Når man tænker lidt efter

Jeg har en bekendt, hvis far for nyligt måtte indlægges på psykiatrisk. Fordi hans kone var død for ikke så længe siden, og nu døde så tilmed hans gamle mor. Og nu følte han ikke længere, at han havde nogle livliner. Det var jo ikke fordi han ikke havde sine børn eller børnebørn, men de var jo lissom et andet sted i livet. På arbejde, og i skole, og den slags. Dé steder i livet. På vej til og fra ting, i det samfund, vi har skabt. Hvor vi skal tjene penge, for at få råd til at andre mennesker kan passe vores børn. Sådan sat på spidsen, i hvertfald. Med andre ord var de ikke sådan lige rundt om hjørnet – ikke hele tiden, i hvertfald. Og jeg vil tro, at sådan er det i 99 ud af 100 tilfælde. For mit eget vedkommende bor min mor i Jylland, og med ganske få undtagelser passer det mig faktisk glimrende. Fordi jeg på en eller anden vis er blevet til sådan en mekanisk datter, der ringer på faste tidspunkter for at sikre mig, at alting er ok, og så tænker jeg egentlig ikke så meget mere over det. Med undtagelse af lige nu, altså. På grund af det, med min bekendtes far.

Da jeg blev mor, lagde jeg helt bevidst afstand til mine egne forældre, og det var der mange årsager til. Jeg synes, der var alt for mange dunkle fortidsskygger, som skærmede for solen i mit nye liv. For meget drama, for mange meninger og mange fastlåste roller, jeg gerne ville undvære. Jeg havde behov for lidt mindre Strindberg i det daglige, følte jeg, og jeg ville egentlig bare gerne være mig, uden at nogen på forhånd havde defineret hvad det indebar. Jeg fandt ud af, at det passede mig vældig godt, når tilværelsen var langt mindre kompliceret; når alting ikke skulle placeres med en label på, men i stedet bare kunne få lov til at være – helt selv. Uden label i den ene eller anden (forkerte) farve. Og sådan har jeg det sådan set stadigvæk (også selvom matriklens prinsegemal utvivlsomt vil mene, at sådan er det slet ikke. At jeg er røv-kompliceret og vældig Strindbergsk, hver dag, helt solo).

Men ind imellem, så tænker jeg alligevel lidt over, hvad jeg efterlod. Jeg tænker på, hvor svært det bliver at være både mig og min mor, når hun bliver rigtig gammel. Der vil komme buler i min teflon, det er helt sikkert. For jeg er en hård nød på mange måder, men jeg er ikke kun det. Jeg er også andre ting. Så derfor bliver jeg nogle gange ramt af en følelse, som for eksempel når jeg hører, at min bekendtes far knækkede. Og når min mor sender en SMS om, at det ville være hyggeligt, hvis vi lige havde mulighed for at kunne komme forbi til en kop eftermiddagste. Så er der noget inde i mig, der længes efter det nære i et større billede. Og så tænker jeg på at flytte. Til Udkantsdanmark. Ud til en forestilling om, at sekundviserne går langsommere dér; at livet er mere intenst og mere nærværende. Knapt så hektisk. Jeg forestiller mig, at det er et sted, hvor man mærker vinden ruske, og frosten kradse. Hvor årstidernes skiften faktisk er noget man føler, frem for noget man ser i kalenderen. Og hvor man passer på hinanden, ikke mindst. Og nej. Det er jo ikke fordi, jeg vil spole tiden et århundrede eller to tilbage. Og dog. Lidt vil jeg måske alligevel. Ind imellem. Ved du hvad jeg taler om?

Fotograf: Palle Pophår.

22 tanker om "Når man tænker lidt efter"

  1. Skalotteløg

    Ja, det kender jeg godt. Jeg har det lige omvendt. Drømmer lidt om livet i byen, hvor alting er tæt på, og man bare lige kan gå ned på hjørnet, hvis man har glemt at købe creme fraiche til sin dipmix. Hvor man kan mødes spontant med sine venner på en café en helt almindelig tirsdag eftermiddag frem for at skulle planlægge flere måneder i forvejen, fordi det jo er en halv dagrejse bare at komme frem.
    Jeg længes også. Men tror mest, det handler om samfund, mindre om hvor i samfundet, huset er placeret ❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Du har ret i, at byen er fuld af creme fraiche og café latte – og jeg nyder begge dele i stor stil! Tak for påmindelsen! ❤️
      Men samtidig så længes jeg også ind imellem efter noget af det, som man ikke finder i byen. En forestilling jeg har proppet til randen med nostalgi. Det er måske den gamle historie om græsset, der er grønnere på den anden side?

      Svar
      1. Skalotteløg

        Åhja, og grønt græs. Også det! Kan berette, at der mest er mos i plænerne i Udkantsdanmark 😉 Og ja, det er da grønt – men slet ikke lige så velplejet og pænt at se på som græsset i Kongens Have!

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Det er fordi der er et helt gartner-team ansat i Kongens Have til at komme selv den mindste lillebitte smule mos til livs. I mine øjne, så er det altså ok med lidt mos… 😜

          Svar
  2. Ellen

    Den er svær, ikke sandt? Har du ‘bare’ dårlig samvittighed over for din mor, eller vil du virkelig gerne flytte væk fra ræset? Jeg følte mig i mange år stavnsbundet til at bo tæt på mine forældre – først fordi jeg var alene med C i så mange år (og det var altså fedt altid at have villige barnepiger), og senere fordi de gav hende en hest. Så kunne jeg jo ikke rykke barnet væk fra at kunne cykle ud til den flere gange om ugen. Senere igen fordi de blev gamle og min samvittighed forbød at flytte længere væk fra dem – de havde jo hjulpet mig så meget tidligere. Det var alt sammen både godt og skidt …
    Du lader dog til at have nogle skeletter i skabet – det er måske et lidt dårligt grundlag at starte et nyt liv på … men det skal nok heller ikke være lige nu, vel?
    Det er virkelig et dilemma, om man kan tillade sig at være kold og ret ‘uhjælpende’ og dermed nyde sit eget liv, eller man skal ofre en del af denne frihed for andre. Ens forældre har nemlig formentlig først rigtig brug for hjælp, når man er blevet alene to, fordi børnene er fløjet fra reden.
    Held og lykke med de videre overvejelser 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for din lange kommentar, Ellen! 😘 Jeg nyder at være hvor jeg er, tro mig – og jeg får aldrig min born-an-raised-københavner-halvdel med til noget som helst Udkantsdanmark. Men nogle gange, så er der lige en tanke. En tanke om noget andet. Og mere simpelt. Også selvom jeg godt ved, at hvis der er en nisse, så flytter den med – selv til Udkantsdanmark! 😉

      Svar
  3. Anette

    Græset er ofte grønnere
    men jeg oplever altså at jeg kan mærke årets skifte her i udkanten af Danmark.
    Men jeg kan da også savne nogle ting fra byen… særligt at kunne få andet end pizza som take away. … har trods alt en brugs tæt ved så kan handle det meste af dagen.
    sider lidt med tanken at det da helt vildt de ville indlægge for en livskrise (de steder jeg har mødt kommer med en tag dig sammen kommentar for sådan noget) godt de gjorde det for din bekendte, når behovet var der.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, man kan ikke både blæse og ha’ mel i munden på samme tid… Det er vist noget med prioriteringer, i forhold til hvor man gerne vil være i livet. Mht. min bekendtes far, så tænker jeg det var det, der var behov for – og så er jeg glad for at han blev taget alvorligt.

      Svar
  4. gravidgrahvad

    Ja, jeg forstår godt dine tanker. Den grundlæggende refleksion over, om man nu er der, hvor man gerne vil være, og om livet leves sådan som man gerne vil leve det, genkender jeg fra mig selv.

    Nogle gange fører sådan nogle overvejelser til et enten/eller valg, og andre gange til en finjustering af prioritererne. Måske er det sidste noget du kunne overveje? Den nærhed, langsomhed og indlevelse, du længes efter, kan måske godt findes i det liv, I har nu – med nogle mindre justeringer end en flytning. På samme måde vil en langsom genopretning af dit forhold til dine forældre måske faktisk være bedre at tage på langdistancen – måske kunne man drikke den kop eftermiddagste over telefonen sammen?

    Bare lige mine tanker.
    Kram fra mig

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for kram og tanker, Gravidgrahvad! ❤️ – ja, vi flytter i hvertfald ingen steder (lige nu), men nogle gange får jeg bare en snert af noget… udefinerbart, der rimer lidt på at gå og samle kogler i skoven. En anden form for ‘i pagt med sig selv’, som muligvis er et levn fra de dér øjeblikke fra barndommen, hvor minutterne bare gik lidt i slowmotion nogle gange – på den gode måde. Og det tvivler jeg lidt på, at jeg kan finde ind til igen. Men drømmen lever stadig. Om det intense fokus på lyde og dufte. De dér ting man nogle gange er så sindsvagt dårlige til som voksne…. Kram tilbage til dig ❤️

      Svar
  5. Marie

    Hej igen…Jeg har tænkt på at kommentere virkelig mange gange siden i sommer, men der kommer hele tiden noget i vejen såsom børn og arbejde og den slags småting 😉 Jeg kan ellers ofte spejle mig i dine indlæg. Du er sådan lidt mit fremtidsjeg ti år længere fremme med tre skolebørn og ligesom mig med et lidt introvert, analytisk sind… Undskyld hvis det lyder spooky. Nå men tænkte på, da jeg læste dette, at jeg jo ikke kender din relation til din mor, og hvis hun har gjort dig uret, er det jo hende, der bør rette op (hun er den voksne i jeres forhold), men hold op jeg kender mange, der i disse år vælger familien fra – og det er sørme hårdt. Jeg tænker på, hvad det gør ved vores børn, hvad mon de vælger, når de bliver voksne? Hvad er det der gives videre af rodløshed? Jeg vil ikke slå nogen oveni hovedet med det, men jeg prøver at vise mine unger, at jeg kan have en god/tæt relation til mine forældre, selvom mine forældre og jeg kan være uenige om mange ting. Det er ikke muligt for alle, det ved jeg, men nogle gange når man har kappet båndene, kan de måske knyttes igen på nye måder, hvor man tager sin voksenhed på sig. Så familien bliver noget andet, måske bedre, end man før syntes den var. Fordi det kan give mening at have flere generationer tæt på som et spejl for vores liv? Selvom blogs er fede nok, så kan de nok ikke det samme som familie/venner (he). Ellers er vi helt alene med sandheden/tvivlen og så skal vi nok også forbi psykiatrisk. Håber din bekendtes far fik hjælp, og at han ikke er helt alene i verden.

    Svar
    1. Marie

      Ej mand der fik jeg sgu lige gjort dig ældre, end du er. Der er kun otte år og ét barns forskel på os 😉 Ikke desto mindre synes jeg, at jeg kan bruge dine erfaringer fra (familie)livet til rigtig meget! Så tak.

      Svar
      1. Maude Forfatter

        Åh, jeg kender alt for godt alle de ting, der kommer i vejen – det hedder hverdag! 😂 Men TAK fordi du tager dig tid til at skrive, og du er på ingen måde spooky: Det er jo MIN gave, når andre kan bruge det, jeg skriver til noget, og når andre kan se sig selv i det, så føler jeg mig lidt mindre alene. Så tak igen 😘…
        Jeg kan sagtens tilslutte mig det du siger om at kappe bånd. Der har også været en del klipperi i min familie, men det har andre stået for. Jeg har ‘bare’ lagt en distance, men det er muligvis lige så skadeligt. Men jeg har været klar over, at det endegyldige brud ikke var løsningen på noget tidspunkt, fordi jeg ved hvor meget utryghed det medfører hos børn. Og jeg føler måske også at distancen gradvist bliver mindre, men alt det der…. det tager tid. Og så er der også det, du skriver med generationerne, og her tror jeg virkelig vi taber noget guld (og noget langsommelighed) på gulvet, fordi vi er så institutionaliserede – men det er vist en helt anden diskussion!
        Kram til dig 😘

        Svar
  6. Anne R

    Jeg tror, man SELV må få urets visere til at gå langsommere. Selvom man bliver boende i Kbh.
    Og jeg tror, at man kan flytte på landet og alligevel blive ved at halse rundt og føle sig stakåndet.

    Hvordan man får tiden til at gå langsommere, er nok forskelligt fra person til person. Men jeg gætter på, at det for mange vil handle om at sige fra, vælge fra, vænne sig fra telefon og skærm, sørge for masser af luft i kalenderen.

    Min svigerfar ligger på sit yderste i disse dage, og jeg tænker meget på hans kone. Hvordan bliver det for hende nu? Jeg forstår virkelig godt, at man kan få akut og voldsom livskrise.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Du har helt ret i, at det er op til én selv, at få tiden sat lidt i stå – det er jeg slet ikke i tvivl om! For det er klart, at hvis man har skruet op for tempoet, så bliver det ikke bare automatisk sat ned bare fordi man eventuelt skulle beslutte sig for at flytte på landet. Eller hvad det nu skulle være. Jeg tror bestemt også du har ret i, at det er en god idé at skrue ned for skærmtid…. Er du vimmer, det er svært når man har en blog! 😳 – men jeg tænker helt klart over løsninger i det regi alligevel!
      Et ekstra-stort kram fra mig til dig og dine i disse hårde dage med din svigerfar! Jeg mistede jo min egen svigerfar i juli, og puha – det er ikke let for nogen. 😢

      Svar
  7. Anne

    Jeg ved desværre ikke alt – så meget har jeg da fundet ud af, men jeg tror der er noget (meget) om det du siger med at græsset er grønnere på den anden side af hækken…
    Jeg har både boet i København N og ret langt ude på landet som voksen, og når jeg er i Kbh. længes jeg efter vinden, vandet, roen, og når jeg er dér, vil jeg så gerne til byen, sidde på en cafe, have dén der kiosk nede på hjørnet, kunne det meste hele døgnet o.s.v. Jeg kunne blive ved.
    Man kan være meget glad og meget trist, begge steder, og stres kan også slå ned i skovens dybe stille ro, og – vigtigt – er der mor-problemer kan de komme efter én hvor end man løber hen, og hvor hurtigt man end spæner 🙂
    Det ved jeg da – laang erfaring!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for dit syn på sagen – jeg føler mig helt overbevist om at din tese holder! Jeg har det også sådan nogle gange når jeg er i sommerhus, så bliver jeg helt vanvittig over frøer, skovsnegle, myg og regnvejr, og så vil jeg ind til den civiliserede verden så hurtigt som muligt, og ha’ en barista til at lave mig noget kaffe der er baseret på andet end nescafé. Og når jeg så sidder der, så vil jeg tilbage til skovsneglene… Det er helt klart noget med ens sindstilstand. Og yes: uanset hvor mange skeletter man har parkeret i skabet, så følger de med. Til verdens ende. Men nogle gange kan man ha’ lidt held til at lade dem forblive i skabet for en lille stund…. Måske længe nok til at man vokser fra skrækken. Kram til dig 😘

      Svar
  8. Hanne

    Her på grænsen til udkanten hvor jeg bor kan mærke vejret og årstiderne, tydeligt og også de dage det ikke er så sjovt at skulle i stalden. Men det er næsten umuligt at forestille sig at leve andre steder. Lokalsamfundet er godt, man bliver holdt øje med – også på godt og ondt – og passet på når der er behov.
    Jeg bor ½ times kørsel væk fra mine forældre, det er passende. Men at dosere kontakten så den ikke bliver mekanisk, det er fortsat en udfordring.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hvor er det rart at høre om det, Hanne! Du beskriver lokalsamfundet helt som jeg tænker det er. Og jeg tænker, at det hovedsageligt er godt? På trods af de mindre gode ting også? Og så er jeg glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der har et lidt mekanisk forhold til det der follow-up på forældredelen…. Tak fordi du skrev! 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.