Kan man løbe tør for ord?

Ja, det har jeg tænkt lidt over her de sidste par dage, hvor vi tog forskud på sommerferien, lod ungerne holde fri, og drog på landet. Ret spontant. Og Ældste Pode troede ret beset han skulle dø, så meget ville han hellere være i skole, og hjemme på Frederiksberg, end at være i fucking sommerhus. For mit eget vedkommende har jeg malet træværk i en grad så hver eneste muskel i min krop værker og er komplet syret til. Jeg er faktisk en omvandrende portion A38, og i virkeligheden var jeg tæt på at diktere dette indlæg i stedet for at skrive det. Jeg kunne, når alt kommer til stykket, også have brugt det som en dårlig undskyldning. For midt i det simple sommerhusliv, så kom jeg i tanker om alt det, jeg burde skrive noget på bloggen.

Jeg kunne skrive om den lille soloulykke på stigen, hvor jeg i løbet af et nanosekund blev indsmurt i noget der ligner 4 liter træimprægneringsolie, og Mand fluks måtte afsted efter en ny omgang Gori-et-eller-andet. Og mens Mand sad dér i bilen på vej i Silvan, og funderede over hvordan hans ægteskab mon var endt med at blive sådan her, så tænkte jeg på noget helt andet. Jeg har nemlig opdaget, at der er folk, jeg holder øje med. Ikke på den creepy måde, men heller ikke på neighbor watching-måden. Og dog lidt alligevel. På en anden måde. Jeg ved, at de har huse nede ad de andre stikveje, og jeg kan huske da deres børn var så små, at de sad i vandkanten med bar røv og solhat, og jeg genkendte dem, da de senerehen lærte at cykle. Jeg ved, at moren i det ene hus har lagt sig betragteligt ud i løbet af de sidste 5 år (herregud, haven’t we all), og jeg ved at hunden hedder Walther. Den slags. Men vi hilser ikke på hinanden – de ved nemlig ikke at jeg findes. Ikke hvad jeg ved af, i hvertfald. Eller også har de det ligesom mig. Herhjemme findes der også mennesker, som jeg bliver ved med at møde næsten dagligt i gadebilledet, og efterhånden ved jeg mere og mere om dem. Men jeg ved ikke, om de ser mig. Jeg tænker nogle gange på om der overhovedet findes tilfældigheder. Jeg tænker på betydningen af mødet mennesker imellem, og på, at hvis der ikke findes tilfældigheder; hvis der virkelig er en mening med alting, hvad handler de her møder så om?

Nå, men jeg kunne også skrive om den dér softice-maskine på Burgerhjørnet, som giver fortabt hver gang det bliver min tur. Og jo, det er hver gang. Kunden før mig vandrer glad og fro afsted med sin is, men når jeg afgiver bestilling, vender ekspedienten tilbage med en tom vaffel, som hun vifter lidt illustrativt med, mens hun med en beklagelig mine serverer en lang snak om temperaturer og splat. Er det skæbnen, eller hvad? Hvilken højere magt spiller mig et puds i denne her yderst alvorlige sammenhæng? Jeg tager det som en personlig fornærmelse at maskinen kun er i stand til at lave blæver når det bliver min tur – og dét er i virkeligheden svaret på hvorfor Mand springer ind i bilen for at hente mere maling til mig. Det er fordi voksen-genet mangler. Mit, altså.

Til gengæld, så kunne jeg godt skrive noget om hvor voksen jeg tværtimod følte mig i lørdags, hvor jeg var på polterabend, og skulle på toilettet. Jeg havde ud af øjenkrogen spottet hvordan en vældig tjekket kvinde med solbriller styrede stålsat mod toilettet for at forlade det igen nogle minutter senere. Og da jeg gik der ud efterfølgende, gik der kun ganske få splitsekunder inden der blev rykket voldsomt i døren. Og jeg kunne godt se hvorfor: Hun havde glemt sine solbriller. Men hun havde også lavet halløj i tønden i et omfang, så der ikke kunne trækkes ud.
Forestil dig at være kvinden, der vil have sine solbriller, men som samtidig ved, at den person der er inde bag døren også ved hvilken tilstand, hun har efterladt toilettet i. Oh, the irony.
Det tænkte jeg så lidt over, indtil jeg åbnede døren og smilede så sødt, som det nu engang er muligt for sådan en som mig, og spurgte “Er det dine solbriller?”
Det ku’ bare så meget ha’ været mig selv. Jeg satser på et par point på karmakontoen for den.

Og nu har jeg jo fået skrevet lidt af det, som jeg undervejs gik og tænkte på. Absolut ikke verdensomvæltende begivenheder, I know, men pointen er, at jeg for første gang i de næsten tre år jeg har blogget, faktisk slet ikke følte for at skrive. Trangen og fingerkriblen var helt væk, og intet kunne rage mig mindre end nogen som helst former for sociale medier. Jeg ville så meget hellere se på himlen, og lade mig inspirere på alle mulige andre tænkelige måder. JOMO i sin allerreneste form. Måske fordi nogle andre og mere vigtige brikker i mit liv er faldet lidt på plads.

På en måde føltes det virkelig rart, og på den anden side, så blev jeg også lidt skræmt over, hvor let det egentlig forekom mig, at jeg bare kunne lade det hele være. Give slip. Var det dét?

Og nu sidder vi her. Jeg er røv-solskoldet, og ligner lidt Gurli Gris. Vi har haft det meste af en liter koldskål sejlende rundt i termotasken, og Mand har brækket lilletåen, hvilket jeg har vældig dårlig samvittighed over, selvom det absolut intet har med mig at gøre. Til gengæld er alle fjernsynskanalerne nu ganske ude af trit, og dét er positivt min skyld, og jeg står virkelig lavt i meningsmålingerne af samme årsag. Samtidig er vi blevet tæppebombede med myggestik, og Ældste Pode skal ha’ bøjle på tænderne lige om lidt. Og hvis du spørger, så yes. Vi har en fest.

26 tanker om "Kan man løbe tør for ord?"

  1. Anne

    Egentlig er det jo fantastisk og dejligt, du gerne vil kigge på himlen, at de sociale medier er uvedkommende lige nu, og at du hygger dig med alt det der sker i sommerhuset og dine nære, men til de tider, hvor jeg ikke gør det samme, vil jeg fortælle dig, jeg ville være meget ked af at undvære dine skriverier.
    Jeg nyder dem virkelig. Hyggelige, nærværende, vedkommende, begavede og til tider dybe. Nu vil jeg helst heller ikke lyde creepy, og jeg er ikke en stalkertype, men jeg ville blive rigtig ked af, hvis du helt mistede lysten til at skrive her. Du er meget værdsat. Nyd sommeren, freden og roen <3.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg er GLAD for at du kan bruge mine skriblerier og skrublerier til noget! Og jeg stopper altså ikke med at blogge lige nu og her. Jeg oplevede bare et tomrum, der føltes så let, så let, og jeg tænkte, at måske det ikke varer for evigt alligevel. Men jeg har allerede skrevet et par stikord til nogle andre ting, så jeg er ikke gået helt i sort – trods alt! Men TAK for din utroligt søde kommentar!! ❤️

      Svar
  2. Anette

    Træk stikket ud og giv dig selv en pause – håber, at du så vil få lysten til at blogge Anetteigen.
    Du er den skønneste blogger og jeg nyder dine hverdagsbetragtninger, der tit får mig til at reflektere, trække på smilebåndet og mindes dengang jeg selv var begravet i børn, vasketøj, madlavning og skide forældrearrangementer.
    Rigtig god sommer til dig ♥️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for den dejlige kommentar, Anette!! 💕 Jeg skal helt sikkert holde en lang ferie, og se nærmere på himlen, med alt hvad det indebærer (forhåbentligt ikke for mange byger til den tid…☔️) – men jeg har ikke stemplet helt ud endnu trods mit mystiske intermezzo – hvad det så end betyder? Tak fordi du læser med! ✨

      Svar
  3. Skalotteløg

    Ja, det kan man godt. Mine ord har forladt mig på nu tredje måned… Jeg håber, de kommer tilbage en dag, men lige nu virker det så formålsløst bare at plapre. Altså, min plapren. Ikke din. Din er rar og underholdende, og jeg håber, dine fingre begynder at krampe snart igen, for ellers kommer jeg til at savne dig. Men hvis ikke, så forstår jeg dig godt <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Skalotteløg! ❤️ Og i lige måde, jeg håber virkelig at du snart vender tilbage på bloggen – det er ikke helt det samme uden dig!

      Svar
  4. gravidgrahvad

    Jeg løber jævnligt tør for ord. Min blog lever et sølle liv.

    Men et eller andet sted er ordene stadig. Nogle gange kommer de ud på andre måder. Nogle gange forbliver de blot vage tanker et sted inde bagved.

    Men JOMO er dejligt. Tillykke med det! 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      JOMO ER virkelig dejligt! Og lidt underligt… Og jeg tænker på, hvad der bliver af ordene, hvis de ‘kun’ lever som vage tanker inde i baghovedet? Ved du det? Formulder de så ikke? Og er det farligt?…

      Svar
  5. Øglemor

    Man kan sagtens løbe tør for ord – jeg og bloggen er f.eks. i ordtørke på fjerde måned 🙂 Men ordene er der jo et eller andet sted; det er bare ikke altid, de lader sig fange og nedfælde. Og det er heller ikke altid nødvendigt. Nyd din JOMO 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      …ord, der lader (eller ikke lader) sig fange og nedfælde… Elsker det! ❤️ Sender dig en lulle virtuel regnbyge til din ordtørke! 😘

      Svar
  6. Birgitte B

    Ej, du tror det er løgn, men det samme er sket for mig på Burgerhjørnet! Og jeg er ikke vild med is, men elsker en god soft-ice. Efter at jeg havde kommet igennem et virkelig friture fedtet måltid hos dem (don’t, just don’t). Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ahrmen, hvad fanden sker der?! De må sgu’ da ha’ en back up-plan, så den slags ikke sker! Oh my God, altså!….

      Svar
  7. Fruen i Midten

    Nyd du bare, at du er ramt af JOMO. Det er da så skønt 🙂 Altså for dig, og det er jo det vigtigste. Vi andre må så klare os uden dine guldkorn så længe. Og pludselig kribler det forhåbentlig i dine fingre igen, så jeg får noget at smile (læs: skraldgrine) af.

    PS: Hvad er der lige med de stiger for tiden, hvorfor kan de ikke opføre sig ordentligt??

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, jeg ved da heller ikke hvad det er med de stiger, tsk-tsk!… 🙃 JOMO er pt. veget til fordel for noget grundlæggende forvirring. Jeg tager en dag ad gangen.

      Svar
  8. Ellen

    Rent umiddelbart ser det nu ikke ud til, at du er ved at løbe tør for ord 😉
    Men det gør heller ikke spor – jeg holder rigtig meget af at læse om alle dine små (og/eller store) hverdagseskapader af enhver art.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Ellen! 🙏 Og nej – ordene forsvinder nok aldrig helt, men jeg tror de har deres helt egen vilje!

      Svar
  9. Macu

    Nå men så fik jeg lige morgenkaffen galt i halsen 😱
    Jeg håber aldrig du stopper.
    Du er jo min kvinde lidt længere nede af vejen.
    Det er så godt, at læse det du skriver. Jeg bliver klogere på mig selv.
    Jeg kan desværre ikke gøre det samme for dig, så det er lidt ensidig.

    Nu kommer det pæne svar: Du skal selvfølgelig gøre det, der føles rigtigt for dig.

    Men hvor ville det være et stort tab,hvis du holder op med at dele dine tanker.
    Tak ❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, søde Macu! Du er jo også på en måde MIN kvinde i nabolaget! Det er godt at vide, man ikke er alene med alle sine (underlige?) tanker! ✨

      Svar
  10. Linedanser

    Årh, et skønt billede øverst i indlægget ❤️ Sådan et vil jeg også ha …

    Og så er det lige at mig ude fra provinsen bliver nødt til at spørge: JOMO?? 🤔
    (Vi er ikke så hurtige herude, jo 😁)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg er heller ikke så hurtig selv – bare så du ved det! – jeg skal ALTID ha’ en venlig sjæl til at uddybe tingene for mig! JOMO står for Joy Of Missing Out modsat FOMO, der står for Fear Of Missing Out. Kram til dig 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.