Om at spille sine kort rigtigt

Da min mor og far blev skilt fra hinanden for efterhånden mange år siden, skete der det fantastiske, at de rent faktisk begyndte at tale sammen (bedre sent end aldrig, som man siger). Så de begyndte at have lange samtaler, hvor de forsøgte at trævle gamle filtrede knuder op for at finde ud af, hvor de var gået forkert; hvad der egentlig var sket, og hvorfor. Min far sagde i den forbindelse, at de nok aldrig havde haft særlig gode kort på hånden. Og til det svarede min mor, at de faktisk havde haft de allerbedste kort på hånden; de havde bare spillet dem virkelig dårligt. Jeg forstiller mig, at min far har kvitteret med et “Hm!”, men jeg har selv tænkt lidt videre over det, siden min mor fortalte det her for nyligt. Altså hvilke kort, vi har på hånden, og hvordan vi spiller dem. Det er jo faktisk meget væsentligt. Der er nogle mennesker, der bliver født med en virkelig dårlig hånd, og alligevel formår at få det bedste ud af det – og så er der andre, der taber alle de gode kort på gulvet.
Nogen ville sige noget om skæbnen i denne her forbindelse; de ville tale om hvorvidt man er født under en heldig stjerne, eller ej.  Og ja – jeg ved det virkelig ikke. Jeg har ikke den fjerneste idé om hvem eller hvad, der sætter dagsordenen, men omvendt er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at vi selv har noget at skulle ha’ sagt.

I den forbindelse faldt jeg over en artikel i Alt for damerne, hvor B.S. Christiansen stiller det meget enkle spørgsmål: Ville du kunne holde ud at være gift med dig selv? Og det et jo et rigtig godt spørgsmål, som man i virkeligheden kan stille sig selv i alle sociale sammenhænge. Og jeg er meget splittet. Primært fordi at… nej. Jeg kunne helt klart ikke holde ud at være gift med mig selv. Jeg kunne nok heller ikke holde ud at dele kontor med mig selv. Og sådan kunne jeg blive ved.

Min udfordring er ret beset nok, at jeg er vældig kontant. Og giver min mening til kende helt uden at folk har spurgt efter den. Jeg er i tvivl om hvorvidt det ligger dybt forankret i mine rødder, eller hvad det gør. Eller om det skyldes, at min indsats for at blive et bedre menneske ikke er storstilet nok; at jeg ikke er omstillingsparat nok – sådan på det personlige plan?

Faktum er i hvertfald, at jeg er lige ved at krepere under vægten af alle de bånd, jeg prøver at lægge på mig selv, når jeg prøver at pudse mit mere omgængelige jeg af, og tage dét i brug. Det er helt lissom når man en sjælden gang skal i kirke, og man ved bare, at det slet ikke er comme il faut at sige grimme ting derinde, og alligevel har man knapt sat foden indenfor, før man har sagt et eller andet, der som minimum indeholder ord som fanden og helvede, eller noget i den retning. Jeg har læst mig til, at det er en slags tourette. Jeg tror måske, at jeg har dén slags tourette.

Men for nu at vende tilbage til det, som det hele egentlig handlede om, så er sagen den, at jeg også har de allerbedste kort på hånden. Jeg har verdens skønneste unger, den dejligste og mest overbærende mand, fantastiske kolleger og vidunderlige veninder. Jeg har uddannelse, job, og vi er raske (så vidt vides) – så jeg skal spille mine kort rigtigt. Og selvom det måske ikke er så tydeligt for mine omgivelser (for vaner er som bekendt virkelig svære at ændre på), så tænker jeg over alle de her ting – hver dag: Jeg værdsætter, og jeg føler mig heldig (og træt, men lad nu det ligge). Og så øver jeg mig i det små, på at tøjle alle mine bramfri ytringer ved at filtrere dem gennem disse tre simple spørgsmål:

Is it true?
Is it necessary?
Is it kind?

Og hvem ved – måske er der lys for enden af tunnelen?

Fotograf: Lars Pedersen

15 tanker om "Om at spille sine kort rigtigt"

  1. VenterPaaVinBlog

    Det er faktisk et skidefint interview. Især det med, ikke at lave alt sammen, og samtidig hylde forskelligheden, og dele det, man har oplevet for sig, når man er sammen. Uden at brokke sig, over den andens hobby, og synes den stjæler tid. Eller værre endnu: Insistere på at man død og pine VIL med, om så det er herreloge eller madlavningskursus med veninderne. Nej, frihed til at være sig selv og byde den anden det samme, er simpelthen key, for at man ikke bliver helt indspist og kontrolfreaked. Og ek heller for “hver for sig agtigt”. Der er mange der går i biograf, fulder sig og tager på cafe, enten KUN med vennerne eller KUN med deres kæreste – det er altså sært, at opdele den slags til at være forbeholdt en bestemt “gruppe” – at opleve alt eller intet sammen, er på alle måder en dræber, ihht at kunne dele et liv. Det er hvertfald min teori. Og åbenbart også hans 😁
    Så selvom “militæret” og alt det der “se mig på tv”-pjat, ikke er mig, er min tanke: Hellere BS end Bubber!

    – A

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det var faktisk et super-godt interview! ❤️ Det er vigtigt lige at få tænkt over tingene, og få fremhævet det, som vi egentlig godt alle sammen ved, men som man måske ikke lige tænker over (sådan hele tiden, i hvert fald) – det synes jeg han gør rigtig godt!

      Svar
  2. Ellen

    Hehe … “Hellere BS end Bubber” – det kan jeg fuldt ud tilslutte mig!
    Jeg ville vist godt kunne holde ud at være gift med mig selv, men det er muligt, at jeg skal være glad for, at John også kan holde ud at være gift med mig … 😉
    Supergodt og tankevækkende indlæg – tak for det.
    Vi bestemmer selv meget langt hen ad vejen, men der er nok også ting, vi ligger under for, og som det er meget svært at pille ved, både for os selv og andre. Jeg er pinligt klar over mange af de vindmøller, jeg er oppe imod, men jeg er nok nødt til at slås hele livet med dem, for de bliver ved med at slå igen.
    Jeg kender også kun alt for godt følelsen af og sværheden ved at måtte lægge bånd på sig selv for ikke at komme til at buse ud med et eller andet , som sikkert var bedst, hvis det forblev usagt. Det går så ud over John, som må lægge øre til min fortolkning af scenariet senere.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for din kommentar, Ellen – den er guld værd, og jeg kan mærke, at den allerede sætter flere tanker i gang. Jeg spekulerer på hvilken retning vi går, og hvor vi er henne om fem år, eller om ti. Og hvad vil være det, som folk tænker – når vi ikke længere er her – at ‘sådan var hun’?
      Tak igen, Ellen – og god lørdag til dig 😘

      Svar
  3. Ninna

    Stof til efter tanke, en af de bedste ting ved din blog. Det og humoren.
    Inden jeg farer frem med “brok” eller irettesættelser eller almen utilfredshed over andres opførsel prøver jeg at overveje hvad jeg gerne vil have ud af det. Vil jeg bare gerne af med damp? Ønsker jeg at modtageren skal ændre opførsel? Eller noget tredje.
    Jeg når det langt fra altid, desværre. Øver mig.
    Måske dine tre spørgsmål skal flettes ind også…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ej, TAK, Ninna – hvor gør dine ord mig bare glad! ❤️ Og hvor er jeg glad for at høre hvad du tænker om det hele, og dine overvejelser når du står i samme situation! Det er et rigtig godt spørgsmål at stille sig selv ‘hvad vi vil ha’ ud af det’ – den vil jeg tage med mig videre! Pas på dig selv derude! 😘

      Svar
  4. Lene

    Gode tanker og ord, som sætter tanker i gang. I dag vil jeg gerne være gift med mig selv, det ville jeg nok ikke have været i mine unge dage, selv om jeg dengang troede jeg var et godt menneske. Jeg spillede mine kort dårligt, men heldigvis lærte min mand mig at blive en bedre spiller og jeg tror også at jeg lærte ham at blive en bedre spiller. Og så valgte vi ret tidligt, at skilsmisse ikke var en mulighed, så længe vi havde børn boende hjemme, det gav ro på det område. Og siden hen, tjah, det er endnu ikke blevet til en skilsmisse, om det så skyldes vane, magelighed, kærlighed eller venskab?

    Svar
  5. Birgitte B

    hmmm… jeg ved ikke rigtig, om jeg får formuleret min kommentar rigtigt. Men altså, jeg tror på, at dem omkring én rigtig godt kan lide én, som man er. og det derfor ikke burde være nødvendigt at lave sig selv om, når man r ude. Selvfølgelig skal man ikke gøre andre ondt med vilje, men man skal heller ikke lægge bånd på sig selv for at være en (tror man) bedre version eller det andre gerne vil have.
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg forstår godt hvad det er, du siger – tror jeg! 😉 Og hvor må det være dejligt for dig at hvile i den tro! Jeg kan godt følge dig (for et eller andet sted giver det jo mening!) – men det ligger ikke i min natur at tro på at det virkelig forholder sig sådan.

      Svar
  6. Anette

    Det er tre gode spørgsmål. Problemet for mig er, at jeg slet ikke når at tænke først, og konkludere at jeg hellere må sige det – jeg siger det bare. Og bagefter kan jeg nogle gange godt se at det var åndssvagt og nyttesløst. Jeg er faktisk efterhånden mest bange for når jeg ikke en gang bagefter opdager det. Hvor mange går mon rundt og synes at jeg er ubehagelig at være sammen med. En veninde flippede helt ud på mig for et års tid siden – hun syntes jeg var uempatisk og uden situationsfornemmelse, og et frygteligt menneske. Hun var i underskud i situationen, men jeg blev alligevel ret forskrækket, og også ked af at det var sådan hun så mig – jeg anede det ikke. Tænkte endda, at jeg i den vennegruppe også lidt var hende drengen fra kejserens nye klæder.
    Blev lidt langt, føles lidt som en skriftestol. Jeg er glad for at du har skrevet det, så kan jeg lidt tænke at jeg ikke er den eneste i verden, det hjælper faktisk lidt på selvforståelsen, tak 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det et altså PRÆCIS sådan det fungerer for mig også, bare så du ved det: Det ryger bare ud. Jeg synes din kommentar er SÅ relevant (vi minder sikkert en del om hinanden), men jeg er ked af at høre du har været ude i en situation hvor du ligefrem er blevet skældt ud for det… 😢 Håber det har løst sig med din veninde igen. Hvor er jeg glad for din kommentar, tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive den! ❤️

      Svar
  7. K. Stender

    Lu et approuvé som de siger. Men nu er jeg for træt til at skrive alle de ting, jeg gerne ville sige om dette indlæg, som er endnu et pletskud fra din pen. Trættehatten – det er den lige nu. Når tænkehatten er i orden, sætter jeg mig til tasterne igen.

    Svar
  8. K. Stender

    To ting ved dette indlæg. Den første at spille sine kort rigtigt. Jeg kender også en del ,som har fået en virkelig, virkelig dårlig hånd. Og jeg bøjer mig i støvet for dem, for at smile og være positive i verden til trods for virkelig tunge ting: syge børn, handicappede børn, børn der dør, ægtefæller som står af i svinget før barnet tager sine første skridt og al landsens ulykker, som der burde være forbud mod. Disse mennesker, der rejser sig igen og igen, som det der stykke væltepeterlegetøj, der fandtes i min barndom. Mennesker som møder verden med kampgejst og gå-på-mod, selvom de bærer på stor sorg. Nogle knækker helt, og det forstår man jo dybest set godt. For hvordan gør de dog, de andre som står op igen til en ny dag?

    I kærlighed skal man også spille sine kort rigtigt: Man skal nemlig turde – lige der i det øjeblik, som man ikke ved er ØJEBLIKKET, der får afgørende betydning. Der hvor man siger ja i stedet for nej, kigger igen og smiler i stedet for at lade være, bliver i stedet for at gå. En kær venindes kloge far sagde til sin ret så knibske datter, som jo egentlig gerne ville have en kæreste: If you want to sell, you have to show a little. Nu skete dette i en mexikansk familie, så der var på ingen måde tale om en opfordring til nedringede kjoler eller udfordrende optræden, men simpelthen at man skal turde en lille smule i verden.

    Taknemmelighed nemlig ja. Og den kan man være fuld af helt i parallelløb med sine i-landsproblemer. Hjemme hos os kan det godt nå et ret så italiensk lydniveau til tider, fordi krummer på bordet, fordi tøjbunker, fordi har-vi-ikke-noget-xxx-nej-fordi-ingen-har-skrevet-det-på-sedlen-og-ingen-har-handlet, fordi LUK-så-døren/tag-skraldet-med-ud, NÅH! But we-make-up, og jeg ligger og smiler i mørket, inden jeg falder i søvn. Nej, man burde ikke råbe over bagateller, men een er kun et menneske og uperfekt.
    Jeg siger det højt, vi siger det højt til hinanden næsten hver dag, siger højt hvad vi elsker, sætter pris på og er taknemmelige for. At spille kortene rigtig er nok også noget med at holde fast i dem, kigge godt og grundigt på dem og sige til sig selv: De er gode. Jeg ønsker mig ingen andre, det her er mit liv. Basta.

    Den andet ting er de tre gode spørgsmål, som jeg læste om først ovre hos Miriam i kommentarsporet. Jeg er FAN! og agter at citere dem i al fremtid. Indtil nu har jeg opereret og opdraget efter devisen ‘Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være’. Jeg kan virkelig godt lide uddybningen i de 3 tjekspørgsmål, uanset hvem der vil tage æren for dem.

    Med fare for at lyde en lille smule bedaget, og fordi jeg kan konstatere, at jeg har lidt flere (men ikke mange) år på bagen end dig, vil jeg mene, at det er muligt at blive lidt bedre med alderen til at holde sin mund på passende tidspunkter. Et jobskifte og dermed et skifte i arbejdsmiljø og en hel masse andet, gjorde det pludselig meget klart for mig at

    1. Ikke alle har krav på at kende min mening om alting = jeg holder min mund
    2. Ikke alt, hvad jeg mener om en given ting ,er interessant for andre, måske endda direkte kedeligt/uvedkommende/irriterende=jeg holder min mund
    3. Jeg behøver ikke at mene noget om alting =jeg må godt holde mund

    To ører og een mund – it’s for a reason.

    Der hvor jeg befinder mig på det dersens abejde, kan det være taktisk og politisk klogt for ens mentale overlevelses skyld til tider at operere efter devisen “Smil og nik”. Hvis man lægger det sammen med, at min tidligere chef gav mig det råd at huske at sige “Pyt”, ja så når man faktisk til et sted, hvor man ikke hele tiden braldrer op og larmer sin mening ud over det hele ved enhver lejlighed. Det er faktisk lidt en befrielse. Nogle gange redder jeg mig selv ved at sige højt “Nu kunne jeg godt sige noget. Men det gør jeg ikke.” Og jeg gør det ikke, men jeg fik liiiige en lille smule luft.

    Derefter kan man gå hjem og servere sine observationer og sine knivskarpe replikker til et udenforstående kærligt publikum, som ikke dømmer en.

    Det var bare det jeg ville sige, at dit indlæg fik mig til at tænke over.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *