Man skal huske at sige tak! 

Og nu er det vist min tur…. For jeg har lyst til at sige tak til dig derude; dig, der læser med. Jeg synes det er ret så utroligt, at du bruger din dyrebare tid på at læse mine tekster: Tænk alle de eder og forbandelser jeg hælder i æteren gang på gang uden at du løber skrigende bort – det er alligevel en del, du står model til! Og det er derfor jeg lige sender dig denne virtuelle taksigelse: Fordi du stadig er der!

Og bare til orientering (i forlængelse af mit forrige indlæg), så hænger jeg stadig i! Alene dét at få alle følelserne ud gennem fingrene, og op på skærmen, har en healende effekt på alle mine dommedagstanker. Og solens stråler i dag gør virkelig underværker…

Men apropos eder og forbandelser, så er jeg muligvis blevet overhalet indenom. Hvordan kan det næsten lade sig gøre?, spørger du måske (forståeligt) nok.

Tjo, her i weekenden skete der det, at en af matriklens poder fik et rødt kort i en håndboldkamp. Denne her pode har (desværre) arvet mit temperament (det var det med de eksplosive tendenser og de korte lunter), og derfor kan bølgerne godt gå højt af og til.
Røde kort-poden kommer derfor hjem fra en nordsjællandsk håndboldhal, og aflægger rapport om hvad der efter pålydende har været noget nær slaget ved Dybbøl i en 2017-udgave.

Ud over beretninger om blødende næser, og dommere med forskelige hjernelidelser og andre former for diagnoser (jeg må konkludere, at nogen har hørt virkelig godt efter på psykiatrisk museum i sommerferien), så er der blevet brugt ord som ‘flækket’, ’smadret’ og selvfølgelig ’slagtet’.

Røde kort-poden har samtidig fået suppleret sin beretning med kække spørgsmål og kommentarer fra sin lillebror, der for eksempel har spurgt:
“Måske blødte han bare sådan her: Grrrgtrrr!…?” (*motorsavslyde*)
TAK! …for dramatisk input, Mindste Pode.

Jeg er virkelig begejstret for at mine sønner spiller håndbold!
Eller… Nej. Ikke altid.
Ikke når det er slagtebænk Dybbøl version 2.0.

Men bortset fra mængden af ukvemsord, så var Røde kort-poden faktisk vældig meget oven på. Poden lod mærkværdigvis ikke hændelsen få indflydelse på humøret, og det er faktisk noget, som han har arbejdet meget med. Sædvanligvis ville vi skulle have brugt mange kræfter på at få fjernet fokus fra det røde kort. Eller i hvertfald fjerne den dårlige følelse omkring det røde kort. Følelsen af nederlag og uretfærdighed. Og alt dette formåede han nu selv. Han er så meget bedre til den slags end jeg nogensinde selv har været, og jeg er usigeligt stolt af ham.

Og med ham som forbillede vil jeg prøve at gå den kommende uge i møde med fokus på de små ting. Ikke projektet (altså dagligdagen; livet) som helhed. Men med større fokus på glæderne. For eksempel at Mindste Pode har tabt en fortand. Og at han nu kan stave til ‘is’ og ‘bus’ og den slags. Det er stort.

Så igen: Tak til dig, og tak til det røde kort.
Må den kommende uge være god ved dig! ❤️

Fotograf: Palle Pophår

14 tanker om "Man skal huske at sige tak! "

    1. Maude Forfatter

      Jeg tager mig selv (og situationen) alvorligt, Macu, det kan du bande på! Jeg er super-bevidst om den der kant… Tak for din søde kommentar! 😘

      Svar
  1. Malin

    Sikke et fint indlæg. Du har ret, midt i al’ ‘elændighed’ er der ofte små lyspunkter og hvis bare man har overskud til at fokusere på dem, så går det hele lidt lettere. Mistede fortænder er også stort. I bland skal der dog et rødt kort for at få øje på den slags ❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Malin! Jeg forsøger virkelig at tilgå verden med ‘always look on the bright side of life’-metoden i disse dage. It better be working!…

      Svar
  2. Mette

    Det er helt klart mig der takker! Jeg er så glad for at jeg fandt din blog, og at du deler med os andre, på indsigtsfuld og humoristisk vis.

    Svar
  3. Ellen

    Åhh – tak for et dejligt befriende indlæg, hvor du lige fik overbevist mig om, at den der kant alligevel ikke befinder sig lige foran dig 🙂
    Elsker, som Louise, også den med Dybbøl. Meget malende … som indlægget i øvrigt er som helhed.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak, Ellen!! 🌹
      Jeg balancerer tilværelsen – nogle gange føler jeg mig virkelig tæt på kanten, andre gange kan jeg holde den stangen. Det hjælper virkelig når jeg bare får lov til at råbe (meget højt) her på domænet.
      Pas på dig selv, Ellen! 😘

      Svar
  4. Lene

    Hvor er jeg også glad for, at forrige indlæg var med til at rykke dig lidt væk fra kanten. Og selv tak til dig, du er med til gøre min hverdag bedre og sjovere 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *