Om knudret tilværelse

Du kender helt sikkert fænomenet ‘knudemand’. Der er sådan én, man ved et uheld render ind i til en 80-årsfødselsdag; sådan en gammel sammenbidt og indelukket type, som aldrig taler om noget som helst med følelser. I Den Danske Ordborg taler man tilmed om et ‘følelsesmæssigt panser’.

Mit spørgsmål er så: Er der noget, der hedder knudekvinde?… I så fald må jeg siges at være sådan en. Vil jeg tro. Og det er en temmelig vanskelig måde at tilgå verden på, vil jeg straks understrege, hvis du nu går rundt og flirter lidt med ideen om et identitetsskifte.

Min knudekvindeidentitet er en måde at agere på. Noget jeg møder verden med. Men indvendigt, der sejler følelserne op og ned ad væggene. Jeg bærer med andre ord rundt på et følelsesregister, der fylder meget, og spænder bredt. Jeg havde en gang en kæreste, der altid sagde “Du er dagen når den er lysest, og natten når den er sortest”. Og selv om jeg er virkelig dårlig til at skjule hvilken ende af skalaen jeg befinder mig i (- for som jeg engang skrev i en kommentar på en anden blog, så er det fuldstændig som om jeg har breaking news-rulletekster roterende i den øverste del af hovedet), så er det sjældent jeg kommer ud med, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Ikke en gang til mine allernærmeste. Jeg kan ikke.
Heraf knudekvindebegrebet.

Du er muligvis forståeligt nok forvirret på nuværende tidspunkt.
Er der behov for uddybning?
For eksempel sker det nogle gange, at der er folk, der siger noget pænt til mig. Det kan være min chef, der roser mig for et eller andet; nogen kommer måske med en sød bemærkning om en bluse jeg har på, eller måske får jeg roser på min blog. Det kan bare ganske små ting. Og jeg bliver simpelthen så glad! Og jeg suger det helt ind i hjertet, hvor jeg prøver at værne om det som en skrøbelig blomst, for jeg ved, at levetiden for den slags er så kort.
Men jeg kan ikke sige det højt.
Ikke en gang til Mand.
Jeg kan ikke sige “Ved du hvad nogen skrev til mig i dag, bla-bla-bla, og jeg blev så glad!”.
Jeg kan ikke.

På samme måde har jeg svært ved at sige noget, når jeg er trist og ked af det. Det er så let at skyde skylden på trætheden (og guderne skal vide, at jeg fandme er træt!), men det er så forbandet svært at sige at man for eksempel føler sig svigtet. Det sker spøjst nok stadig. Jeg bliver dødeligt såret; jeg har måske følt mig utilstrækkelig eller nedprioriteret eller forkert eller overset (fortsæt selv), måske på arbejde, måske på cykelstien, måske af bekendte. Og det kan jeg heller ikke sige til dem jeg holder af. Jeg skammer mig; siger til mig selv at jeg da for helvede er et voksent menneske, at jeg må komme videre. Sådan her har voksne mennesker det ikke.

Så jeg bærer alle mine successer og nederlag i mit allerinderste, og jeg bærer dem alene. Fordi det er det, jeg magter.

Og ja, det er lidt ensomt fra tid til anden. Men for knudekvinder tror jeg det er et grundvilkår. Ensomheden. Jeg tror, vi har levet med den altid, fordi den er lettere at omgive sig med end skammen, der altid følger lige i hælene på det nederlag, man risikerer at lide hvis man lader de skrøbelige blomster se dagens lys. Også selvom blomster har bedst af solstråler.

Fotograf: Palle Pophår

18 tanker om "Om knudret tilværelse"

  1. Volapyk

    Set i lyset af, at du er knudekvinde, så er det et modigt indlæg.
    Tommel op og tak fordi du deler <3

    De fleste af os har brug for at lukke op for ventilen engang imellem. Lukke den gamle luft ud af ballonen, så nyt og frisk kan lukkes ind. Selvom du ikke siger noget højt, mon ikke du så alligevel kommer af med noget på din blog. Måske sådan lidt mellem linjerne.

    Hvis du kan blive ved med at leve med knudekvinden i dig, så er det jo fint. Hvis du kan mærke, at du er ved at eksplodere indimellem, så lad luften sive ud gennem tastaturet. Ikke nødvendigvis på din blog, men så et andet ikke-offentligt sted. Hvis du altså ikke allerede gør det.

    <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, jeg kommer af med lidt i ny og næ. Mellem linjerne, som du siger… Tak fordi du kalder mig modig(!) – selvom det tror jeg nu ikke jeg er… 😘

      Svar
  2. Ellen

    Det er svært at lave om på mennesker – både andre og når det gælder én selv.
    Det er bare så sundt og godt at få luft, både for glæder og for frustrationer, men kan man ikke, så kan man ikke.
    Jeg synes dog også, det sker i mild grad her på din blog, som også Volapyk er inde på. Det er da bedre end ingenting 🙂

    Svar
  3. Astrid

    Tak! Fordi du siger noget højt, som jeg også selv føler, men aldrig rigtig har sat ord på – selvfølgelig, fristes jeg til at sige.
    Jeg har også tendens til at banke mig selv i hovedet med, at jeg er forkert, når jeg ikke kan snakke om det, der er hårdt eller fantastisk.
    Så bare tak, fordi du siger det højt, så jeg kan se, at jeg ikke er alene <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Den kommentar er jeg godt nok glad for! Ikke fordi du har det som du har det, men fordi mine ord kan bruges til noget! ❤️
      Nej, du er slet ikke alene, jeg er med i din klub!

      Svar
  4. Skalotteløg

    Får sådan en lyst til at give dig et kram. I mangel af ord. Jeg er jo lige omvendt, som du ved… Braldrer ud om stort om småt, så snart det flyver forbi hjernebarken. Men det gør også, at folk ikke lytter ordentligt efter. Altså, jeg er hele tiden nødt til at understrege, hvor alvorligt det faktisk er fra tid til anden. Det er en anden form for ensomhed. Jeg sidder og råber og råber på hjælp, men ingen lytter.
    “Så lad være?” – jeg ville ønske, jeg kunne. Og så alligevel ikke, for det ville jo netop ikke stoppe tankerne, og så ville jeg ko bare blive ensom på den måde, du beskriver.

    Stop den hjerne!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, stop den hjerne! …
      Det kunne nu være ret smart, hvis vi kunne fusionere: Slå pjalterne sammen, og så skære kagen midt over bagefter. Hvad siger du til den plan?

      Svar
  5. Birgitte B

    Jeg er også sådan lidt den type… så helt alene er du ikke 😉 min eks sagde engang til mig, at han aldrig var kommet helt ind til mig. At jeg altid holdt noget tilbage. At jeg var for privat.
    Kh. Birgitte

    Svar
  6. Singlehviskeren

    Kan godt være jeg fornemmer forkert, men er det lidt ligesom at have børnefølelser i en voksen krop? For sådan kan jeg godt have det ind imellem.
    Børn kommer ud med deres følelser med det samme, glade, fornærmede eller triste – vupti så er man som voksen ikke i tvivl.
    Men jo ældre vi bliver så kommer den der forventning om at vi får lagt filter på, for de der moodswings, som det pludselig bliver betegnet som i voksenlivet, er der da ingen der gider inddrages i længere.
    Og ja så render mange af os rundt og gemmer på en masse dårlige følelser, men desværre også de gode… i bund og grund i manglende tillid til at omverdenen kan rumme knudemennesket som jeg er ret sikker på lever i de fleste af os i en eller anden grad. <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, vi har helt sikkert at gøre med børnefølelser i voksenkrop. Og du har også helt ret i, at det udspringer af manglende tillid. Godt fanget (- og så blev jeg også lige det klogere på mig selv)! Stort kram til dig! 😘

      Svar
  7. Fruen i Midten

    Godt, at du har din blog, hvor du dog får ventileret en hel del, både gode og negative ting 🙂

    Jeg er mere en bekymringsknude, for mens jeg godt kan lufte både glæde og det modsatte, så har jeg svært ved at sætte ord på mine bekymringer. Og jeg kan virkelig bekymre mig om både dit og dat , så jeg til sidst går helt i selvsving og ikke så sjældent spolerer både min nattesøvn og min mulighed for at glæde mig til et eller andet, fordi jeg er så fokuseret på ‘hvad nu hvis’.

    Svar
  8. Dorte

    Jeg er nok det man kalder tillært ekstrovert introvert. Og med sådan en titel (som jeg indrømmet godt nok selv har opfundet) er jeg jo om ikke andet en spændende personlighed – ikke? :-).

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, der er skam noget, der hedder tillært ekstrovert. Mon ikke alle introverte faker fra tid til anden; jeg gør det i hvertfald selv! 😝

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *