Madness

Cykler ned ad vejen mens jeg kigger på mit ur, og tænker, at klokken 07:30 om morgenen, det er simpelthen for tidligt at miste forstanden. Jeg har Mindste Pode ved siden af på sin egen cykel, og Mellemste Pode på løbehjul. Pt. tavshed. Prøver at spole tilbage, og få et samlet billede af morgenen. Det findes ikke. Det er gået i stykker og ligger splintret i småbidder.

Fragmenter af det, der en gang var en morgen:

  • Hanekamp i køkkenet. Ikke noget med blodsudgydelser, heldigvis; det er de yngste poder, der mundhakkes. Det sker ret ofte, og starter som regel relativt uskyldigt; den ene pode kommer med et postulat, som den anden pode ikke er enig i, og som derfor kort og godt kvitterer med et “Nej”, som bliver efterfulgt af et ”Jow” fra den første pode. “NEJ!” siger den anden pode så igen, nu med stigende stemme intensitet. “JOW!!” svarer første pode i tilsvarende toneleje, kun for at blive overdøvet af et “NA-HAJ!!!”, der blevet modsvaret af et ”JO-HOW!!!”. Derefter kører den højere og højere; en lind strøm af JO-HOW-NA-HAJ-JO-HOW-NA-HAJ-JO-HOW-NA-HAJ……… Børn skal tilsyneladende mandsopdækkes for at undgå at flå hovederne af hinanden. Og jeg har jo travlt med at ræse rundt og rede senge, falde over utømte idrætstasker og finde gamle madpakker i taskerne. Ofte står jeg i det fjerneste hjørne af hjemmet, når førnævnte skingre JO-HOW-NA-HAJ-skrig når mig. Nogle gange vælger jeg at overhøre det, ud fra en betragtning om, at de også skal lære at løse deres konflikter selv. Ikke ideelt løsningsforslag denne morgen. Hvad jeg i stedet valgte, var den der model med at råbe højere end de to poder til sammen (håber ikke jeg fik vækket underboerne).
    Resultat: Poder både små-fortørnede, men også kede af det.
    Hvad jeg kunne have gjort, var at være der. Hos de kæmpende i køkkenet. Men hvem skulle så ordne det praktiske alle de andre steder end i køkkenet…? Pis, altså, hvornår opfinder nogen den kloningsmaskine?
  • Mindste Pode vælter sin morgenmad. Man underkender ofte spredningseffekten af spildt mælk. Der er mælk i hele køkkenet, og jeg jokker selvfølgelig baglæns ind i den største sø. Til min egen ros skal det siges, at jeg faktisk æder mine eder og forbandelser, så de ikke kommer ud førend Mindste Pode (mens jeg – midt i rengøringsprocessen – ligger på alle fire med en vis legemsdel i vejret) kontinuerligt udsender ordrer fra de højere luftlag a la: “Men MOR, jeg sku’ ha’ HAVREFRAS!”.
    Mit (højlydte) svar: “Undskyld, men kan du SE, at jeg lissom har GANG i noget her?!!”
    Resultat: Mindste Pode knytter omgående i, og bliver trist over mor-monsterets råben.
    Hvad jeg kunne have gjort her var, at være voksen nok, til også at sluge dén bemærkning.
    Dobbelt pis.
  • Rift om badeværelset. Alle vil tilsyneladende det samme på toilettet på samme tid. Skrig og skrål. Tandpasta ned ad Ældste Podes tøj. Ikke noget særsyn.
    Højlydt sukken.
    Ragnarok i entreen. Nøgler mangler. Tre unger, der står og jokker hinanden i nakken og bliver sure, fordi den ene rammer den anden med en lille-bitte mikroskopisk flig af en jakke, hvilket udløser ramaskrig og trusler om mord (hvor mon de har det fra?….).
    Alting skal åbenbart foregå på den samme kvadratmeter lige i dag.
    Altså også en del råben og hundsen i entreen.
    Resultat: Same as usual – træls stemning.
    Hvad jeg skulle have gjort var selvfølgelig, at være så gennemtænkt, at jeg fik sendt poderne ud på toilettet og i entreen i skiftehold. Vi bør få installeret sådan nogle fabrikslamper, der lyser med en bestemt farve (og med quiz-lyd!) alt efter hvis tur det er til at være det pågældende sted.
    Triple pis (findes det?)

Der er, som det fremgår, ikke sket noget ud over det sædvanlige – det er såmænd bare tilværelsen i al almindelighed, som jeg føler skubber mig ud på denne kant mellem afsindighed og fattethed. Som man siger i mindfulness-verdenen: ”Det er ikke hvordan du har det, det er hvordan du ta’r det”. Jeg er åbenbart ikke særlig god til at ”ta’ det”.

Cykler videre, kæmper med tårer og indebrændt bitterhed over en morgen, som jeg endnu engang ikke var i stand til at mestre. Forbi skolen, herefter videre til børnehaven, og jeg tænker hvordan helvede pædagogerne klarer sig gennem dagen??!!”. Der er minimum tyve børn på stuen. De voksne smiler altid, er glade og taler med rolige stemmer ud fra et eller andet princip, som tilsyneladende virker. TYVE BØRN!! Jeg er ved at knække midt over af tre.
How do they do it?

Det værste ved disse morgener er, at dagene efterfølgende simpelthen er så lange, og at man formår at slå sig selv oven i hovedet med morgenens uheldige udfald fyrre tusinde gange inden man genser poderne.

Det er så vigtigt at få sagt ordentligt farvel på sådanne morgenener, men nogle gange er skaden bare sket, og det er umuligt at genoprette bare en lille smule balance eller normaltilstand i afskedsøjeblikket.

Jeg tænker nogle gange på definitionen af Homo sapiens, som jo betyder det vidende eller tænkende menneske, og som burde adskille os fra tidligere og mere primitive forstadier til nutidens menneskeart. Hvad kalder man det sindssyge menneske? Homo insaniam? Det må være mig.

IMG_skov

Foto: Paparazzi Laila

Dagens gode råd mod migræne

Fiskeolie er godt mod stress og migræne. To tabletter om dagen gør underværker!

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
”Thank goodness for migraine tablets. Two hours ago I thought I was going to vomit and keel over. Now I’m able to shout at the children and cook their meal whilst hanging out washing and running bath. Oh and shout a bit more. Yay.”

6 tanker om "Madness"

  1. Maibritt

    Åh, hvor jeg bare kender den der fornemmelse af “hvordan-gik-det-så-galt-på-så-kort-tid?” og de efterfølgende tårer og slåen-sig-selv-i-hovedet over ikke at have taklet det bedre.
    Gid man kunne tage de små stjernestunder (mindste-pode, der danser ude af takt med tamburin og dig og mindste-pose, der nørkler ved spisebordet i harmonisk stilhed) og putte på flaske, som man så kunne tage frem og spraye udover det kaos, der (lidt for tit) indfinder sig på hverdagsmorgener/eftermiddage i børnefamilier. Ikke i håbet om lutter idyl (idyl og børn rimer lissom bare ikke i den virkelige verden), men som kaos- og tåre-formindsker når det virkelig brænder på. Så man kan lande på et acceptabelt niveau inden aflevering og/eller puttetid. Nogen må kunne opfinde noget…….

    Svar
    1. Mor-monsteret fra Skøre liv Forfatter

      Tak, Maibritt!! Ja, HVORFOR er der ikke nogen, der GØR noget?? Der er åbenbart lidt mere prestige i at forske i andre ting, tænker jeg. Men tænk på indtjeningsmulighederne! Hvor mange familier ville ikke give deres højre arm for noget af den dersens spray?…..

      Svar
  2. Karen

    Er netop faldet over din blog – og hvor er det en befriende fortælling som på mange punkter afspejler vores hverdag (3 børn den yngste er dog stadig baby, så hun er endnu ikke begyndt at skændes med de andre). Og dejligt at høre at man ikke er den eneste som kommer til at hæve stemmen for tit, for så at fortryde det (så er man i det mindste ikke alene)
    Du har helt sikkert fået en ny læser:0)

    Svar
    1. Mor-monsteret fra Skøre liv Forfatter

      Kære Karen –
      Tusind tak for din søde kommentar! Jeg er rigtig glad for at du kan bruge min blog!! Og jeg er super-glad for, at du har lyst til at blive hængende, du er meget velkommen her!
      Kærligst, mig.

      Svar
  3. Mette

    Åh den der beretning kunne jeg godt ha brugt at læse alle de gange vores morgener er gået på en lignede måde. Åh jeg hader at man ikke får sagt ordentligt farvel og sådan. Igen rammer du plet og det er så befriende at læse og finde ud af det også sker for andre.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *