Fanget af en stemning

Hvis jeg nu endelig skulle sende en tanke eller to afsted for at mindes en nylig afdød, så vælger jeg prins Henrik fra til fordel for vores vicevært. Han er nemlig død. Også. Og jeg synes på sin vis, at han på samme måde har ret til et minuts tavshed, foruden et par kranse og nogen, der ærer hans minde. Ikke at jeg kendte ham, men han har trods alt været der. Og fået en enkelt kysse-smiley med på vejen.

Og jeg blev lidt underlig, da jeg hørte, at han var død. På en anden måde end da jeg stod under bruseren onsdag morgen, og tænkte, at P3 spillede noget virkelig mærkeligt musik.

Jeg blev nødt til at gå tilbage i SMS-korrespondancen for at se, hvad den sidste korrespondance med viceværten havde handlet om. Om det var da jeg spurgte ham, om han ikke lige kunne sætte noget seriøs skadedyrsbekæmpelse ind på den pungrotte, der huserede og sked på vores loft (men som viste sig at være naboens Bichon Frisé, der i en kort periode eksperimenterede med en pseudoidentitet som Lassie på eventyr), eller om det var dengang jeg knækkede gadedørsnøglen – i låsen – tilbage i december, og dermed vanskeliggjorde tilværelsen for alle ejendommens beboere et døgns tid, alt imens jeg selv tog prisen som verdens mest upopulære nabo indtil låsesmeden fik sig nosset sammen til at komme.
Det var det. Altså episoden med nøglen.

På meddelelsen fra beboerforeningens formand står der, at man desværre må meddele, at viceværten er afgået ved døden efter kort tids sygdom. Han blev 56 år. Beboerrepræsentationen sender sin kondolence til hans familie og en blomst til begravelsen.

Det er så få ord, der sætter punktum for et liv, der er levet. Men døden er en spøjs fætter, der sådan går ind, og sætter lidt ekstra watt til det sidste rampelysskær. For det er døden, der får os til at tænke efter. Til at mærke efter. Og så er det, at én, som bare har været en omvandrende Combat vinterkedeldragt pludselig bliver mere end det – så bliver han til et menneske. Med en familie og en tilværelse. Med en mening og et væsen. Han har sandsynligvis slet ikke besøgt Færøerne i samme grad som prinsegemalen, men til gengæld ved jeg, at han mødte virkelig tidligt på arbejde, og at han sørgede for at folk havde varme, og gennemløb når der blev trukket ud, so to speak. Og sådan nogle bedrifter fortjener i min optik også at løbe med lidt opmærksomhed.

Det er ikke fordi jeg skal gøre mig til fortaler for noget, som jeg ikke er. Det er heller ikke fordi det er et personligt tab for mig, men jeg synes nu det er lidt underligt, at viceværten ikke er her mere. Og jeg synes man skylder livet at tænke lidt over det – den ene dag er vi her, og den næste dag er vi væk. Så kys det nu, det satans liv. Som man siger.

Fotograf: Palle Pophår

10 tanker om "Fanget af en stemning"

  1. K. Stender

    Stemningsrapport fra en tilfældig læser:
    Læseren klukler. Ingen andre informationer til rådighed.
    Yngste arving: Mor læser ‘Skøre Liv’
    ———–
    Gyldigt for de fleste indlæg på denne html-adresse

    Fin betragtning om det hele. Må de begge hvile i fred.

    Svar
  2. Ellen

    Man bliver nok altid lidt stille og eftertænksom, når en person tæt på ens berøringsflade dør – måske i lidt højere grad, når manden så kun blev 56 … det er jo ALT for tidligt!

    Svar
  3. Fruen i Midten

    Det går altid lidt ekstra ind, når en, man har kendt eller næsten kendt, dør, og selv om jeres vicevært ikke trak de store overskrifter, var han jo en brik i jeres dagligdag. Et øjebliks stilhed for jeres vicevært og æret være hans minde.

    PS: Min chef kom lige forbi med et underligt udtryk i hovedet. Han havde intetanende ringet til en forretningsforbindelse, men havde fået mandens svigerinde i røret; manden var død. Uf. Mavepuster.

    Svar
  4. Sabrina//enravnemor.dk

    Trist med den vicevært. Meget mere trist, fristes man til at skrive. Trist for jeres bofællesskab. Trist for hans familie og trist, at man kan træffe at dø efter kort tids sygdom i en alder af 56.
    Kh Sabrina

    Svar
  5. Celena

    I saw a very touching of Margrethe and a look of bare grief on her face. It made me remember, very sharply, that she just lost her love of 50 years and that she is a real person… and her real husband just died. I forgot that she was a queen and my heart hurt for the wife and mother.

    xox

    Svar
    1. Maude Forfatter

      I know exactly what you mean!! What a precise and true observation – and thanks for sharing it, Celena!! 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.