Okay, indrømmet…

Lige i øjeblikket er jeg vild med at have en teenager. Det er jeg muligvis (absolut) ikke om et års tid eller to, når jeg har fået en seriøs overdosis af diverse former for ungdomssløvsind. Okay, en lille overdosis har jeg som bekendt allerede fået, men altså. Det er faktisk også ret sjovt. Ind imellem. Hvis man tager den famøse ja-hat på, og kan smile af hvor kompliceret det pludselig bliver at pakke en sportstaske til noget der rækker ud over en almindelig træning. Og det er VIRKELIG noget af en udfordring når teenage-podens hjerne kun rummer én ting eller ét ord ad gangen, og det tydeligvis cirkulerer rundt på lystavlen meget, meget langsomt.

Hvis man så i den (eller i en anden) forbindelse kommer med en form for servicemeddelelse – det kan være noget så simpelt som at oplyse poden om et afgangstidspunkt – ja, så kan det være meget interessant at se hvordan den information modtages.

Der er forskellige muligheder.
Som udgangspunkt er det selvfølgelig forældrenes håb, at informationen ryger ind og lagres allerede i første forsøg, men det vil kun ske i ganske, ganske få tilfælde.
Ellers vil der være to muligheder tilbage:

Den ene mulighed vil være den, hvor poden stiller sig helt uforstående overfor meddelelsens indhold i al sin simpelhed; man kunne faktisk i princippet lige så godt tale hebraisk. Meddelelsen skal følgelig gentages MANGE gange (tydeligt, og ofte med store mundbevægelser) inden den til sidst – forhåbentligt – giver mening.

Den anden mulighed indebærer også en del gentagelser, men har det resultatet, at poden tager beskeden som en personlig fornærmelse. Enten som en fornærmelse mod hans intelligens, eller mod selve hans eksistens, slet og ret fordi hans forældre bare er for meget. Og det er de tit. For meget. Særligt når de forsøger at kombinere handling og information. Ikke bare som i tilfældet med sportstasken, men for eksempel som i noget…. affaldssortering.

Ældste Pode har nemlig for noget tid siden fået tre par nye sko (dels har fødderne det jo med at vokse, og dels har podens fodtøj det som nævnt ved tidligere lejlighed med at forsvinde – pist! – som dug for solen). Med de tre par sko fulgte (ikke overraskende) de sædvanlige tre æsker til skoene, som i en rum tid tog bolig på podens kammer indtil Mand en skønne dag fik nok, og beordrede poden til at eskortere emballagen ud af det lille hummer. Æskerne blev herefter fragtet cirka fem meter nærmere deres endeligt, hvilket helt nøjagtigt vil sige ud i køkkenet. Køkkenet er placeret ved bagtrappen; bagtrappen fører ned i gården, hvor skraldeskuret også befinder sig, og dermed blev æskerne i køkkenet faktisk også nærmest betragtet som om de allerede var nede i bemeldte skraldeskur. I hvertfald i teenage-podens optik.

Så tæt på, og dog så langt fra.

Æskerne stod efterfølgende i køkkenet og blomstrede et par dage, alt imens jeg tænkte på hvornår ’nogen’ mon ville fragte dem videre ned ad trapperne, og ud i verden. Dette viste sig overraskende nok desværre ikke at ske af sig selv, hvilket jeg erkender en tidlig morgen, hvor jeg samtidig griber fat i den ansvarlige pode:

”Nu skal du se, de kasser dér, de har jo desværre ikke ben at gå på. Derfor skal vi lissom ha’ gjort noget ved det! Først starter du med at åbne dem, og tage papiret ud, og lægge det for sig.”

Der er voldsomt meget papir i sådan nogle æsker til fodtøj i størrelse næsten 43, og poden får samtidig besked på, at så meget papir er der ikke plads til i vores egen papirgenbrugskasse, der allerede er godt fyldt. Ergo må det hele ud på gulvet, så vi kan lave en papirbunke og en papbunke.

Der sukkes meget.

”Godt!” fortsætter jeg, “Så skal vi ha’ skilt kasserne ad…”. Der sukkes mere. Pode ser undrende på æskerne, som var det en sindrig højteknologisk konstellation. ”Du gør sådan her (*fluf*)…. Ooooog sådan her (*fluf-fluf*)….”
(”Jaaa-erh, mooorrrr….”)
”….og (*fluf*) VUPTI! En flad kasse. Det er meget lettere at bære ned sådan! Vi er glade, pap-menneskene er glade, ergo er alle glade!”
(Mere ”JAA-ERHR, MORRRR!!….”).
Alle de hollandske r’er bliver i øvrigt spicet op af lejlighedsvist himlende ’tsshh!…’-lyde. Jeg tror, poden går en lys fremtid som sprayflaske i møde.

Poden blev slutteligt belæsset efter alle kunstens regler, og balancerede artigt (men gnavent) hele vejen ned fra tredje sal med genbrugsmaterialerne, og tilbage igen. Eller nej.
Nogen glemte nemlig sine nøgler, og stod derfor og blomstrede lidt på må og få inden han fandt på at gå om til hoveddøren, og ringe på. Det var så dagens mentale udfordring, kan man vist roligt sige. Jeg tænker det dæmrer så småt for poden om en fem-syv år.

P.S: Denne her er til dig, Nemesis: Go hit me. Hit me hard!

Fotograf: Palle Pophår

12 tanker om "Okay, indrømmet…"

  1. Ellen

    Jaja, du er ved at få en glimrende forsmag på at være teenagemor. Hedder det vist så ikke … skal vi sige mor til en teenager i stedet for …
    Du har sikkert også lagt mærke til, hvor tit de har hovedet placeret under armen, hvorfor hjerneforbindelse ud til resten af kroppen forsvinder.
    Husk, at alting er kun en overgang 😉

    Svar
  2. Hanne

    Når de når en alder er ca. 18-20 år, så begynder de så småt at have forbindelse med og mellem deres sanser igen. Min søn (nu 30 år) – som i den grad lignede det du beskriver – har udviklet sig til et helt fornuftigt menneske. Så fat mod – det er kun en overgang 🙂

    Svar
  3. Livsglimt

    Elsker dine meget genkendelige teenage-indlæg 🙂 Man kan meget nemt komme til at fornærme nogen 😀 For eksempel hvis man antyder, at at rydde halvt op efter sig selv ikke er det samme som at rydde helt op efter sig selv …

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *