Om at tænde lys i sit vindue – og om at mindes.

Dette indlæg indeholder reklame i form af denne bog, som jeg har fået forærende af Lindhardt og Ringhof:

Helt overordnet handler ‘Det glemte brev’ om jagten på historien bag et enkelt frimærke, og det brev, som det befinder sig på. Det bliver bindeled i en fortælling, der pendulerer frem og tilbage mellem begivenheder i Østrig i slut 30’erne og Los Angeles halvtreds år senere. Historien er overordnet set virkelig fin, og indeholder alt det, som en god historie skal, og den ene side griber uvilkårligt den næste. Der er et par romancer, og der er relativ happy ending for those who like (and I do!). Du keder dig intetsteds undervejs, og jeg er vild med paralleluniverset, og set i det perspektiv, er den slet ikke ulig ‘Nattergalen’ af Kristin Hannah.

Dog manglede jeg noget mere fylde og tyngde i bogen; lidt mere end blot den gode fortælling. Jeg manglede nuancerne, og de beskrivelser, der rækker ud over det sagte ord, og det gjorde, at jeg aldrig helt befandt mig hverken i Los Angeles i 1989, eller i Østrig under nazisternes besættelse. Jeg smagte ikke deres mad, og hovedpersonernes øjne var ikke vinduer, som jeg kunne se ud ad. Derfor kunne fortællingen i min optik med fordel være udvidet betragteligt ud over de 304 sider, som bogen er på i sin nuværende form.

Kort og godt: En rigtig skøn fortælling, men desværre lidt for letlæst efter min mening.

Men hvis jeg manglede en gryderet eller to undervejs, så fik bogen mig til gengæld til mig til at gruble over 2. verdenskrig i mange dage efterfølgende. Det sker uden undtagelse hver gang jeg læser bøger om det emne.

Det er ret fjollet, egentlig, for da jeg var lille – eller i hvertfald hjemmeboende – var der intet jeg havde mindre tilovers for end den krig. Og da Københavns Universitet senerehen spyttede mig ud i virkeligheden med en kandidatgrad i historie, var det utvivlsomt med den mest minimale viden om 2. verdenskrig, som det overhovedet var muligt. Jeg gik med andre ord en stor bue uden om den. Og grunden til dette var uværgerligt, at den betød ret meget for min far, og hvis man af vanvare kom til at trykke på 2. verdensknappen, så lirede min far lange foredrag af sig uden hensyntagen til hvorvidt folk havde interesse for sagen eller ej. Og de kunne vare ret længe, de foredrag. Men han havde faktisk også en del på hjerte.

Min far var knapt fem år da Danmark blev besat af tyskerne, og de følgende år mærkede ham faktisk for livet. Min farfar var nemlig modstandsmand, og hvad det medførte, bar min far videre på sine skuldre til han forlod denne jord.

Og min far kunne som sagt fortælle længe. Han fortalte om jødiske venner der forsvandt; om andre folk, det forsvandt, og om min farmor, der blev tavs som graven, når min farfar også var væk. Om folk, der blev hentet og arresteret, og om hvordan min farfar kun undslap, fordi min far nåede op ad bagtrappen før tyskerne nåede op ad fortrappen.

Det var sådan nogle historier, han fortalte. Og hvert år den 4. maj – på klokkeslæt – blev frihedsbudskabet afspillet på pladespilleren derhjemme: Ret højt, som regel, mens min far med en højtidelig mine travede frem og tilbage, og i ny og næ kastede et sigende blik ud af vinduet til et sted langt, langt borte. Og imens syltede min mor agurker, eller hvad hun nu foretog sig, mens hun prøvede at ignorere, at min far mentalt befandt sig i 1945.

Og hvad kan jeg sige nu, andet end at jeg – efter min fars død – synes det hele er blevet uhyre spændende. Og meget vigtigt. Og nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg havde hørt en lille smule bedre efter, frem for at tænke på hvornår jeg kunne forlade bordet, så jeg kunne gå ud og kaste mine kartofler og min hamburgerryg op. Og faktisk synes jeg at det, som 2. verdenskrig lærte os, er mere relevant og aktuelt end nogen sinde, og jeg tænker på det hver eneste gang jeg ser Putin og Trump og andre tilsvarende typer tone frem på skærmen. Så er verdenskrigen slet ikke hverken langt væk, eller urealistisk. Og derfor har jeg tændt lys i mit vindue. Til minde om dem, der kæmpede dengang, og for dem, der måske skal kæmpe i fremtiden. Til minde om min farfar, som jeg aldrig kendte – og til minde om min far.

Anemonefotograf: Palle Pophår

PS: Hvis du har lyst til at gå min far i bedene, så kan du høre frihedsmeddelelsen lige her (og det var klokken 20:36, hvis du skulle finde på at spørge).
Pas på dig selv! ❤

10 tanker om "Om at tænde lys i sit vindue – og om at mindes."

  1. Anne

    Åh, altså – hvor er der mange lag i det her – og nu fik du mig til at tænke dybt…
    Tak <3

    Svar
  2. Ellen

    Hvorfor er det en naturlov, at man keder sig lidt og ikke rigtig gider høre de mange gode historier, de gamle har at fortælle? Og hvorfor er det altid sådan, at når det så er for sent, fortryder man, at man ikke lyttede lidt mere og man er bare så ked af, at nu er det for sent at spørge.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Der er i hvertfald gået en historie eller to med min far i graven, som nok aldrig bliver fortalt igen. Men sådan er det – mine unger gider heller ikke høre på noget af det, som jeg fortæller… 🙃

      Svar
  3. Lene

    Men selv om du ikke lyttede, så har du alligevel fået meget med. Og som Ellen skriver, så får man netop aldrig spurgt om alt det man bagefter finder ud af, at man gerne ville vide.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, noget af det fangede jeg… Det et derfor det er så vigtigt at man skriver tingene ned! – hvis nu nogen engang skulle få behov for at spørge på et tidspunkt, hvor man ikke længere selv er her….

      Svar
  4. Birgitte B

    Jeg kender følelsen om at snige sig uden om ‘verdenskrig’ snakken med de ældre familiemedlemmer… og egentlig fortryder jeg lidt i dag som voksen.
    Jeg læste en anmeldelse af en anden bog – som jeg har glemt titel på – den handlede om de generationer efter, som var så påvirkede af forældrenes aktioner under krigen. For deres familiemedlemmer var ‘tysker-venlige’…
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det kan bestemt heller ikke ha’ været let! Jeg har nogle gange tænkt på de kvinder, der havde et forhold til en tysk soldat. Hvor svært det må have været for dem efterfølgende, fordi deres handlinger jo bundede i følelser, og ikke i økonomiske eller politiske fordele. Ved ikke, hvorfor jeg lige kom til at skrive det i denne her kommentar…

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.