Om en slags engel

Apropos min fødselsdag (som nu efterhånden har et par uger på bagen, og som jeg lige fik nævnt i en sidebemærkning i mit forrige indlæg), så havde jeg en ganske særlig oplevelse. Noget, der gjorde dagen helt speciel, og i virkeligheden er det svært at beskrive hvor fin den oplevelse egentlig var, men nu forsøger jeg alligevel:

Jeg var på arbejde, og jeg arbejder i en relativt stor afdeling med cirka tredive ansatte. Pt. sidder jeg på et tremandskontor, hvor der er en del mennesker, der vandrer ind og ud. Derfor kigger jeg ikke umiddelbart op, da min forhenværende afdelingsleder kommer ind.
Det er mere end tre år siden at hun var min leder, og hun lever i dag et helt andet liv end hun gjorde tidligere. I stedet for at være leder, er hun nu kropsterapeut. Og kunstner. Og omsorgsperson. Og måske også yogainstruktør lige om lidt.

Kort sagt: Hun favner bredt, og så er hun bare fyldt til randen med kærlighed på en helt ubeskrivelig måde.

Sådan var hun også som leder, og måske kunne nogen synes at der var lidt for meget kærlighed om ørerne på os i den afdeling. Det er for eksempel ikke alle ledere, der filter lykkedyr til deres medarbejdere, vel?:

(Men måske i virkeligheden alt for få, tænker jeg…?)

Det er nok også de færreste ledere, der i peak performance-perioderne bruger aftenstunderne på at lave raw food brownies til sine kagetrængende fodsoldater. Og nok også de færreste ledere, der går med benvarmere og ryger pibe. Alt hvad der kan siges om hende hér, gør hende ubetinget til en ener. Men alt det, som der måske ikke helt var plads til tidligere i rollen som den atypiske leder, er der plads til i det liv, hun lever nu. Og det bringer os tilbage til nutiden, og til min fødselsdag.

For som sagt kom hun vandrende ind, dér på kontoret. Og ikke bare fordi hun tilfældigvis kom forbi, men faktisk fordi jeg havde fødselsdag. Og med sig havde hun sine raw food brownies og sin snickerskage. Og jeg var helt målløs over, at nogen gjorde sådan noget for mig?! Men da mælet endelig kom tilbage, fik vi én af de dersens snakke, hvor man bliver bevidst om hvor sjælden en vare ægte nærvær og oprigtig interesse er. Hvor den andens ører er en gave. For selvom hun egentlig var på vej videre, så var hun tilstede hundrede procent (også) lige dér. På relativt kort tid nåede vi at runde både store og små essentielle emner, og vi nåede at konkludere, at sårbarhed er en styrke, og at man skal huske at danse med bare tæer.
(Husker du det?…)

Som altid fik hun mig straks til at tænke, at jeg virkelig må oppe mig, og blive et mere kærligt, betænksomt og favnende menneske. Det tænkte jeg så på det meste af dagen, altså lige ind til jeg billedligt talt blæste hovedet af mine unger om aftenen over en betydningsløs sofakonflikt. Men slaget er ikke tabt af den grund. Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag – jeg tror stadig på det.

Så det jeg egentlig ville give videre med dette indlæg, er en påmindelse om, hvor fantastisk den slags mennesker er. Og at de findes derude. Også selvom de måske i virkeligheden nærmere er en slags engle?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”We are each of us angels with only one wing,
and we can only fly by embracing one another”
Luciano de Crescenzo

“…Og der findes to slags engle: Almindelige engle og skytsengle.
Skytsengle er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på.
Og så er de tit lidt mere stive i håret.”
Anne Sophie, 6 år.

14 tanker om "Om en slags engel"

  1. Malin

    Din tidligere chef, lyder til at minde lidt om min nuværende chef. Hun har ikke filtet lykkedyr til os, men hun har hæklet små smiley-bolder til os allesammen og vi er alligevel omkring de 25 i afdeligen. Det lyder til at din tidligere ledere har valgt helt nye veje og personligt synes jeg, det lyder enormt spændende. Jeg kan godt forstå, du er glad for hende og for at hun kigger forbi!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *