“It’s not burnt – it’s just enthusiastically crisp”

Da jeg boede på Island et ultrakort øjeblik af mit liv, var jeg på et tidspunkt inviteret til middag hos et par med tre børn. Tre søde børn. Smukke børn, med smukke navne. Børn, der elskede mad, og som smilende konsumerede uanede mængder syrnet havtaske og fårenosser i gelé.

Og ja, når jeg tænker på dette, så undrer jeg mig lidt over, at billedet hjemme hos os er et helt, helt andet. Ingen glade unger kværner eksotiske egnsretter. Poderne er nemlig kræsne. Jeg forstår det faktisk godt, for jeg var også virkelig kræsen, da jeg var barn (og enkelte *host* i min bekendtskabskreds ville måske endda gå så vidt som til at mene, at det er jeg stadigvæk), og det kan faktisk fortsat være lidt af en overvindelse for mig at komme igennem en buffet med andet en skive flute og en pakke Lurpak i den indskrumpede udgave.

Nå, men væk fra buffeten, og tilbage til ungerne: Nu er det, at nogen måske vil komme med gode råd om at voldblende sine grøntsager til ugenkendelighed, og tage børnene med i køkkenet, og den slags. Og det er uden tvivl rigtigt – jeg har nemlig OGSÅ læst den bog, yes I have – men det koncept er bare ikke altid så konvertibel med en lidt småpresset hverdag. Nogle gange er der kort sagt ikke det der ligner overskud til at skulle styre en pode i besiddelse af en relativt stor kniv, der, uagtet hvor sløv den end måtte være (kniven, altså), kan vise sig at være dødbringende i mødet med en smårynket og uhåndterlig peberfrugt. Og hvis du tænker ahhrrrr, hva’?!, så jo: Der er faktisk i tidens løb blevet udgydt store mængder blod i vores forholdsvis lille køkken, og jeg siger dig, det er næsten er mirakel at alles liv og fingre fortsat er intakte frem til denne dag.

Well, poder i køkkenet eller ej, så kommer der mad på bordet hver aften, og i den ideelle verden, så sprang konfettikanonerne over hovedet på mig i det øjeblik jeg placerede gryderne på bordet – men det er ligesom om dette lykkelige øjeblik aldrig helt indtræffer, hvilket kan undre. Jeg synes faktisk jeg prøver at tilgodese alles ønsker, men sjovt nok er det nu gået hen og er blevet som en slags Groundhog Day for mig, det dér aftensmåltid. Scenarierne afviger kun en smule; de er generelt temmelig opslidende, og det som jeg hører, er følgende:

Mulighed nummer 1) – kort og godt: ”Dét kan jeg IK’ li’!”
(Keep it simple, stupid)

Mulighed nummer 2) ”Hvorfor skal vi ALTID ha’….”
Tilsæt her et utal af varianter, eksempelvis:

  • “Hvorfor skal vi ALTID ha’ noget som JEG ik’ ka’ li’?!”
  • “Hvorfor skal vi ALTID ha’ det der kylling-nå’ed hver gang vi er i sommerhus?”
  • “Hvorfor skal vi ALTID kun ha’ KLAMT mad?!” 

Mulighed nummer 3) ”Må jeg få toastbrød?”
(Nej, gu’ fanden må du da ej få toastbrød når jeg har stået her i mit ansigts fodsved og klampret et sundt og nærende måltid sammen til dig.)

Overordnet set er reglerne disse 5:

1. Uanset hvilken ret du laver, vil der altid være mindst to andre, der hellere vil have noget andet.
Det betyder, at hvis du har lavet kartoffelmos den ene dag for at glæde for eksempel Mindste Pode, vil der altid være en anden, det efterspørger lasagne, og en tredje, der hellere ville have laks. Når du (eller i det her tilfælde Mand) dagen efter har lavet lasagne for at glæde for eksempel Mellemste Pode, ja, så er der en anden, der efterspørger laks og en tredje, der hellere vil have kartoffelmos. Du vil med andre ord aldrig opnå fuld tilfredshed hele bordet rundt, og hvis du ikke vidste det før, så ved du nu, at utak vitterligt er verdens løn.

2. Selv når du prøver at efterkomme et ønske, er det langt fra sikkert, at succesraten stiger af den grund. Du kan nemlig for eksempel komme ud for, at den pode, som den ene dag ser bebrejdende ned i gryderne, og siger “Ejjj! Hvorfor får vi ALDRIG spaghetti-millionbøf?” allerede den næste dag – når du netop har lavet spaghetti-milionbøf – lyder som et ekko af sig selv, når han stirrer forfærdet på millionbøffen, og siger “Ejjj! Hvorfor får vi ALDRIG biksemad?”.
I slige tilfælde vil der så være ikke bare to, men hele tre poder, der tror, de skal dø.

(Og så de korte:)

3. Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Thanks a lot, Murphy.

4. Forvent ikke, at dine børn kan lide den mad, du laver til dem: Det kan de ikke.

5. Vid, at så længe ingen græder, er det en ubetinget succes.
…og at du ville være millionær hvis det var muligt at oddse på sandsynligheden for at der hver aften klokken cirka 18:00:dut gives i omegnen af zero fucks for din indsats.

Velbekomme. Og selv tak.

38 tanker om "“It’s not burnt – it’s just enthusiastically crisp”"

  1. S.

    Det er som copy pastet ud af vores aftensmad seancer. i en periode fik vi derfor kun rugbrød – i stille køkken protest. Det var ældste pode helt og aldeles utilfreds med. Så nu laver vi lidt forskelligt aftensmad – det elsker ældsten mens ministeren til hver en tid hellere sætter tænderne i et par skiver rugbrød… Jeg ved ikke om det er nogen trøst. Men du er ik alene ❤️

    Svar
    1. S.

      Ikke ministeren mindsterne skulle der stå. Jeg ved af gode grunde ik hvad ministeren foretrækker. Næppe rugbrød 🤪🤪😂😂😂

      Svar
      1. Maude Forfatter

        @S.: Synes ellers at ministeren var et fremragende undercover-navn for en pode, det skal du bare vide! 👍
        Vi kører også enkelte dage med rugbrød, men det hitter fandme heller ikke. Ved ikke om der overhovedet findes en kur mod dårlige aftensmåltider?

        Svar
  2. Trine

    Det lyder bekendt. Her sætter min treårige sig ofte til bords og indleder med “Det kan JEG ikke lide”, før han så meget som har fået mad på tallerkenen. Et sikkert hit er heldigvis utrolig nemt: pasta med tomatsauce og parmesanost. Tomatsaucen er så nem! To dåser flåede tomater, 75 gram smør og to løg (suppler gerne op med mere grønt fx gulerødder) kommes i en gryde og skal simre i minimum 45 min. Blend og server med pasta og rigelige mængder parmesan.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hvor er det godt, at der er NOGET, der hitter! Tomatsovsen ville falde i god jord hos én pode herhjemme, de andre ville mene at der var for meget af – ja, well – tomat… 🍅 Undrer mig nogle gange over at de har præsteret at blive kræsne på SÅ forskellige måder!…. Tusind tak for din kommentar, Trine! ❤️

      Svar
  3. Linedanser

    Årh, og her blev jeg glad for at jeg i det mindste kun har én smølf, der allerede inde fra stuen vræler “JEG KAN IKK LIII DET!!” – allerede inden han har set hvad det er. Og så er der manden … der for det meste er ham, der laver mad, fordi hvis JEG gør det, så har jeg to kræsne i huset. Altså, undtagen når jeg laver lasagne. Eller pizza. Så bliver der spist op til sidste dråbe.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, man skal også huske at tage familiefaderen med i betragtning! 🙃 Her i hytten er han nu utrolig nem at ha’ med at gøre, med undtagelse af når jeg serverer suppe. Så tror han, at han skal dø.

      Svar
  4. Troldemor

    Jeg hader spørgsmålet: ” Hvad skal vi have til aftensmad” ? eller rettere den reaktion svaret afføder hos børnene i vores hjem. Jeg kan genkalde mig min mors dybe suk, når vi som børn stillede samme spørgsmål. Jeg forstår det nu til fulde – og glæder mig allerede i mit stille sind til at det engang (forhåbentlig) også bliver mine børns lod.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh ja, det er virkelig payback-time, hva’?! Jeg har tænkt PRÆCIS det samme! Og tænkt at det må være en eller anden spidsfindig hævngud, der sørger for, at jeg nu smager min egen medicin… Men du har ret i, at man godt kan komme til at glæde sig lidt *host* til den dag det er ens egne poder, der står med den tjans! 💕

      Svar
  5. Kisser

    Kan det være en trøst, at når alle 3 poder engang er flyttet hjemmefra, så er mors (eller fars) mad altid den bedste? Som min mor (eller far) lavede den ret!!!

    Svar
  6. Birgitte B

    Jeg er jo madplans-nazi, så jeg kan tage lidt af kritikken af ved at sætte madplanen på tavlen. Så er det nemmere at overskue, at der trods alt kommer noget som man kan lide på tirsdag. Jeg vil dog sige, at mine børn på ingen måder er at betegne som kræsne. Men ligesom de voksne kan der være dage, hvor man bare har vildt lyst til en speciel ret – og det er ikke den på madplanen. Vi har dog en regel om, at man ikke udtaler sig om maden (heller ikke udseende) før det er smagt.
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, de der madplaner har mange fordele, desværre trives de virkelig dårligt hjemme hos os. Jeg lever i forhåbning om at det lysner lidt. På et tidspunkt… 🙃

      Svar
  7. Dorte

    Den har vi også herhjemme 🙄
    Der var indkøbt en ny slags yoghurt til morgenmaden i går. Det var verdens bedste yoghurt. Jeg måtte ikke smage så meget som en teskefuld. I dag siger ungen om præcis samme yoghurt, at hun ikke gider spise den, om vi ikke snart kan købe noget andet.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Yes, den kender vi også! 😵 Christ, altså, hvad er det med de unger? Skifter de smagsløg sådan på daglig basis, eller hvad? Nogen må ha’ forsket i den slags….

      Svar
  8. Emilie

    Sådan en dreng har jeg også. Men han lærer det på den hårde måde. Ingen blendede grøntsager eller pasta med ketchup her. Enten spiser vi det, som jeg har lyst til eller også går man sulten i seng.

    Og det virke faktisk ok.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      I see your point. Men her i huset er vi SÅ kræsne, at vi foretrækker ingen mad fremfor dårlig mad. Tro mig, viljen overvinder alt. Med undtagelse af ketchup. For nogens vedkommende….

      Svar
  9. Fruen i Midten

    Ja, utak er sgu værtens løn 😉 Donnaen er ingen engel, men lige på det område har hun nok været mere end gennemsnitligt medgørlig. Hun er godt nok kræsen, men ikke mega-kræsen. Og de sidste par år har hun haft tjansen med at lave en madplan og har på den måde opdaget, hvor svært det er at variere menuen.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      You live, you learn. Jeg nægtede faktisk at lave mad i lørdags. Hvad skal vi ha’?, spurgte ungerne. Det ved jeg ikke, svarede jeg, jeg laver ikke noget! Men så lavede nogle andre et eller andet, der blev serveret, jeg ved ikke helt om de følte smerten ved det, eller hvad dælen de gjorde….

      Svar
  10. Anette

    At læse dit opslag var “ a walk on memory lane”
    Hold nu op, hvor er jeg glad for at det kun er mig og prinsgemalen, der skal tilgodeses nu 😂
    Har tre voksne og søde børn, der forlængst et flyttes hjemmefra.
    Skønt, når de kommer hjem og sætter pris på mors gode mad, skønt når de drager afsted igen og MEGET skønt at komme til middag hos dem.
    Vil hellere være en svedende kvinde i overgangsalderen, med fuldtidsjob og fritidsinteresser, der har råderet og selvbestemmelse i eget hjem end mor med hjemmeboende poder 😂
    Der er håb, din tid kommer også.
    OBS: Jeg elsker mine børn ♥️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg forstår dig, jeg forstår dig! 💕 Forestiller mig allerede nu festmåltider i en lind strøm. Ingen, der ikke kan lide noget – what a joy! ☀️

      Svar
  11. Marina

    Mine unger (og mand faktisk) er generelt søde til at sige at de elsker min mad men jeg kan alligevel genkende det der med at der altid er mindst en der ikke er vild med maden, simpelthen fordi alle kan lide noget forskelligt og alle har livretter som andre i familien ikke kan lide. ØV hvor kunne man altså godt tænke sig at alle var glade samtidigt! Men altså nu har jeg valgt at se på den positive side af det og det er jo at alle får udvidet deres madhorisont lidt. For selvfølgelig skal alle have deres livretter fra tid til anden og så må de andre finde sig i det.

    Heldigvis er vi ikke længere ude i at familien ikke KAN spise det samme som dengang da manden var på en selvdefineret sports diæt med masser af pasta og fisk, den udvekslingsstuderende ikke tålte gluten og min ældste var vegetar. Dertil en yngste datter der helst spiser kød og en søn der ikke var så vild med vegetarretter. Det var tider!

    Prøv at lade alle vælge en eller to retter til en 14 dags plan (og husk både dig selv og manden, I skal også have mad I kan lide). Så har man jo kartoffelmosen at glæde sig til når der står noget på bordet man er mindre vild med.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg elsker dig for dit positive livssyn! ❤️ Og med dine køkkentryllerier forstår jeg godt, at din familie mest af alt er tilfreds. Jeg synes vi generelt hjemme hos os er gode til at sørge for at alle får deres ønsker opfyldt, men jeg synes nu stadigvæk det trækker tænder ud på de dage, hvor det er de andres retter, der bliver serveret. Men måske tiden står mig bi ud i prøvelserne, og gør det lettere for alle en dag. Jeg holder mine fingre krydsede! Ha’ en fantastisk weekend, Marina! ☀️

      Svar
  12. Ellen

    Puha, siger jeg bare … du må altså gøre dig hård!
    Den, der brokkede sig over maden, fik lov at lave mad den næste dag (gjaldt dog kun fra 10+ år). Det var meget effektivt. Charlotte brokkede sig kun en enkelt gang, og John har aldrig nævnt sin mors frikadeller 😀
    Men selvfølgelig har fem forskellige mennesker fem forskellige præferencer – problemet er vel egentlig at få mindst de tre af de em til at indse, at man ikke altid kan få sin yndlingsmad.
    Knus til dig – jeg føler med dig.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for kram og medfølelse! Jeg tænker at de bliver indhentet af skæbnen en skønne dag, de unger. Og indtil videre er det primært dem UNDER ti år, der brokker sig. Suk.

      Svar
  13. Celena

    It is so funny that you write this because every time we are in Denmark, I think that my children are the ones without a sense of culinary adventure (ie: totally picky pain in the butt eaters) 😉 Oh yeah, they are also the worst behaved at any table 😉 If you want to feel better about your boys, you are welcome to eat with my family any time 😉
    xox

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Thanks, Celena – it could be fun, really! I’m imagining some kind of rage, all our children will be crying… Let’s do that sometime! 😂

      Svar
  14. Krestine

    Øv…. det kan jeg ikke li….. Blev nævnt en af det dage hvor jeg fik et føl! Rejste mig fra bordet, hentede 2 bandana tørklæder, bandt et tørklæde for øjenene af hver pode. Og sagde følgende: Nu leger vi “smagstesten”, alt hvad i bliver madet med ligger på jeres tallerken…
    Efter første smagsprøve… udbrød den yngste pode… Neeeeej Mor… hvor smager det godt🙏🏻😊😊😊
    Den første fødte smagte også på alle tingene og var i samme overbevisning som sin lillebror. Jeg har ikke hørt dem beklage sig siden… og har spist op aften efter aften👌🙏🏻 Bare et godt trick🤟👊

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.