Til julebal

Well, det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er fan af fællestamtam i skoleregi. Slet ikke. Og jeg synes jeg er blevet udfordret til det yderste i det herrens år 2016. Undskyld, 2017. Er vi i 2017? Og er jeg den eneste, der ind i mellem er lidt bagud (også) kalendermæssigt? Nå, anyways: Én ting er mængden af planlagte aktiviteter, som alene i december sprænger timeregnskabet hvad den slags angår big time, noget andet er indholdet af disse arrangementer. Altså hvad vi putter i dem. For det er sandt, at vi de sidste mange år har udliciteret julehyggen til mere eller mindre offentlige instanser, men når det hele skal gå op i en højere planlægningsmæssig enhed, så giver jeg op på forhånd. Giver fortabt. Hvad blev der nogensinde af fri leg suppleret med et par flamberede æbleskiver? Okay, uddød fællesaktivitet, I know.
Slut-prut-finale.

Fornemmer du, at jeg er en anelse opgivende? Nåm’n, du har helt ret. Og det er selvfølgelig en forstående julefest, der har udløst denne sindstilstand. Vi har nemlig modtaget en meget finurlig og detaljeret invitation. Afsenderen er den anonyme masse, som slet og ret kalder sig ’Festudvalget’: Man ved aldrig helt, hvem der er med i det udvalg; særligt ikke hvis man missede forældremødet (og referatet) i 0.klasse for en milliard år siden. Eller hvis man måske bare ikke har en hukommelse som en elefant. Og det har jeg ikke. Min hukommelse er måske mere lig en muldvarps. Eller en mosegris, nu vi er i den størrelsesorden.

Tilbage til invitationen, som sætter rammerne for den forestående julefest: Her er julefesten opdelt i et program med ni punkter, startende med check in fra klokken 17:30 til 17:35. I kid you not. Og efter de fem minutter, der er afsat til check in, opremses de øvrige planlagte aktiviteter – også minutinddelt – lige fra julehjerteklipning til diskodans og indtagelse af føde fra den fælles buffet. Og dem er jeg jo heller ikke rigtig fan af. Fællesbuffeterne, altså. Så jeg følte en meget primitiv form for fanden-i-voldskhed, da jeg på listen over hvad man hver især medbringer, lige under linjen hvor der sirligt stod spinat-pirogger og ’gnave-grønt’ skrev KAGE med kæmpestore, larmende bogstaver. Så meget for alt det gnavegrønne. Come on, det er sgu’ da jul.

Jeg er trods alt lidt spændt på, hvordan det hele kommer til at løbe af stablen. Jeg forestiller mig der er er form for dirigent; en særligt udvalgt sjæl fra Festudvalget, som vil styre slagets gang som en bevinget toastmaster – måske forsynet med et båthorn eller en megafon, som kan afbryde de igangværende aktiviteter for at skabe rum til de næste. Jeg forestiller mig bagedystinspirerede sætninger som: ”Og det var så hjerteklipningen, ALLE lægger saksene om 10!… sekunder! 9! 8! 7! 6! 5! 4! 3! 2! 1! Oooog STOP! TAK for de flotte bidrag til den fælles guirlande – ALLE lægger deres sakse over i kasserne, og NU!…er det dansetid!”.

Overordnet set er det selvfølgelig fint, at nogen går op i den slags, og har lagt sig i selen, og været på faciliteringskursus for at få stablet et program på benene. Jeg tænker bare… kunne vi sænke barren? Bare en lillebitte smule? Et par millimeter, s’il vous plait? Merci beaucoup.

Men altså. Jeg skal død og pine nok være på. Og smile. Og (prøve at) sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Og leve op til alle andres forestilling om hvordan man er perfekt i den perfekte verden. Måske jeg samtidig gør oprør i det små. Måske klipper jeg en enkelt julestjerne i stedet for et hjerte. Uha-uha. Hvad tror vi straffen vil være for denne forseelse? Og måske går jeg lidt agurk på dansegulvet. Time will show.

Jaja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen rebel tabt i mig. Men uanset hvor pæn jeg prøver at fremstå udenpå, så er jeg sådan her indeni:

Hvis altså du skulle være i tvivl….

26 tanker om "Til julebal"

  1. Anne R

    Åh ja, hvad fanden sker der for de der overambitiøse sociale arrangementer?!
    Er det i Mindste Podes klasse? For så giver det lidt mening, synes jeg. Det er stadig nyt, og mange forældre har endnu ikke på egen krop erfaret, at sådan et niveau tager livet af alle.
    Men hør alligevel lige, hvad vi blev inviteret til i vores store søns klasse i foråret (han går i femte).
    Kontaktforældrene havde arrangeret cycling dinner!
    Beskrivelsen af arrangementet fyldte en halv side, og jeg fattede det ikke. Jeg kunne simpelthen ikke se det for mig helt lavpraktisk. Det var noget med at cykle rundt i grupper, forældre og børn, til forskellige hjem, hvor der så skulle laves forret og dessert. Efter nogle timer skulle man så alle mødes et sted og spise pizzaer, som nogen i mellemtiden havde hentet i bil. Forretterne og desserten ved jeg ikke lige, hvad man gjorde med?
    Alt dette skulle foregå en fredag aften. Hvad fanden tænker folk på??
    Arrangementet endte med at blive aflyst pga manglende tilslutning…..

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh Gud, jeg er smadret af grin 😂 – du tager simpelthen prisen for svie og smerte, Anne! Cycling dinner, så har man hørt det med… Godt at det blev aflyst, hva’?! Jeg tror nok også vi havde glimret ved vores fravær på den tilmeldingsliste!….

      Svar
  2. GiSP

    Det lyder direkte rædselsfuldt. Jeg støder jo af og til på lignende skriv her på internettet fra forældre (mødre), der hader alle de arrangementer, man er mere eller mindre tvunget til at deltage i, og så er det, jeg undrer mig over, hvor alle mine lidelsesfæller er ude i det virkelige liv … eller i hvert fald, om der slet ikke er nogen her i byen, for her føler jeg mig ret alene med min modstand. Men måske har langt de fleste det som dig indeni og stiller op med festmasken på, og så er de jo ret svære at spotte. Ligesom jeg til forældremøder ofte sidder helt alene med min skepsis over for diverse tiltag, hvorefter der så kommer nogen senere og giver udtryk for, at de er helt enige. Det kunne være rart, hvis flere turde åbne munden, så det ikke bare er alle ja-hattene, der fylder så meget.
    God fornøjelse med arrangementet! Af en eller anden grund slipper vi for den slags i skolen i år, og en lille times tid i børnehaven klarer jeg nok.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, hvor er jeg glad for at høre at denne december er tilforladelig for dig! 💕…hvilket leder mig til dit spørgsmål om hvor dælen os brokkehoveder er henne i den virkelige verden – og det er et pissegodt spørgsmål!! Vi sidder på vores hænder til forældremøderne og har ansigter med Kaj-dukke-mimik, mens vi beder til alle de højere magter vi kan kommme i tanker om for at spisegrupperne bliver afskaffet og festudvalget nedlagt. Og når så mødet er færdigt, så tænker vi ’saaaaatans også, det skete heller ikke denne gang!!’. Men i og med at vi ikke siger noget, så er det helt og holdent vores egen skyld, jeg kunne ikke være mere enig. Tror det er pæn-pige-syndromet. Man vil ikke være den, der slukker festen. Jeg ved det ærligt talt ikke. Måske man skulle tænke lidt (ret meget!) mere over det? Tak for din kommentar, søde GiSP 😘

      Svar
  3. Birgitte B

    Hos os er festerne uden forældre (jubiiii). Det er godt, når de når til 6. klasse 😉 og forældrene er en smule ’slidte’ af de mange arrangementer. Håber du overlever denne runde. Kh. Birgitte

    Svar
  4. Ellen

    Det er virkelig tankevækkende, dette her – både dit (som sædvanlig gode) indlæg og kommentarerne.
    ALLE både hader og frygter tilsyneladend disse fællesarrangementer. Jeg har sågar set en FB-gruppe for legeaftale-modstandere.
    Jeg ville sådan ønske – for dig og alle de andre ligesindede – at I får mod til at slippe de hænder løs, I sidder på, og sige “stop lige op engang”. Det er virkelig nemt for mig at sige nu, med børnebørn, der er ældre end dit yngste barn, men jeg er nu alligevel forholdsvis sikker på, at jeg ville have meldt mig ud. Jeg er dog også næsten lige så sikker på, at Charlotte, selv som barn, ville have bakket det helt op, hvilket naturligvis også har noget at sige …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, børnenes egne indstillinger spiller helt klart ind! Min ældste er ikke fan af legegrupper, så her er det rimelig let at melde pas. Men med hensyn til øvrige skolearrangementer, så er alle mine poder (helt modsat mig) nogle værre festaber – og så er jeg jo lidt alene med min modstand, som derfor må kamoufleres så godt som muligt. Og så er det herinde jeg får afløb for alle mine indestængte frustrationer…. 😵
      Jeg er så glad for den opbakning jeg får herinde!!

      Svar
  5. Venterpaavin

    Vores forældre var typerne som sprang over hvor de kunne til diverse arrangementer – og huggede om hvem der skulle til forældremøder. Den slags behøver man ikke være til, håber jeg – for ellers så nytter det hvertfald ikke noget, at jeg får børn (;

    – K

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, lad endelig være med at få børn!…. Ellers virker sten-saks-papir-modellen altså (næsten) også altid hjemme hos os – bare til orientering!

      Svar
  6. Lene

    Hvor havde min mand det nemt, for jeg elskede at komme ud og snakke. Sad jo hjemme og sorterede kartofler dagen lang fra mine børn var 2 og 3 år til de var 13 og 14. Jeg var en festabe og trængte til snak med andre voksne 🙂
    Men niveauet var altså heller ikke på det nutidige og jeg har stadig til gode fuldt ud at forstå legegruppebegrebet.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhhh, jeg synes faktisk det lyder som en ret guddommelig beskæftigelse at sortere kartofler! Jeg tror det er sundt for sjælen, den slags. Men set i det lys, kan også godt forstå dit behov for at komme ud og vifte med skørterne i ny og næ! 😘

      Svar
  7. Celena

    What ever happened to spontaneous events… or ones that are relaxed where… wait… people actually get to talk to one another? 😉 I am with you- overly planned events stress me out and my pajamas look better and better 😉

    Hope you have a good week ahead xox

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Yes, what is the point with such parties, really?! I’m not sure anyone actually knows it?
      Wish you a nice week too! 😘

      Svar
  8. Dorte

    Er jeg den eneste der ikke kan genkende det billede? Alle de arrangementer jeg er til (og ja, jeg er også en af dem fra festudvalget :-)) er ganske agendaløse og afslappede. Nu spørger jeg bare – simpelthen fordi jeg ikke ved det, men er nysgerrig herpå – er der en sammenhæng mellem geografi og mængden af af de der fuldstændig overambitiøse arrangementer, som du beskriver dem ? KRam D

    Svar
    1. gravidgrahvad

      Vores arrangementer plejer også være rimelig casual – og nu endnu mere efter det blev min tur til at sidde i forældrerådet; heldigvis med en flok ligesindede, så klassefesten i januar (bemærk: IKKE endnu et december-arrangement) bliver noget med at ungerne må fise rundt på hele skolen i et givent tidsrum og så slutter vi af med pizzaer, som vi henter hos den lokale. Det kan jeg lige overskue at være med til at stå for.

      Men ja, vi er også jyder, så ved ikke om det med stramt program hører til Østdanmark?

      Svar
    2. Maude Forfatter

      Jeg tror, der er belæg for en doktorafhandling dér, det kan være, at der er noget om snakken!… 😜
      Fedt med pizzaerne, sådan et arrangement kan man altid være med på!

      Svar
  9. Kristine

    Det er dit ansvar, hvor barren for dine børns julearrangementer og antallet skal ligge, så hvorfor har du ikke inviteret dine børns klasse- og fritidsaktivitetskammerater til fri leg, popcorn, frysepomfritter, hnavegrønt og kage i et nærliggende grønt område/park med en grill, hvor popcorn kan springe og frysepomfritter sprødes og så var det det mht. julearrangement med deltagelse fra din side?
    Hvorfor har du som forælder tilmeldt dine tre børn til så mange aktiviteter, der kræver dig, når du har svært ved at magte det?
    Hvorfor kritiserer du festudvalget? Du kunne have meldt dig selv og været med til at lægge niveauet eller læne dig tilbage og være glad for at andre vil.
    Hvorfra har du, at du skal leve op til alle andres forestilling om hvordan man er perfekt i den perfekte verden, når du alligevel vil gøre modstand? Du kan da bare være dig selv.
    Hvad er der i vejen med spinatpirogger? De kan købes færdige ligesom kage kan, men er ellers lige så nemme/hurtige at bage selv som kage. Der findes faktisk børn og voksne, der helst vil fylde maverne med fornuftig kost, når det er muligt, selvom det er december eller har en tro, hvor det ellers kan være svært at spise fra en decemberbuffet, så hvad med at være positiv og velkomne det tilbud, som andre sikkert vil med dit.
    Du har valgt, at du/I skal stille op hver gang et af jeres børn skal noget, der kræver voksenledsagelse. Hvorfor ikke deles om den ledsagelse med andre deltagende børns forældre?
    Jeg kan blive ved med at stille spørgsmål og komme med mine svar til dine frustrationer/problemer, men nu er det nok og jeg har kun gjort det for at give dig et andet perspektiv på dine fortrædeligheder.
    Mvh. og ønske om god december på trods af alle arrangementer

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Kære Kristine. Jeg kan høre, at du er føler dig trådt for nær. Det er ikke meningen. Meningen er, at jeg skriver og siger præcis hvad jeg vil her på domænet. Det er min ventil. Hvis det ikke passer til min læsers temperament, så er der masser andre gode blogs, som jeg gerne anbefaler, hvis der er behov for det. Med ønske om en god december – også til dig.

      Svar
    2. Anne R

      Jeg synes faktisk, du stiller gode spørgsmål, Kristine, som i hvert fald får mig til at kigge lidt indad. For du har jo ret i det hele. Det ER op til os forældre at sætte barren, hugge bremsen i, sætte ambitionerne ned, hyggen op……hvordan man nu vælger at se det og formulere det.
      Men det kan vitterligt være svært. Især hvis man lader til at være den eneste (eller i hvert fald en af få), der har det sådan.
      Og så er der jo også børnene at tænke på. Mange ting kan jeg sige pyt til. Om de andre forældre synes, jeg er negativ? Pyt. Om de undrer sig over, hvad jeg siger nej til? Pyt. Om de synes, “mine” arrangementer er uambitiøse? Pyt.
      Men hvis jeg ved, at mine børn brænder for at deltage i noget, også selvom jeg ved, at det vil kræve enorme ressourcer af os som forældre at gennemføre det – så er det svært at sige nej.
      Ikke umuligt. Men svært.
      Heldigvis bliver jeg bedre og bedre til det. Også til at lære mine børn, at man simpelthen ikke kan det hele altid.

      God jul 😊

      Svar
  10. vibeke

    kære dig 🙂
    Det er første gang jeg skriver til dig men jeg har fulgt med et stykke tid og er fuldstændig henrykt over din måde at udtrykke dig på.Jeg er en halvgammel madam med 7 børn som alle er helt eller næsten voksne …..jeg har været med fra dengang der ikke var lege grupper og arrangementerne var meget begrænset ,men i takt med at jeg udvidede antallet af børn skete der også en udvikling af arrangementer i skoleregi og da jeg på et tidspunkt havde 5 børn på samme tid i folkeskolen blev jeg af “mentale”grunde nød til at vælge mine kampe (ellers tror jeg simpelthen jeg var gået ned med stress) vi skulle deltage i dit og dat i min datters klasse som mest bestod af førstegangsforældre vi skulle bage (og ja det skulle være hjemmebag) på skift og for det ikke skulle være løgn så skulle de små også have viskestykker med og vi skulle skiftes til at vaske hele molevitten kan man forestille sig hvor meget vasketøj jeg havde i forvejen ? 🙂 nå men jeg var så den sure forældre der ikke ville have noget med hele klassens vaske viskestykker at gøre og der blev set ned på mig .Nu er jeg ikke den der tillægger andres mening omkring min person større betydning men jeg blev alligevel noget paf da jeg efter en sommerferie blev ringet op af en af de andre energiske mødre og blev spurgt i et temmeligt stramt tonefald : “om jeg heller ikke i år havde tænkt mig at vaske viskestykker ” og sjovt nok så havde jeg lige nøjagtig ikke tænkt mig at gøre det 🙂 jeg synes det er helt på sin plads at ikke falde på r…. over alle energiske foreslag der indløber i løbet af en skoleperiode og som så meget andet her i livet gælder det at vælge sine kampe så man kan holde ud at være med ..Rigtig godt beskrevet

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Eeeeej, Vibeke! Tak for den søde kommentar! Den havde desværre forputtet sig, fordi min tåbelig kommentar-alert ikke fungerer helt efter hensigten… 😳
      Jeg synes du er tæske-sej, at du sådan sagde fra til viskestykkevaskeriet! Hatten af for at du så gennem fingre med hvad andre folk sagde og mente! Wauw, det er vi rigtig, rigtig mange, der kunne lære noget af! Og du har helt ret i, at det er ens mentale sundhed, man bliver nødt til at værne om i den forbindelse. Tusind tak til dig fordi du læser med! 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *