Sikken voldsom trængsel og alarm

…det er koldt, og man må gå sig varm… Ja, trængslen er jo ikke ligefrem blevet mindre med årene, der er gået, siden Peter Faber kvædede sin vise tilbage i midten af 1800-tallet, og i disse dage har mange af os tilmed fået et drys med julesne. Eller sjap. Og midt i al den mere eller mindre flydende nedbør, ude i kulden, står der en del forhutlede sjæle, der håber på at få en skilling. Nogle vifter lidt med et papkrus, andre spiller muntre sange på mundharmonika, og andre igen sælger ‘Hus forbi’. Der er forskellige måder at gøre det på. Her forleden, ude foran min lokale Føtex, stod en ganske ung mand, med en taske, og en stak ‘Hus forbi’ i armene. Han var ikke én af de insisterende typer; han var tvært imod én som undgik mit blik, og som mest af alt så ud som om han havde lyst til at forsvinde helt og aldeles. Væk. Jeg kom gående med mine to yngste sønner i hånden. Mine sønner, som har (næsten) alt – i hvertfald varmen, hvis de ellers husker at tage deres tøj på.

Den unge mand ramte mig lige i hjertekulen. Jeg har haft svært ved at glemme den fortabthed, han udstrålede. Jeg har følt mig forkælet, og jeg har følt mig magtesløs. Særligt nu, hvor jeg sidder i min varme stue med en god kop te, og skriver, så tænker jeg på, at der nogen derude, der fryser. Og ikke bare på de hjemlige breddegrader, men i hele verden.

Det sætter virkelig tingene i perspektiv, som man så smukt siger – og jo, jeg kan godt høre, hvor klichéagtigt, det lyder. Håber, du bærer over med mig. Men ikke desto mindre mener jeg det: At man skal prøve at huske, at når man er ramt af børneorm, og ketchup på Dolce et Gabbana-skjorten (ikke at jeg ejer sådan én, men vi har til gengæld virkelig meget ketchup), så er det et luksusproblem.

Og det er jo ikke fordi jeg går rundt og er af den holdning, at man ikke må føle sig trist fordi andre har det værre. Faktisk er jeg – som du måske vil vide – et pragteksemplar af en tudefrans, der småhyler over meget små dagligdagsting, når jeg føler verden går mig imod.

Men vi bliver nødt til at se dem, der er i nød. Det synes jeg ganske enkelt er en smørhulsforpligtigelse. Og det er jo ikke fordi jeg mener, at man bør droppe sit fuldtidsjob og gå all in på tilværelsen som frivillig hos den lokale Røde Kors, men nogle gange kan et smil eller en kop varm kaffe også være nok, tror jeg. Det er bare det jeg prøver at sige. Som en tilkendegivelse af næstekærlighed og medfølelse. Det er én af de ting, som jeg virkelig gerne vil give mine børn med videre i tilværelsen. Medfølelsen. Og det er jo i virkeligheden den, som julen – der er lige om hjørnet – handler om. Ikke?

Fotograf: Palle Pophår

18 tanker om "Sikken voldsom trængsel og alarm"

  1. Søs

    Jamen, købte du så hans “Hus Forbi”?
    Selv bevæger jeg mig uhyre sjældent ud i det virkelige liv for at købe ind, men når jeg gør, og der står en sælger, så køber jeg som regel deres blad. Det er ikke altid, jeg får det læst, men så har jeg da gjort lidt.

    Svar
  2. Pendler-mor

    Åh, hvor har du bare ret! Jeg bliver også altid ramt af de følelser og tanker når det blir koldt og vådt udenfor…..
    Da vi boede inde i byen købte jeg tit Hus Forbi og af og til kaffe til især en bestemt hjemløs, som jeg tit passerede. Nu bor vi jo midt i smørhullet i Nord, så vi ser sjældent hjemløse og Hus Forbi-sælgere. Desværre, vil jeg næsten sige. Forstået på den måde, at jeg savner lidt diversitet i mit Tesla-kvarter. Jeg savner ikke at bo i byen, men jeg kunne godt tænke mig et lidt mere blandet klientel….. Også for drengenes skyld, så de ikke vokser op og tror at Tesla og iphone x er kotyme for alle…… Ikke at det er det herhjemme, men du forstår 😉

    Juleknus herfra 🎅🎅

    Svar
  3. vibeke

    Som altid rammer du lige plet 🙂 jeg er så fascineret af at læse dine ord som var det mig selv der havde skrevet dem 🙂 Jeg bor midt i orkanens øje og vi har hjemløse og andre der ikke ligefrem nyder livet på solsiden ,på stort set alle gadehjørnerne. Jeg ser dem ikke så meget i dagligdagen måske netop fordi de er en del af gadebilledet, men ind i mellem er der en der gør særlig indtryk og så donerer jeg lidt mønt . Jeg har gjort op med mig selv at jeg ikke kan redde hele verden, men hvis jeg bare kan gøre en forskel engang i mellem for 1 menneske , så kan jeg godt se mig selv i øjnene 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, man kan desværre ikke redde hele verden, men jeg tænker, at det på mange måder er let at gøre en lille forskel trods alt ✨. Og tusind tak for dine søde ord om mit indlæg, jeg var virkelig i tvivl om jeg skulle sende det i æteren!…

      Svar
      1. vibeke

        Det er jo netop fordi du siger nøjagtig hvad du har på hjertet, at jeg er vild med din blog 🙂 Der er så mange der af bare politisk korrekthed ikke tør nævne hvad de selv føler .Du skriver altid på en god og underholdende måde,selv når det ikke handler om de mest sjove ting.Det er grunden til at jeg læser med her med glæde 🙂 Så tak for dig og alle dine ord og rigtig god onsdag

        Svar
  4. Ellen

    Dejligt og tankevækkende indlæg. Tak for det!
    I vores nærområde er vi desværre mest ‘plaget’ af rumænske – i hvert fald organiserede – tiggere, og dem gider jeg ikke, for at sige det rent ud. Derfor skriver jeg også ‘plaget af’.
    Der er flere forskelle på land og by, end man umiddelbart tænker over …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, der er mange, der er i nød – det er virkelig trist og svært at forstå, at menneskene ikke er bedre til at organisere sig og passe på hinanden.

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Det er bare så smasksvært, synes jeg. Sad netop i går og læste artikel om en mor, der så mindeligt bad folk om ikke at give penge til hendes stof-afhængige søn, for hvis han nu ingen penge fik, kunne det være, han kom hjem til jul … Og så er der de organiserede tiggere, som Ellen nævner. Men ham den faste sælger af Hus Forbi (han står heldigvis inde i vindfanget) ved mit supermarked, han kan da godt få en tyver en gang i mellem.

    Og ja, det sætter ens egne plager i perspektiv. Og jo, man må godt synes, at ting er trælse alligevel 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det kan i hvertfald ikke undgås at man bliver ramt af sit eget liv ud fra de præmisser det nu engang har – alt andet ville virkelig også være mærkeligt!

      Svar
  6. Eva

    Ved Trianglen på Østerbro stod der i flere måneder en gammel mand og tiggede, sikkert en af de organiserede rumænske. Han stod ved SevenEleven, der handler rigtig mange fra den nærliggende privatskole. Ved siden af ham stod to piger på omkring 11 år med deres IPhones og diskuterede, hvad de skulle købe. De så ham ikke. Han så dem. Jeg har billedet på min nethinde.

    Svar
  7. gravidgrahvad

    Jeg er simpelthen SÅ enig. Jeg køber Hus Forbi stort set hver gang, jeg har muligheden for det, men mest af alt tror jeg på at hjælpe dem, der allerede gør en forskel for udsatte mennesker. Jeg har simpelthen sat det i system, så en del af min indkomst fast bliver overført til de organisationer, jeg har valgt (jeg har dog længe tænkt på at rydde lidt op i det, så jeg støtter færre organisationer med lidt flere penge pr. organisation).

    Jeg ville faktisk gerne give langt mere end jeg gør, men det er noget af det min mand og jeg ser meget forskelligt på. Men for mig betyder det meget at huske på, at jeg er sindssygt priviligeret, alene ved at være født som hvid i Danmark, og jeg føler et stort (måske ind i mellem for stort) ansvar for at hjælpe andre. Inden jeg fik sat giveriet i system med faste overførsler, følte jeg ikke rigtig, at jeg kunne tillade mig at bruge penge på “unødige” ting, som en ny telefon eller andet luksus-præget. Det kan jeg bedre nu, fordi jeg ved, at jeg ikke kun bruger penge på mig selv.

    Okay, det lyder måske ret ekstremt, kan jeg godt høre. Jeg er nok meget præget af, at min far altid har arbejdet blandt samfundets svageste, blandt andet på varmestuer, alkoholhjem og handicaphjem. Jeg er opdraget i en atmosfære af, at vi, der er rige, har en forpligtelse overfor de, der er mindre priviligerede.

    Vi kan, som du så rigtigt skriver, ikke hjælpe alle, og som andre også har påpeget kan det være svært at vide, hvad pengene man giver den enkelte tigger går til, og derfor ville jeg lige slå et slag for at støtte organisationer, der ved hvad de har med at gøre. Uanset om det er hjemløse, flygtninge, ensomme, fattige eller hvad der måtte røre ens hjerte, så er der helt sikkert allerede nogen, som er i gang med at gøre en forskel for dem, og som kunne bruge lidt ekstra kroner til at gøre det, de gør.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Vi har også sat nogle af de ting i system hjemme hos os; vi sponsorerer for eksempel en pige i Bolivia, men så er der SMS-donationerne, der er jeg et relativt let offer, for de kommer jo direkte på telefonen og der skal bare svares. Men der har jeg også nogle, som jeg hellere støtter end andre.
      Tak for din kommentar, og kram til dig, Gravidgrahvad 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.