“Life is like the dice that, falling, still shows a different face.”

Det er en ganske almindelig mandag, og Alexis Sánchez skal til træning. Sánchez’ forældre har røvtravlt med at være i Bauhaus og Netto, og med at være til forældremøder og i det hele taget få logistikken til at hænge sammen fordi au pair’en fortsat kun findes i deres drømme, og fordi hverdagen (nogle gange) er en bitch. Derfor er Alexis Sánchez’ storebror blevet pålagt at ledsage Alexis til og fra træning. Storebroderen er absolut ikke enig i beslutningen om hvor smart det lige er, at han er blevet udvalgt til at eskortere primadonnaen; han vil i bund og grund meget hellere spille Fortnite – men det skider Mama og Papa Sánchez alt sammen højt og flot på.

Cirka halvanden time efter Sánchez-brødrenes mellemfornøjede departure, vender de atter snuderne hjemefter. Mama Sánchez kan høre dem helt nede i gården, og hun må erkende, at det varsler ilde. Alexis er i oprør. Han er vred, rasende, og hans skingre og forurettede stemme når utvivlsomt ind i de allerfjerneste hjørner og kroge i hele ejendommen. Mama Sánchez overvejer om hun allerede nu skal sende en pressemeddelelse ud til offentligheden, og undskylde for miseren inden den havner på forsiden næste dag. Mens Mama S. gør sig disse overvejelser, er dramaet nu på vej op ad trappen. Mange eder og besværgelser har hun hørt i sit liv, men intet i sammenligning med hvad hun nu lægger ører til.

Da den førstefødte træder ind ad døren, er han ikke fri for at sprutte lidt af grin, men sprutteriet gør på ingen måde noget godt for Alexis, der har parkeret sin bagdel på bagtrappen, hvor han efter sigende agter at tilbringe resten af sit liv.

Mama S. ytrer, at det synes hun godt nok ville være trist, og spørger, om han så alligevel ikke lige vil ind og ha’ et bad og lidt mad, inden han skal tilbringe resten af sit liv derude? Efter en kort opvejning af pros and cons, samtykker Sánchez skumlende.

Dramaet aftager dog ikke af den grund, for Mama S. må erfare, at Sánchez ude under bruseren nu ønsker at han dels ingen familie havde OG at han dels var død. Intet mindre.

Mama S. vælger herefter at få udredt dramaet på den anden side af toiletdøren, hvor den førstefødte må aflægge rapport. Rapporten er modstridende på en række væsentlige områder, men omhandler i grove træk noget med en dame i (livs)fare for påkørsel, og noget med en undskyldning, der måske eller ikke måske var berettiget. Vi er ude i dét, som man i juratermer populært kalder for en zigzag-forklaring, og centralt for historien er spørgsmålet om hvilken af Sánchez-brødrene, der er en snydepels og en løgner.

Mama S. er umiddelbart ikke blevet voldsomt meget klogere på det tidspunkt hvor Alexis marcherer ud fra badeværelset, og skumlende skovler pastaskruer indenbords. Den anden Sánchez-bror er ellers i vældig godt humør, og taler om dagens VM-kampe. En gang i mellem glemmer Alexis lidt hvor meget han ønskede at dø kun få minutter tidligere, og bidrager olmt til samtalen blot for at komme i tanker om sin vrede, og genoptage sin passivt-aggressive tavshed.

Da aftensmaden er konsumeret, giver Alexis udtryk for, at det nok er ved at være tid til at fortrække til bagtrappen. Han antager en lidende mine, og gør antræk til en tårevædet afsked. Da er det, at Mama S. kommer i tanke om den enlige klatkage, der ligger inde i køleskabet. Alexis får tilbudt klatkagen. Alexis spørger, om han må få både sukker OG flormelis på, hvilket er helt og aldeles forbudt-forbudt når Papa S. er hjemme, men det er han heldigvis ikke nu. Mama S. tænker sig lidt om, og siger så, at det må han godt, men KUN hvis han lover, at han ikke vil tilbringe resten af livet ude på bagtrappen. Alexis overvejer dette tilbud nøje, men konkluderer alligevel relativt hurtigt, at dette take-it-or-leave-it-tilbud simpelthen er for godt til at oversidde.
Done deal.
Reddet af en klatkage.
Mama S. sender en ekstra Ave Maria i æteren, og tænker det er godt, at det sommerferie om et splitsekund.

…”So life, though it remains the same, is always presenting different aspects”.
Måske – og måske ikke… – sagt af Alexis Sánchez.

20 tanker om "“Life is like the dice that, falling, still shows a different face.”"

  1. Anne

    Åh, hvor er det bare sjovt…
    Jeg ser det så levende for mig, på flere planer, kluk, kluk, storgrin. Så dejlig en humor du har Maude.

    Svar
  2. gravidgrahvad

    Det lyder alt for bekendt, det der. Altså minus Alexis Sanchez, som jeg ikke aner hvem er, ej heller gør min jævnaldrende pode. Men surmuleri og ønsker om tidlig død og resten af familien, der forsvinder ud i det blå, er om ikke daglige så alligevel flere gange ugentlige begivenheder, også her på matriklen.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Genkendelsens glæde er altid den største, i hvertfald for mit eget vedkommende! Dejligt at jeg ikke er den eneste med den slags udfordringer…. 😘

      Svar
  3. Lene

    Og så blev jeg jo nødt til at google Alexis, som jeg nok kunne regne ud var fodboldspiller, men nu ved jeg at han er chilensk og spiller i Machester United. Og hvordan han har fået smag for klatkager, er et mysterium, men godt at det reddede Mama fra at skulle sidde på trappen hver dag for at have kontakt med Alexis 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nemlig! 👍 Vi er GLADE for at klatkagen reddede Mama S. fra mange og lange lidelser på bagtrappen!

      Svar
  4. Monica

    genialt!! i disse vm tider er det en fornøjelse at se hvad man kan blive inspireret til at bruge tiden til – hvis man IKKE er til 3 – tre!- fodboldkampe per dag!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åhh, jeg synes nu også visse familiemedlemmer sidder klæbet til skærmen herhjemme. Antallet af kampe har jeg dog ikke helt styr på!

      Svar
  5. Anne R

    Shit, hvor er det sjovt!!
    Hold nu kæft, altså, hahaha!

    Den der med ønsket om at dø (eller at ens bror dør) kender vi skam også godt.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.