Sidste dag i Fort Knox

En æra er ved at være nået ved vejs ende: Mindste Pode har haft sidste dag i børnehaven – i dag! Dramatisk much? Jeg synes nu altså også, at det er ret vildt! Og vemodigt; nu har vi trods alt haft poder opbevaret i daginstitutioner fra Ældste Pode var ti måneder gammel, hvilket vil sige, at vi har tolv år på bagen hvad det angår.

Jeg synes vitterligt, at der kun er gået et øjeblik. Ungerne er vokset som torden og lynild, og nu hvor det er slut-prut-finale med børnehaven, så kan jeg vist godt lukke småbørnskapitlet sådan relativt. Tilsæt her et minuts tavshed, mens vi efterfølgende spiller ’The Last Post’.

Hvis du vil med mig en tur ned ad Memory Lane, så kan jeg fortælle dig, at vi i de forgangne tolv år har haft tredøgnsfeber, skarlagensfeber, børnesår og andre typer sår i et utal af varianter. Vi har haft lungebetændelse, halsbetændelse, mellemørebetændelse (det har vi sådan set stadig….) og astmatisk bronkitis. Vi har haft ringorm, børneorm (og regnorm?); vi har slået tænder løse, flækket næsen, flækket læbebåndet (jo, det er der noget, der hedder) og brækket en arm. Vi har slået hul i en kind og vi har godt nok haft meget næseblod. Vi har været ramt af et utal af influenzaepidemier, og vi har overlevet fortløbende udbrud af vuggestuepest i mange afskygninger.

Jeg satser på at vi nu fremadrettet primært skal slås med lus. Og jeg skal måske slås lidt med mig selv. Og mine tanker. For derude, på den anden side af sommerferien, der venter skolen. Da min ældste startede i 0. klasse havde jeg håbløst mange mindreværdskomplekser. Vi var de yngste forældre i klassen, og derudover var der farligt mange meget stilsikre mødre, og de andre børn boede i store og smukt indrettede huse (palæer) med samtalekøkkener. Hvilket alt sammen medførte flere års panik hos mig. Da så Mellemste Pode startede i skolen tænkte jeg, at nu havde jeg styr på følelsesregisteret. Følte mig tilmed en lille smule tjekket til tider. Selvfølgelig med undtagelse af den gang hvor jeg forårsagede en juiceeksplosion under en fælles morgenmadsseance (man tror ikke at den slags kan ske, men det kan det!). En hel liter juice sejlede ned ad vægge, ned i skuffer, og flere af de omkringværende forældre blev ramt. Oh yes.

Hvis man ser bort fra det lille uheld med juicen, så syntes jeg, at jeg havde immer så meget styr på både forældreintra, årets gang, og comme il faut i forbindelse med børnefødselsdage, idrætstimer og legegrupper. Også selvom vi slet ikke havde fået noget samtalekøkken i løbet af de mellemliggende år.

Men noget skete. Hverdagen, muligvis? Ja, måske det vitterligt var hverdagen, med alt hvad den indebærer, der gjorde (og gør), at jeg bare ikke er helt så meget med på beatet. Og på et tidspunkt, så følte jeg efter noget tid, at jeg for vild. Og på en eller anden måde vandrer jeg stadig rundt i skoven og leder efter brødkrummer. Med andre ord har jeg stadig et par mindreværdskomplekser gemt fra år tilbage. Og en lille smule ondt i maven, nogle gange.

Men det vil jeg (prøve) at skide på lige nu, for på trods af det hele, så glæder vi os! Ja, Mindste Pode er selvfølgelig den af os, der glæder sig allermest, og den slags smitter helt ind i det allerinderste af hjertekulen.

Bye bye, Fort Knox!

14 tanker om "Sidste dag i Fort Knox"

  1. Lene

    Jeg er sikker på at du og mindste pode klarer det i flot stil sammen. Og så må jeg sige, at jeg først nu erkender, at mine børn da har været usandsynligt lidt syge og skadestueramt. Skal vi ikke bare være fordomsfulde og sige at det skyldes den friske landluft? Nej det tror jeg faktisk ikke. Men anyway, du fortjener en supermom-medalje, den tildeler jeg dig hermed nu, hvor du officielt ikke mere har børnehavebørn 🙂

    Svar
  2. Ellen

    Endnu en af livets epoker er slut. Det er på én gang vemodigt hver gang og på den anden siden spændende og hvad kommer der nu? Okay, det ved I så godt, for der kommer et skolebarn til, men jeg håber du ved hvad jeg mener? 😉
    Og mindreværdskomplekser? Pak dem væk. Du er en alletiders mor, så hul i, om et eller andet kikser indimellem!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg prøver at pakke dem væk, Ellen!…. Men ja, virkelig vemodigt med de overgange, det sætter rigtig mange ting i perspektiv.

      Svar
  3. Karen

    Vores nr 3 er jo først startet i vuggestue delen af vores gamle kendte børnehave sidste år. Så vi har en del år mere med diverse børnesygdomme i vente…. glæder mig dog allermest til at vi engang slipper væk fra omgangssyge som hvert år siden jeg har fået børn har lagt hele familien ned. I privat vi endda så heldige at vi fik den i forlænget weekend hvor det var 30 grader udenfor!!!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhh, jeg får lidt trang til at sige ‘NYD DET!’ – det er altså lidt tårefremkaldende at den tid nu er slut! Har faktisk lidt lyst til at få mig en lille tumling med hængerøvsble og flyverdragt!….
      Jeg joiner din ‘vi-er-syge-om-sommeren-klub’! Vi ligger også gerne hen i febertåger når solen skinner fra en skyfri himmel og andre mennesker tager på stranden. Hvad er det for noget, altså?! Det er da SÅ meget smartere at være syg når det er vinter og koldt. Der er vist noget organismen ikke helt har forstået!
      Ha’ en skøn weekend! ☔️

      Svar
  4. /ks

    Jeg kunne ikke få armene ned dén sidste dag vi forlod børnehaven. Ikke så meget pga. dén børnehave – bare det der institutionskoncept med alt for få hænder og favne til alt for mange børn. Sådan har Fort Knox tydeligvis ikke været for Mindste Pode. Og så kan det naturligvis godt føles lidt mærkeligt. Men som der skrives højere oppe i kommentarfeltet … Mindste Pode skal nok føre dig trygt gennem skoven – brødkrummer eller ej 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Håber på en sikker tur gennem den skov. I mellemtiden har jeg lidt lyst til at snuppe en omgang mere i børnehaven….

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *