Den rigtige måde

Okay, jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad det er med mig og børn. Altså ikke mine egne børn (og muligvis heller ikke dine…), men andre folks børn. Og svaret er: Frygt. Rendyrket frygt.
Jeg frygter selvfølgelig ikke børnene som enkeltstående individer; jeg frygter dem, når de forefindes i flertal. I hobetal. Eller måske ikke nødvendigvis i hobetal, blot der er mere end to, i virkeligheden. Når der er flere børn samlet ét sted, så er det som om nogle helt andre mekanismer tager over. Pludselig bliver børnene uigenkendelige og uregerlige; de følger absolut ingen gængse normer eller socialt accepterede spilleregler, og de bliver på et nanosekund i stand til at udspy bandeord, som jeg aldrig nogensinde i mit liv før har hørt (heller ikke selvom mit eget afkom har hjembragt et betragteligt arsenal fra de engelske fodboldstadions). Det er anarki. Ragnarok. Life on the edge. Ergo er jeg ilde stedt når der er legegruppe, kan du godt se.

Og sådan én havde vi forleden dag. Med en-to-mange børn. Mindst fire, i hvertfald. Og selv om Mand som sædvanlig er en darling, og tager størstedelen af slæbet, så hader jeg hvert sekund. Jo, jeg gør. Altså, det er jo ikke fordi jeg hader børnene i sig selv, slet ikke; det er som sagt mængden af dem, og LYDEN, ikke mindst. Alle fægtelegene og kiksesmulderet. Og dét, som de får frem hos hinanden, ikke mindst; altså deres overgearede alter ego.

Så mens hele hytten er spækket med unger, så sidder jeg sådan her ude i køkkenet:

….eller måske nærmere sådan her:

Jeg gentager: Frygt.

Frygt er også det, der enten paralyserer mig, eller får til at gøre irrationelle ting, fordi al hjernekapacitet for længst er skyllet bort med angstens sved.
Vi er tilnærmelsesvist ude i en klassisk fight, flight, freeze response.

Hvaffor irrationelle ting, spørger du måske. Og det kan sådan set være lidt af hvert. Fælles for dem alle er, at jeg griber det så forkert an, som jeg overhovedet kan, og når Mand efterfølgende kommer med forslag til hvad jeg kunne ha’ gjort i stedet for, så er der intet der kunne ligge mig fjernere i selve situationen, uagtet hvor oplagt det end måtte være for alle andre end mig.

Mangel på pædagogisk tæft, ville nogen måske kalde det. Uansvarlighed, ville andre måske sige. Men helt klart derfor det slår klik for præsidenter rundt omkring i verden: De er simpelthen bange. For børn. I flok.

Nå, i hvert fald var det frygten, som forleden dag paralyserede mig i forbindelse med den føromtalte legegruppe. Vi befinder os inde på sådan et slip-ungerne-løs-sted, og jeg skal ha’ samling på tropperne. Her vil skæbnen det, at en af de sammenbragte poder (ikke en af mine egne, forstås, men én fra legegruppen) har fået en ny bedste ven, og den nye bedste ven, er (heller) ikke én vi kender. Men altså, der er noget med noget kemi mellem denne her dreng og Silas fra klassen, åbenbart, og de vil gerne mødes igen på torsdag. Eller måske fredag? Og HVORDAN fikser man lige det på den RIGTIGE måde?!? Det er generelt manglen på begreb om hvad der er den ‘rigtige måde’, der får mig til at koldsvede, og tænke, at jeg har brug for en voksen. Og alligevel, midt i det hele, tager jeg mig selv i at synes, at de nu trods alt er ret søde – et helt nyt vennepar. Og derfor kunne jeg ikke få mig til bare at ta’ Silas ved kraven og hale ham hjem, når nu han stod der, og med læber uden lyd, prøvede at memorere den nye bedstevens telefonnummer. Ergo flåede jeg en side ud af min håndholdte Mayland-kalender, og stak dem en kuglepen, så Silas kunne få vennens nummer.

Enig, det kunne være blevet grebet mere smart an; helt klart ikke den ‘rigtige måde’. Og jeg kan godt se nu (i bagklogskabens ulideligt klare lys), at jeg bare skulle ha’ sagt et eller andet i stil med, at Silas jo kunne prøve at høre, om han kunne lokke sin mor med afsted igen torsdag eller fredag. Men jeg kunne ikke se løsningen i øjeblikket. Og hvad kan man så lære af det? Never leave your wingman.

Spørgsmålet er, hvor højt vi tror, jeg står i meningsmålingerne hos Silas’ forældre? Hvor happy tror vi de er, for at skulle debattere hvorvidt de skal ringe eller ikke ringe til Silas’ nye bedste ven, og lave en aftale? Hvor meget drama har jeg givet dem med hjem på et lille stykke papir? Det er ikke sådan til at spå om. Til gengæld er Silas og hans familie nu i besiddelse af den komplette liste over alt hvad jeg skal huske de næste par dage. Det kan være, at jeg lige skal sende dem en SMS og høre dem ad, selvom jeg ellers, da vi sagde farvel, anbefalede Silas’ far at putte sedlen i vaskemaskinen.
Det kan være, at jeg bare skal lade det hele ligge. Nu.

34 tanker om "Den rigtige måde"

  1. Anne R

    Jeg synes, det var megasødt gjort af dig!
    Så længe du ikke forærede telefonnumre væk, så går det nok.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Haha!… Nej, det var jeg trods alt en lille smule bevidst om IKKE at gøre! 😂
      Tak fordi du syntes det var sødt! 😘

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Netop?! Helt, helt stille skal de sidde!… Hvad blev der af ‘børn skal ses, ikke høres’? Kan nogen venligst spole mig halvtreds år tilbage i tiden, tak.

      Svar
  2. Fruen i Midten

    Hørt. Børn i flok er uforudsigelige og farlige! Har jeg også altid ment. Gør stadig. At nogle mennesker frivilligt vælger en beskæftigelse, hvor de skal holde styr på hele horder af børn hver dag, er mig en gåde (men jeg er fuld af beundring over det).

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg er også fuld af forundring og næsegrus beundring over at folk magter den slags professioner – de har i sandhed fortjent den lønforhøjelse, som der kæmpes for lige nu! ❤️

      Svar
  3. Jannie

    Åh åh nej…hvor er det morsomt. Ha ha. Jeg kan lige se hele scenen for mig. Der reddede du lige min aften, med et godt grin.

    Svar
  4. Marie

    Ha ha det er da sødt og ret sjovt. Silas’ forældre synes også det er sjovt, det er jeg overbevist om 😁

    Svar
  5. MaleneL

    Måske er du den, der gjorde det muligt for de to små fyre at få hinanden som bedste venner for livet. Om 30 år vil de måske kunne huske hende damen, der stak dem det papir til telefonnummeret…
    – der findes ikke altid rigtig og forkert. Det er bare så hårdt at leve med sig selv somme tider.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, du har så meget ret: Nogle gange er det virkelig hårdt at leve med sig selv! Fantastisk godt formuleret, MaleneL! ❤️

      Svar
  6. Birgitte B

    ForældreIntra. Just saying. Der er numre på alle – børn, forældre… så det er bare at henvise børnene til at forældre må slå det op der. 🙂 kh. Birgitte

    Svar
    1. Anne R

      Men var det ikke et vildfremmed barn, Silas havde fundet sammen med?
      Sådan forstår jeg det.
      Muligvis lider jeg af samme defekt som dig, Maude, men jeg kan ikke rigtig se, at du har gjort noget forkert🤔.

      Svar
      1. Maude Forfatter

        Jo, det var nemlig en vidt fremmed dreng, så du har helt ret, Anne R – og i de tilfælde, så er forældreintra desværre ikke til så forfærdelig stor hjælp….
        Bortset fra det, så krydser jeg også fingre for at Silas’ forældre ikke synes jeg har jokket alt for meget i spinaten! Kram til dig 😘

        Svar
      2. Anne R

        Nå, jeg er vist MERE defekt end dig. Jeg har lige ladet min venindes søn se Terkel i Knibe🙄.
        De ævlede og kævlede i en evighed for at blive enige. Da de endelig blev enige om Terkel, var min hjerne slået fra, og jeg lod dem se den. Her bagefter kan jeg jo godt se, det er helt galt, men jeg var bare træt……you know?

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Åh ja, og når man er træt, så er man totalt undskyldt – og man kan ikke stå til regnskab for ting, man har gjort når man har minus på søvnkontoen. Man er med andre ord næsten sindssyg i gerningsøjeblikket. Altså ikke at jeg synes du er det, og jeg havde også ladet mine egne plus lånepoder se ‘Terkel i knibe’ in a heartbeat! ❤️

          Svar
  7. Pia

    Jeg har endnu til gode at møde nogen som faktisk godt kan lide ‘andres børn’ (sådan som koncept. Kender flere, der bryder sig om udvalgte ‘andres børn’). Børn i flok er bare gyselige, og jeg synes du skal belønne dig selv med et stykke chokolade for den fine håndtering 🙂

    Svar
  8. Marina

    Altså hvis du gjorde det for mit barn ville jeg blive SÅ glad ❤️ Alternativet for Silas forældre er at han går og snakker om hvor gerne han vil møde sin ven og måske forlanger at komme steder hen hvor han tror de kan mødes. Det kan altså også være ret besværligt. Så er det da skønt med et nummer man kan ringe til og aftale et møde på en legeplads eller anden neutral grund.

    Og mon ikke vi allesammen ønsker at der kunne være en voksen til stede som ikke var os selv? Noget med at man aldrig ved om det man har gang i nu er det rigtige og lysten til at nogen andre tager ansvaret og passer på en. Din mand lyder faktisk til at gøre netop det tit ❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ha, ja det gør han ret ofte. Han er leder til daglig, så den slags falder ham meget naturligt… 😂

      Svar
      1. Marina

        Det er min sjovt nok også. Altid i gang med at løse en eller anden opgave der regnes for umulig og virkelig god til det. Det betyder så bare at herhjemme er det os der tager hensyn og passer på ham så han kan slappe af og lade op. Ellers gik det nok ikke ❤️

        Svar
  9. Marina

    Og det er han faktisk virkelig sød til at give mig kredit for. Han nævner i alle sammenhænge mig før motion når han bliver spurgt hvordan han overkommer alt det han gør . Nogle gange kunne det bare godt være rart at være 2 om at være en familie på 5, især når man har den der følelse af at der “godt må være en voksen til stede”…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det kan jeg levende sætte mig ind i! 😳 Men det lyder som om I trods alt passer på hinanden. ❤️

      Svar
  10. Linedanser

    Hvis nogen havde fortalt mig for 10 år siden at jeg skulle være mor og skolelærer, ville jeg have grinet hysterisk og spurgt hvilken natpotte de havde drukket af – for børn, nejnej, det var SÅ meget ikke mig. Som i SLET ikke! Men nu har jeg både fået eget barn, og har skiftet branche fra miljøkonsulent til skolelærer – and I LOVE IT! Tænk, det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft, og de relationer jeg får til andre folks børn er simpelthen bare en gave. Og så har det den bonusbivirkning at jeg er hammergo’ til børnefødselsdage, og ikke synes 10 drenge i baghaven er noget problem (hvad snakker I om? Der er jo kun 10?) 😀

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det lyder virkelig fantastisk, at nogen kan ha’ det på den måde! Jeg ville personligt dø, men jeg har godt luret, at ikke alle lærere tager på arbejde hver morgen, og tror, at de skal dø… 😜 Hvor er det fedt, at du elsker det! ❤️ Tager du lige vores næste børnefødselsdag, tak?….

      Svar
      1. Linedanser

        Haha, gerne 😉 Jeg kan endda også komme med tips og tricks til at sende dem på flere kilometers skattejagt, eller lave nogle fede stjerneløb. Finten her er at man bare skal sende dem af sted, drikke en god kop kaffe, og vente til de kommer tilbage igen 😀

        Svar
    2. Marina

      Tak for dig. Skolelærere der faktisk har lyst til jobbet og elsker det er en KÆMPE gave. Du kommer til at gøre så stor en forskel for så mange ❤️

      Svar
  11. vibeke

    smukt skrevet <3 jeg vil så gerne samle på de små nære oplevelser ,de drukner nemlig så nemt i hverdagen . Jeg vil virkelig gå all inn med at gøre mindst en lille ting der betyder noget for mig eller en anden , hver dag, og være i det 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er nemlig det, de gør nogle gange – drukner! Hvor er du sej, at du går all in med vaders og det hele! High five til dig! 👍

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.