Om at miste en ven, der aldrig rigtig var din

Det der med relationer, det er noget underligt noget. Tusindvis af individer krydser hver dag hinandens spor; nogle gange knytter man bånd, men langt de fleste gange drøner man bare videre i sin egen rille, sin egen dagligdag, uden at se sig tilbage. Men nogle enkelte personer krydser man hist og pist spor med igen og igen, og det kan hænde, at personen bliver til en ven. Ved siden af, er der alle de perifere relationer man også har, med mennesker man ligeledes møder jævnligt, fordi man har ting til fælles. For eksempel arbejde, børn og sport, og den slags.

I det her liv vi lever, har vi ekstremt mange perifere bekendtskaber – har du tænkt over, hvor mange der med al sandsynlighed er i dit liv? Faktisk er der så mange bekendtskaber af den ene og den anden slags, at vi nogle gange føler os nødsaget til at luge lidt ud i mængden. Fordi der simpelthen er for meget og for mange om ørerne på os, bliver vi nødt til at prioritere, hvad vi siger ja og nej til. Og i den forbindelse er der mange, der klipper båndene til den ven, der befinder sig nederst på den prioriterede liste. Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er, for jeg har gjort det selv, og jeg forstår til fulde, at der kan være et behov for at vælge det fra, som måske egentlig bare – groft sagt – er støj i vores liv, og som tager energien, frem for det omvendte.

Men jeg ved ikke helt, om det samtidig er denne mulighed for fravalg mennesker imellem, som gør mig usikker, når jeg er sammen med andre mennesker. Dybest set har jeg nemlig en iboende overbevisning om, at de mennesker jeg er sammen med i virkeligheden langt hellere ville lave alt muligt andet, end at sidde og visne i mit selskab. At jeg ikke er et aktivt tilvalg, men at jeg nok snart er et aktivt fravalg. Det er en helt grundlæggende følelse jeg har, der gør, at jeg kun føler mig tryg sammen med en meget, meget lille håndfuld mennesker. Paradoksalt nok gør denne følelse faktisk også, at jeg nogle gange sorterer ud blandt de mennesker, som jeg faktisk holder af, hvis jeg føler, at de ikke holder helt så meget af mig, som jeg holder af dem. Så trækker jeg mig. Og reelt ved jeg ikke, om det rent faktisk forholdt sig sådan, men det er noget, som jeg alligevel gør. Smutter. Passer på mig selv. Fordi jeg ved, at menneskelige relationer i langt de fleste tilfælde er tidsbegrænsede – både de nære og de perifere.

Men selvom jeg nogle gange tager halen mellem benene, og går den anden vej, så er jeg der stadig, på en eller anden måde. Bare så du ved det. Og det er vel det, kærlighed og venskab dybest set handler om?

Fotograf: Palle Pophår

22 tanker om "Om at miste en ven, der aldrig rigtig var din"

  1. Cille

    Hej du. Jeg kender det så meget. Nu hænger jeg lige mig selv ud over kanten her, men here goes – jeg ville ønske, at vi ikke kun var flygtige bekendte, som vi nok bedst karakteriseres som. Fordi når vi flygtigt mødes føler jeg et slægtskab, jeg synes er usædvanlig.
    Kh

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hvor er du sød, Cille – det tager jeg med mig videre! 💕 Og hvor er det rart man ikke er alene om de tanker man går og gør sig!

      Svar
  2. vibeke

    kæreste dig …Det var et oplæg jeg selv havde kunne skrive ..hvis jeg ellers havde en blog jeg har gennem tiderne valgt mennesker/venner/bekendte fra netop fordi jeg har tænkt at jeg nok hellere måtte vælge dem fra inden de valgte mig fra .Jeg tror det er nødvendigt ind i mellem netop for at passe på sig selv, ikke at jeg tror de mennesker har ondt i sinde, mere fordi at det er nemmere, når det er en selv der vælger fra så er det ikke helt så slemt som hvis man er den der bliver valgt fra giver det mening? 🙂 jeg tror det er noget der ligger dybt i bagagen og er svært at bryde med og netop fordi vi er omringet af så mange relationer hele tiden og alt går så hurtigt så er det måske svært at fordybe sig og holde rigtig fast i dem der virkelig betyder noget …. Jeg synes som alt andet du skriver at det går rent ind hos mig og at jeg synes du forholder dig til de ting der optager dig, på en fuldstændig fantastisk måde 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det giver helt perfekt mening, det du skriver! Jeg forstår hver en del af det, du nævner – og du har helt ret i at tempoet i vores tilværelse også spiller en helt central rolle i det her. Hvor blev jeg glad for din kommentar og dine skønne ord – TAK, Vibeke! ❤️

      Svar
  3. Ellen

    Jeg holder meget af denne slags eftertænksomme indlæg, som får mig til at stoppe og og tænke grundigt over, om jeg overhovedet har nogle vise ord, der kan matche dine. Og det var svært, var det. For jeg kunne næsten ikke finde ud af, hvor jeg selv er i det spil.
    Eller … jo … jeg ved måske nok, HVOR jeg er, men ikke helt, hvordan jeg er havnet der. Er det aktivt fra min side? Er det held? Er jeg andres aktive tilvalg eller passive forbliven?
    Jeg har fået fire rigtig gode venner her i en halvhøj alder – og flere dejlige bekendtskaber, som ikke er tætte nok til at kunne kaldes venner.
    Jeg mistede for syv år siden min veninde gennem 40 år, fordi vi efterhånden var vokset fra hinanden – og desværre skiltes vi som uvenner, men jeg gjorde intet for at række en hånd ud, selv om jeg nok burde have gjort det.
    Jeg vælger åbenbart både til og fra, hvilket måske er en del nemmere for mig end for dig med tre børn og hele det påtvungne sociale liv, der er en konsekvens heraf.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Der var jo en grund til, at du ikke rakte hånden ud, sådan som jeg læser din kommentar? Så selvom venskabet sluttede på en knapt så ønskværdig måde, så tænker jeg ikke det lyder som noget, du må gå og slå dig selv oven i hovedet med. Jeg havde selv sådan en veninde engang, og selvom vi ikke skiltes som uvenner, så havde jeg en meget surrealistisk oplevelse den sidste gang vi sås, hvor jeg sad og vidste med mig selv, at vi aldrig ville se hinanden igen.
      Tusind tak for din skønne kommentar, Ellen! 😘

      Svar
  4. Marie

    Hvor er det i fint indlæg. Jeg har mange af de samme tanker. For et stykke tid siden gik det op for mig, hvor mange gange jeg i mit liv har meldt fra til fester og sammenkomster, fordi jeg følte mig forkert/træt/grim e.lign., mens de der inviterede (måske) rent faktisk ønskede, at jeg var der. En veninde sagde til mig, at hun faktisk var blevet skuffet flere gange. Tænk at man skulle blive 33, før man nåede den erkendelse… Det kan jo tolkes som mindreværd, men også utrolig selvoptagethed egentlig. Nu vil jeg øve mig i at tænke, at den der inviterer, gerne vil mig. Næsten alle jeg kender har så forholdsvis små børn nu, deraf er der ret få fester, men det samme gælder for mennesker, der giver udtryk for, at de godt gider mig som ven – jeg prøver at stole på dem.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det var en kommentar til eftertanke! Og det lyder også som om du virkelig har tænkt efter og mærket efter – det lyder som om du er landet i ‘dig’, og hvor er jeg glad for at høre det! 💕 Kan du lokkes til at uddybe delen om selvoptagethed? Jeg er ikke sikker på, at jeg lige forstår den del?

      Svar
      1. Marie

        Hmm ja, det med selvoptagethed var altså ikke ment på dig, kun på mig selv – bare så vi har det på det rene 🙂 Jeg mente egentlig bare, at jeg måske har været for optaget af min egen forkerthed, at jeg måske til tider har dyrket den lidt. Eller i hvert fald har dyrket forkertheden så meget, at jeg ikke kunne se, hvad der var vigtigt for andre måske? Men det er lidt et tveægget sværd, for der ligger også sådan lidt min fars kommentarer gennem min barndom om “at jeg skulle tage mig sammen” i den overvejelse. Altså det var noget han sagde, selv da jeg kæmpede med bulimi, så om jeg har været selvoptaget, eller bare simpelthen haft det skidt, det er svært at sige 😉 Nogle gange har jeg jo rent faktisk haft det skidt med mig selv. Nu er jeg under alle omstændigheder nogenlunde fin i mig selv, som du også skriver, ja. Ok undskyld oversharing, nu tilbage til arbejdet ..

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Nej, nej – jeg tog det på ingen måde nært eller personligt, var blot nysgerrig! 😀 Og synes det er nogle virkelig interessante tanker du gør dig, og jeg kan forstå dem, og se mig selv i dem til fulde! Det har lige givet mig lidt at tænke over, så jeg er super-glad for at du tog dig tid til at uddybe! Tak, Marie! 💕
          PS: I virkeligheden vildt hvordan de hårde fædre virkelig får jokket i spinaten og på deres sårbare døtre!

          Svar
  5. Birgitte B

    Sikke et fint indlæg. Jeg har haft mange af den slags tanker, da jeg var yngre. Men en skilsmisse og en tur hos en psykolog har gjort mig mere ‘hård’ i filten og jeg tænker stort set aldrig sådan om mig selv mere. Det gør stadig ondt at blive valgt fra, men jeg håndterer det meget bedre end før. Plus jeg aldrig sætter mig selv lavt. Jeg er noget værd!
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Fedt, at du har hold på dit eget selvværd! ❤️ Nogle gange er jeg også hård i filten, men forskellen mellem det hårde og det sprøde/skrøbelige er for mit eget vedkommende nogle gange næsten ikke-eksisterende, forstået på den måde, at det faktisk nogle gange er samme side af samme sag.

      Svar
  6. Laila

    Jeg synes, det er så smukt i dine tekster, når du tør at gøre dig sårbar. Jeg kommer til at tænke på, at det er det kunstnere også gør med deres værker. Og at det er derfor vi kan røres af dem, bruge dem og spejle os i dem.
    Men det er et sårbart sted for kunstnere selv, at befinde sig der. Og det er det sikkert også for dig – som fortæller ? Som er en kunstform i sig selv.
    Du gør det godt.
    Og jo, sådan tænker jeg også, selv om venskaber brydes, så bærer vi mennesker hinanden med i hjertet, og alt det vi har haft, og derfor vil vi altid være der for hinanden – på en eller anden måde. Og derfor kan menneskers venskaber måske aldrig rigtig brydes. Selvom vi tror det.
    Tak for dig og dine tekster, Maude.
    Du er skøn.

    – Laila.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, man bærer nemlig hinanden i hjerterne stadigvæk! Hvor er det rigtigt! ❤️ Tusind, tusind tak for din kommentar, den har virkelig rørt mig meget dybt – skal vist liiiige ha’ fundet en lille kleenex frem her! 😘

      Svar
  7. Fruen i Midten

    Det indlæg måtte jeg lige tygge lidt på! For det giver rigtig meget genklang hos mig, men alligevel ikke helt. Eller måske alligevel jo. (Jeg tygger nok stadig …). Har i hvert fald kun ganske få nære venner, og har især virkelig svært ved at holde ved, hvis et spirende forsøg på venskab viser sig. Ikke at jeg nødvendigvis bare ditcher folk, men overdreven passivitet (min) kan jo sagtens medføre, at jeg bliver opgivet, før vi når længere. Hvorfor jeg gør (eller netop ikke gør) sådan, ved jeg ikke, men jeg skærmer vel mig selv fra et eller andet. Eller?

    Tak for tanke-aktiverende indlæg!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Selv tak, søde frue 💕 – og ja, der er mange forskellige vinkler på venskab, og på hvordan man griber det an. Og der er nok i virkeligheden måske også forskel på hvordan man selv agerer fra gang til gang, og fra ven til ven?

      Svar
  8. Macu

    Jeg har ikke så mange venner, men dem jeg har er vigtige for mig. Skønne mennesker som fylder på en god måde i mit liv. Nogle gange glider et venskab langsomt ud, ser det sjældent som et bevidst fravalg. Det er jeg tit ked af, har nærmest en slags sorg, over jeg ikke har været bedre til at prioritere venskabet i en alt for travl hverdag. Jeg er sjældent bange på samme måde som dig, ikke i de stærke venskaber.
    Mit er mere i forsamlinger, som her. Jeg synes du er fantastisk og vil så gerne kommentere og dele mine tanker og så føles det som et slags venskab. Men så bliver jeg opmærksom på, hvor svært det er for mig at formulere mig på skrift. Jeg ved, at der er fejl, som genere nogle og måske dig, og så tør jeg ikke kommentere. Men nogle gange, skider jeg på det, og så skriver jeg bare til dig. For at du skal vide hvor meget jeg pris jeg sætter på dine indlæg. Du gør en forskel i mit liv, tak

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Macu, du må aldrig, aldrig lade være med at smide en kommentar når du har lyst – jeg værdsætter altid dine tanker SÅ meget, det skal der absolut ikke herske nogen tvivl om! Og du har altid noget fantastisk på hjerte, så bare ud med det – jeg er helt sikker på, at andre, der læser hvad du skriver tænker det samme! ❤️ Bortset fra det, så tror aldrig, jeg har fået at vide at jeg gør en forskel for nogen – og sådan en bemærkning gør virkelig det hele værd, så tusind tak for de søde ord, Macu! (Jeg kan godt forstå dine venner holder godt fast i dig! 💕) Pas godt på dig selv derude – stort kram!

      Svar
      1. Macu

        Nu er det mig der takker ❤️
        Jeg troede, du vidste det med at gøre en forskel. Du har skrevet så mange fantastiske indlæg, som har fået mig til at stoppe op og tænke. Desuden har jeg altid dig i tankerne, når noget skole arrangement bliver for langhåret eller for åndssvagt 😏

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Tak! (- igen ❤️) Og hvor er jeg glad for at høre, at du sender mig en sød tanke netop når skoletingene bliver lidt for mærkværdige!! 😘

          Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.