Om Indira og Richard. En slags parallelanalyse.

Et par poder røg i totterne på hinanden herhjemme forleden; det er ellers sjældent det sker. Men i hvert fald var der én pode, der spændte ben for den anden, som til gengæld kvitterede med at skubbe slash mase den første podes stol ind i bordet. Der blev udgydt tårer. Jeg gjorde det i ganske få vendinger klart, at det syntes jeg, de selv skulle finde en løsning på (og nej, jeg har ikke læst ‘Det kompetente barn’).

I virkeligheden svarede det lidt til at slæbe Indira Ghandi og Richard Nixon ind til en omgang selvbestaltet konflikthåndtering, og velvidende om dette, lyttede jeg i behørig afstand spændt til de igangværende fredsforhandlinger.

Det lød sådan her:

Den første pode (aka Richard Nixon) lægger ud: “Jeg siger IKKE undskyld! Aldrig!” råber Nixon. “Heller ikke, hvis jeg siger undskyld?” spørger den anden pode pragmatisk (aka Indira Ghandi). Dette forslag overvejes nøje, og der diskuteres nedrustning frem og tilbage i forskellige tonelejer i adskillige minutter indtil der kommer et “Undskyld” fra Ghandi, der selvfølgelig omgående fortsætter: “Men du skal også sige undskyld!”. “Det HAR jeg gjort!!” hvæser Nixon. “Nej, DÉT har du ik’!” siger Ghandi. “Undskyld!” kommer det indebrændt fra Nixon. ”Men så skal du OS’ si’ undskyld TO gange!”. “Nej, jeg skal ikke!” siger Ghandi, “du har sagt undskyld én gang, og jeg har sagt undskyld én gang”. “NAHAJ!” brøler Nixon, “du SKAL sige undskyld TO gange!”. “Undskyld-undskyld” kvitterer Ghandi, og eksploderer i latter.

På det her tidspunkt ser Nixon sådan her ud:

Men ikke desto mindre er der – på trods af lidt forsatte skumlerier (primært fra Nixons side) – våbenhvile. Og jeg er egentlig meget godt tilfreds. Det er ikke så tit jeg bruger you-guys-work-it-out-yourselves-modellen, for jeg føler egentlig, at jeg lader dem sejle deres egen sø. Sådan lidt fransk børneopdragelse anno 1762 (var det Émile, han hed?….). Men altså. Når alternativet er, at jeg bare ender med at råbe højere end dem, så er ovenstående laissez faire-metode nok bedre. Så længe der i sidste ende bliver nedlagt våben, kan man sige.
I hvertfald er det helt klart bedre end at have en mor, der er Putin. Eller Nikolaj Podgornij, hvis det skal matche Ghandi og Nixon.

Dagens kloge ord

“Everything is good as it leaves the hands of the Author of things;
everything degenerates in the hands of man”.
Rousseau

8 tanker om "Om Indira og Richard. En slags parallelanalyse."

  1. Skalotteløg

    Nu er jeg ikke så skarp ud i konflikthåndtering mellem søskende endnu, men synes, du gjorde det helt rigtige. De skal jo lære det, med mindre du skal stå vagt hver gang, en af dem skal til MUS på jobbet. Hjemme i trygge rammer med en modstander, som alligevel elsker en – og så med høgemors årvågne øre som sikkerhed… Jeg tror, du har gjort det så absolut bedste 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Men det er lidt af et sats hver gang alligevel! Og jeg efterlod dem endda i køkkenet, hvor der er KNIVE, og alt muligt!….

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Yes, vi er i besiddelse af én Ghandi. Resten hører til i den mere krigeriske (eller selvretfærdige…) afdeling.

      Svar
  2. Ellen

    Prøv at forestille dig en Putin og en Nixon. Eller en Trump …
    Jeg har et nogle gange oplevet nogle skingre skrig og høj råben, når jeg har talt i telefon med Charlotte, men jeg spørger ikke længere, for det enkle svar lyder. “Nåhh, det er bare børnene, der er ved at slå hinanden ihjel.”
    Det er vist sjældent, hun blander sig … men det skal også siges, at 99 % af tiden er de perlevenner og kan slet ikke undvære hinanden 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *