Noget om mænd. I særdeleshed syge mænd.

I direkte forlængelse af weekendens nærdødsoplevelse (altså efterårssnuen), har jeg tænkt lidt over det dér med sygdom. Og i den forbindelse har tankerækkerne ført mig videre til overvejelser omkring sygdom og mænd.

Mine tanker er disse:

I forhold til sygdom findes der mig bekendt to typer mænd.
Der findes hypokonderne, og så findes der dem, som tror, de er udødelige.

Min far hørte til første type, og hele livet var han fast inventar i lægens venteværelse. Altså lige indtil han en skønne dag fik en hjerneblødning, og stik imod al tænkelig fornuft vurderede, at det gik nok over. Så i stedet for at gå til lægen, gik han i seng. Da han den efterfølgende dag endelig kom på hospitalet, viste det sig så, at der foruden den ene blodprop var to andre af ældre dato, som ikke var blevet opdaget. Ifølge Søs sad de tilsyneladende steder i hjernen, som han ikke brugte ret ofte. Og så meget for det. Dét, der fyldte allermest hos min far var tilsyneladende, at han fik en parkeringsbøde midt i det hele.

Mand hører til den anden type, altså blandt de udødelige. Den slags, der synes at alle de andre (inklusive mig) er nogle skravl. Jeg har muligvis med risiko for en lille fejlmargen oplevet Mand være syg (sådan med noget influenza-lignende-et-eller-andet) to, måske højst tre gange på snart atten år. I sådanne tilfælde får han et semi-grusomt udtryk i ansigtet, som signalerer noget i retning af ’alle-der-ynker-mig-nu-bliver-slået-ihjel-jeg-skal-ha’-lov-at-lide-absolut-ukommenteret-og-ubemærket’. Kender du det udtryk?

Ikke desto mindre kan der ske ting og sager for selv den bedste. Også for dem i type to-gruppen, og således også for Mand. Jeg har et glimrende eksempel, der tager sit udgangspunkt i en ganske almindelig tirsdag aften for nogen tid siden. Her dratter Mand aka Mr. Marathon uden varsel (…eller i hvert fald kun meget kort varsel…) om på én af sine løbeture. Midt på ruten rundt om Damhussøen, SMAK!, så ligger han dér, besvimet. Mand konkluderer, at han nok er dehydreret. Synes ikke det er spor underligt, at han ikke føler sig dehydreret hverken før eller efter. Er dog fornuftig nok til at gå hjem (ikke løbe). Men hjemme synes han dog han har det så godt, at han (efter at ha’ lagt sit blodige løbetøj i blød) lige styrketræner. Jeg er gået i seng for længst, og erfarer intet af alt dette før næste morgen, altså onsdag, hvor Mand også synes han vil cykle til og fra arbejde, det vil sige små tredive kilometer. Derudover tager han også bare for en god ordens skyld en ni-timers arbejdsdag. Det synes Mand er helt normalt og ganske okay. Jeg pipper noget om at tage kontakt til en læge, og da Mand kommer hjem onsdag aften, meddeler han stolt, at han har booket en tid til om mandagen. Og selvom jeg kvækker, at han jo kan nå at dø fyrre gange inden det bliver mandag, så (ork, nej!) hævder Mand – den elektroniske booking ikke havde tid før.

Efter en ikke uvæsentlig mængde trusler fik jeg ham alligevel til at ringe til lægehuset torsdag morgen, som så fik presset en tid ind fredag formiddag. Tiden fandtes vist ikke sådan for alvor som en mulighed i lægens kalender, men Mand gjorde brug af det evig gyldige argument: ”Jeg har altså en skrubhysterisk kone derhjemme…”, hvortil lægesekretæren sagde: ”Nåmn, SÅ bliver vi jo nok nødt til at finde en tid til dig!…..”.

Lægen tog det hele meget alvorligt. Mand fik taget blodprøver og kørt EKG. Mand fik blodtryksmålerapparat, som skulle måle alting både morgen, middag og aften i adskillige dage.

Efterfølgende konkluderede lægen, at Mand er immer so frisk. Meget fine tal over hele spektret. Behøver jeg at sige, at Mand er meget glad for sådan at være blevet blåstemplet af sundhedsmyndighederne, for nu har han jo tilnærmelsesvist papir på at være udødelig? Og kan man på nogen tænkelig måde tage til genmæle i forhold til det? Jeg tror ikke jeg har en jordisk chance.

Men, men: Så kan jeg da i stedet tage patent på turene med snot og hoste herhjemme.
Jeg mener… nogen skal jo ta’ dem, ikke?!… Eller?

18 tanker om "Noget om mænd. I særdeleshed syge mænd."

  1. Skalotteløg

    Sådan en mand har jeg også, og han er virkelig ret træls at tale med. Vi har absolut ingen fælles referenceramme, når jeg skal forklare, hvor synd det er for mig… For han har aldrig haft ondt bag øjnene… Eller været svimmel af tømmermænd… Sygdom er bare sådan noget, der skal soves væk… Han gør det på en nat, jeg skal så bruge 1-2 uger…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Præcis! Jeg kom lige i tanke om, at Mand heller ikke ved hvad kvalme er. Han ser sådan lidt underligt på os andre når vi taler om det. Come on, hvor mange kvinder ville ikke begå mord for at være uden kendskab til kvalme?

      Svar
  2. Lene

    Øh, jeg er vist lidt som din mand og så alligevel ikke. I de 17 år jeg har arbejdet på samme sted, har jeg haft ca ti sygedage (skyldes så også at jeg er god til at få mine endages forkølelsesture på fridage) og de fire skyldtes en fejldiagnosticering af et udslet og dermed forbud mod at gå på arbejde af hensyn til patienterne. Jeg ignorerer dog ikke symptomerne som din mand, jeg er jo da kvinde og dermed fornuftig 😉 Influenza har jeg kun prøvet en gang, det varede en dag 🙂
    God bedring til dig, håber din familie tager sig godt af dig.

    Svar
  3. S.

    Min mand er udødelig. Sådan opfatter han sig ihvertfald selv 🙃 Men når supermanden af og til alligevel blir syg så er han i den grad døden nær ar jeg gang på gang næsten har bestilt begravelsen 😷🤒🤕🤧han kan i n g e n t i n g knap nok trække vejret. Indtil superkræfterne igen tager over og udødeligheden atter har indfundet sig 😳 Men han er alligevel ret dejlig ☺️

    Svar
  4. Birgitte B

    Min kæreste er noget af det ynkeligste når han er syg. Døden nær. Min bror er ligesom din mand. Jeg er noget midt imellem. For kan sagtens ignorere sygdom – dog har jeg fået noget influenza, som jeg gik helt ned med i går 🙁 virkelig træls ikke at kunne stå på benene… men i dag går det lidt bedre (efter 15 timers søvn). Men i går altså, der var jeg ret ynkelig. Kh. Birgitte

    Svar
  5. Fruen i Midten

    Argh! Der mangler bare et ‘hvad sagde jeg?’ fra din Mand, da han kom blåstemplet hjem. Nu får du ham aldrig, aldrig til at gå til lægen igen 🙁
    Bortset fra det, er det da meget smart, at du har Mand til at tage sig af jer alle sammen, når I går ned med snot og anden dårligdom 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, jeg tror heller ikke jeg får ham til lægen nogensinde igen. Men måske, hvis han fusionerer med Florence Nightingale, kan det være, at jeg har en win-win-situation herhjemme…?

      Svar
  6. Ellen

    Sådan var John også, da han arbejdede – han gav sig ikke tid til at være syg, og derfor var han, ifølge eget udsagn ikke syg. Punktum. Jeg måtte holde ham hjemme med magt, når han (en sjælden gang) havde feber.
    Det har ændret sig lidt, efter han er jobstoppet, men jeg kunne egentlig bedre lide den udgave, der ikke var i stand til at ynke sig selv. Nuff said, men nyd din mand – han hører til sjældenhederne 😉

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *