Lukker fabrikken nogensinde sådan for alvor?…

Ja, altså babyfabrikken?…. Det er et retorisk spørgsmål, for jeg ved jo godt, at fysikken sætter sine naturlige grænser; der er noget med et ur, der tikker. Og jeg vil straks understrege, at det ikke er fordi vi har en lille kage i ovnen (og hvad man nu ellers siger), at jeg skriver dette indlæg – jeg skriver det fordi jeg går og tænker på hvordan og hvornår det er, man sætter det dersens punktum. Det endegyldige punktum; ikke flere unger, enough is enough.

Som jeg engang skrev, så har Mand og jeg altid været enige om, at vi gerne ville have tre børn. Og det har vi været så heldige at få. Men det er også en kæmpe mundfuld. Virkelig.

Da jeg ventede Mindste Pode, og slet ikke kunne få nok af alt det, som en baby indebærer og medfører, sagde en veninde (og mor til tre) til mig: “Bare vent til du har født, så kan du lissom bare mærke at nu har du fået alle de børn, du skal ha’!”. Og Mindste Pode kom til verden, og jeg ventede spændt på, at følelsen skulle indfinde sig. Punktumsfølelsen. Det skete ikke. Til gengæld var jeg slet ikke i tvivl om at mine barsler tenderede til at blive mere og mere vidunderlige fra gang til gang, og fordi alting kunne køres på rutinen var min tredje barsel den skønneste tid.

Absolut ingen punktumsfølelse.

Eller, det var så lige til barslen sluttede, og jeg pludselig følte, at alting faldt fra hinanden, og jeg bragede ned med stress et år efter. Så var det, at fabrikken lukkede, også mentalt.

Og det har den sådan set været længe: Samlebåndet med babyer er sat ud af drift; arbejderne er gået hjem, chefen er fyret og facaden er krakeleret og gennemtæret af rust. Godt og grundigt.

Denne fabriksnedlukning medførte flere års ‘nåååhr, en sød baby; godt det ikke er min!’-tanker.

Altså ind til for nyligt, that is. Indtil tvivlen meldte sin ankomst forklædt som en mandlig kollega på omkring de halvtreds, som skal være far igen. Han kører simpelthen anden runde unger med en ny kærlighed.

Dér stod det pludselig ret klart for mig, at den mulighed (altså børnedelen…) kun tilfalder mænd. Ikke kvinder. Og jeg føler mig faktisk lidt snydt, for jeg nærmer mig med hastige skridt ’SIDSTE UDKALD’: Der har stået ‘Go to gate’ på lystavlen længe, og faktisk bliver der boardet lige nu, as we speak.

Da den erkendelse ramte mig var det, jeg pludselig begyndte at tænke, at jeg måske slet ikke var klar til at være færdig med at få børn. At det da kunne være meget hyggeligt med en nøler? Hva’? Alt sammen kun tankespind, selvfølgelig, for vi er slet ikke gearede til endnu en baby. Fire børn?! Jeg ville jo dø! Kun Superheltemor kan stå model til den slags, og samtidig komme helskindet ud på den anden side med forstanden i behold. Og særligt Mand priser sig lykkelig over at alt det dersens babyræs er loooong gone, og so much last year. Og hvis Mand rent faktisk vidste, hvad jeg tænkte i skrivende stund ville han omgående tanke bilen og køre mig ud til Ingrids Kattehjem (og så kan du selv overveje hvorfor).

Så rent fornuftsmæssigt så er punktummet sat, men jeg er faktisk – nu hvor jeg har tænkt over det – ikke så sikker på, om det nogensinde kan sættes sådan følelsesmæssigt. Dér i hjertet. Kender du det?… Og dør man skruk, med andre ord? Eller måske endda af skruk?!
Please enlighten me!

Fotograf: Palle Pophår

50 tanker om "Lukker fabrikken nogensinde sådan for alvor?…"

  1. Cille

    Jeg dør skruk. Er jeg sikker på. Vi skal ikke have flere. Vores familie er som den skal være. Men jeg ønsker mig flere babyer. Og det holder sgu aldrig op. Kan jeg inderst inde føle. Heller ikke når engang exit-skiltet er passeret 😳😳

    Svar
  2. Mimse

    Jeg tror ikke skiltet lukker…. – det gør biologien for os.
    Jeg har en sød lille fortælling om en tidligere kollega (med tre børn) der heller ikke kunne sætte punktum – og i stedet anskaffede de sig et nyt kæledyr ca hver 3. år, -fint skjult af at børnene skulle lære omkring dyr – så hun kunne kaste sit tørstende omsorgsgen på det lille kræ…., som børnene hurtig mister nyhedsværdien for…… (killing, kanin, en killing mere., ved ikke hvilket dyr de nu er kommet til😜)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg kan faktisk godt se pointen! Altså bortset fra, at jeg egentlig ikke er så vild med dyr (det skulle da lige være en lille kat….), og bortset fra, at det i så fald ville kræve et nedlagt landbrug og IKKE en lejlighed på 3.sal. Men du har ret i, at det er en sød historie, og metoden er hermed overbragt cyberspace! Tak fordi du delte historien, Mimse! ❤️

      Svar
  3. Pendler-Mor

    Interesseret indlæg!!
    Jeg kan jo kun svare for mig selv og her er der sat et absolut og urokkeligt punktum. Slut, prut finale og ellers tak.
    Allerede da jeg ventede yngstebarnet var jeg sikker; den her baby og ikke flere.
    Men jeg har svinget meget – fra fem til tre til en til to. Da jeg var i starten af tyverne var jeg pædagogmedhjælper i en vuggestue. Jeg elskede det job, men det forårsagede en justering fra fem til tre. De der små poder kræver jo en del og ens egne kommer der jo ikke nogen og henter før 17, vel?
    Så fik vi ældstebarnet og så røg den ned på en. Ikke fordi han var vanskelig eller noget, men fordi jeg var. Det var en stor omstilling og det tog et godt stykke tid at komme ind i moderrollen. Kæreste var bestemt ikke enig i min nedjustering og efter hårde forhandlinger blev kompromiset, at en toer var en teoretisk mulighed. Lysten til en baby mere kom heldigvis helt af sig selv, og det var altså mens han bagte i maven at fabrikken lukkede, ihvertfald på det mentale plan.
    Jeg har været 100% afklaret lige siden, no regrets, no looking back.
    Men jeg forstår godt dine tanker. For den kærlighed er fantastisk og små bløde babyarme og fede, lækre lår er jo ren lykke. Så muligvis vil den være der altid; lysten og tanken om bare een mere. Det er nok en biologisk ting; vi er trods alt kodet til at sikre artens overlevelse. Eller også er det simpelthen fordi du har så dejlige poder – for det er de!! 😊😊

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det kan sgu’ godt være du har ret – både med mine søde poder (he-he), men nok især med det biologiske – men så synes jeg nok lige ham der bag skyerne skulle sørge for nogle udvidede åbningstider!

      Svar
  4. Laila

    Da jeg havde fået Nr .6 var jeg ikke i tvivl om at det var slut .Den følelse havde jeg slet ikke efter 4 og 5(de er tvillinger😉) og troede faktisk heller ikke jeg ville få. Men den kom altså punktum følelsen og den har ikke ændret sig på noget tidspunkt 😊

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Okay, du er for vild, du tager simpelthen prisen! SEKS børn?! Hoooollld da op! Jeg føler mig faktisk inspireret omend væsentlig meget hylet ud af den ved tanken om, at man så heller ikke er færdig efter nummer fire… Og fem?

      Svar
  5. Henriette

    Jamen, hele miseren opstår jo fordi det biologiske/mentale behov, du føler mht at få børn kolliderer stærkt med samfundets strukturelle indretning, som saftsuseme ikke gør det særligt nemt for kvinder at få mange børn – medmindre, de finder sig en rig mand og er villige til at lade sig forsørge. Man ville – måske – have større overskud til fort knox og al kagebagningen, som følger med, hvis ikke man også skulle passe et fuldtidsarbejde. Jeg ved nogle kvinder takler problematikken ved at arbejde deltids eller blive hjemme nogle år, men vi tier også de økonomiske konsekvenser for kvinder, som vælger dette, kollektivt ihjel. De risikerer at blive nogle meget fattige pensionister, hvis farmand finder en ny kærlighed og går igang med at reproducere vol. 2!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhh, jeg elsker dit samfundsperspektiv på dette ❤️ – og du har SÅ meget ret! Der er noget biologi der ikke matcher tilværelsen anno 2017. Min oldemor fik tretten børn (muligvis ikke planlagte alle sammen…., men de kom i hvertfald). Jeg prøver lige at forestille mig hvordan tretten børn ville spille for mig, særligt hvis Mand forlod festen midt i det hele.

      Svar
  6. Birgitte B

    Jeg har altid vist, at jeg kun ville have to børn. Jeg er nået dertil, hvor jeg synes babyer er søde… men gode at aflevere igen. Jeg har aldrig været god til helt små børn og havde ikke lange barselsperioder eller orlov. Men det med at mænd jo bare kan blive ved, det har jeg også tænkt lidt over. Men igen, stort nej tak til flere børn herfra – kører på 12. år med den tanke 😉 kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Fantastisk, hvor er det dejligt, at du er afklaret!! Jeg er fantastisk til de små børn. Lidt senere har jeg derimod visse udfordringer.

      Svar
  7. Karen

    Hos os var planen 3 børn (vi er begge enebørn) men den blev udsat lidt da manden efter to børn syntes det var en rigelig mundfuld. Jeg følte dog ikke at jeg kunne droppe tanken om 3, så efter moderat pres fik vi nr. 3 (som er en pige efter 2 drenge). Det gav mig til dels en følelse af at vores familie er fuldtallige. Nu er hun næste to og jeg er igen baby skruk, savner det helt tætte bånd (og at være på barsel) samtidig kigger jeg på min familie og hverdagen og kan slet ikke se hvor overskuddet til endnu en skulle komme fra. Så jeg lader fornuften råde, og stopper mens legen er god… og i mens venter min mor og svigermor spændt på hvem der vinder væddemålet om hvorvidt der kommer en nr. 4 (de mener der er afgjort når jeg runder 45 år)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Der er simpelthen et væddemål på højkant?! Wow, hvem holder på hvad?
      Bortset fra det, så lyder det jo helt som mig. Man tænker ‘hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre?…’ mens hjertet bløder en lille smule.
      Suk!

      Svar
      1. Karen

        Svigermor tror på en nr. 4. Hun bor også i København (flytter dog herover til februar), mens min mor bor her i samme by i Jylland, så hun har måske lidt mere indsigt i vores hverdag…

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Åhh, jeg får lidt lyst til at joine det væddemål! Overvejer lige, om jeg skal sætte pengene på mor eller svigermor!….

          Svar
  8. Skalotteløg

    Ja, jeg kender det! Lige nu vil jeg helst have en. Om det skal være ham på 2,5 eller ham på 8 mdr, må de selv slås om… Har faktisk lige haft snakken med min mor, og jeg kan stadig ikke helt slippe følelsen af, at vi “mangler en”… Men fornuften siger noget andet. Jeg gider heller ikke være gravid igen. Ikke med den bækkenløsning (men nu ved du jo, hvad du kan gøre for at lindre undervejs!) Eller at føde (men det er du jo så god til! De to første gik jo godt!)

    Jeg lytter nok til fornuften (som sjovt nok lyder præcis som min mand), og stopper ved to. Men primært fordi, samfundet er skruet sammen, som det er. Henriette skriver det så godt i sin kommentar.

    Det er pudsigt, for jeg har aldrig været skruk, før jeg fik en mand. Har altid glædet mig til en karriere. Nu gad jeg godt have råd til at gå hjemme og være sådan en, der skaber det. Selvom jeg helt sikkert ville dø i forsøget (fordi børn gør en sindssyge. Både før, under og efter…)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er skideskørt, for du har ret i, at man jo bliver vanvittig fra tid til anden. Og hvis man så går all in, så er der jo aldrig udsigt til at slippe væk fra der hele (og komme på toilettet i fred).
      Jeg så også en gravid forleden, som gik med en krykke, og så var det at jeg netop kom i tanke om… bækkenløsning. Og tænkte ‘Nåå nej!’…
      Jeg tror faktisk, at du lige har fået lagt en dæmper på min forplantningstrang (og TAK for det! ❤️) – i mellemtiden forestiller jeg mig så frømanden og bøffen lave sten-saks-papir om hvem der må gå planken ud.. 😝

      Svar
  9. Fruen i Midten

    Hmmm! Jeg tilhører vist et mindretal. Donnaen er enebarn (dvs. hun har voksne halvsøskende og er dermed sin fars kuld nr. 2), og jeg tænker ret tit på, om vi har ’snydt’ hende ved ikke at få flere børn? Under alle omstændigheder har jeg aldrig været skruk, sådan rigtigt skruk. Donnaen fik vi, fordi jeg var overbevist om, at der var et eller andet, jeg gik glip af (deri havde jeg ret!..), men ikke fordi jeg havde den der ubændige lyst til babyer, som jeg oplever, andre har, når de dårligt kan gå forbi en barnevogn uden at have lyst til at stjæle babyen. Donnaen var – i al beskedenhed – jordens dejligste baby, men det, at hun – jo heldigvis – voksede fra at være baby, har aldrig fået mig til at føle, at det bare var helt nødvendigt at producere en ny.

    Nu er Donnaen selv så stor, at hun har en mening om babyer og børn, og hun skal aldrig have nogen, siger hun. Det er Ungersvenden ikke helt tilfreds med. Det er lidt sjovt, for jeg kan ikke huske, at børn overhovedet var noget issue blandt drengene, da jeg i sin tid gik i gymnasiet??

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hehe – skøn beskrivelse af dit moderskab! 😂 Jeg tror der faktisk er flere drenge, der glæder sig til at få børn – selv mine drenge taler om det. Men jeg mindes det heller ikke fra da jeg selv var yngre at hankønsvæsenerne sådan ytrede et åbenlyst ønske om noget afkom. Tiderne skifter, du!

      Svar
  10. Anne R

    Jeg har to børn og har aldrig været i tvivl om, at vi var helt færdige nu. Måske fordi babytiden herhjemme var virkelig hård – der var ikke rigtig nogen, der sov. Ever. I meget lang tid.
    Og så også lige den med samfundets indretning, som andre formulerer så fint.
    Så et stort nej tak herfra.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      ‘Nej tak’ er noteret! 😝
      Jeg kan godt huske den der problematik omkring manglende søvn, nu du siger det. Det takker jeg også pænt nej tak til! Tak for påmindelsen!

      Svar
      1. Anne R

        Men i øvrigt har vi SYV katte pt (fire er killinger, som snart flytter hjemmefra).
        Og jeg bliver med jævne mellemrum skruk efter en killing – vi har ikke haft færre end tre katte i årevis!
        Så i gang med kæledyrene!

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Tak, Anne R., nu fik du så lige gjort mig katteskruk!… 😂
          ELSKER katte. Ej, killinger, siger du? Nu døde jeg….

          Svar
  11. MaleneL

    Jeg havde snakken med et par kolleger forleden. Om det at mænd kan fortsætte med at få børn. Jeg spurgte min kvindelige kollega 60 år om hun kunne forestille sig at blive mor nu – og med fuldstændig ro over sig smilede hun og sagde: Nej. Det gav mig lidt ro i sjælen. Jeg håber, jeg er ser sådan ud når jeg forhåbentlig svarer nej engang i fremtiden.
    Er selv mæt med tre børn. Eller hvad? Vi ville ikke kunne magte vores nuværende liv med en baby oveni nu. Men det trækker altid lidt. Og mine to ældste børn har lige fået hver en hamster… OMG…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Måske en hamster vitterligt er svaret?! Tror nu alligevel vi springer kæledyrsdelen over. Men jeg ville godt have, at nogen beroligede mig og gav mig en garanti for at det nok skulle gå over. Helt af sig selv. Måske din kollega kan lånes ud til den slags?

      Svar
  12. Livsglimt

    Jeg er ikke skruk overhovedet – længere, men min tidligere svigerinde var det stadig efter barn nr. 6 😄 Jeg synes tanken om nuttede børnebørn lyder meget mere hyggelig!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Wauw – jeg er virkelig imponeret over at man kan være skruk efter 6 børn! Men børnebørn! Helt klart. Tonsvis! ❤️

      Svar
  13. Line

    Jeg har en datter på knap 22 og havde nok altid ventet, at der kom i hvert fald én mere. Men jeg blev skilt, da min datter var 1 år og var alene i 14 år, før jeg mødte min mand. Han har en datter, der nu er 12. Pga alder nåede vi ikke at få noget fælles barn og jeg er stadig skruk… Så mit bud er altså, at du skal gøre det… Sorry 🙂

    Svar
  14. Jannie

    Jeg har 4, og havde gerne fået en femmer. Men vi var allerede gamle, med nr. 4, så derfor endte det eventyr med 4. Men husk at der kommer børnebørn. Jeg har fået styret mine babylyster, ved at passe de to drenge. Herligt.

    Svar
  15. Nina W.

    Hmm… jeg hører vist til i samme mindretal som Fruen i Midten. Har nu et barnebarn + 2 bonus børnebørn. Det er dejligt – de kan afleveres igen. 🙂 Men heldigvis er vi alle forskellige, og der skal være plads til os alle – selv os der egentlig aldrig har været skruk.

    ps. er vild med din blog.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ejjj, TAK, Nina W., det gør mig godt nok glad at høre at du kan lide at være herinde! ❤️
      Ja, gudskelov er vi alle forskelige, kors hvor ville det være kedeligt hvis vi ikke var! Og så er jeg super-glad for, at det ikke er alle kvinder i hele verden, der drøner skrukke rundt!

      Svar
  16. Ellen

    Dejligt, tankevækkende indlæg og ditto kommentarer!
    Da jeg var meget ung, satsede/håbede jeg på at få seks børn. Da jeg så blev tævet godt og grundigt igennem af Charlottes biologiske far, da hun var seks måneder, og jeg derfor lige pr. omgående var alenemor, blev situationen en ganske anden. Jeg skulle i hvert fald ikke have flere børn! Jeg elskede naturligvis C grænseløst, men ikke flere, tak. Da jeg mødte John 10 år efter, var han enig – han havde en datter og ville heller ikke have flere børn, så det kom mere eller mindre af sig selv.
    Jeg mener derfor ikke, at jeg har været særlig skruk, men jeg syntes på den anden side, at der gik ENORMT lang tid, inden C tog sig sammen og gav os nogle børnebørn – og misforstå mig ikke: Jeg elsker babyer og bliver totalt blød i knæene, når jeg får en i armene (!), men jeg har aldrig fortrudt, at jeg kun fik ét barn.
    Jeg tror også bare, at du skal glæde dig til børnebørnene, selv der (forhåbentlig) er nogle år til endnu 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er virkelig en grufuld historie du har med i bagagen, Ellen!! Sådan en situation kan man jo slet ikke forestille sig at stå i!
      Men børnebørn bliver nok løsningen for mig – så håber jeg der kommer en masse! Altså om nogle år…. Måske tyve!

      Svar
  17. S.

    Af og til har jeg det som dig. Bare lige en til. En lille dessert baby. Som jeg kan bære rundt i vikle dagen lang og nusse og amme og alt det der. Men ærlig talt orker jeg ikke det der baby halløj en gang til. Skemad bleer og det at være bundet og miste min egen frihed igen…det er jo dæleme hårdt arbejde. Min bror har lige fået nummer tre. Og når jeg ser alt det arbejde en sådan et lille kræ er så hales jeg hurtigt ud af det romantiske billede og tilbage til realiteterne… hvor blev min frihed (og muligheden for en slags karriere som jeg er ved at opbygge også…) af med endnu en skøn lille baby til?!?

    for mig handler det meget om en erkendelse af at hvis det skulle være (og det skal det ikke) så er det allersidste udkald. Jeg er lige blevet fyrre. Så det nej er et endegyldigt nej til flere børn. Og jeg har valgt at se det som en slags sorg og ikke skrukhed. Der er noget endegyldigt ved at ens alder umuliggør flere børn. Jeg arbejder på at rumme det. Men jeg kan så godt følge dig!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det bliver pludselig meget definitivt! Og du har ret i, at det nok er en sorg man skal acceptere bare er der…
      Bortset fra det, så er jeg vild med begrebet ‘dessertbaby’! ❤️

      Svar
  18. Julie

    Mit tredje barn er kun et år,og jeg er allerede skideskruk. Men alt muligt praktisk som mangel på plads, penge og tid siger mig,at det er klogest at lukke fabrikken her. Men hverken min mand eller jeg kan sådan helt sige det højt. Så det er endnu uafklaret,om det bliver fornuften eller følelserne,der vinder. Men uanset om vi så fik en,to eller tre mere,tror jeg altid vi ville have lyst til at få en til. Så måske vores opgave er at lære at leve med lyden af de hylende æggestokke.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Lyden af hylende æggestokke! Det billede er fantastisk – I må simpelthen anskaffe jer et par høreværn! Men jeg kan godt se, at det har lidt lange udsigter, særligt når I er to, der gerne vil have en mere. Eller to, eller tre!… Hold mig gerne opdateret! – og tusind tak for din kommentar! 😘

      Svar
  19. ingenkæremor.dk

    Jeg ville slet ikke have børn! Nu dør jeg skruk!
    Kom sent i gang, men da jeg først havde fået ét barn, vidste jeg at han ikke skulle være enebarn.
    Efter lidt “bøvl” kom så lillebror, der nu er et halvt år. Jeg kan ikke bære tanken om, at jeg ikke skal være gravid igen. Jeg er ved at være “gået på datoen” og min mand synes 2 børn er perfekt.
    Og det er de da også❤️❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      To er da helt perfekt! ❤️
      Men jeg tror også enden på det hele bliver, at man bare er skruk til sine dages ende… suk!

      Svar
  20. Aase

    Hallo – hvor er det bare sjovt at læse dine indlæg. Skriv igen og igen…
    Skruk har jeg aldrig selv været, men har fået to børn, som jeg er meget glad for.
    De er nu voksne, men dit indlæg fik mig til at tænke tilbage på de udbrud/den manglende forståelse, der udsprang af, at jeg som nygift kom til at nævne for gemalens søskende, at jeg ikke havde lyst til at få børn. Jamen det kan man da ikke undgå at have lyst til !?!?!?!?!
    Nå men verden drejede videre på sin rundtur og senere fik vi så to dejlige drenge. Slut, punktum, finito.
    Og nu kan jeg så mærke at gemalen er ved at blive “bedste-klar” – jeg er slet ikke med på vognen. Bevares, vil de unge mennesker (som er 24 og 27 og begge i faste forhold) have børn, så skal de da det – men det haster ikke for min skyld…
    Og så er det lige at jeg igen slet ingen forståelse møder for, at det ikke er noget, jeg drømmer om.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Fantastisk, Aase! Jeg synes det er SÅ skønt, at du står ved hvordan du har det – så kan alle andre mene hvad de vil! ❤️

      Svar
  21. Tina // Provinsmor

    Jeg håber skrukfølelsen forsvinder, når jeg forhåbentlig engang bliver farmor/mormor! Så kan man ligesom nyde uden at skulle yde så meget. Men ellers er jeg totalt på dit hold – skrev faktisk selv om det på bloggen for et halvt års tid siden, hvor jeg også blev voldsom ramt af følelsen af, at Vera måske ikke skulle være mit sidste barn. Og hver gang vi når en milepæl stikker det lidt at tænke på, at det var ’sidste’ gang. Omvendt længes jeg også lidt efter større-børn-livet med lidt mere frihed til at lave noget som familie (og for sig selv!). Især på min ældste søns vegne, der ofte må finde sig i, at der altid er minimum 1 barn, der skal sove mv. Og så for øvrigt, så var det samme stunt min mand lavede som din kollega 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, man er simpelthen så splittet mellem at være på vej væk fra noget og samtidig længes man hen mod noget andet. Og i virkeligheden vil man vel bare allerhelst ha’ hele pakken. Men uden at yde (som du så rigtigt skriver)! 😘

      Svar
  22. Pernille

    Jeg tror aldrig helt jeg får sat punktum. Jo altså jeg er helt med på at det er slut og at jeg i virkeligheden ikke vil have flere. Men jeg ville gerne have haft flere.. og den tanke har jeg ikke helt forliget mig med.
    Med en fjernet livmoder er der sat punktum. Fysisk… men ikke psykisk. Desværre.
    På den anden side var det slet ikke så tosset at kunne aflevere bedstevenindens førstefødte – som hun i parentes bemærket har fået i en temmelig høj alder, efter altid at have troet hun ikke kunne. Til gengæld har jeg fået lov at låne bedstevenindebarnet lige så tosset jeg vil – tror jeg nok 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *