De(t) svære valg

Ældste Pode begynder at nærme sig et par skilleveje. Han skal med andre ord snart til at træffe nogle af de første rigtige valg. Og her taler vi ikke kommunalvalg, nej. Vi taler heller ikke om den slags valg, hvor han skal tage stilling til hvad han vil have med på madpakke, eller om han skal have tysk eller fransk som tredje sprog. Det er derimod valg om efterskole, for eksempel. Skal-skal ikke? Tiende klasse, måske? Skal-skal ikke? Og så er der konfirmationen, der er det mest presserende spørgsmål i øjeblikket – også selvom det først er aktuelt i næste skoleår. Men faktisk er det allerede nu, man skal tage stilling, og det fylder meget. For modsat visse andre *host*, så tænker poden faktisk ret meget over selve konceptet. Altså hvorfor man skal konfirmeres. Poden er af den holdning, at man virkelig skal mene det, for at gøre det. At det ikke bare er noget man gør, fordi andre gør det. You gotta have faith, so to speak. Endvidere har han konkluderet, at det dersens non-firmation er noget fis. Enten bliver man konfirmeret, og så er det dét, eller også er der ingenting. Poden synes det et decideret latterligt at nogen får en fest bare for ikke at blive snydt for alt det, som de andre får. Man får jo heller ikke en studenterhue hvis ikke man har fået sin eksamen i hus, vel?

Jeg må indrømme, at jeg synes det er et fantastisk rationale, og jeg er målløs over at jeg har sat et menneske på jorden, der gør sig den slags tanker. ❤

Men en ting er de religiøse overvejelser (dem får han lov til selv at ligge og rode med), noget andet er alt det løse, der følger med. Talerne (behøver de være der?) og gaverne “…som halvdelen af klassen vil konfirmeres for at få. Tænkte du meget over dét med gaverne, mor?”
“Uhhh.. altså… De spillede nok ikke en uvæsentlig rolle, vil jeg sige…”
“Ej, var det KUN derfor du blev konfirmeret, mor?!” (tilsæt rigelige mængder fortørnelse).
“Neeej-nej!….? (Hvorfor helvede var det nu jeg blev konfirmeret??) – nej, jeg tror, jeg blev konfirmeret, fordi det var noget, man bare blev. Det lå lissom i kortene. Jeg tror ikke, der var nogen, der overvejede, at man IKKE skulle konfirmeres – den eneste fra klassen, der ikke blev konfirmeret, var med i en eller anden sekt. Men altså. Det er jo også cirka syv hundrede år siden…”

Overvejelserne er som sagt mange. Og selvom han ikke helt har landet en afgørelse endnu, så har vi besluttet, at han bliver meldt til, og så må han melde fra igen hvis projektet viser sig at være for tvivlsomt. Det er trods alt lettere at slå bremsen i, end at banke en konfirmation op med halvanden uges varsel.

Nu er næste trin i processen så selve tilmeldingen. Jeg forudser at det kan blive udfordrende, for vores skole er nemlig ikke tilknyttet en kirke, og dermed handler det pludselig om at være hurtig på tasterne, når der åbnes for tilmelding. Og nu ved jeg ikke hvordan det forholder sig andre steder i Danmark, men enhver forælder i hovedstadsområdet der nogensinde har prøvet at melde sit barn til noget som helst, ved, at dét i sig selv er et mareridt. At der er flere hundrede mennesker i kø før én, at serveren går ned, og at helvede fryser til is før der er held i sprøjten. Præsten har meddelt, at man bare skal holde øje med hjemmesiden. Så meget for det. Så sad man dér, og trykkede F5 i det uendelige.

Nå, vi ser på det. Hvis ikke der kommer flere indlæg på bloggen før engang i marts, så ved du hvorfor….

Fotograf: Palle Pophår

22 tanker om "De(t) svære valg"

  1. Birgitte B

    Min ældste har en kammerat som meldte sig og sprang fra efter et par gange. Han fik ingen anden fest og klarede sig helt fint 😉 ej, spøg til side. Det er jo et meget mere aktivt valg for den unge i dag, end for os forældre. Som du selv skriver, så var det egentlig ikke så stor en option, at vælge fra. Håber I når en god løsning. Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg tror bestemt vi finder en god løsning! Nu skal vi bare lige ha’ kapret en plads på et af de (skide…) hold! 👍

      Svar
  2. Emilie

    Haha, jeg kan så meget genkende Ældste Podes tanker.

    Hvor jeg voksede op, var det ikke givet, at man skulle konfirmeres, og jeg husker det som et meget svært valg. Jeg endte med at vælge konfirmation fra, fordi jeg ikke var “sikker i troen”, og fordi forberedelsen faldt sammen med min musikundervisning. Det sidste var nok mest afgørende 🙂

    Og så fik jeg en stor fin fødselsdagsfest i stedet. Man skal aldrig gå ned på fester – blot finde en rigtig anledning i stedet for en non-anledning.

    Vi skrives ved til marts… 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Vi skrives da så meget ved til marts, når jeg er oppe at køre over det her hejs. Som finder sted om halvandet år. I guder. Men du har fat i en pointe, for jeg ved da med sikkerhed, at poden springer fra, hvis forberedelserne ligger samtidig med noget træning…. 😳

      Svar
  3. Ellen

    Hatten af for din skønne ældste! Jeg synes nemlig også, at ‘nonfirmation’ er noget fis. Fedt. at han tænker så meget over det.
    Charlotte (som vist er på din alder), valgte konfirmationen fra – til gengæld fejrede vi hendes 15-års fødselsdag sådan lige lidt mere end de almindelige af slagsen, men slet ikke på højde med en konfirmationsfest.
    Jeg ville også have valgt den fra i sin tid, men det kunne der ikke være tale om!
    Spændende, hvad han finder ud af med efterskole eller ej. Uanset hvad, så tror jeg, han er en sød og fornuftig fyr, som du ikke behøver at være nervøs for 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Han er sådan en skøn fyr, ham min ældste arving! ❤️ Og ja, der er mange måder at gøre tingene på. Eller ville gøre tingene på…

      Svar
  4. Anne R

    Ej, han lyder sød og tænksom, din søn!
    Jeg synes, han har fuldstændig ret – nonfirmation er noget fis.
    Man bliver konfirmeret eller ikke. Dermed ikke sagt, at en fest ikke kan komme på tale :-).
    Jeg ville ikke konfirmeres (jeg er 43, og jeg var vist næsten den eneste, der ikke ville). Jeg var overhovedet ikke i tvivl. Det var ikke noget for mig.
    Men vi holdt en lidt større 15-års fødselsdag.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Han er meget sød, virkelig! Jeg tror stadig han hælder til ja-siden, ellers kan det måske godt være, at han måske får en lidt større 15-års fødselsdag! 😝

      Svar
  5. Janne

    Vi holdt nonfirmation for de to store og ingenting for den yngste – hun fik en rejse til Tanzania i stedet. Nonfirmations festen var en overgangsfest fra barn til voksen. Noget næsten alle kulturer har i en eller anden form. Og som konfi vel egentlig også er. Med andre ord kristendommen tager ikke ejerskabet på overgangsfestritualerne her i huset 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Heller ikke hos os! Et par stykker af os holder af at tro, vi er budhister… Tanzania, wauw – jeg var der i ’95; det er et skønt sted! 💕

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Jesus, altså – GID det var sådan hos os!…. 😳
      Men jeg mindes heller ikke at min egen mor (i Jylland, underforstået) havde nogen som helst former for tilmeldingsvanskeligheder. Jeg tror faktisk selv jeg ordnede den lille detalje, nu jeg tænker mig om…

      Svar
  6. Fruen i Midten

    Ja, meld ham til, så kan han altid springe fra. Og vær så glad for, at dine Poder ‘kun’ er drenge. Piger har en mening om kjolen flere år i forvejen, og så er det virkelig kritisk, hvis afgørelsen trækker ud, og den helt rigtige kjole i mellemtiden er udsolgt. Gys, siger jeg bare.

    Og så i øvrigt hatten af for tænksom Pode 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, hatten af for ham! 🎩
      Jeg har godt observeret pige-hysteriet allerede nu (from a distance), og tænkt på, at jeg skal være mere en umanerlig heldig hvis jeg overhovedet kan få min pode til at tage stilling til noget som helst vedrørende outfittet… Men jeg er sandt at sige lykkelig for at jeg ikke skal ud i kjoleproblematikken! 😂

      Svar
  7. Monica

    jeg ved da godt hvorfor dine poder er så velfunderede, velovervejede, skønne og sjove!
    de har det fra deres mor!
    HA! jeg har luret dig. det var nemt 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhr, du er fandme da så sød!… Tak! 😘 – tror næppe en eneste pode her i huset vil erklære sig enig i den antagelse, dog!

      Svar
  8. gravidgrahvad

    Hvor er det fantastisk at han reflekterer sådan over tingene. Jeg gik til præst med én, som ikke ville konfirmeres, men hun fulgte undervisningen, fordi, som hun sagde, hun ville vide, hvad det var hun sagde nej til. Det havde jeg kæmpe respekt for.

    Og efterskole – jeg kan bare sige én ting: gør det, gør det, gør det! Det er en unik mulighed for at stå på egne ben i trygge rammer, og måske (re)definere sig selv ved at komme ud af den vante flok.

    Vupti, så har jeg lige klaret de svære beslutninger. Kan du til gengæld fixe manglende nattesøvn og knas i parforholdet? 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det var da et fornuftigt valg! Altid godt at vide, hvad man siger nej til! 🙂
      Åhr, nej – knas i parforholdet?! Det lyder ikke godt!…. Men nej: Jeg har et par mindre parterapeutiske mangler, tror jeg Mand vil mene, såååå….? Av?

      Svar
      1. gravidgrahvad

        Altså, det er ikke noget vi ikke nok skal overleve (håber jeg), men der er en hel del sårethed, som kræver tid, ro og omsorg for at læges. Så lidt av, men vi vil grundlæggende hinanden rigtig meget. Bare noget pis at hverdagen flyver så meget afsted, jævnfør dit bolsje-indlæg, at vi kan komme til at glemme det. Og med den der hverdag kan det også være svært at finde roen, tiden og omsorgen for at helingen kan fremskyndes. Det bliver i nogle små bitte huller engang i mellem, og så tager det lidt længere tid.

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Ja, hverdagen kan hurtigt udvikle sig til at være en bitch mod det dersens parforhold, som vi skal passe på! Du kan tro, jeg kender det! Men at I vil hinanden er dog det allervigtigste, og det allerbedste – så skal det hele nok gå! Kæmpe kram fra mig 💕

          Svar
  9. Mette

    Udfordringen med min Pode var om præsten overhovedet ville konfirmere hende. To gange fik vi brev med den trussel. Hun ‘fjasede med Matilde K’. Det var i det hele taget op ad bakke med hele klassen og så ham Gud.

    Hun blev dog konfirmeret. Hele klassen blev konfirmeret. Tænker Gud har tilgivet fjaseriet 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hahaha!… 😂 Jeg er flad af grin! Spekulerer på, om Gud har været mest bekymret for præsten eller for fjaseriet undervejs?!…

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *