder at læse:

”Dette er en kærlighedshistorie. Den handler om kærligheden til livet.
Om en skæbne, der begunstiger sine børn med forelskelse, forankring og forældreskab.”

Mit fokus på de smukke sætninger bliver overdøvet og erstattet af andre og knapt så smukke ord, der lyder som torden gennem himmelrummet, og kommer fra min mellemste, der spiller fodbold med sin storebror. Ordene han udspyer indeholder (modsat dem i min bog) både besværgelser og trusler, og jeg ser mig nødsaget til at stoppe fodboldkampen med omgående virkning.
Første afbrydelse.

Tilbage til bogen:

”Det er også en grusom historie. Skæbnen lader børnene miste hinanden.
En smuk mand med en forkrøbles på krop og sjæl. En familie slås i stykker.
En kvinde kæmper med sorg og skyld.
Den kvinde er mig. Jeg er ikke alene.
Hundredtusinder af danskere gennemlever rollen som nærmeste pårørende til et menneske med en dødelig sygdom.”

Nu er det så, at min yngste i skurets allerfjerneste hjørne finder en art boomerang, en frisbee om du vil – i hvertfald noget, der med andre ord relativt let og ubesværet kan svæve ukontrolleret og temmeligt langt. Afsted sender min yngste denne genstand, SVUSJ!, som jeg i samme nu ser svæve henover adskillige garagetage og trætoppe. Mindste Pode står helt stille midt i bevægelsen mens en blanding af ‘Woooow!’ og ‘SHIT!’ står malet i hans ansigt.
Storstilet redningsaktion indledes. Unidentified Flying Object genforenes efter nogen tid med ejermand, og hjembringes til matriklen.
Det var den anden afbrydelse.

Jeg kaster mig over bogen igen (hmmm…hvor var det nu vi var…..):

”Det er en rolle, der forandrer for stedse. Tilværelsen får ny betydning.
Problemer og værdier ændrer karakter. Ens egen karakter står for skud.
Det er en rolle uden manuskript. Man kender afslutningen, men ikke handlingen.
Man kender ikke sin elskede. Og man kender ikke sig selv.”

Efter ganske få sekunder kan jeg igen høre min mellemste, som fra et fjernt sted råber “Okay, mor, jeg bløder! Jeg bløder! MEGET!”

For filan altså!!
Pode indfanges og tilplastres.
Det var så den tredje afbrydelse.

Cirka en halv time tager det mig at pløje mig igennem den smukke allerførste side i min bog.
Det er Eva Jørgensens ‘Vi ses i morgen’.

Den har efterhånden et par år på bagen, men Kollega anbefalede den, og den er virkelig smuk og fin. Eva Jørgensen balancerer så fornemt hændelser og følelser i forløbet med sin mands sygdom og død, uden at man fortabes i afmagt undervejs.
Jeg kan kun anbefale den til dig også, hvis du har mangler en tankevækkende lille bog.

Håber du har haft en fantastisk weekend! ❤️

12 tanker om "Den skizofrene læsestund"

  1. Fruen i Midten

    Jeg hæfter mig især ved, at din husbond ikke har afbrudt dig. Så er der håb, når Poderne engang om 10-15 år flytter hjemmefra 😉 Derefter tænker jeg, at hvis du trods de odds kunne holde næsen i bogen, så må den være god. Tak for anbefaling 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *