Om at være nogens datter

Jeg blev på et tidspunkt spurgt, hvordan det forholdt sig med mig og min mor. Og det vil ikke være forkert at sige, at vi har et lidt akavet og anspændt forhold.

Helt klart fordi jeg på (alt for) mange punkter ligner min far, og der var en grund til at de blev skilt. Og inden de blev skilt var det lidt op ad bakke, i hvert fald hvis du spørger mig. Stemningen i familien, og tilværelsen i det hele taget. Det er i virkeligheden ret vildt, hvor meget to mennesker, to puslespilsbrikker, som slet ikke passer til hinanden, kan forpeste luften omkring dem. Og midt i det her – til tider ægteskabelige drama – stod jeg. Og synes på mange måder, jeg skulle kompensere for at min far var en klaphat. Jeg tror, at fordi min far holdt min mor ude af sit liv, blev jeg nødt til at lukke hende ind i mit. Mange år senere, fandt jeg ud af, at det havde jeg nok egentlig aldrig haft lyst til. Men det er nogle af de ting, som man ikke kan mærke, når man er i omegnen af fjorten år, og prøver at finde ud af hvordan alle har det. Hvordan stemningen er. Hvor meget på listesko, man skal gå. Men selv om man prøvede at gennemskue det hele, så var det ligesom om, at der alligevel altid var noget, der kom bag på én.

Først langt senere, og langsomt, dæmrede det for mig, at det ikke var helt normalt at gå rundt, og være ked af det hele tiden. At mange andre levede en helt anden type liv. En lettere type liv. Jeg oplevede en snert af den type liv, og jeg ville ha’ mere. Og jeg ville have det for mig selv. Uden min mor til at tage stilling til indholdet af dét liv for mig. Jeg følte dels, at min mor trak fordums mørke med ind i det lysere liv, jeg nu forsøgte at leve, og jeg følte, at hun puttede mine udtalelser i bokse, som hun kunne putte labels på. Kategorisere. På en anden måde end jeg selv ville kategorisere dem. Hvis jeg da overhovedet havde brug for at kategorisere dem.

Så hvis du tænker, at vi er ude i et forsinket teenageoprør, så kan du måske godt ha’ ret. Men egentlig tror jeg, at vi skal længere tilbage. Til vil-selv-fasen. For jeg vil og kan faktisk en del. Også selv om min mor gentagne gange fortæller mig, at det ville jeg aldrig kunne. Og nu tænker du måske, at min mor ikke er sød. Men det er hun. Hun er et utroligt elskeligt menneske, og folk sætter stor pris på hendes umiddelbarhed og hjertelighed. Fordi hun vil alle mennesker det bedste. Også mit bedste.

Jeg kæmper bare stadig med at ryste hende af mig, samtidig med, at jeg forsøger at få hende til at slippe mig som det barn, jeg er i hendes øjne. Ja, jeg ved jo godt, at jeg altid vil være hendes barn, men børn er som biblioteksbøger (læste jeg engang); de er til låns, og det er lidt som om min mor glemte at afleveringsfristen var overskredet. Derfor, og af tusinde andre grunde, bliver jeg arrig i en ubeskrivelig grad efter blot få minutters samvær eller snak med min mor. Jeg får lyst til at skrige og trampe i gulvet af ren og skær frustration, og råbe noget i retning af: ”MOR!! Ser du ikke, at jeg har født tre børn, og at de rent faktisk stadig er i live?! At de har tøj på kroppen, får mad på bordet, at jeg har et job? At jeg har formået selv at finde hen til hundredvis, måske tusindvis, af toiletter i min levetid efter at jeg fløj så langt væk hjemme fra som jeg overhovedet kunne?!” ….

Men det gør jeg ikke. Skriger. Men jeg bliver endnu mere indebrændt, og luften bliver tyk af det, der aldrig bliver gjort, og af de følelser, som ingen ved, hvordan skal håndteres.

Ergo holder jeg min mor en armslængde fra mit liv. Fordi jeg ikke vil umyndiggøres, og fordi jeg ikke vil høre hendes mening om mit liv. Fordi hun skal forstå, at vi er to forskellige personer.

Det kan godt blive til nogle lidt dræbende samtaler vi har kørende, fordi jeg ikke fortæller nogen ting. Altså vitterligt ingenting. Virkelig. Måske de små ting, men ikke de store ting, der fylder i mit hoved. Den slags.

Samtidig, så ved jeg også godt, at det ikke er løsningen. At tingene ikke bliver lettere af den grund. Faktisk bliver de sværere, og det hjælper heller ikke på det, at min mor er ved at komme op i årene. Hun er her jo ikke for evigt, og det tænker jeg ofte på, når jeg har afsluttet en samtale.

Jeg ville ønske, at jeg var et større menneske. Ét af den slags, som er overbærende. Som kan ryste alt det hele af sig, og opføre sig anstændigt, og sige ”Jeg elsker dig, mor”. Det er bare lige som om jeg ikke helt besidder den evne. Jeg er mere sådan én, der vrisser ting som ”Over i den anden vejbane, mor. Hallo! Vi kører venstre mod venstre!” og den slags. Og når hun så er taget hjem, eller vi er taget hjem, eller hvordan det nu forholder sig de få gange om året vi ses, så bliver jeg trist. Fordi jeg heller ikke denne gang var det større menneske; fordi hun er gammel, og fordi hun vil mig og os det så godt, og så blev det – igen – akavet og anspændt. Vi forpassede endnu en chance.

Så jeg er vred og frustreret. På mig selv, allermest, men også lidt på hende. Og samtidigt, så synes jeg det er virkelig sejt, at hun ikke har tid til at tale når jeg ringer fordi hun sidder og fotoshopper billederne fra turen til Færøerne sammen med Gertrud.

Livet er skørt. Og fuld af alle mulige underlige former for kærlighed.

Fotograf: Palle Pophår

28 tanker om "Om at være nogens datter"

  1. Ellen

    Uha, det er slemt, når moar ikke vil slippe barnet og lade den voksne person komme til.
    Jeg var nødt til på visse (temmelig mange, faktisk …) punkter at slippe C, da hun var 15 og startede i gymnasiet – i samme klasse som en hel del 18-årige, som jo selv kunne bestemme. Hvis ikke C skulle blive til grin eller holdt udenfor, talte vi om det, og det blev til frihed under ansvar.
    Dette formåede hun at praktisere til stort set fuldkommenhed, og jeg fik en meget moden og selvstændig datter ud af det.
    Jeg kan godt forstå, at du er vred – samtidig med alt muligt andet – og jeg kunne godt tænke mig at få en god snak med dig om det, fordi din mor er muligvis også frustreret, fordi hun ikke selv kan se, hvad hun gør/har gjort galt. Og skete der mon noget ved at fortælle hende det? Men det kræver, at I to er i enrum. I flere timer …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er faktisk noget, som jeg har prøvet at sige flere gange, men det et bare lidt som om det ikke helt giver mening. Jeg tror simpelthen ikke hun forstår det. Så jeg har valgt at sige, at det må være sådan. Og det skyldes faktisk sjovt nok ikke, at jeg ikke har fået rigelige mængder frihed under ansvar, for det har jeg. Det føles bare.. lidt som om tiden gik i stå på et tidspunkt, og derfor føles det lidt som om hun ikke ser at jeg er en (helt) anden person end jeg var, da jeg var 17. Det er svært at forklare….

      Svar
  2. Macu

    Åh tak ❤️

    Ville ønske jeg kunne nøjes med det, for det ser så pænt ud, og jeg mener det af hele mit hjerte. Men jeg bliver nødt til at sammenligne bare lidt.
    For min mor kategorisere også. Jeg kalder det; at hun laver sandheder, hvis jeg fortæller at min datter er væltet på sin cykel, “er hun barnet der altid kommer galt afsted “, eller til en stor fest hvor min søn gemmer sig lidt bag mig, siger at han er genet, bliver han ” barnet der ikke kan lide fremmede” Det er næsten umuligt at få hende væk fra tanken igen. Så jeg er også holdt op med at fortælle ting, selv små ting, men hvad skal vi så tale om.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er nemlig det – hvad dælen skal man så tale om?!… Jeg synes, det lyder som om vi to måske oplever lidt det samme. Jeg synes det er ret svært, faktisk. Før jeg egentlig holdt op med at fortælle hende noget, oplevede jeg, at hvis jeg fortalte om en bekymring, så kunne der ske to ting: Enten blev det bagetelliseret som noget pjat, eller også blev hun meget mere bekymret end mig. Det betød, at jeg i stedet for at få sparring, hvilket vel reelt er det man søger, enten følte mig som komplet idiot eller som én, der skulle skrue ned for min egen bekymring af hensyn til min mor. Og så er det jo så meget lettere at lade være. Og yes, de der labels – dem bliver man en lille smule sindssyg af. Tak fordi du er derude, Macu! 💕

      Svar
      1. Macu

        Åh ja, den kender jeg også, så skal jeg bruge kræfter på, at få hende til at holde op med at bekymre sig. Det værste er næsten, når hun siger det til andre i mens jeg eller, endnu værre, barnet er tilstede.
        Hvis et af mine børn har været lidt små syg, og så fortæller hende om det, siger hun altid :” hvorfor har du ikke ringet og sagt, den slags er jo vigtigt at fortælle” Så bliver jeg så ked af det, for det vigtigste er da ikke hvem der er syg hvornår.
        Nå men jeg kunne blive ved og det gør jeg ikke.
        Jeg vil gerne være et anderledes mennesker, men jeg vil også gerne have et forhold til min mor og vil så gerne at der er forhold til mine børn også. Det er svært, meget svært. Så lov mig at skrive om det hvis du finder en god vej.
        For der er lighedstegn, mange tror jeg.
        Tak for at du deler dine tanker ❤️

        Svar
        1. Maude Forfatter

          De tilbagemeldinger jeg har fået i forbindelse med det her indlæg har faktisk også været lidt en øjenåbner, for jeg troede oprigtigt talt ikke der rigtigt ville være nogen, der ville forstå det – men det er der jo tilsyneladende! Og eksemplerne som vi hver især bærer rundt på er jo mange, og jeg kan sagtens se dit scenarie for mig udspillet i levende live. Suk…

          Svar
  3. Anne R

    Det giver så meget mening for mig, det indlæg.
    Jeg har selv haft et svært forhold til min mor. I teenageårene og de tidlige voksenår. Nu har vi det heldigvis rigtig godt sammen, og vi taler om mange ting, men alligevel er der stadig punkter, hvor jeg kan genkende noget af det, du skriver. Visse ting kan vi nemlig slet ikke tale om, og visse træk hos hende har jeg det meget svært med. Men det går, bare vi ikke er sammen mere end et par dage.
    Hvad så med det at være nogens svigerdatter? Det kan lugte af lidt af det samme. I hvert fald for mig.
    Min svigermor bekymrer sig. Om alt. Hele verden er farlig. Hun kan finde på at sige, at mine drenge ikke må stikke en pind i bålet i haven, selvom jeg står ved siden af, har set det og intet sagt (fordi mine børn er 8 og 12 og meget vant til bål og sikkerhedsregler). Så er jeg nødt til at sige “Jo, det må de faktisk godt, det gær vi altid, når vi har bål”.
    Hun vil helst ikke ud i vores have, for der er så ujævnt (så kan man falde).
    Øh, nå, ved ikke luge, hvor jeg ville hen med det, egentlig. Sorry.
    Måske var en del af pointen, at selvom jeg absolut har det bedre med min mor end svigermor, så er det nemmere for mig at sige fra over sviger. Nok fordi jeg ikke har noget i klemme, og der ikke ligger et helt livs følelser mellem os og bliver aktiveret ved en kritisk kommentar.
    Jeg kan næsten fysisk mærke min egen mors utilfredshed/mopsethed, hvis jeg kommer med en bemærkning, der bare har et strejf af kritik – uanset hvor umage jeg gør mig med mit tonefald og ordvalg.
    Vi ryger direkte tilbage i tiden, begge to.
    Sikken gang rod, jeg har skrevet! Håber, det giver mening for nogen.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det giver bestemt mening! Og jeg synes du faktisk siger noget helt essentielt: Om at have (eller ikke at have) et helt livs følelser imellem sig selv og et andet menneske. Det er er sådan, det er. Det er ikke bare nogle enkelte øjeblikke; det er verdens længste kontekst, som udsagn og handlinger udspringer fra i den blodsbeslægtede familiekonstellation. Med andre og mindre komplicerede relationer vil de samme handlinger og sagte ting bare slet ikke blive læst ind i samme kontekst, og de tråde, der trækkes, vil slet ikke være så indviklede! Tak for den vinkel på det!! 💕

      Svar
  4. Marie

    Kategorisering gør det virkelig nemmere for nogle mennesker at være til, tror jeg. Så er verden bare mere gennemskuelig. Men hold nu op hvor er det dog anstrengende, især med folk der har behov for at putte deres børn i kasser. Min farmor er sådan, hendes børn var den kloge, den generte og så fremdeles – det samme med hendes børnebørn. Heldigvis har min mor altid gjort oprør på vores vegne, og jeg tror altså mere på, at vi bliver “til” hele livet i vores relationer til andre, selvom man jo så også hele tiden har noget med sig. Kan godt forstå, hvis man/du kan føle dig fastlåst. Hvad angår overbekymrede mødre/mødre der har svært ved at give slip, så handler det jo så uendeligt meget om dem selv, men det er svært at være i. De har i virkeligheden kun plads til sig selv, for bekymring skygger altså ofte for, at de kan se verden fra andres perspektiv eller tage sig kærligt af andre. Min svigermor virker altid bekymret, det er svært, for jeg synes, at hun planter ret meget ængstelighed i mine unger sommetider. Jeg var lidt ved at blive sådan i relation til min søns skolestart, men måtte huske mig selv på, at han jo IKKE er mig, og jeg håber derfor, at jeg kunne være der for ham på hans præmisser i alt det nye. Har du mon læst Kathrine Marie Guldager om familiebrud i Politiken? Jeg er ikke nødvendigvis enig, for klynkende mødre ER nok også livet, synes jeg, men hun har sat tanker i gang hos mig – også om søskenderelationer.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, den artikel har jeg ikke læst – den lyder ellers interessant! Og jeg tror helt klart at du har en pointe med at kategoriseringen og de mange labels for nogle gør det lettere at navigere i tilværelsen. Du har også ret i, at det kan være svært (virkelig svært!) at adskille sig selv fra sine børn, og ikke automatisk gå ud fra, at de føler det samme i en given situation, som man selv ville gøre. Det er nok en udfordring jeg har med særligt én pode herhjemme – og nu hvor du gør mig opmærksom på det, så skal jeg nok til at være lidt mere obs på ikke at drive ham til vanvid (også) på den front! Tak for din kommentar, Marie! 😘

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Det er ikke nemt at være nogens datter. Mon ikke vi alle har lidt – og nogen en hel del mere – at slås med? Jeg har i hvert fald også nogle hvide pletter på kortet i forhold til min mor (og far). Ting, vi bare ikke kan snakke frit om. Det er rigtig træls, men det allerværste, synes jeg, er tanken om at gentage mønstret selv og blive hende den umulige mor, som det er helt umuligt at snakke fornuftigt med. Åh altså. Jeg håber, at jeg kan undgå at blive alt for skrækkelig, men jeg er bestemt ikke sikker …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh ja, den tunge, tunge arv, som vi er så bange for skal blive vores en dag. Og mon ikke den gør det for nogle af os? Jeg trøster mig en del ved, at mine børn har en fantastisk far, som de sikkert godt gider besøge når vi er blevet gamle og grå – og så kan jeg sikkert få lov til at pisse et par svigerdøtre godt og grundigt af – PlUS mine sønner, selvfølgelig!…. 😂

      Svar
  6. Hanne

    Tak for et, igen, fint og eftertænksomt indlæg.
    Det er ikke altid nemt at elske sin mor – jeg gør det ikke. Jeg synes hun har været irriterende og snobbet, hun brugte tit vendingen: hvad vil andre ikke tænke/sige – det kan stadig få mig op i det røde felt.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhh, det er jeg ked af at høre, Hanne – det lyder ikke som om det har været let 😢… Og det er tungt, når man konkluderer, at kærligheden bare mangler?

      Svar
  7. N

    Hmm, har tygget en del på dit indlæg, da det har ramt noget i mig. Mit forhold til min mor er bestemt ikke optimalt, hun er en på mange måder supersej og virkelig foretagsom dame, men også frygteligt selvoptaget – i den forstand, at det er hendes behov og det, der optager hende, der fylder i samværet. Vi har sågar været i terapi, som hun var tæt på at udvandre fra, da hun syntes at psykologen og jeg rottede os sammen mod hende.

    Så ja jeg har også resigneret og erkendt at det nok aldrig bliver anderledes. Det betyder så også at jeg i vores samtaler altid føler mig trængt op i et tavst hjørne, når hun har læsset af og jeg ikke kan få plads eller rumme det. Med den evige dårlige samvittighed til følge.

    Andre fortæller at de kan blive helt knuste eller grådkvalte ved tanken om at miste deres mor. Jeg er bare helt tom. Jeg tænker derfor at jeg kan forvente at skulle hygge mig med en temmelig omfangsrig krise, når det sker og jeg rammes af chokket over at det aldrig blev rigtig godt og det nu er for sent.

    Men hvem ved…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, jeg kan virkelig også godt bruge lang tid på at fundere over hvordan jeg reagerer når det en dag er for sent, så jeg ved godt hvad det er for tanker du tumler med. Som jeg lige luftede tidligere på aftenen i en helt anden sammenhæng, så kan jeg huske min far en gang sagde til mig “Jeg ved godt hvad du ønsker, men tro mig, det bliver ikke lettere når jeg er død” (og ja, det var heller ikke så godt et forhold), så da han døde tænkte jeg, at nu ville alt det blive meget, meget svært. I lang tid. Men det jeg forestillede mig og frygtede ville dukke op, er enten forsinket, eller – hvis jeg er heldig – dukker det ikke op… Det lyder muligvis en kynisk, men det er ikke ment sådan! Held og lykke med det hele, N! ❤️

      Svar
  8. gravidgrahvad

    Tak for et ærligt og dybfølt indlæg.
    Det er ikke spor nemt med de der familierelationer og alle de forventninger, der knyttes til det. Det kan jo næsten være skamfuldt at have en vanskelig relation til sine forældre, eller måske søskende?

    Jeg har lyst til at kaste ordet “tilgivelse” på banen, fordi det for mig at se, er den bedste måde at bygge bro på, når sårethed, skuffelser og måske vrede, står i vejen i relationer.
    Måske har du først og fremmest brug for at tilgive dig selv for ikke at være “det større menneske”, som du kunne ønske dig at være, og øve dig i at rumme din egen u-rummelighed, hvis du forstår? Det vil måske føre til, at du kan tilgive din mor for ikke at magte at være mor på den måde, du faktisk har mest brug for det, og bedre vil kunne rumme din sorg over det tab.

    For mig at se handler tilgivelse ikke om en bestemt følelse eller sindsstemning eller resignation a la “så kan det også være ligemeget”. Det handler om at se kendsgerningerne i øjnene, og så beslutte sig for at begynde at give slip. Og hver gang det popper op igen, så ser man tigeren i øjnene og giver slip igen og igen og igen.

    Jeg er stadig i den proces. Både i forhold til mine forældre, men også nogle gange i forhold til min mand, hvor jeg igen og igen må lægge ting, der er sket eller sagt eller gjort bag mig, fordi jeg vil en fremtid sammen.

    Ej, lyder jeg helt opblæst og bedrevidende? Det er virkelig ikke ment sådan – jeg håber bare, at du finder en måde at være i relationen til din mor, uden at være nervøs for hvordan du vil have det, når hun engang ikke er her mere.
    Alt det bedste til dig <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak! Og nej: Du lyder hverken opblæst eller bedrevidende – det giver helt klart mening, og jeg øver mig faktisk også i ikke at være så vred på mig selv over at være den, jeg er. Jeg håber det lykkes en dag. Når jeg ser på skrift hvad du har skrevet, så tager jeg mig selv i at synes det ser så enkelt ud. Og det ved vi jo godt, at det ikke er. Men samtidig får det mig også til at erkende, at jeg slet ikke er særlig let at have som datter (eller som nogen andre ting, for den sags skyld) – det er virkelig ikke nogen let opgave min mor har trukket i automaten!

      Svar
      1. gravidgrahvad

        Ja, det lyder alt for enkelt på skrift.
        Og nu kender jeg dig jo ikke sådan i den virkelige virkelighed, men jeg tænker da overhovedet ikke, at det handler om, at du ikke er let at have til datter. Det handler nok mere om, som du også indleder med i indlægget, at der er nogle forskelle i jeres personligheder, som gør at I har rigtig svært ved at “mødes” og forstå hinandens vinkler og værdier. Det er hverken din eller hendes skyld. Det er bare sådan det er.

        Og det var nok i virkeligheden det, jeg gerne ville sige og ønske, ligesom Caroline nedenunder skriver så fint om; det der med at kunne slutte fred med både sig selv og situationen, uden at det er fordi den ene eller den anden er “svær” eller forkert.

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Det er altid godt at slutte fred. Lettere i teorien end i praksis – men det vigtigste er vel, at man forsøger!

          Svar
  9. Caroline

    Hej Maude. Tak for alle dine indlæg, jeg læser dem allesammen (flere gange!).. Jeg kan virkelig relatere til det du skriver om at være i den situation – selvom jeg er i tyverne og ingen børn har. Til tider har jeg haft seriøse overvejelser om hvorvidt jeg overhoved har lyst til at få børn, fordi jeg ikke magter at de skal involveres i min relation til min mor. Det er meget svært at drøfte det med jævnaldrende veninder, de er lyttende, men det er stadig helt klart for mig at de er helt uforstående overfor alle de tanker man kan gøre sig i sådan en situation. Jeg er blevet gift tidligt (med min mors forudsigelser om en hurtig skilsmisse). I starten gjorde min mand sig en masse velmenende anstrengelser for at motivere mig til at være den ‘store’ og ‘initiativtageren’ i forholdet til min mor, idet han mente at det ville være bedst for mig at have et forhold til hende (uanset hvilken form for forhold). Nu har vi snart været gift i 8 år, og han har efterhånden accepteret at han får den suverænt bedste kone når hun kun har sporadisk kontakt til sin mor. Det har været svært for ham at acceptere at jeg aldrig får det samme forhold som han selv har til sin egen mor. Efterhånden har vi begge to fundet ‘fred’ med at der er uorden/kaos i tilværelsen – og min mand støtter mig meget mere i at mærke hvad der rent faktisk fungerer istedet for at presse på for at få et forhold op og køre til min mor som nok aldrig bliver som vi havde drømt om.
    Ved ikke lige hvad jeg ville sige med alt det, men om ikke andet så ved du ihvertfald at du har en trofast følger bag skærmen 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ej, Caroline!… ❤️ Først og fremmest tusind tak fordi du følger med; det varmer helt ud i tåspidserne på en ellers virkelig træls (men dog i forvejen vældig varm) dag – du ved hvad jeg mener! 💕 Jeg er ked af at høre om det problematiske forhold til din mor, men det lyder som om I har fundet ro i at lade kaos være kaos, som du selv skriver. Jeg vil sige, at jeg håber ikke, at det skal være din mor, der afholder dig fra at få børn – hvis altså du gerne vil! 😀 Det lyder som om du har en skøn backup i din mand, jeg føler mig overbevist om at I klarer tingene (altså din mor!) – på den måde der giver bedst mening for jer. Og lige nu ville jeg bare SÅ gerne slutte af med noget virkelig klogt, men det er ligesom om det udebliver…. Jeg blev virkelig glad for din kommentar, Caroline! 🌿

      Svar
      1. Caroline

        Huha, hatten af for jer der lægger fine tanker ud på nettet til hverdag – mine håndflader var svedige bare ved at trykke send til en enkelt kommentar 😂 Men nej, er kommet frem til at man ikke kan leve sit liv på ‘standby’ og gå og vente på at der kommer bedre tider/bedre forhold – for det er måske ikke altid realistisk at det bliver en hel masse anderledes! Så nu har vi besluttet at vi gerne vil have børn, og så må vi se hvad fremtiden bringer + gøre vores til at forholdet ikke lider mere end nødvendigt samtidig med at vi passer på os selv (det lyder nemt – det er det ikke 😂).
        Fortsæt meget gerne din fine blog og tak fordi du deler af dit eget familie liv her 🌱

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Ja, nu er det også lige før jeg får klamme håndflader. Man skal ikke tænke for meget på det dersens internet….. Fantastisk at du alligevel tør kaste dig ud i projektet med børn, jeg ønsker dig al den medvind i ryggen, du kan få! 😘

          Svar
  10. X

    Tusind tak for et super fint skriv. Jeg har, lige som dig, et noget…kompliceret forhold til min mor.
    Min mor har altid været utrolig dominerende og vil gerne blande sig i alt! Til trods for at jeg har to børn og er læge (så skulle mene jeg er i stand til at tage fornuftige beslutninger selv i pressede situationer og mine børn får da tøj på hver dag og er endnu ikke gået sultne i seng), opfører min mor sig stadig som om jeg er teenager. Hun har en mening om ALT og fortæller mig det gerne, hvis jeg ikke lever mit liv efter hendes hoved! Hun flytter gerne rundt på tingene i vores køkken eller omplacerer børnenes tøj i skabene “fordi det er meget smartere sådan her”!!! Og jeg har meget svært ved at sætte grænser for hendes indblanden. Jeg har som dig forsøgt at tale med hende om det, men hun kan slet ikke se problemet. I virkeligheden tror jeg ikke, hun har et kompliceret forhold til mig… Og hun bliver ret fornærmet hvis jeg pipper lidt op om det. Så nu har jeg accepteret, at det er sådan hun er. Hun er en helt fantastisk mormor, mine børn elsker hende og hun stiller op hver gang vi har brug for hjælp! Så jeg lever med det forhold vi har, sætter foden ned når det virkelig betyder noget for mig, og flytter tøjet tilbage til den rette plads når hun er taget hjem. Men for at beskytte mig selv er hun og jeg ikke længere fortrolige. Fordi hun aldrig har vist forståelse for noget jeg var ked af, hvis hun har syntes det var noget pjat! Og så øver jeg mig virkelig i, at lade mine børn tage selvstændige beslutninger uden min indblanding selvom det måske ikke var den beslutning jeg havde valgt! De er ikke så gamle, så udfordringen er ikke helt så svær (endnu), men tænker det er vigtigt at øve sig nu mens de er små, så jeg forhåbentligt er rustet til de beslutninger de træffer som teenagere.
    Det er rart at høre jeg ikke er den eneste der har det lidt svært med mor/datter forholdet. Men jeg har til gengæld ingen dårlig samvittighed over, at jeg ikke er et større menneske. Jeg har gledet af i så mange år og været ked af noget hun har sagt/gjort men bare holdt det for mig selv for at undgå dårlig stemning og ikke én eneste gang har min mor været “den store”! Man kan ikke blive ved med at være den søde og forstående, når det aldrig går den anden vej. Et langt og måske lidt rodet skriv, bare for at sige du ikke er alene i den båd😊

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Slet ikke rodet, overhovedet, og jeg kan genkende virkelig meget af det du skriver!🌿 Der er virkelig mange afkroge i de her mor-datter-relationer, hvor man kan fare vild, og jeg tror på nuværende tidspunkt min mor og jeg går fejl af hinanden næsten ved hver tænkelig lejlighed. Eller jeg går galt. Men jeg synes det lyder som om du har fundet en balancegang omend det alligevel er vemodigt? Jeg tænker du gør det allerbedste ved at være overfor dine børn, som du er. Jeg øver mig også i at anerkende deres mange forskellige former for følelsesudbrud uden at være fordømmende (det sværeste for mig, er nok at jeg ikke selv skal havne i den samme følelsesroulette som dem…). Jeg er rigtig glad for at du skrev, det er rart at vide man ikke er den eneste! ❤️

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.