Status på Projekt Teenager #3

Okay, jeg har luret hvorfor det er så grænseoverskridende at have fået en teenager. Eller måske har jeg ikke luret det HELE (endnu!), men så noget af det. Det grænseoverskridende består i, at jeg selv var teenager for fem minutter siden, og med al tydelighed kan huske hvordan det var. Og fordi jeg selv næsten er teenager, så er jeg jo nærmest jævnaldrende med min ældste søn – også selvom min yngste jævnligt minder mig om, at sådan forholder det sig ikke helt. 
Han siger ting som:
“Mor, man kan på en måde godt sige, at du er 42 år.”
“Nej, DÉT kan man i hvert fald ikke!”
“Jo, for du bliver 42 år i år, så det kan man rent faktisk godt sige.”
“NEJ, blev der sagt. Jeg er 41 år frem til min fødselsdag; sådan er det. Basta!”
“Men du er på en måde 42….”


Som du ser, næsten teenager. 
Og det kan godt være lidt mærkeligt sådan at opdrage på sin jævnaldrende på den måde, kan jeg godt sige dig. Og ikke mindst er det også meget mærkeligt – fortsat – bare at være en pinlig faktor i dens (altså teenagerens) liv. Et nødvendigt onde, kan man næsten foranlediges til at sige, og det i en grad, så den næsten helt er stoppet med at tale til os (endsige registrere os) i det offentlige rum. Til nød kan man blive spist af med et hånligt nik suppleret med et snøft som hilsen, hvis man er så (u)heldig at støde ind i den på skolen eller i håndboldhallen. 
Tak. Tusind tak. 

I den forbindelse skal det lige siges, at jeg stadig ikke har noget begreb skabt om hvordan jeg skal gebærde mig når jeg befinder inden for en radius af cirka fem meter fra bemeldte pode mens der er andre til stede. Uanset hvad jeg end gør eller siger, så bliver der ved en senere lejlighed hvislet én af følgende to sætninger til mig:

1) “Mor!! Jeg SAGDE jo, du ikke skulle være pinlig!!”
…..eller:
2) ”EJ!! Dét gjorde du bare ikke, mor!”

Og det mest underlige er som sagt, at jeg ikke har den allermindste lillebitte idé om hvad det er, jeg har gjort galt. Altså ud over at sige “Hej!”??….. Men det er åbenbart nok. Til gengæld, så tror jeg nok jeg er ved at have en lille smule styr på dos ans don’ts hos bøjletandlægen, og det er vel en form for start. Så i den anledning kommer her en række gode råd til dig, der er kommende forælder til en tandreguleringsudfordret stakkel:

– Lad være med at fumle for meget rundt med touch screen’en i venteværelset, og lad være med at stille receptionisten dumme spørgsmål om hvordan det hele virker. Hvis du endelig begiver dig op til skranken, så gør det for Guds skyld så diskret som overhovedet muligt, og tal med DÆMPET stemme. Undlad enhver form for pegen, særligt i retning mod teenageren, der i så fald vil se sådan her ud:

– Lad være med at spørge, om din teenager mon har set fiskene i akvariet?

– Lad være med at himle op om hvor teknisk det hele er blevet, når den lille mand går frem og tilbage på skærmen, og signalerer, at det er nogens tur – du behøver ikke reklamere med at der var dinosaurer i baghaven da du var barn.

– Når I er kommet ned på klinikken, så lad være med at vinke til din teenager oppe på stolen henne fra dit hjørne. Den ved godt, at du stadig er der, og det i sig selv, er en smertefuld kendsgerning.

– Når klinikassistenten meddeler, at tandlægen lige er to minutter forsinket, så lad være med kækt at svare, at det er da bare helt i orden, for I løber ingen steder! Din pode vil i dette øjeblik i så fald stille med denne grimasse:

– Når tandlægen så endelig er ankommet og taler om hvorvidt din teenager er færdig med at vokse eller ej, så lad være med at sige, at du har tænkt dig at lægge ungen i gødning henover sommeren; det forvirrer såvel teenager som tandlæge. Ingen grund til det.

– Når I så er færdige, så lad være med at spørge, om du skal følge ham tilbage på skolen, og når han har sagt nej, og hans blik fortæller, at han ikke har planer om at komme hjem igen nogensinde, så lad være med at hjælpe ham med skoletasken og påpege, at udgangen er den anden vej.

Fik du fat i det alt sammen? 

I øvrigt: Hvis du keder dig bravt, og eventuelt skulle få lyst til at læse de forrige indlæg om livet med en teenager, så findes de her:

Status på Projekt Teenager #1
Status på Projekt Teenager #2
Man ved, man har en teenager…

27 tanker om "Status på Projekt Teenager #3"

  1. Emilie

    Der er altså også noget urimeligt i, at teenageren for bare et par dage siden var en lille dreng, som gerne ville have hjælp til tasken og se på akvariefisk. Hvordan kan det gå så hurtigt fra barn til teenager, når der processen fra teenager til voksen er så lang, at vi er flere der stadig venter på at blive sådan rigtig voksne? Mon teenageren overhaler?

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, man fatter det ikke?! Der er sikkert et par kloge hoveder eller ti, der har tænkt over problematikken. Håber jeg. Det kunne være virkelig rart at få svar på en dag! 🙃

      Svar
    1. Anne R

      Jeg holder på, at det er 44.
      Det tal, som jeg når lige om lidt. Men ikke et sekund før min fødselsdag.

      Synes, det er ustyrlig morsomt, at teenageren IKKE har brug for at blive fulgt tilbage på skolen – men ikke kan finde udgangen fra reguleringen, LOL!
      Min ældste er kun 12, men jeg oplever allerede situationer, hvor han selv synes, han har heeeelt styr på det – bortset fra at han mangler tasken, har glemt jakken, har snot på ærmet eller andet.

      Svar
      1. Maude Forfatter

        @Linedanser: Jeg holder vejret i åndeløs spænding! ❤️

        @Anne R: Ha, ja – de er cool i cirka to sekunder til det modsatte er bevist! 😂 Jeg er HELT med på, hvad du mener! Apropos de 44, så vil jeg nu glæde mig både til de 42 og de 44. Mon der nogen derude, der byder ind med noget lykkebringende for 43?

        Svar
  2. Fruen i Midten

    Tjah, hvad skal jeg sige? Jeg synes, det virker ualmindelig fredeligt 🙂

    Iøvrigt mærkeligt, at vi kan træde Så meget ved siden af og være SÅ pinlige, når vi jo selv var teenagere (med totalt pinlige forældre) for bare et øjeblik siden. Hvordan går det til?

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er virkelig et af livets store spørgsmål! Men du har ret: Ind til videre er det faktisk relativt ukompliceret og temmelig fredeligt! 🕊

      Svar
  3. Nina W.

    Hi hi… kan godt huske det. Min søn bliver så 30 lige om lidt – kan da ikke huske at han har spurgt om lov til at blive så voksen – eller om lov til at gå i krig (da han var det) – eller at blive far – eller at gifte sig lige om lidt. Det holder aldrig op. 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, vel? Det havde jeg godt på fornemmelsen…. Ved ikke, om det er godt eller skidt….😝

      Svar
  4. Flesthverdage / Susanne

    Når jeg får blikket fra teenagerne (har to styk), så plejer jeg at minde dem om, at de skal hade mig mindst en gang om dagen – ellers er jeg en dårlig forældre 🙂
    Så himler de med øjnene og giver op – og jeg får fred 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Win-win. Eller, måske ikke helt? Det kan være jeg skal prøve at sige det samme til min teenager, og se hvad der kommer ud af det… 😀

      Svar
  5. gravidgrahvad

    Jeg har tænkt mig at gå all in på pinlig, når mine unger når den alder. Det bliver lige præcis dér, at jeg vil lære at moonwalke, begynde at gå med sydvest og gul regnfrakke – også på solskinsdage, samt blive gadegøgler. Skal de være pinlige over mig, kan de lige så godt få noget at være pinlig over.

    Det gode er, at det vist nok går over igen?!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er der nogen, der siger?… Men måske du har ret, måske man bare skal gå all in i stedet for at forsøge at undgå at jokke i spinaten. Måske man bare skal lægge hele spinatbedet ned?

      Svar
  6. Lene

    Og en skønne dag er de voksne og smiler overbærende til deres mor, hvor de før himlede med øjnene og fik sære grimasser af moderens pinlige opførsel 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      The happy ending! Eller, jeg ved godt, at så savner man dem som små igen…. Godt nok ikke let! 🙃

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.