Om at få et føl

Og nej: Jeg har ikke købt en hest. Det handler om at gå fra den ene yderlighed til den anden, eller om at miste besindelsen på et splitsekund.

Jeg har før været inde på, hvor meget det svinger – altså overskuddet og humøret – men alligevel er det som om det kommer bag på mig gang på gang: Den bratte overgang fra det ene til det andet. Det sker pludseligt, og uden forvarsel; BANG! – så bliver man ramt bagfra.

For at demonstrere hvad jeg mener, skal vi lige et par dage tilbage i tiden.

Vi starter ved søndag, hvor jeg allerede klokken 7:30 får gelejdet alle tilstedeværende familiemedlemmer ud af døren til noget håndboldstævne – og så er jeg helt, helt alene hjemme. Og jeg er VILD med det, og jeg tager mig selv i at synge Svantes vise mens jeg skifter sengetøj, og da jeg kører ud for at handle, så tænker jeg, at livet er lige dér hvor det skal være, og at dagen tilhører mig. KUN mig! Jeg får trukket vejret dybt ned i maven, jeg får læst, og jeg får klasket noget dej sammen til hjemmelavet pizza, og jeg får forberedt smoothies, til når mit hungrende ulvekobbel vender snuderne hjemefter. ALT er i min optik på daværende tidspunkt idel lykke.

Denne skønne søndag står i skærende kontrast til den efterfølgende dag, altså mandag, hvor Mand med ganske kort varsel er taget på konference. Eller, i virkeligheden havde det faktisk været planlagt i et halvt års tid, der var lissom bare sket et kommunikationsbrist et eller andet sted i processen, du ved. Og selv om jeg indledningsvist tænkte, at det måtte være én af de syv dødssynder når man undlader at koordinere, eller som minimum informere om den slags, så var jeg meget stolt af, at jeg tog det hele med stoisk ro. Helt cool. Så voksen er jeg nemlig blevet, tænkte jeg. Og alting gik vitterligt også vældig fint lige ind til jeg kom hjem klokken 18:20, storsvedende og prustende, med favnen fuld af indkøbsposer foruden Mindste Pode, som jeg havde hjembragt fra fodbold. Og knapt er vi trådt indenfor, før døren til Ældste Podes kammer går op som på kommando, og poden selv (som tænker han skal være diplomat) kommer ud, og lidt for friskt og frejdigt spørger om vi så spiser nu, eller hvad? Og hvis du også er nysgerrig, så var svaret nej. Tæt på, men dog så utroligt langt fra.

Og mens jeg pakker varer ud, skal fodboldpoden skal i bad, men cirka samtidig finder den sidste pode (som indtil da har befundet sig i vandret stilling med en iPad inde i sofaen) ud af, at han faktisk skal på toilettet. Lige nu. Som en direkte følge af den akutte tissetrang (der i minoptik kunne være stillet på et hvilket som helst andet – og ikke mindst tidligere – tidspunkt) opstår den her i huset klassiske diskussion om hvem der har den EGENTLIGE her-og-nu-brugsret til badeværelset. For den uindviede læser kan jeg fortælle, at det er et opslidende og højlydt drama, der udspiller sig i det lille hjem flere gange dagligt. Diskussionen trækker som oftest dybe spor i humøret efterfølgende, nok i særlig grad hos den af os, der skulle forestille at være den voksne her i firmaet, altså med andre ord mig. Jeg er nemlig slet ikke hverken voksen eller cool alligevel, selv om jeg troede det et kort øjeblik. Og derfor bliver den lille gnist af arrigskab yderligere næret da den anførende stridspart i toiletdiskussionen kort tid efter stiller sig an i køkkenet med korslagte arme og denne forespørgsel (akkompagneret af et hævet øjenbryn og en i øvrigt bedrevidende mine): “Mor, hvad er det du AL-TID siger til mig, når jeg går i bad?”… (og her står sekunderne stille)…. “Du siger, at jeg AL-TID skal HUSKE at åbne vinduet!!” – underforstået, at det har jeg i hvert fald ikke husket nu, da jeg hjalp fodboldpoden i bad.

Og jeg ved ikke helt, om det skyldes lavt blodsukker, de korslagte arme og den bedrevidende mine, eller det faktum at jeg faktisk havde lagt en skide plan for at få dagen til at hænge sammen, men under alle omstændigheder får bemærkningen populært sagt bragt mit pis i kog. I dette øjeblik udspiller mytteriet på Bounty sig for mit indre, og der er trykket på knappen. Derfor får jeg sagt virkelig meget i retning af, at vinduet i hvert fald var åbent sidst jeg var derude, og hvis ikke en anden én havde bidraget til den nyligt nedklappede badeværelseskonflikt, så ville jeg muligvis faktisk have fået åbnet det (forpulede!) vindue, fordi jeg i så fald ikke havde haft travlt med at mægle i noget der bedst kan sammenlignes med en gammeltestamentlig familiefejde. Og svadaen fortsætter længe endnu, og er på ingen måde berettiget i sin fulde udstrækning, og alt imens står poden, der vil være diplomat, og siger ting som ”såså” og ”nu tror jeg lige vi skal huske at trække vejret HEEELT ned i maven” (glemte jeg at sige, at hans håndboldtræner flirter lidt med noget yoga og en smule mindfulness?). Nå, men på det tidspunkt tror jeg slet ikke jeg trækker vejret, og jeg har faktisk mest lyst til at lade hele familien gå planken ud.

I min optik er ovenstående et glimrende eksempel på hvordan jeg taber tråden fordi jeg er træt. Fordi vi er trætte – hele banden. Og så er det jeg nu tager mig selv i at slå en stor, fed streg under det faktum, at jeg er den vildeste overskudsmor – altså når jeg ingen børn har. Og om lidt, er kaffen klar. Eller nej. Det er den så ikke. Men til gengæld har jeg lige fundet smoothie-rester på min lampeskærm.

16 tanker om "Om at få et føl"

  1. Skalotteløg

    Sad længe og overvejede, om det var mit liv, du havde gang i at beskrive. Men så kom der en ekstra pode med i ligningen, så det er det ikke, kan jeg regne ud. Men det kunne det lige så godt have været. Why did we do this? Why?!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Måske var det vores alle sammens liv, jeg var i gang med at beskrive?… Glæder mig til du vender tilbage til Blogland igen! ❤️

      Svar
  2. Anette

    Kunne også have været mit liv og mit føl 😉
    Min datter lavede denne her til køleskabet: ‘når nissen er sur skal den tage en lur’
    Hvis det ikke kun er mig, så må det være noget de kan snakke med de andre børn om, og være fælles om.
    God dag, god lang we snart

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, der burde være en klub for børn, hvis mødre får føl! 😝 Det er ellers et god tanke din datter har – og en lur ville utvivlsomt hjælpe i ALLE tilfælde – det desværre bare ikke altid vi har mulighed for det….
      Håber også du får en FANTASTISK weekend! ✨

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Lavt blodsukker er forklaring på mangt og meget og på mange føl… Man burde faktisk spise i etaper, så ingen får lavt blodsukker på samme tid!

      Svar
  3. Ellen

    Kan du mærke, at jeg stryger dig over håret, aer dig på ryggen og med blid og beroligende stemme siger, at det nok skal gå alt sammen? At du bare skal holde ud en 12-13 år endnu?

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det kender jeg også. Ak… 😢 Men – som du siger – NU er det weekend, og ALLE er glade. Basta! 🌱

      Svar
  4. K. Stender

    Det bliver nogle helt forrygende historier engang ude i fremtiden om ‘Dengang Farmor fik føl…jo det var fordi dengang vi var drenge….’

    Meget calm mor der også kan skrive om det. Jeg græmmer mig nok bare ligesom Trine i Rasdiserne.

    Svar
  5. Emilie

    Jeg har i dag læst Lotte Modsat som godnathistorie, og det gik op for mig, at jeg personificerer mig ret meget med hende. Faktisk har jeg nok flere modsatte dage end børnene.

    Og man må altså gerne være meget modsat, hvis børnene siger, at man skal trække vejret dybt, og man har lavet både pizza og smoothies til dem dagen før.

    Svar
  6. Linedanser

    DET KU’ SÅ MEGET HA’ VÆRET MIG, det der!! Bortset fra at jeg kun har én skrump (og hans til tider teenageagtige far …) i huset + en livlig hund (tæller det ikke for 3 nu?).

    ÅÅååååhhhhhhh hvor har jeg bare været så meget lige på nippet til at lave trodsalderfinten med at smide mig på gulvet og skrige, ca. 17 sekunder efter vi rammer matriklen med alle vores tasker, løbehjul, indkøbsposer + det løse, hvor skrumpen snakker uafbrudt og stiller spørgsmål som “må jeg se iPad, mor?” og “må jeg få en is?”, hvor hunden danser en version af cancan-cirkelspark-kænguro mens hun højlydt gør opmærksom på at hun 1. har varet alene hjemme hele dagen, 2. er meeeeeeeget sulten, og 3. virkelig, virkelig, virkelig trænger til en gåtur NUNUNUNU!, og hvor man opdager at fyret er gået ud/vand er løbet ud af køleren over hele køkkengulvet/noget mad har ligget ude og stinker helt vildt/hunden har fået lirket skraldespanden op og spredt det, hun ikke har ædt, ud over hele gulvet … eller en god blanding af ovenstående …

    Fårk. Jeg går lige op i skumbad mens jeg kan.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *