Om mentalt åndenød

I sidste uge var jeg til foredrag med Hjerne-Madsen som oplægsholder. Med latterrester boblende i blodet, og proppet til randen med hjernefakta, har jeg efterfølgende tænkt en del over den kendsgerning, at vi stadig render rundt med hjerne, der er 100.000 år gammel. Der er simpelthen ikke sket en skid siden de første Homo Sapiens skimtede solens stråler udenfor hulen. Og jeg har bare lyst til at sige: Hallo, Evolution – du glemte lige noget!! For hvordan kan det være, at vores gennemsnitshøjde er forøget med adskillige træskolængder, mens hjernen bare er stagneret? (Okay, hvad angår menneskets udseende, er jeg muligvis glad for, at hovedet ikke sådan omfangsmæssigt er vokset proportionalt med kroppen, men altså. You get the point).

Nå, men denne her tudsegamle hjerne er slet ikke gearet til den verden vi lever i, og det giver virkelig god mening: Vi er slet ikke designede til at have hjernen kørende på højtryk i det omfang, vi gør i dag. Vi tænker, handler og konsekvensberegner hele tiden. Jeg kom til at tænke på et 3-5 timers udsnit af min dag forleden:

Jeg skal på kursus. Der er meget kursus for tiden, faktisk. Computer synes også det er lige til den grove side, og er i det hele taget træt af ud-af-huset-aktiviteter. Belært af erfaring bringes den trætte computer en tur forbi IT til en profylaktisk saltvandsindsprøjtning inden kursus. Computer faker sig gennem sit helbredstjek. Kurset starter, men nu er Computers tålmodighed opbrugt, og der sker slet, slet ingenting. Så meget for det. På medbragt telefon sker der på den anden side flere ting, end godt er. Ting, som vel at mærke ikke er arbejdsrelaterede, men derimod er relateret til en pode og en episode i skolen. Nu er det ikke kun computeren, der har givet mentalt afkald på kurset; flere private ting skal udredes, mens andre kursister drøfter om variablerne mon skal klassificeres som nominale eller ordinale. Efter kurset er der hjemme fortsat tråde, der skal redes ud i forbindelse med skoleepisoden, og en anden pode har muligvis også indgået en studehandel i forbindelse med noget kortbytteri i skolen, hvilket starter en parallel SMS-korrespondance med et andet forældrepar, foruden en tredje tråd om en kommende legegruppe. Samtidig har vi Onkel Finn fra Grindsted på linje fire med et knaldgodt tilbud på en trailer. In real life har vi også en pode, der skal til svømning; der er vasketøj, og man kan jo heller ikke lave koteletter i fad uden fløde, vel, så nogen må cykle i Føtex alt hvad remmer og tøj kan holde, alt imens det grønne ligger derhjemme sammen med koteletterne, og visner på panden, mens risene brænder på. Hjem bringes fløde, pebernødder (man er vel impulsstyret) foruden en fragmenteret cykellygte, der måtte lade livet under den hasarderede kørsel på udturen. Historien om koteletterne i fad ender relativt lykkeligt, men som den skarpsindige læser du er, har du nok forlængst konkluderet, at der egentlig ikke sker noget epokegørende i de timer, som jeg netop har berettet om. Ikke noget, du ikke selv har stået model til, i hvert fald. Men det, som jeg prøver at sige, er, at der alligevel foregår noget hele tiden. Der lægges planer, der overvejes, der konflikthåndteres, der SMS’es, der mailes, der ringes og der gøres ved. Uafladeligt. Og mange ting på én gang. Og så er det vi overanstrenger de stakkels små grå. Vi griller dem, simpelthen med andre ord. Og selv om den viden i sig selv er skræmmende, så er det allermest skræmmende i min optik, at vi godt ved det – og alligevel fortsætter vi.
Fordi vi gerne vil?
Fordi vi ikke kan lade være?
Fordi vi er bange for, hvad der sker, hvis vi vitterligt lod være?
Altså hvad?
You tell me?

15 tanker om "Om mentalt åndenød"

  1. Ellen

    Hjerne-Madsen er bare SÅ god. Har du læst Dr. Zukarffs Testamente? Ellers kan jeg anbefale den – hvis ellers du får lidt tid mellem alle de utallige hjerneoverbelastningsting[griller?], du har gang i hele tiden 😉

    Svar
  2. Fruen i Midten

    Vi gør det, fordi vi kan (kunne vi jo ikke i gamle dage, hvor vi kun kunne sidde og stoppe strømper i tællelysets skær) og fordi vi tror, vi går glip af noget, hvis vi ikke gør.

    Zukaroff er egentlig god. Men det er en stor, tung (også fysisk) bog med m-a-n-g-e sider. Jeg gik kold halvvejs …

    Svar
        1. Maude Forfatter

          Ahr, bugger! Dér øjnede man lige muligheden for en god handel! Men hvis du siger, den er udsolgt fra forlaget, så gider jeg da i hvertfald ikke løbe spidsrod efter den hos min lokale bog-pusher! 😝

          Svar
  3. Birgitte B

    Hmm… ja, jeg har aldrig hørt Madsen live, men jeg har hørt Chris McDonald. Og det er lidt samme budskab. Tror jeg… jeg har droslet meget ned på al det forstyrrelser. Det kommer også automatisk med lidt større børn. Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Chris McDonald og Hjerne-Madsen? Den sammenligning har jeg aldrig hørt før…. Men god idé med neddrosling; jeg arbejder også på det. Dagligt….

      Svar
  4. Lene

    Det ser nu ud som om man godt kan købe Dr. Zukaroffs testamente på nettet 🙂 jeg gav op første gang, men anden gang blev jeg vældig opslugt af den.
    En af mine kolleger fortalte, at hun havde lukket ned for legegrupper og alt andet, man ikke absolut skulle, for hun havde været nede med stress pga forskellige ting, og der ville hun ikke hen igen, og hun kunne mærke så snart hun åbnede forældreintranet, så steg pulsen og den mentale åndenød satte ind. Så pas godt på dig selv 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *