Hvo’n går det så?

For tiden bliver jeg ret ofte spurgt hvordan det går. Og jeg ved ikke, om det er fordi jeg ser dem, der spørger, virkelig sjældent, eller om det er fordi jeg ligner én, som man ikke helt ved hvordan har det, eller om det mon som sidste mulighed slet og ret bare er fordi jeg er blevet opmærksom på det, og derfor tænker mere over selve høflighedsfrasen, end jeg plejer. Men jeg føler en lille smule at jeg bliver taget med bukserne nede. Hver gang. For jeg oplever, at når folk spørger hvordan det går, så har jeg ikke et clue. Jeg aner det ikke. Overordnet set har jeg en ide om at vi har det godt, men når jeg bliver spurgt, så ved jeg ikke engang hvad vi lavede i går. Eller om det er sommer eller vinter. Okay, dårligt eksempel – med de temperaturer vi holder os for tiden, så ved jeg godt efter relativt få splitsekunder, at det er sommer – men du ved hvad jeg mener: Det står helt bomstille inde i mit hoved, mens jeg prøver at lokalisere hvad der er op og ned.

Så nu – i et sjældent stille øjeblik – prøver jeg lige at danne mig et overblik over hvad jeg egentlig ved om mit eget liv og min egen færden; så er jeg klar næste gang nogen spørger:

Jeg ved, at jeg fik stjålet min cykelkurv forleden. Come on, helt ærligt, hvem fanden stjæler en gammel cykelkurv? Eller, så gammel var den faktisk slet ikke (men heldigvis havde en måge netop skidt ned i den). Men altså. To sekunder i Netto, og væk var den. I min optik er cykelkurve fredede. Folk, der cykler med pilefletscykelkurve stjæler ikke (andre folks cykelkurve). Basta. Eller måske gør de. Eller også gør nogle andre. I hvert fald, så stod jeg der, med verdens længste næse og en pakke toastbrød.

Jeg ved også, at da jeg bagefter ankom til SFO’en, var min yngste ved at dø af lykke ved udsigten til at involvere politiet i forsmædelighederne. Altså indtil jeg meddelte ham, at det blev så nok ikke tilfældet. SFO’en var i øvrigt i fuld gang med dets årlige loppemarked, hvorfor mit afkom var forsynet med for fyrre kroner dårligt poppede popcorn og tilnærmelsesvist antikke fodboldkort – og hvis du spørger mig, så er det næsten mere kriminelt at sælge fodboldkort fra 2005 til en intetanende 0. klasseselev, end at stjæle en cykelkurv. Men igen: Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Jeg ved også, at da jeg senere købte en ny cykelkurv, købte jeg samtidig et polstret sadelovertræk i noget fake fur-polyester-hejs. Muligvis ikke det allermest gennemtænkte, årstiden taget i betragtning: Vi taler fake fur. Vi taler lufttemperaturer på 28 grader. Vi taler ekstrem varm røv.

Jeg ved også, at min ældste ringede i går da han kom hjem fra skole, og meddelte, at der var vand over det hele. Og så var jeg lige ved at begynde at græde, derinde på mit arbejde, hvor jeg sad midt i efterdønninger af et oplæg om værdiskabelse og selvledelse. Mand havde en very important deadline, og havde på ingen måde tid til hverken at tale i telefon eller bekymre sig om en potentiel vandskade – men det var egentlig ikke udsigten til en lejlighed, der stod under vand, og det var heller ikke Mands fravær, der bragte mine tårekanaler på overarbejde. Det var mere det faktum, at i virkeligheden, så er det altid min svigerfar, jeg ringer til når der sker sådan noget her. Og så blev jeg slået lidt om kuld af den dér følelse af, at ville ringe til én, der ikke er her mere.
Kender du det?

Jeg ved også, at senere på dagen fik min yngste solstik til fodboldtræning. Man skal virkelig ikke undervurdere solens magt, hvor skøn den end føles og hvor meget vi end nyder det vidunderlige vejr alle sammen. Verden og København er fuld af folk, der vælter ud fra deres mørke kroge, og suger sommeren til sig. Men man kan, som det fremgår, altså også suge lidt for meget. Bang.

Jeg ved også, at da jeg efterfølgende vandrede grådlabil rundt herhjemme, fik jeg en SMS fra min søde veninde, der sad på min trappesten, og havde gin og tonics med i tasken. Vi gik ned i haven, hvor hun lavede magi med isterninger og citronskaller, og så sad vi dér under de blomstrende jasminer, og snakkede om livets skrøbelighed, og om hvem der havde de grimmeste deller, og den slags, som man kan med én, man har kendt for evigt. Og pludselig var timerne gået, og dagen var blevet en helt anden. Jeg føler mig stadig helt varm i maven på kryddersnapsmåden over, hvor heldig og priviligeret, jeg er. Over at der findes mennesker, som hende, i mit liv. Og over, at hun vil have mig i sit.

Så jo, jeg har det vist meget godt?

PS. Er der nogen, der har tænkt sig at sende en gin og tonic eller en overlevelsespakke med noget psykologisk krisehjælp til Loris Karius? Det gik ik’ så godt vel?

14 tanker om "Hvo’n går det så?"

  1. VenterPaaVinBlog

    Årh, en lille knuser til dig Maude – godt, man kan ringe til dig mange år endnu, og din mand med! Men kan altså godt forstå at det er lidt skørt når “de voksne” dør. Også selv om man på papir er det selv. Og ens børn har tiltro til at man liiige kan stoppe sådan noget vandvrøvl på voksenmåden, som man selv ikke føler sig “gammel nok” til 🙈
    Tænk når det engang er mig! Puh. Jeg har jo ikke engang fået mit Hogwarts brev.
    Ellers godt, at du har det godt – g&t’s af den spontane slags ink. tøsesnak er stadig på min top 10 over niceness i denne verden❤️.

    – A

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Klart niceness når det er allerbedst! 💕 Ja, jeg spekulerer også på hvornår jeg mon selv får papir på at være voksen. Eller, det har jeg nok faktisk allerede, men det er ligesom om at hovedet aldrig fulgte rigtig med papiret…. Og det kommer det muligvis heller aldrig til.. 🙃

      Svar
      1. gravidgrahvad

        Ja, jeg griber også ofte mig selv i at tænke på, hvornår de rigtige voksne kommer og tager over, for dét her kan jeg da overhovedet ikke finde ud af!

        Gad vide om vores egne forældre også havde den der følelse af “fake it till you make it”?

        Svar
  2. Monica

    uh jah det satans liv. eller noget.. håber du fik tørret op… både gulv og tårer… G&T kan gøre det meste bedre…
    om ikke andet så har ham der karius baktus da en ok røv…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Den havde jeg ikke lige fået set nærmere på, men ok. Og ja – det satans liv – kys det nu! ❤️

      Svar
  3. Lene

    Godt der findes veninder, der ved nøjagtig hvornår de skal komme.
    Og mon man nogen sinde føler sig voksen nok.
    Knus til dig og en god weekend

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg tvivler på, jeg nogensinde kommer til at føle mig sådan rigtig voksen. Jeg ved simpelthen ikke hvordan man gør??

      Svar
  4. Ellen

    Det er okay med en varm røv. Bedst, faktisk … jeg bryder mig ikke om folk, der er kolde i røven 😀
    Oftest, når folk spørger, hvordan det går, er de i virkeligheden ikke interesserede i svaret.
    Måske undtaget lige sådanne guldpiger, som den der supergode veninde, du er så heldig at have.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hehe, hvor er du go’, Ellen! 😝Altså for det meste er jeg faktisk ganske kold i røven – bogstaveligt talt – jeg er nemlig sådan én, der fryser på den principfaste måde! ❄️

      Svar
  5. Birgitte B

    Jeg tager stadig mig selv i at ville ringe til mine bedsteforældre. I visse sammenhænge. Det er skrækkeligt, men efterhånden lærer man at kapere det ❤️ Kh Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er en underlig følelse, når man bare MÅ dele noget med nogen, som ikke længere er her. 😢

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.