Menneskefrø

Én af de bloggere, der virkelig får det til at rotere på øverste etage hos mig, er Karoline Mathilde. Hun rør mig. Dels fordi hun kan noget (fantastisk!) med ord, og dels fordi hun fyrer mig lige lukt femten år tilbage i tiden. Og måske ikke bare femten år, men måske tyve-femogtyve år; videre tilbage til dengang jeg var en hjemmeboende teenager i en lettere kompleks familiekonstellation. Hvor intentionerne uden tvivl var de bedste, men i virkeligheden mange gange føltes som noget helt andet.

Men det er egentlig ikke dét, der skete (eller ikke skete), jeg ville ind på her, og heller ikke hvad det medførte (eller ikke medførte). Men det er dét med følelserne. Og det er det, der bliver kastet lidt lys over når jeg besøger hvidkaffe. Der bliver kradset lidt i ting, jeg har glemt. Ting, jeg egentlig har lagt bag mig. Og det er ikke fordi jeg på nogen måder kan sammenligne mig selv eller mit liv, med Karolines. Men én tanke det ene sted sætter tanker i gang det andet sted. Så husker jeg pludselig De Grå År. Jeg husker hvor ked af det jeg var, og hvor ensom jeg følte mig. Hvor usynlig og uønsket jeg tænkte, jeg var. Og jeg husker hvor svært det var, at være i et liv, som man følte sig forkert i, og som man ikke vidste hvor flød hen – og som man ikke vidste hvad skulle ende med. Jeg husker det alt for godt, og muligvis skyldes det, at det hele aldrig for alvor har været gemt rigtig langt væk.

Men én ting er mig selv. Mit liv. Min barndom, min ungdom, mine forældre. Mit lukkede kapitel. Noget andet er mine børn. Og det skræmmer mig fra vid og sans, når jeg tænker på, i hvor høj grad man som forælder påvirker sit afkom. Hvilke frø man sår, og hvordan man plejer sin lille spire. Jeg synes, jeg har gjort alt hvad jeg kunne. Det synes de fleste forældre sikkert. Men det er bare ikke altid… nok. Og når jeg spekulerer på graden af min utilstrækkelighed, skræmmer det mig endnu mere, når jeg tænker på, at mine drenge lige om lidt bevæger sig ind i et tågeland, hvor ingenting er normalt. Hvor mængden af valg og muligheder er utællelige. Jeg er bange for, at de en dag forsvinder for mig derinde, og at jeg ikke længere kan nå dem.

Men midt i min frygt for alt dette, så ved jeg, at jeg har gjort noget godt for mine børn: De har fået en fantastisk far. På dage, hvor jeg føler jeg ikke slår til (og det er mange dage), så gør han. Så er det, han får ungerne til at grine. For det kan godt være, at vi nogle gange skændes med ungerne om hvad der skal gøres, spises, læses, huskes (og ikke glemmes) – men når det hele alligevel ender med latter og dårlige vittigheder, så ved jeg, at vi er på rette kurs. Og det er nok min største sejr i denne verden. At de er lykkedes. På trods. Af mig.

Fotograf: Palle Pophår

26 tanker om "Menneskefrø"

    1. Maude Forfatter

      @Birgitte B, Nina PB og Hanne: Jeg hører jer, jeg hører jer!… Og tusind tak for de positive ting I tillægger mig… ❤️

      Svar
  1. Ellen

    Det var en dejlig kærlighedserklæring!
    Men jeg tror du undervurderer dig selv og din rolle.
    Det er jeg så ikke den første der har nævnt …

    Svar
  2. Lene

    Hvor er det smukt skrevet, for ja man kan godt blive skræmt over hvilke spor, man har sat sig eller ikke har sat.
    Og som de andre siger, så har du også en andel i jeres børn, og at det er lykkedes. Det er dog en skøn kærlighedserklæring til din mand, og det er skønt at huske på, når man synes han er lidt træls og dum indimellem 🙂

    Svar
  3. gravidgrahvad

    Havde jeg nu været en sort sydstats-kvinde ville jeg have råbt “Amen” og “Preach it, sister”, men da jeg er en helt almindelig blegfesen dansker nøjes jeg med at sige, at jeg virkelig kan genkende mig selv i de her refleksioner. Mine unger er jo en smule yngre end dine, så for mig udmønter følelserne sig i en slags panik over, om jeg kan nå at give dem alt det med, som de har brug for, når de lige om lidt hellere vil høre efter hvad deres venner siger, end hvad jeg siger.

    Men så er det, som du siger, godt at være to om opdragelsen, og det de ikke får fra den ene, får de måske fra den anden.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, man går lidt i panik fra tid til anden. Men vær glad for at du pt. befinder dig i den forebyggende fase; jeg tænker det bliver langt, langt værre når vi skal til at lave damage control… Gys!!

      Svar
  4. Marina

    Så smuk en kærlighedserklæring og alene det at du kan give din mand den kærlighed og anderkendelse er med til at præge dine børn i en god retning. Og så er der alt det andet meget du giver og gør og som du sikkert ikke helt selv kan se.

    Og nej man kan pr definition aldrig give dem nok og måske skal man hellere ikke for der skal jo først og fremmest være plads til at de selv kan gro vinger. Gør man det ene rigtigt gør man på automatik noget andet galt og omvendt. Sådan har det været til alle tider, men så længe vi står ved os selv og giver dem kærlighed har vi givet dem et fundament.

    Svar
      1. Marina

        Det er det de skal have plads til. Hvis man ikke tør give dem rum får de aldrig groet dem og så bliver deres verden for lille og usikker. Men det er hårdt at se på for de får jo knubs og skrammer når de er ude i verden så på mange måder føles det nemmere at holde dem i favnen.

        Da de var små havde jeg det princip at de godt måtte gøre ting der var lidt farlige hvis det kun var noget man kunne slå sig på. Livsfarlige ting og ting der skader andre var derimod forbudte. Det var nemmere da det var fysiske ting men det er faktisk det samme jeg prøver at lade dem leve efter nu hvor de er teenagere (og preteens).

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Ja, ved at give dem rum, viser man dem tillid, og det booster forhåbentlig også deres selvværd – siger de kloge. Så de kan gro de dersens vinger… 💕

          Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg tror, I har glemt at tage den meningsmåling hvor mine børn medvirker, med i betragtning!…
      Men tak for tilliden, Karoline – og tak for dig 😘

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Ud fra din blog at dømme har du nogle ret vellykkede poder 🙂 Du gør det godt, din mand gør det godt, og I gør det godt – og det skal nok gå alt sammen 🙂
    Det sagt, forstår jeg udmærket godt din angst for, hvad man af vanvare kan komme til at trække ned over hovedet på afkommet, når man selv tumler rundt i sit liv og er alt andet end afbalanceret og overskudsagtig. Gys altså, det er lige til at få kvalme af en gang i mellem. Jeg prøver – prøver virkelig – at fortælle mig selv, at så længe jeg gør mit bedste, skal jeg lade være med at dunke mig selv i hovedet med bebrejdelser, når tingene ind i mellem går lidt (meget) skævt.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det prøver jeg også at sige til mine poder i alle tænkelige sammenhænge: Hvis man gør det så godt man kan, så kan man ikke gøre det bedre… Men det et nu alligevel noget underligt noget, det forældreskab – hvor ingenting kan gøres om igen, og hvor hvert skridt, der tages, er i retning væk fra os.

      Svar
      1. Marina

        Det var nok den fineste formulering på forældreskabet jeg har set længe. Der mangler bare noget om den altopslugende kærlighed og de grå hverdage. God jul

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.