Om et skråplan 

Tænderne sidder løst på Mindste Pode for tiden, hvilket har bragt forældrene ud i et moralsk dilemma.
Dilemmaet handler om tandfeen, og dennes bidrag til husholdningen.

Sædvanligvis har reglen i dette hjem været den, at fortænder indbringer ti kroner, mens kindtænder indbringer tyve kroner. Det har i mange år været til at håndtere, til trods for at forældrene indimellem har ønsket at gøre brug af både betalingskort og MobilePay.

Og det gik sådan set også fint i starten, da Mindste Pode begyndte at spytte tænder ud. Først røg de to fortænder i undermunden, hvilket som sagt udløste den nette sum af ti kroner stykket. Alt åndede fred. Men så var det, at poden startede i skole, og mødte Alvin; roden til alt ondt, og til hvem tandfeen apparently bringer chokolade (hun er muligvis ude på at få de blivende tænder til at falde ud også). Mindste Pode foretrækker til enhver tid E-nummer-pumpede naturalier frem for klingende mønt, så da tand nummer tre røg, bedyrede ungen – inspireret af Alvin – at vi da bare skulle skrive en seddel til tandfeen om det dersens chokolade, og lægge sedlen under hovedpuden sammen med tanden. Og nu ville kloge hoveder med al sandsynlighed mene, at vi allerede her skulle ha’ sat foden ned og råbt vagt i gevær, og hvad man nu ellers siger. Men sådan gik det ikke helt. Jeg tror nok jeg var alene på tjansen, og selvom jeg havde mine tvivl, så lod jeg mit gode hjerte løbe af med mig. Eller mit trætte hjerte. Dét, som ikke helt orkede at debattere klokken alt for sent.
Ergo skrev vi en besked til tandfeen, det lød noget i retning af ‘Hvid chokolade, tak! Med venlig hilsen Mindste Pode’, og jeg sendte en besked til Mand, der lød noget i retning af ‘Mindste Pode har tabt en tand, og forventer at få hvid chokolade. Kan du køre et smut forbi tanken på vej hjem?’….
Lykken var tæt på ubeskrivelig den efterfølgende morgen, og det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre end at den næste tand i rækken røg et par dage senere.
Jeg sendte en ny SMS til Mand: ‘Vi har tabt endnu en tand, gider du tage på tanken igen?’.
Hjem smuglede Mand forskellige varianter hvid chokolade, kun for at erfare, at ungen nu ønskede sig brun chokolade af tandfeen. Pis.
Nå, vi fik gravet en tvivlsom Kit Kat frem fra dybet af Skabet Med Tørretumblereffekt, og reddede pelsen endnu en gang. Så meget for det.

Mindste Pode er populært sagt vældig meget oppe at ringe over denne her tandfe, og selvom den nye bedsteven har udtalt, at “det’ sgu’ da bar’ din mor og far, der lægger penge under hovedpuden!”, så er Mindste Pode klippefast i sin overbevisning.

Hvorvidt det er moralsk forkasteligt, at vi som forældre på den måde har fået ham til at hoppe på forestillingen om tandfeen kan man jo i sig selv diskutere, og selvom jeg helt klart har mine skrubler omkring dette, så er det ikke den problematik, dilemmaet vedrører.

Dilemmaet er nemlig helt konkret dét, at Mindste Pode nu betragter tandfeen som en guldgrube. Fra mønter til chokolade har poden nu en forestilling om, at vi – næste gang lejligheden byder sig – bare kan skrive en seddel til tandfeen om, at vi gerne vil ha’ en pakke LEGO.
Og her stopper festen altså.
Mand mener, at vi (altså jeg) har skabt et monster, og det er muligvis ikke skudt helt ved siden af. Noget skal i hvertfald gøres. Og jeg tænker, det munder ud i en seddel. Ikke fra Mindste Pode, men fra tandfeen.
Jeg tænker hun skriver noget i retning af:

‘Kære Mindste Pode.
Tak for din tand.
Af overenskomstsmæssige årsager har jeg set mig nødsaget til at afvise din ydmyge forespørgsel om LEGO-Ninjago-pakke, katalognummer 70736. Du vil derfor finde vedlagte ti kroner, som du med fordel kan sætte ind på din børneopsparing, og bruge til noget fornuftigt om mange år.
I henhold til §12, stk. 4 i bekendtgørelse for tandfeer af 17. februar 2010 kan denne afgørelse ikke påklages til øvrige instanser.
Med venlig hilsen
Tandfeen.’

How about that?

PS: Hvis du har lyst til at læse om dengang den første tand røg, og hvilke udfordringer vi havde med tandfeen på det tidspunkt, kan du læse mere her.

Fotograf: Palle Pophår

24 tanker om "Om et skråplan "

  1. Lene

    Ha, jeg gad godt se Mindste Pode i ansigtet, når det brev læses 🙂 Men ja der skal sættes en grænse, men hvor er det dog nemt at køre efter princippet, han får lov og jeg får ro 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det bliver nok ikke hans happy face vi får at se!… 😳
      Men du har ret; det er så let bare at følge med uden at slå bremsen i.

      Svar
  2. Henriette

    Åh, jeg elsker dine historier om poderne, også selv om jeg stadig har mareridt over den med sæbeboblerne (hvilket skyldes, at arvingen trods en alder på næsten 14 år stadig forsøger at lære at cykle, hvilket formodentlig er en kombination af dovne, overbeskyttende forældre og let motorisk – arvelig- retardering).
    Den historie hjælper ikke på projektet, skulle jeg hilse at sige!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhr nej, kan jeg nå at trække den del af det indlæg tilbage?…
      Men tusind tak for dine meget søde ord! ❤️

      Svar
  3. Eva

    Fnis
    Personlig er jeg fra før tandfeen, men indførte feen ved min ældste(1972), da hun opdagede, at hendes tand var skiftet ud med penge, ville hun købe den tilbage. Hun var rasende, det var slut med tandfe.
    Hun er arkæolog og museumsinspektør i dag, måske et tidligt varsel.
    I modsætning til en kollega havde jeg ikke tænkt mig at sætte tænderne i ringe o.lign. mere skraldespanden, der var den heldigvis ikke nået til.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Haha!… 😂 Den version har jeg aldrig hørt før, men du har sikkert ret – det var nok et fingerpej i retning af den fremtidige karrierevej!

      Svar
  4. Jannie

    Mit ældste barnebarn er 6 1/2, og smider den ene tand efter den anden. Han har mange besøg af tandfeerne, både farmor og mormor bidrager. Det er så hyggeligt, og ja, barnet et møgforkælet. Men den sødeste og dejligste dreng ever. Tænk at have så mange, som elsker en højt.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er da virkelig fantastisk – tænk at være så højt elsker af så mange. De ved slet ikke hvor mange kys der bliver investeret i dem 💕

      Svar
  5. Birgitte B

    Min yngste troede virkelig på tandfeen. Så meget at han sagde i skolen: jeg tror ikke på julemanden, men tandfeen findes. Det ved jeg.
    Nå, men en gang tabte han en tand, som han slugte og så måtte han skrive en besked til hende og komme under puden.
    Vi har altid brugt mønter, men ikke nogen fast rate 😉
    Måske tandfeen på et tidspunkt løber tør for ting?
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Den allerførste tand der blev tabt herhjemme (Ældste Pode på hans egen 5-års fødselsdag…) røg også ned med en fransk hotdog, og vi opdagede det ret beset først da gæsterne var på vej ud ad døren. Der skrev vi også en note til tandfeen… 😝

      Svar
  6. Ellen

    Hehe, god historie 🙂
    Det er så fint, at børn tror på både tandfeer og julemænd. Herregud, det er jo kun så kort tid, så går den sørgelige sandhed op for dem.
    Men nej, hverken den ene eller den anden må kunne betragtes som et ordrekontor, så du er nok nødt til at lægge den lille note fra feen 😀

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, jeg tænker det er på sin plads med et ordrestop. Og så tænker jeg i øvrigt også, at det er ret uskyldigt med de små hvide løgne om tandfeen. Det må tiden vise…. 😜

      Svar
  7. Bodil

    😀
    Jo, jo, det er skam tandfeen, der kommer med penge/slik. Ikke far og mor.
    Hjemme hos os er det ‘nisserne’, der hænger en slik-pakkekalender op natten før den 1. december. Ikke far og mor. Og der bliver troet på det. (Min datter, der nu er 19, holdt dog op med at tro på nisserne for et par år siden. Men den yngste er stadig overbevist.)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er også nisserne der gør den slags hjemme hos os, selvom Mindste Pode er den eneste vi har tilbage, som fortsat er stærk i troen… 😜

      Svar
  8. Øglemor

    En tandfe, der kommer med chokolade?! Det er en grådig fe, vil jeg sige – hun vil bare have flere tænder. Pronto! 🙂 Men ellers ret kreativt af Mindste Pode sådan at betragte tandfeen som sin egen personlige lampeånd. Så krea er mine unger heldigvis ikke. Men de har, såvidt vides, heller ikke en Alvin til at give dem fikse idéer. Herhjemme er tand-raten på 20 kr. Det bliver dyrt i længden (undertegnede tænkte IKKE over, hvor mange tænder, der kommer til at rasle ud over en hel barndom, da der i ren eufori over den. første. tabte. tand. ever! blev smidt en 20’er under puden).

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Lampeånd er hvad hun er, tandfeen, hvis du spørger Mindste Pode. Hamrende godt udtryk! Ja, man får nogle gange rodet sig ud i nogle lidt uhensigtsmæssige rutiner med de unger….

      Svar
  9. Monica

    hæ hæ – han skal nok komme langt her i livet ham den mindste pode.. ( lige som sine brødre!)
    min bror har tvillingedrenge , nu også i mistemælketænder-alderen. den første tand røg, stor begivenhed, tand i et glas med vand (!) inde på værelset om natten. indtil de begge blev enige om det nok var bedst tanden blev i køkkenet om natten. det var liiige spændende nok med den tandfe… selv om hun måske nok var bedsteven med julemanden.. 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Måske tandfeen i virkeligheden er nissemor? Måske hun lever en form for pseudotilværelse, måske har hun en dobbeltidentitet? Tænk lige over det en gang….

      Svar
  10. Randi

    Det er da både hyggeligt og sødt, sålænge ungerne tror på både julemand og tandfe – eller i hvert fald lader som om de tror. Den fornøjelse skal vi da ikke tage fra dem. Her hos os gav tandfeen kun en mønt i bytte for en tand – chokolademodellen var aldrig oppe at vende 🙂 Men grænsen skal jo gå et sted, så skrivelsen fra tandfeen er nok ikke helt tosset 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, chokolademodellen var lissom heller ikke aktuel før Alvin entrerede scenen!… Dammit, altså.
      Men du har ret; de er søde i deres barnetro, de unger! 😀

      Svar
  11. Pernille

    Mine børn fik aldrig andet end penge fra Tandfeen. Men der var engang jeg var løbet tør for kontanter og måtte låne af den ældste, da den yngste pludselig stod med en tand i hånden, lige inden sengetid.

    Heldigvis var ældste fire år ældre end yngste, færdig med der der tandfælderi og ikke i tvivl om hvor pengene kom fra (Muligvis fordi jeg ikke altid har været lige heldig med at skifte tand med mønt under pude, uden at vække barnet) 😀

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *