Søndagsrefleksioner 

– Åbenbart har vi klassebamsen på besøg. Ja, faktisk fragtede jeg den egenhændigt hele vejen hjem på cykel i fredags, så det er i virkeligheden lidt skræmmende hvor hurtigt jeg alligevel præsterede at glemme alt om den. Men ting forsvinder jo desværre ikke bare fordi man fortrænger dem, så…. dér var den så. Hjemme hos os. Den lyder navnet Kvik, og Mindste Pode har faktisk glædet sig voldsomt til det blev hans tur til at få den med hjem. Og nu tænker jeg så i skrivende stund lidt på, hvad Kvik så har lavet ud over at spille iPad hele weekenden?

– I den forbindelse sidder jeg også og bliver lidt perpleks over alt det, som Kvik allerede har oplevet og fotodokumenteret i sin lille medbragte dagbog med klistermærker på. Det burde ikke komme bag på mig, I know, jeg har trods alt set mere end godt er hvad den slags angår – men når bamsen på nuværende tidspunkt både har været til skyggeboksning og noget marmeladefestival i Sydsverige for blot at nævne nogle få ting, så er det bare ikke særlig ophidsende at vi har set en dramatisk film om pingviner. Vel.

– Apparently er Kvik ikke en hund som først antaget. Kvik er en bjørn. Og jo, jeg ved godt, at jeg bare kunne ha’ kigget på den, og jeg ved også godt, at i udgangspunktet er bamser per default bjørne, men come on. Kvik?

– Mens jeg hovedsageligt er fortaler for at lade sådan nogle bamsebjørne indtage en knapt så central rolle, som det er meningen at sådan nogle klassebamser skal, så har Mindste Pode været af en lidt anden opfattelse. Derfor har weekenden på sin vis lidt været en gentagelse af december, forstået på den måde, at det først er på det tidspunkt man HAR ramt dynen, at man kommer i tanker om, at Kvik skal lave løjer. Fuck. Og op igen.

– Jeg er fortsat virkelig ikke er fan af bamseløjer (eller nisseløjer for den sags skyld), til gengæld er jeg ved at dø over hvor sød Mindste Pode er, når han opdager hvad bamsen har lavet.

– I forbindelse med hvor meget jeg er ved at dø over det, slår det mig, at det faktisk måske alligevel har været lidt hyggeligt med møgbamsen Kvik. Bare lidt. Fordi jeg pludselig midt i det hele har indset, at der bliver stille lige om lidt. Jeg tænker, at om ganske kort tid, så er noget ved at være forbi. Noget, jeg aldrig mere får tilbage. Definitivt. Og det er mine små børn. Faktisk er det ikke bare møgbamsen Kvik, der har fået mig til at tænke sådan – jeg har faktisk tænkt over det et stykke tid: Jeg er begyndt at tænke over det om fredagen, når vi ser Disney Sjov; den store er for længst faldet fra. Jeg tænker også over det, når jeg sidder og terper bogstaver med Mindste Pode (og spørger, om han kan stave til ‘ko’, og han siger “Ja! S-P-K-Å-B-T-R”), men lige om lidt så kan han faktisk selv. Jeg tænker på det når deres sko pludselig klemmer, og jeg tænker på det når jeg står ansigt til ansigt med en snarlig diskusprolaps, fordi jeg en udfordrer skæbnen og min ryg når jeg løfter Mindste Pode. Det er snart ved at være slut. Og dét får mig til at sætte en lillebitte smule pris på møgbamsen Kvik.

(Hørte jeg nogen sige ambivalent? Små-skizifren? Vægelsindet?)

Husk nu at nyde dine unger derude, og ha’ en skøn søndag aften! ❤
(Og stik mig lige en pakke Kleenex’er og en tudekiks, tak.)

23 tanker om "Søndagsrefleksioner "

  1. Anette

    Uden børn har jeg aldrig haft sådan en bamse hjemme…. men jeg kan godt se frustrationen hos forældre.
    og selv om der er god lærdom i det,m hvis børne selv er aktive i at forfatte dagbogen, så er jeg som lærer ikke helt sikker på det en genial ting… så skal man da havde forældrene med på legen fra starten…. for du har ret det som regel forældrene (læs mødre) som løser opgaven…. og det er mere besværligt end at stå for guf til klassenstime (ihvertfald når det helt acepteret at komme med købe kage eller frugt)

    Når det kommer til navnet så tror jeg børne måske har haft en øvelse i demokrati ved navngivningen. …. du kan jo spørge poden Hvordan Kvik fik sit navn.

    Håber du fik skrevet en god historie om weekenden.
    Og den kan vel godt være i stil med “det var fantastisk endelig at måtte slappe af, nu knokler jeg hele ugen, så det dejligt med en weekend sammen med mindste pode hvor vi spillede ipad og så film. Vidste I at pengviner ….. “

    Svar
      1. Maude Forfatter

        Tak, Annette – jeg har fået flækket noget sammen. Med kuglepen. Og overstregninger. Alarmerende mangel på tegninger og fotos.
        #imitnæsteliv.

        Svar
    1. Maude Forfatter

      Yes, I know…. Men jeg har virkelig lyst til at starte forfra. Altså fordi jeg har glemt alle de ting, man fortrænger, såsom at slæbe fire indkøbsposer samt en pode i flyverdragt hele vejen op ad trapperne til tredje, mens de øvrige poder er ved at slå hinanden ihjel på etagen nedenunder. Så er det helt ok, at vi ikke skal ha’ flere….

      Svar
  2. Karen

    Dagmar fik også en bamse med hjem i julen (hun er to år) hun kastede den under sofaen, og kiggede ikke mere på den den dag. Jeg skrev en lang beskrivelse af hvad bamse havde oplevet under sofaen og afsluttede med at den aldrig ønskede at besøge dagmar igen, da den fandt oplevelsen ydmygende….

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Haha!… 😂 Jeg elsker det – dét er i sandhed en FANTASTISK fortælling, Karen! Du har simpelthen lige reddet min aften med det grin!

      Svar
  3. Ellen

    Jeg prøvede at lytte godt efter, men jeg kunne ikke høre nogen, der sagde hverken vægelsindet, ambivalent eller små-skizofren 😉
    Jeg har for nylig talt med Charlotte om det samme, vi ved begge lige præcis hvad det er du føler, og man fortrænger lynhurtigt, hvad det var, man glædede sig sådan til at få overstået.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Ellen – det er jeg virkelig glad for at høre! 💕 Og det er lige præcis det her jeg mener, når jeg siger, at livet er skørt. For det er da virkelig lidt tosset, ikke? At vi altid savner det vi ikke (længere) har, som vi glædede os til at kommer over på den anden side af?

      Svar
  4. Stine

    I min datters klasse har de sådan en læsefidus. Ved begyndelsen af skoleåret var der indkøbt en helt ny. Stor var glæden, da netop min datter var den først der fik den med hjem. Vi nåede præcis til cykelkælderen før hun knugede den tæt ind til sig – næsten som for at skjule noget. Og pludselig var den våd. Den nye læsefidus var ikke engang nået uden for skolens matrikel før mit store-men også lille 5-årige skolebarn havde tisset på den. DET står IKKE i bogen, at besøget hjemme hos indbefattede en vask, men hver gang jeg ser den læsefidus, gnækker jeg lidt for sig selv.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg er VILD med at din datter tissede på læsefidusen – det er da FANTASTISK! 😂 Gnæk du løs, det havde jeg også gjort i dit sted! 😘

      Svar
  5. Lene

    Sådan er livet. Og Kvik bamsen kunne måske skrive lidt om de eksistentielle tanker, at den lille kloge bjørn fik sat i gang hos moren 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Haha, jeg ville godt se hvad alle mine eksistentielle tanker ville frembringe af ansigtsudtryk hos ungerne i skolen, når der skal læses højt fra Kviks dagbog! 😂

      Svar
  6. K. Stender

    Hvor mange bloggere har Kvik mon besøgt indtil nu? Nej vel? Så kan det godt være, at de andre tager fikse fotos og tegner som Goscinny, men hånden på hjertet -den her mama kan noget med ord. Så Kvik: Flet, lyt og lær, ikk’?
    Det der med de små børn som er borte, det tager vi en anden dag. Klenex, tak.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Yes, flere kleenex’er!! Flet, lyt og lær – det er sgu’ da en genial sætning, det kan være jeg kommer til at gøre brug af den ved lejlighed! Pas på dig selv derude, K. Stender! 😘

      Svar
  7. Sab

    Altså hos os hedder bamsen vist også Kvik og når han er hér sover han som regel efter en hård uge til både marmeladefestival i Sverige og skyggeboksning. En gang i mellem tager han sig dog en smule sammen og farver mælket blåt, (hvis altså ikke der er for meget mælk tilbage i kartonen.).
    Men du har ret, det med små børn er kun en parentes og garanteret at man på mærkværdigvis vil savne stunder som dem.
    Kh Sab//enravnemor.dk

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, vi har også haft gang i noget frugtfarve hjemme hos os, det et vist en klassiker? 😂 Måske klassebamser bare SKAL hedde Kvik uanset køn og bamse(af)art?

      Svar
  8. Pendler-mor

    Åh, klassebamsen….. suk! Vores hed My og var en ugle. Der var seriøst nogle, der syede tøj til den!!
    Vi tager en runde mere når yngstebarnet starter i skole næste år, men så er det jo faktisk også slut….
    Så overtager jeg kleenex big time! Selvom der er så mange fordele ved at de blir større og kan selv, så kommer jeg virkelig til at savne de mange kram og kys, der forsvinder lige så stille når de bliver store.
    Så jeg vil huske at nyde den sidste runde med drille-nisser og klassebamse når de kommer…… 💖💖

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, HUSK at nyd det! Og i øvrigt: Der er også nogen, der har syet tøj til vores bamse. Og strikket en vest! Om jeg begriber hvordan nogen har tid til det? 😵

      Svar
      1. Marina

        Det er nok nogen der ikke skriver en blog…. Og sådan gør vi jo allesammen små ting der forhåbentligt vækker glæde hos andre (som du med din blog og vesten i din søns klasse) og som andre ikke begriber at vi har tid til. Verden ville være et dårligere sted uden ❤️

        Jeg ville bare ønske vi ikke mødte andre med den fordomsfulde “hvordan får du tid?” (Underforstået jeg har vigtigere ting for/det er mere synd for mig) når vi møder andres små forsøg på at gøre verden lige lidt bedre. Jeg kan gribe mig selv i det og jeg bliver altid træt af mig selv bagefter.

        Selvfølgelig bliver det anstrengende når det bliver en forventning til alle, men så længe det er ting man gør med glæde og uden modkrav så er det jo lige dér hverdagsglæden vokse både for den der giver og alle dem der får.

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Jeg hylder alt, hvad der gøres udelukkende for glædens skyld. Og alt hvad vi gør, sætter aftryk i verden. Men jeg ville samtidig ønske, at man ikke behøvede at spejle hinandens gerninger uagtet hensigten med gerningen – men det vil mennesket nok altid gøre, tror jeg.

          Svar
  9. Marina

    Lige præcis sådan har jeg det med mine unger. Tiden med dem glider ud mellem fingrene og pludselig en dag kører de væk i ens bil…

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.