At være eller ikke at være – mor på sidelinjen

Mine poder går, som du måske ved, til virkelig meget fodbold og håndbold. I særdeleshed håndbold. De elsker det; det er fantastisk. Jeg under dem hvert et lykkeligt sekund de måtte have på banen. Men hvis du selv har poder, der dyrker meget sport, så ved du sikkert også, at der altid er en forælder eller to, som er mega-pinlige. Og bare til orientering: Jeg er den pinlige forælder i denne her sammenhæng. I hvert fald hvis du spørger Ældste Pode.
Som regel er det Mand, der valfarter det ganske land tyndt i diverse sportssammenhænge: Mand er social (det er jeg ikke), Mand elsker sport (det gør jeg slet, slet ikke), og Mand har nerverne til det også, ikke mindst. Det har jeg på ingen måde, og det er måske (?) den primære årsag til, at det er mig, der glimrer ved mit fravær i disse sammenhænge. For jeg bliver paradoksalt nok simpelthen så grebet, at jeg er helt ødelagt bagefter. Jeg går op i det med liv og sjæl, og kommer med mange lystige, opmuntrende og ikke mindst skingre tilråb (heraf den høje pinlighedsfaktor). Men jeg kan ikke lade være, det er ganske ufrivilligt. Det er som om en indre dæmon besætter mit sande jeg for en stund; en afart af noget Tourette, måske – jeg ved det vitterligt ikke.

Det er ikke fordi jeg går op i, hvorvidt de vinder eller ej. Jeg går op i, at poderne skal være glade ved deres hjemkomst. Særligt de ældste poder, som spiller virkelig mange knald-eller-fald-kampe. Vigtige kampe. Kampe, hvis udfald har indflydelse på humøret i mange uger fremadrettet.

Fordi det som regel er Mand, der er afsted, så er jeg sådan en slags analfabet i sportssammenhænge når jeg endelig er med. For eksempel kan jeg være udfordret i forhold til at huske ansigter og navne, og hvem der er forælder til hvem. Den slags. Og så bliver det hurtigt lidt af et socialt minefelt at være til stede i sådan en hal, når man har klippet sine livliner til både menneskene og til de gængse regler. Jeg gør en dyd ud af at opretholde facaden, men det holder kun indtil kampen går i gang.

Så er det i virkeligheden meget hyggeligere og langt mere afslappende bare at være afsted til en kamp med Mindste Pode, for resultatet er ikke så vigtigt på det alderstrin. Og Mindste Pode mener jo alligevel, at han har vundet uanset den endelige stilling. En omgang træning med Mindste Pode kan også være ganske underholdende, og nuttethedsfaktoren er også væsentligt højere. Man observerer nogle helt andre ting end man gør, når der er tale om en bunke ildelugtende, store drenge, der ligger og ruller rundt i hinanden klistret ind i harpiks. Til en U6-træning er mindst 50 børn på frihjul. Der er børn, der bliver viklet ind i deres bluser. Børn, der samler streger op. Børn, hvis primære interesseområde er deres tissemand (Hallo! Fokus på BOL-DEN!). Børn, der skal lære at spille med hinanden, og ikke mod hinanden. Børn, der for nogles vedkommende faktisk er komplet ligeglade med boldspil, men hvis forældre mener, det er sundt for dem. Børn, der indtager betragtelige mængder snacks i pauserne. Børn, det falder over deres egne ben, men ikke er for fine til at bebrejde barnet bagved for hele miseren. I love it. For mit eget afkoms vedkommende, har jeg senest konkluderet, at det der med rytmer, der skal klappes og trampes i takt, det giver vi ikke fem potter pis for; det må nogle andre ta’ sig af. Det ligger til familien; vi er besiddelse af hjernehalvdele, der muligvis burde forsynes med nogle flere RAM (også) på den front.
Synes faktisk trænerne burde ha’ en form for risikotillæg.

Nå, men tilbage til de største poder:
Jeg ved godt, at det er vigtigt både at tabe og vinde. Og de lærer også i stor stil begge dele. Måske det i virkeligheden mere er mig, der skal lære at indse, at det også er helt okay, at de bliver slået ud en gang i mellem.
Det er på min to do-liste. Eller to be-liste.

10 tanker om "At være eller ikke at være – mor på sidelinjen"

  1. Ellen

    Hehe, så længe du ikke får hujet skingrende højt, når modstanderne scorer, så går det vel nok endda? 😉
    Skøn beskrivelse af U6-træning. Det må godt nok være noget af en udfordring at være træner. Eller også er det en afhængighedsskabende ugentlig kilde til stor indre morskab.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Trænerstaben er i hvertfald yderst engageret! Men det dér med at huje når modstanderen hujer? Det er altså sket mere end én gang!…. 😂

      Svar
  2. gravidgrahvad

    Indtil videre er der ikke nogen af mine unger, der har forstået holdsport overhovedet. Altså, Trolden gik til håndbold et halvt år, men hun var præcis som du beskriver Mindste Podes fodboldhold, bortset fra det med tissemanden. Hun fattede på ingen måde, at det de andre rendt rundt og lavede havde noget med hende at gøre, så hun tøffede mest rundt i hjørnerne og havde gang i en eller anden hemmelig fantasiverden, og når vi ind i mellem sagde til hende, at hun altså skulle forsøge at få fat på bolden, svarede hun: “Hvorfor det? Den skal jeg ikke bruge.”
    Så var det, at vi halvvejs henne i sæsonen fik hende til at skifte til gymnastik, hvilket var en meget større succes.

    Men altså, det lyder som hårdt arbejde at være fodbold/håndbold-mor. Jeg håber, du sørger for masser af snacks til dig selv i pauserne 😉

    Og det med at øve sig på at rumme, at ens unger bliver slået ud (eller bliver vrede eller kede af det eller hvilken som helst negativ følelse, man så gerne ville kunne tage fra dem); dét har jeg bestemt også brug for mere træning i. Hvis det var et hold på et fitness-center kunne det være, jeg fik slæbt mig afsted.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg siger til hvis jeg ser et godt hold, og så melder vi os til – deal? Bortset fra det, så lyder det som den helt rigtige beslutning med skift til gymnastik! Tænker ikke, der er behov for så meget opmuntring fra tilskuerne, eller?….

      Svar
  3. Fruen i Midten

    Haha, der er ikke meget flegmatisk jydetemperament i dig 🙂 Er det et resultat af yders vellykket integration, eller har du altid været så entusiastisk?? Min kollega fortæller også sjove ting om at træne sådan nogle mikroputter. Det er det rene loppecirkus, men vist også ret sjovt. Og Donnaen, hun gik heldigvis ikke til holdsport. Eller i det hele taget til noget, hvor man vandt eller tabte.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Neeej, hvad angår temperamentet, så har jeg vist aldrig været sådan fuldblodsjyde!… Jeg kunne også godt trænge til at mine poder gik til noget lidt mindre konkurrencepræget. Hvad blev der nogensinde af klaverspil og blokfløjte, for eksempel? Mindes svagt at min farmor rent faktisk var begavet med noget talent på den front (klaver, ikke blokfløjte), så der kunne muligvis godt være noget i genmaterialet der kunne tale for sådan et skifte?

      Svar
  4. Anne R

    Er så lykkelig for, at konkurrencepræget sport aldrig har tændt noget i mine drenge, haha.
    Jeg ville nemlig, modsat dig, have stort besvær med at fake en interesse i aktiviteterne på banen. Fodbold/håndbold/anden holdsport kan vitterligt ikke få mit pis i kog.
    Og min ældste søn ligner mig på det punkt. Så snart noget bare lugter af konkurrence/gøre noget på tid/være hurtigst/whatever, så står han helt af. Han får stress af det, siger han! 😀

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det lyder som en skøn og fornuftig dreng du har, Anne!! 👍 Og det er bestemt heller ikke fordi jeg anbefaler at man som forælder tillægger sig den form for engagement som jeg udviser på de billige rækker! Slet ikke! Kram til dig 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *