Måske skyldes det vejret?

Ja, måske skyldes det vejret, at tingene bare er lidt mere hæslige end de plejer?… I august var jeg sikker på, at alting ville blive bedre i september. Nu tænker jeg, at alting bliver bedre i oktober. Aner vi et mønster?

Jeg føler mig konstant presset. På jobbet, på hjemmefronten, overalt. Altså, jeg mener, jeg er jo for helvede lige kommet hjem fra endnu en skolepicnic (som godt nok blev flyttet indendøre, men alligevel…) – hvad gi’r du mig?! (ja, jeg har faktisk en ret lang ønskeseddel, hvis du skulle være i gavehumør). Men det er fandeme da utroligt. Og jeg bander og svovler over det hele, ikke bare her på domænet, men også på mit kontor. Undskyld, kontor-mates, undskyld. Virkelig. Men jeg føler vitterligt, at jeg kan eksplodere hvert øjeblik det skal være. Samtidig er jeg ganske og aldeles drænet for energi. Der er udsolgt allerede inden spisetid, og jeg har ikke lyst til noget. Faktisk har jeg ikke engang lyst til at være hjemme, og jeg elsker ellers mit hjem. Men det er som om jeg er blevet degraderet til at være au pair-pige, og der er altid nogen, der synes at løgstykkerne er for store, know what I mean? (Og faktisk kom selvsamme au pair-pige til at skamklippe Mand med hårtrimmeren i søndags af bar’ træthed, men det taler vi ikke om lige nu).

Jeg ved godt, at jeg burde have det anderledes. Være glad. Taknemmelig helt ud i tåspidserne. Fordi jeg har ALTING i denne her verden, som man kan drømme om. Og det er jeg også. Sort of. Det er bare fast forward-afspilningen af mit liv, som gør det umuligt at nyde. Umuligt at følge med. Og det er som om jeg bare venter på et prik fra den finger, der skal puffe mig ud over afgrunden. I morges følte jeg næsten den var der. Fingeren. Prikket: Regnen væltede ned, og jeg havde afleveringstjansen. Lige før vi nåede frem til skolen skred Mindste Podes cykel i et sving, og plask! Så lå han dér. Og gik helt i panik fordi han ikke kunne komme op, og tilsyneladende troede at hans sidste time var kommet. På det tidspunkt hylede jeg også, alt imens jeg hviskede “ikke nu…. ikke nu….”. Det var virkelig svært ikke bare at give lods og bryde i krampegråd der midt i vandpytten sammen med Mindste Pode.

I situationer som disse ville jeg virkelig ønske, at jeg var Linda. Jeg er sikker på, du ved hvem hun er, men skulle det modsatte være tilfældet, så kan jeg fortælle dig følgende:

Linda er først og fremmest en mand. Altså en mand i en kvindekrop. Ikke fordi hun – hvad jeg ved af – er transseksuel, eller sådan fysisk set er maskulint anlagt, men fordi hun har nosser. Man messer ikke med Linda, og man kører for Guds skyld ikke den forkerte vej rundt i rundkørslen. Folk må ta’ sig sammen. Hun har teflon nok til adskillige års Scanpan-produktion, og hun klynker aldrig. Linda tager tyren ved hornene, og får ting gjort fordi hun vil. Og hun vil selv. Fordi hun kan. Børn, for eksempel. Tilværelsen. Alle udfordringerne og problematikkerne. Og igen: Uden klynk. Jeg ved da, at jeg for mit eget vedkommende havde lagt mig i fosterstilling, og ønsket at dø efter fem minutter alene på posten som mor minus far. Men alt det kan Linda. Også helt uden at ligge den mindste lillebitte smule i fosterstilling. Derfor elsker jeg Linda. Og så fordi hun er skarp som en ragekniv når hun sætter ord på. Linda er bare den hurtigste knallert på havnen, and guess what: I’m not.

Linda.
Ikke mig.

Tilbage er bare at spørge: Gi’r du et lift, Linda?

P.S. Hvis du gør, så fremsender jeg fluks en pose virtuel matadormix.*
*Bemærk venligst, at varen ikke kan ombyttes eller veksles til kontanter.

Vi håber på solskin i morgen, ja?

44 tanker om "Måske skyldes det vejret?"

  1. Macu

    Hm det lyder som noget andet end vejret. Hvis nogen tilbyder dig en samtale ( evt med en psykolog) så tror jeg ikke du skal sige nej.
    Pas på dig selv, for jeg tror, jeg engang besøge det sted hvor du er nu. Jeg kunne ikke selv finde hjem.
    De kærligste tanker
    Macu

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for din omsorg, Macu – jeg er ked af at høre du selv fór vild engang! Jeg farer som bekendt ganske ofte vild. Er sandsynligvis bare født med et virkelig dårligtfungerende kompas. Men, Macu! Du fik mig alligevel til at grine lidt (og tak for det, for det er mange dage siden!): Synes det var lidt tragikomisk på den små-skønne måde, at den første kommentar der havnede på indlægget anbefalede mig at søge professionel hjælp!
      Tak for dig, Macu! 😘

      Svar
  2. S.

    Jeg kender desværre alt for godt den der fast forward knap. Jef har været forbi kanten engang. Det var ik sjovt. Det var hårdt at komme tilbage og være herre ved eget styr-rat om man så må sige.
    Pas på dig selv – og se om nogen måske kan overtage lidt af au pair tjansen derhjemme. En fridag eller to kan også få en tilbage hvor ting foregår lidt langsommere.
    Håber du finder tilbage til det tempo som er helt perfekt for dig. 🙂 kram S.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, vi kan ikke lide den kant, og vi kan ikke lide den fast forward-knap. Jeg stemmer for lidt udrensning hvad den slags ting angår!

      Svar
  3. Anne

    Jeg har en stofskiftesygdom, og jeg mener at have læst, ét eller andet sted, at det har du også..
    Jeg tror jeg skal dø af træthed og afmagt ind i mellem. Faktisk – seriøst. Og jeg har tit tænkt, du må være en slags Linda, siden du kan have tre børn, mand og job, og bare klare det sådan rimeligt – hvis du også har en stofskiftesygdom…
    Sådan noget kan jo løbe fra én, bedst som man tror alt er fint. Har du fået tjekket stofskiftetal for nyligt ?
    Der er ingen grund til at slå sig selv i hovedet med noget, hvis det handler om noget kemi/hormonelt, der kun kan ændres med medicin.
    Du skal ikke redegøre for noget – dette bare ment som opmuntring, skulderklap, og et forslag, fordi jeg ved, hvor meget skæve stofskiftetal, kan få det hele til at være totalt ude af éns hænder.
    Jeg vil endelig ikke gøre din blog til en sygdomsblog – bare rolig 😉
    Pøj, pøj med det hele – du er sejere end du tror, det kan jeg læse.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, Gud, hvor er du sød, Anne! ❤️ – og det var eddermanme godt husket, det med stofskiftet! Jeg har faktisk netop fået en tid til tjek i næste uge, så må jeg se hvad tallene siger. Jeg er dog lidt bange for at det ikke kun er dårlige tal, men mere det hele…. Bare det hele. Men jeg er fandme glad for at høre, at du synes jeg er sej! Tak!! 😘

      Svar
  4. Lene

    Kære du, nej det skyldes ikke vejret, det er bare dråben. Du skal tage det her alvorligt og få hjælp på en eller anden måde. Når først vi står der midt i regnen og græder eller konstant mangler energi, så er det et signal. Pas på dig selv, knus herfra.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Vi må trække os selv lidt op ved nakkehårene. Bare et par milimeter ville gøre underværker for mit eget vedkommende!

      Svar
  5. Skalotteløg

    Tænkte faktisk også på Linda i går, da jeg for tredje dag i træk var alene med mine to… Hvordan gør hun det?? Altså UDEN at brokke sig helt vildt til alle? Jeg tænker, det nok også handler om indstilling og de frugter, livet har givet. Lige nu forventet jeg fx, at min mand tager 50% af byrden. Så bliver jeg bitter, når han ikke gør. Hvis forventningen ikke var der, havde jeg nok klaret det bedre.

    Måske man skal forventningsafstemme sit liv igen? En finjustering?

    Under alle omstændigheder, er du ikke alene ved den kant. Jeg tager dig lige i hånden, så ingen af os forhåbentlig får lyst til at springe ❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh ja, det ville være dejligt hvis du tog mig lidt i hånden, Skalotteløg!! Seriously!
      Ingen falder nogen steder! 😘

      Svar
  6. Kristine

    Jeg læste dit indlæg i går aftes og det har siden rumsteret i mit hoved. Hvis din beskrivelse af din tilværelse er nogenlunde 1:1 og ikke et produkt af, at humor/selvironi/overdrivelse fremmer forståelsen, som jeg indtil nu har troet, var dit litterære kneb, så har du så meget behov for hjælp lige nu og her, for hvor har du det skidt. Vil du være så sød ved dig selv at bede om hjælp NU hos læge/psykolog og få inddraget din mand i det. Der er intet, der bliver bedre af at vente, snarere tværtimod.
    Mvh. og husk endelig at “Maude” udviklede sig fra at blive pustet omkuld af – udefra set – småting til at mestre langt større vanskeligheder uden at vælte.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, Maude blev virkelig lidt af en heltinde til sidst, ikke? Det er denne her Maude ikke; vi er stadig i de indledende og bacilleforskrækkede afsnit….
      Du fik mig næsten til at græde lidt, søde Kristine…. 😘

      Svar
      1. Kristine

        Måske skyder jeg gråspurve med kanoner, dog er jeg bestyrket i , at jeg ikke er helt på vildspor af andres kommentarer på dit indlæg og dine svar, men jeg frygter, at du (og dine) ikke længere har kræfter til selv at ændre din situation, så her er telefonnummeret til akutpsykiatrien for frederiksbergborgere, som jeg synes, du skal prøve NU: 38643736, se evt. mere her:
        https://www.psykiatri-regionh.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/Nyheder-og-pressemeddelelser/Sider/Akuthj%c3%a6lp-rykker-hjem-til-borgerne.aspx
        God bedring og weekend

        Svar
          1. Kristine

            Hvorfor tøven med tak?
            Jeg skrev det til dig, da jeg var alvorligt bekymret for dig, hvilket åbenbart er helt ved siden af, men så vil det nok være en god ide, at du skruer ned for dramaet, når du skriver og kommenterer kommentarer, når det gælder dit psykiske helse.
            Hvordan skulle jeg opfatte, at du næsten græd lidt? Jeg opfattede, at du havde det rigtigt skidt og følte dig så alene, at det at blive set af en “tilfældig fremmed” var nok til næsten fremkalde tårer og i min verden, så er man langt ude, når fremmedes sympati/forslag til forandring er næsten tårefremkaldende.
            Mvh. og god weekend

          2. Maude Forfatter

            Du kan tro jeg lytter til alle kommentarer! Alt hvad jeg har skrevet er reelt nok. Sådan som jeg føler det. Og jeg fik rent faktisk tårer i øjnene af din første kommentar. Og jeg føler mig på dybt vand. Men jeg tror ikke jeg helt er der, hvor jeg har brug for akutpsykiatrien, og derfor blev jeg nok lidt skræmt af det. Derfor. Det, som jeg faktisk synes er allermest skræmmende er, at der er mange, der har det sådan. Der er mange, der balancerer på kanten i lang tid. Det føler jeg som sagt også ar jeg gør. Men jeg satser på, at jeg klarer den, det er jo håbet, der får én til at overleve, fortsætte. Men hvis det en dag kokser fuldstændigt, så har jeg nummeret! 😘

  7. Monica

    lyder altså ikke helt godt – store løgstykker eller ej…
    Har du ikke mulighed for at tage på en lille ferie ? forlænget weekend ? få ladet lidt op og set noget andet ?
    evt med mand ? (han lyder lidt som en hunk… 😉 og nu også karseklippet…) eller en veninde ? eller også alene – kan være en lise..

    Svar
  8. Fruen i Midten

    Jeg vil også pippe i samme retning: Du skal altså passe på dig selv og se at få nedjusteret din barre, så du ikke føler, du skal være toptunet på en million områder. Mindre kan altså gøre det. Du må skære ned og/eller uddelegere til Mand og Poder. Og da det jo kan være smaddersvært at finde ud af, så få noget prof. hjælp til det. Og gerne før end senere ..!

    Svar
  9. Bodil

    Kan du ikke sige nej til alle skolearrangementer og alle de ekstra ting, der presser dig resten af 2017?
    Og så – et meget banalt råd – sørge for, at få sovet? Gå i seng senest kl. 22 hver dag – og gerne tidligere?
    Jeg ved ikke noget om dine søvnvaner osv., men jeg ved, at det hjælper. Og måske et par afslapningsøvelse før sengetid?

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for de gode tanker, Bodil. Jeg vil lige lægge hovedet i blød henover weekenden og se, om der er nogen ting jeg kan gøre anderledes…

      Svar
  10. Henriette

    Årh, jeg ved ikke…
    Som sagt er jeg totalt jaw on the floor over, hvordan i mødre med fuldtidsjob og flere børn får tilværelsen til at hænge sammen, men ligefrem akutpsykiatri???
    Jeg er ret overbevist om, at min veninde, som er overlæge på en akutpsykiatrisk afdeling, ville klaske sig på lårene af grin og sige, at akutpsykiatri altså er til egentlige sindssygdomme og psykoser. Dermed ikke være sagt, at man ikke kan være ramt af for store arbejdsbyrder og have det slemt.
    Jeg ville nok få checket stofskiftet først og forsøge at få droslet lidt ned.
    Kæmpekram herfra – og som sagt, så synes jeg også du er totalt oversej!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak fordi du synes jeg er sej, Henriette – det er jeg virkelig glad for at høre!
      Stort kram til dig, håber du får en skøn weekend! 😘

      Svar
  11. Ellen

    Ja, jeg blev altså også bekymret … var først ikke helt klar over, om det var et “overdrivelse fremmer forståelsen”-indlæg, men i givet fald tror jeg helt ærligt, at du måske overdrev lidt for meget, fordi det halve af dette her kan være nok til, at du dratter ud over kanten lige pludselig.
    Akut, psykiatrisk hjælp er nok sådan lige i overkanten, men du er nødt til at sige lidt fra. Et eller andet sted er du med et eller andet. Jeg ved ikke med hvad, for det kan du nok selv bedst vurdere, men det her, det går altså ikke i længden.
    Lyt til, hvad dine kommentatorer siger – jeg tror vi alle er lidt bekymrede for dig lige nu, og jeg er sikker på, at alle de andre mener dig det lige så godt, som jeg gør.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for også din velmenende kommentar, Ellen! Jeg er ikke på vej ud over afgrunden, men jeg føler virkelig fra tid til anden at jeg er. At brøle lidt herinde på domænet hjælper virkelig en del…

      Svar
  12. Gitte

    Jeg har haft dir indlæg i hovedet siden jeg læste det, og jeg får sådan en knude i maven. Nu kender jeg dig jo ikke i virkeligheden , men det du beskriver lyder som mig lige inden jeg gik ned med stress med et brag for 6 !!!!! År siden.
    Jeg faldt helt ud over kanten og er først på vej tilbage nu, jeg kommer aldrig tilbage i mit fag som pædagog eller til at arbejde omsorgsrelateret længere. Jeg bliver aldrig den samme, men det har givet mig nogle meget klare øjne for hvad jeg vil og ikke vil med mit liv. Dog ville jeg gerne have været denne klarhed foruden…
    Det er ikke for at sætte en skræk i livet på dig, men jeg blev virkelig bekymret for dig da jeg læste dette indlæg.
    Jeg ønsker ikke for nogen at gå et stressforløb som mit igennem.
    Pas godt på dig selv, jeg sender dig de bedste og varmeste tanker.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for alle varme tanker, Gitte! ❤️
      Jeg er ked af at høre om dit hæslige stressforløb; det lyder som om livet har været hårdt ved dig!
      Stort kram fra mig 😘

      Svar
  13. Maria

    Det der forbandede hamsterhjul, de fleste af os rotterer rundt derinde fra tid til anden. Det er hæsligt !
    Håber du kan finde en 80er garderobe et sted, og tilluske dig et hvil.

    Håber du har weekend nu,

    KH M.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg skal faktisk med Mindste Pode til håndbold lige om lidt, så vil jeg helt klart se mig om efter en 80’er-garderobe! 😘

      Svar
  14. Celena

    Sending you virtual hugs!
    I have been feeling the same as you over the past year… sometimes, I feel like I just can’t do anymore. I am just so tired… both physically and mentally… and a small thing can throw me over the limit. My memory is zero and I get overwhelmed so fast. I think, for me, I have been doing too many things and I have hit my “wall”. I need to learn how to pick my battles better… and to say no… and to forgive myself for not being perfect…
    How you feel is important and I am glad that you feel comfortable enough to share your feelings with us. Perhaps talking to someone would help? Perhaps just knowing that you are not alone?
    Lots of love heading your way, mamma! <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Thanks for virtual hugs, Celena! I’m sorry you feel the same way, but on the other hand (as you wrote) it’s nice to know I’m not alone… If you find the way out of the hamster wheel, please let me know how! 😘

      Svar
  15. Henriette

    Ok, ny blander jeg mig – måske fuldstændigt utidigt, men så ignorerer du bare 😘 – men jeg sidder med en følelse af at være komplet tonedøv. Jeg læste nok dit indlæg sådan, at du var ramt og det hele var ved at vokse dig over hovedet, men kunne alligevel ane en lille ironisk distance, som gav mig en klar følelse af, at du altså hverken var suicidal eller moden til indlæggelse.
    Måske bliver jeg ikke så dødsens bange fordi din oplevelse reflekteres i oplevelser fra eget liv. Var jeg tæt på at græde, den dag jeg, efter en uhyre hård tid på job, en fredag eftermiddag blev sat af på Ringsted station i snestorm med en 5- årig ved hånde, fordi toget gik i stykker? Gu’ var jeg så! Det var dråben og jeg måtte samle alle kræfter for ikke at bryde helt sammen. Betyder det så at alt er tabt, dødsensfarligt og lige til en fremtid som stressramt førtidspensionist ovre i distriktspsykiatrien?
    Nej, det var et tegn om at stoppe op og tage tingene alvorligt og måske sætte ambitionsniveauet lidt ned, ikke?
    Nå. Måske er jeg bare vildt tonedøv og fuld af dødsforagt, men jeg synes ikke, du overdramatiserende og troede egentlig sagtens, jeg forstod, hvor du kommer og taler fra 🙄De fleste af os har oplevet det og hele livet knækker ikke nødvendigvis sammen, fordi man fælder en enkelt tåre eller to og alt ikke er total lykke hvert øjeblik. Og nu skal jeg nok stoppe 😂😂😂
    Knus, knus, knus og go’ weekend til dig.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, TAK, Henriette, fordi du læste mig præcist som du skulle! ❤️ Det var nemlig lige sådan der det føltes! Stort knus tilbage til dig!!

      Svar
  16. Rikke

    Jeg er begyndt (igen, man glemmer det jo) at sige nej, til både fester og klasse arrangementer.
    Jeg kan ikke noget hver eller hverandre dag i mit hoved, kan mærke at så brænder jeg sammen.
    Håber du finder lidt familie tid, alene tid eller hvad du elsker.
    Kh Rikke

    Svar
  17. Dina Reiff

    Søde Maude, du virker ganske og aldeles normal. Det ER faktisk skidehårdt at have mindre børn, for man har ikke ret meget tid til sig selv i de år. Og engang imellem kan man godt forfalde til fantasier om at blive kørt lidt over, bare sådan lidt – så man var nødt til at komme på hospitalet, hvor man kunne SOVE UD og for helvede få lidt fred til at læse en god bog uden afbrydelser.

    Men tro mig – eller la’ vær’ – om mange år fra nu vil du såmænd ind imellem savne det liv, du hæsblæsende fører nu. Og fnise glad over mindet om de skægge kommentarer, som børn tit og ofte kommer med.

    Og til slut vil jeg bare lige minde dig om, at livet ikke er en rejse mod graven, hvor man skal nå sikkert frem i en pæn og velbevaret krop. Man skal derimod komme fræsende sidelæns ind, fuldstændig brugt op og totalt slidt ned, mens man råber højt: WOW, sikke en tur!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Du opsummerer bare det hele i al sin ‘enkelthed’ på mest fantastiske vis, Dina!! ❤️
      Det er nemlig præcis sådan det forholder sig!
      Tusind tak for den kommentar, og pas godt på dig selv derude… 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *