Confession time

Jeg elsker at læse med hos andre, som kan få mig til at reflektere en ekstra gang over tingene, og i denne omgang er det de her indlæg hos Hvid kaffe og Fyrsten og fruen, der har sat mine små grå i rotation. Begge indlæg handler nemlig om, hvordan det ind imellem kan føles, når man blogger.

I forhold til min egen selvransagelse har jeg lige gravet et spadestik dybere, end jeg plejer. For alle de følelser, som de to skønne damer beskriver; dem kender jeg så inderligt, og hvis du har læst med længe nok her på domænet, så kan du muligvis også huske, at jeg ved tidligere lejligheder har skrevet om mine småskizofrene følelser i forhold til det her bloggeri (for eksempel her).

Som Karoline giver udtryk for, så er det en bid af himlen og en bid af helvede; det bedste og det værste. Det himmelske ligger i den forløsning der følger den proces, hvor hjernen er fingrene, og fingrene er ordene, og ordene flyder helt af sig selv i en lind strøm, og det hele går op i en højere enhed. For en stund. Det er fixet. Det er derfor, vi skriver, dybest set. For at få det ud.
Så kommer helvedesdelen, som for min egen part fylder for meget. Fordi jeg lader den fylde. Og de ord, som Elisabeth og Karoline bruger om denne del, og som jeg her har rodet sammen i et syndigt kaos, er ord som sammenligning, misundelse, mindreværd. Frygten for afvisning; frygten for ikke at passe ind. Om ikke at føle sig god nok, om at have ondt i maven. Og nu, hvor jeg sidder og samler op på nogle af de ord, bliver jeg lidt skræmt, faktisk. For det er hårdt!

Jeg har som sagt tænkt en del over det her, fordi det hele stod så soleklart for mig da jeg læste deres indlæg. Og jeg er for mit eget vedkommende nået frem til, at det handler om at blive set. Jeg vil gerne ses herinde i Blogland. Åbenbart. Ikke bare sådan hej-hej-agtigt, men mere sådan på Maude-2½-år-gammel-SE-MIG-SE-MIG!!-måden. Det handler om, at jeg vil inviteres med til festen, og at jeg har et ønske om at være ’nogen’. At jeg ikke vil være den, som toget kørte uden. At jeg ikke vil være usynlig.

Og du behøver ikke sige til mig, at det er usmageligt, for jeg ved det godt. Og jeg er ikke stolt af det, men det er sådan det er. Og jeg tager mig selv i, at mere vil ha’ mere. Og det er virkelig ikke en særlig klædelig karakteregenskab at rende rundt med; ja nogle ville endda gå så vidt som til at sige, at det er en dødssynd. Det skal jeg tidsnok finde ud af, men hovedsagen er, at mens jeg har vandret  rundt og filosoferet over alt det her, så slog det mig, at det dér behov for at blive set, det hænger i virkeligheden slet ikke sammen med bloggen. Det hænger sammen med noget helt andet. Noget andet, som er mere mig, end bloggen er. Og det er måske det, som jeg først og fremmest skal gå lidt efter i sømmene. Og så i bund og grund bare indse, at alle ikke kan blive set af alle. At anerkendelsen ikke ligger som en håndgribelig størrelse og venter på, at jeg når frem til den. Men at alting er godt, som det er. Og at jeg lever og står fint, præcis dér, hvor jeg befinder mig. Og at det er okay. Så i min nyerhvervede erkendelse af, at blogging på nogle områder faktisk er mere ekstremt end kampsport, bliver jeg nødt til at gøre en indsats for at passe lidt bedre på mig selv, og lade de andre være de andre. Selv. De lever og fester nemlig fint videre uden at jeg står og hopper op og ned ude i periferien.

Og hvis min kampsport med den strategi stadig ikke er til at have med at gøre, så overvejer jeg om det dersens curling måske er noget? Eller ishockey? Måske jeg er klar om fire år, når der er OL igen? Hvad tror du?

21 tanker om "Confession time"

  1. Birgitte

    Jeg har haft en snert af de følelser, da jeg havde haft bloggen et par år. Nu er jeg forlængst nået forbi det punkt og har kun bloggen for min egen skyld. Hverken stor af betydning, kliks eller kommentarer. Og det har jeg det sgu ok med. Den fylder det ud for mig, som jeg vil have…
    Kh. Birgitte

    Svar
  2. Anette

    Fedt at I sætter ord på det
    mon ikke alle har et eller andet behov for at blive set, i en eller anden grad, jeg har da et behov for at folk ser min blog.
    men det er også bare rart at få sat ord på sine tanker.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, nu satte jeg i hvertfald ord på også, uha-uha!…. 😵 Jeg er glad for at høre, at vi er flere der kender følelserne!

      Svar
  3. Anne R

    Jeg tror, den slags er meget udbredt. Se dog bare på, hvad folk lægger ud på Facebook af ligegyldigheder.
    Alle og enhver har fået en platform at stå på hos Facebook. Selv mærkede jeg den også lidt. Det der med at det føltes dejligt at lægge et billede op og få kommentarer og likes. Jeg kunne mærke, at det begyndte at blive et issue for mig, og at jeg ikke kunne LIDE den side af mig selv. Og følelsen var i øvrigt også ambivalent, for jeg blev samtidig genert, selvbevidst og flov over mig selv.
    Så nu er jeg holdt helt op med at lægge ting op. Det er meget nemt at lade være, har jeg opdaget. Og jeg er meget gladere.
    Jeg siger ikke, at du skal holde op med at blogge. Slet ikke!
    Men det her virkede for mig.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg kan 100% følge dig i det du siger! Det er noget mærkeligt noget, at man på den måde kan lade sig påvirke af sin spejling i andre mennesker – og tanken om at trække stikket ligger mig heller ikke helt fjernt. Men samtidig så har jeg også en kriblen i fingrene efter at lade ordene få frit løb, så jeg er ikke sikker på, at det faktisk er en mulighed, haha! 😂 Men efter at ha’ set fjenden (altså kendsgerningerne…) i øjnene (so to speak), har jeg faktisk følt mig ti kilo lettere inden i. Ud til højre med de tåbelige følelser! Kram til dig!

      Svar
  4. Ellen

    Det er noget, jeg også med jævne mellemrum tænker over … hvorfor blogger jeg? Og hvorfor bliver jeg ved med at blogge? Det er jo bestemt ikke altid lige interessant for andre, det jeg skriver, og alligevel gør jeg det næsten hver dag.
    Det er vel i bund og grund ekshibitionisten i én, der vil ud i lyset, ud og fremture med ens uforgribelige mening – eller bare få luft for et eller andet, der trænger sig på.
    Det er absolut sjovest, når man får noget respons, eller i hvert fald kan se, at der har været mange læsere. Jeg vil ikke påstå, at jeg kun skriver for mig selv, for så kunne jeg have skrevet en dagbog, som ingen andre nogensinde ville få at se.
    Og det er da ikke spor sjovt … synes jeg … lad os endelig blive ved med at være det lille barn, der vil ses 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ingen tvivl om at det et sjovere at skrive til en læser, end det er at skrive til skuffen! Hvis jeg bare skrev til mig selv, ville jeg ikke få et ord ned. Jeg synes stadig det er noget underligt noget, det her bloggeri. Og noget underligt noget hvem man er herinde i den verden… Jeg er i tvivl om jeg bliver fuldstændig klog på det?

      Svar
  5. K. Stender

    Jeg blogger ikke selv og holder efterhånden også meget lav profil på de sociale medier af bl.a. de grunde, der er anført i kommentarsporet plus et par andre, som er uvæsentlige i denne sammenhæng.

    Set fra læserens synspunkt mener jeg at hvert eneste blogindlæg i liga med Skøre livs rammer en eller anden derude: En læser, som føler sig lidt mindre ensom og skæv i verden, fordi en blogger lettede lidt på låget og viste noget tankegods og nogle følelser frem, man troede man var alene om. Og selvfølgelig er det ikke hvert eneste indlæg, der er en crowd pleaser. Den høflige surfer bare videre og kigger ind igen i morgen. Det gør ikke noget at bloggerens motiv er lidt selvoptaget eller at man fornemmer at det var lidt svært en dag. Det er ok. I er sindssygt modige, at I tør det og gør det, finder tiden og energien. Se det som et bidrag af virtuel social lim, som gør verden til et lidt venligere sted.

    Ved ikke om dette egentlig passer til Maudes tanker om emnet. Jeg er bare læser og heppekor på sidelinjen.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Og tak fordi du ER derude på sidelinjen, jeg sætter virkelig pris på din feedback og dine kommentarer! Virtuel social lim, siger du… Det synes jeg faktisk er rigtig godt formuleret! Jeg er også lidt i tvivl om hvad jeg selv mener om det hele, så alle tanker og input er velkomne, men efter at have fået sat nogle ord på, er det som om jeg er blevet meget lettere indeni. Det er lidt nemmere det hele lige nu. Weird! But nice…
      Take care! 😘

      Svar
  6. Udkastet

    I min verden rammer dine skriverier en noget nær perfekt balance for en personlig blog. Den er netop personlig og kammer ikke over i det private eller selvudleverende. Som læser lærer man dig at kende (du er ret sjov, faktisk, og som småbarnsfar er det vanskeligt ikke at brumme genkendende til visse af de ting du skriver) og du har ikke en kommerciel dagsorden, hvilket er en sand befrielse.

    Kort sagt er dine indlæg ubetinget altid blandt dem, jeg læser først i min RSS-reader. Så du har i mine øjne meget lidt grund til at bekymre dig om hvorvidt du gør det rigtigt eller godt nok.

    For mit eget vedkommende er jeg ikke – og har heller ikke ambitioner om at blive det – af det såkaldte blogland. Mine daglige besøgstal på bloggen kan tælles på to hænder (hej mor!). Og selvom jeg da også gerne ville læses og beundres mere end for nuværende, så tænker jeg, at det at have en personlig blog i sidste ende handler om, at man skriver for ens egen skyld. Fordi man ikke kan lade være, man besidder en kreativitet og fordi ordene skal UD på en eller anden måde. Min blog er der hvor jeg tænker højt. Hvis andre gider læse mine udgydelser er det fortryllende. Hvis ikke? Ja, så har jeg stadig mit behov for at grifle ned og tænke højt i ekkokammeret.

    Anyway, bliv ved med at skrive som du gør. Det er en fornøjelse at få lov at følge med i.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for den kommentar, den er jeg virkelig glad for at du tog dig tid til at skrive! Jeg bliver helt sikkert også ved med at blogge, det tror jeg slet ikke jeg kan lade være med; det er det med tankerne i ekkokammeret – supergodt udtryk!! 👍 Jeg er meget glad for de rare ord du har givet mig med på vejen, de varmer virkelig! Og her er det så jeg plejer at indsætte et hjerte eller en kysse-smiley, men eftersom du er af hankøn får du lige sådan en her i stedet: 🤘
      Tak fordi du læser med!!

      Svar
  7. Marina

    Jeg elsker din blog og din fantastisk finurlige, morsomme og begavede måde at se verden på. At gerne ville have anderkendelse for det man ligger kræfter i er vel meget naturligt og faktisk sundt. Der hvor det bliver usundt er når vi laver en ny (og ikke helt sandfærdig) udgave af os selv for at få anderkendelse. Det er usundt og får med tiden de fleste til at få det dårligt med sig selv. Der er ingenting i vejen med at gøre sig umage og vise sit bedste jeg frem, men der er noget i vejen med den konstante “vrikken med virkeligheden” som de sociale medier får os til. Jeg siger altid til mine børn og deres venner at det værste og mest ensomme i verden er at være berømt og beundret. Simpelthen fordi der er for langt i mellem den man er og den man bliver pudset op til at være og til sidst kan man ikke være i det. Berømmelsen er en pris man kan være villig til at betale for noget man gerne vil (et budskab, en karriere, en politisk mærkesag) men det der er galt er at berømmelsen bliver fremstillet som selve den gyldne gevinst og det bliver den aldrig.

    Det er kun dig selv der kan mærke om du overskrider grænsen (og fx får det dårligt med at gøre noget sjovere end det i virkeligheden var) men set udefra er din blog langt fra i nærheden af grænsen. Du virker ærlig og jeg er sikker på at du giver masser af mennesker en masse. Du giver ihvertfald mig en masse ❤️Hvis din familie også er ok med det du skriver (min ville ikke være det, men familier er forskellige) synes jeg kun du kan være stolt.

    Svar
  8. Lene

    Indimellem tænker jeg om det er sundt at blogge, om ikke det forstærker trangen til hele tiden at have fokus på sig selv. Angre gange tænker jeg at bloggen er med til at holde spejlet op foran mig, så jeg holder op med at have fokus rettet mod mig selv. Og måske lander jeg så midt imellem, og selv når jeg beslutter mig for at holde pause, så begynder jeg alligevel, for der er lige noget, jeg har brug for at tænke over sammen med andre eller dele med andre.
    Jeg elsker at læse med på din blog, så bliv endelig ved 🙂

    Svar
  9. Linedanser

    Maude, her kommer psykologien os alle til undsætning: psykologisk forskning i hvordan mennesker lærer nyt, og gør sig erfaringer, siger meget entydigt at man er nødt til at sætte sprog på, skriftligt eller mundtligt, før erfaringen er indlagret. Man er nødt til at fortælle om sine oplevelser til nogen, før de bliver “virkelige”, og vi er nødt til at have anerkendelse for at føle at vores oplevelser er gode nok (læs: at VI er gode nok). Det er en del af vores biokemiske neurofysiologi og vores evolution, at vi er sociale mennesker, der er dybt afhængige af at være en del af fællesskabet. Vi vil ses, høres og anerkendes for dem, vi er – vi vil føle vi bidrager med noget vigtigt. For at referere til social forskning, så har man fundet ud af at den vigtigste kur mod fx narkomani, angst og depressioner er social accept og et tilhørsforhold – at vi bliver optaget som en i stammefællesskabet.

    Ja, undskyld det bliver så højpandet – men jeg har lige skrevet afsluttende opgave (OG fået 12!!! ?!?!?) om netop dette på den pædagogiske del af meritlærerstudiet, og det var en ÅBENBARING uden lige for mig at læse de psykologiske og sociologiske teorier og forskning. Så vigtigt at opdage, AT sprog er essentielt for vores udvikling og læring, AT sprog er vigtigt for at lagre viden og erfaringer i arbejdshukommelsen, AT sprog er vigtigt for at indgå i det sociale fællesskab, AT det at berette om sine oplevelser gør oplevelserne virkelige – AT det er så vigtigt for os at blive optaget på lige fod med andre i det sociale fællesskab.

    Med andre ord: If it aint’ on Facebook, it didn’t happen 😉

    Dine oplevelser gør dig bestemt til et fuldt deltagende medlem af det sociale blogfællesskab – og det er helt, helt OK at glædes over likes og kommentarer <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Wauw – jeg er imponeret!! Både over de facts du langer over disken OG dit 12-tal (kæmpestort tillykke med det!!).
      Denne her kommentar er helt sikkert én, som jeg vil vende tilbage til igen og igen – for hvor giver det bare perfekt mening! Tusind tak fordi du delte din viden! ❤️

      Svar
      1. Linedanser

        Tak tak – jeg er dog stadig måbende over at have fået et 12-tal. Mit første ever! Men dejligt at blive anerkendt for et stykke arbejde, som er vigtigt for mig 🙂

        Og anytime 😉

        (i mellemtiden er jeg så blevet inspireret til at skrive noget over emnet ovre på min blog – det er dog ikke udgivet endnu)

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.