Har du mon set mit gelænder?

Er der nogen regler for, hvor længe man må være ked af det på sin blog? Jeg er nemlig ikke sådan helt på toppen for tiden. Og så har jeg tænkt lidt over om der mon er sådan en Emma Gad-håndbog indenfor blogging, hvad den slags angår? Om hvor kummerlig man må være? I hvor lang tid?

Jeg synes nogle gange det kan være svært at være i verden, sådan helt i det små. Jeg ved godt, at det sandsynligvis skyldes at jeg måske(?) er lidt anderledes end de fleste, men mange gange synes jeg, at livet og følelserne kommer alt for tæt på. Det vælter alt sammen ind, helt uden at jeg har givet lov.

For eksempel her forleden dag, i weekenden, hvor jeg bare lige skulle aflevere Mindste Pode hos en kammerat, og så i Netto på vej hjem. Vejret var jo dejligt, så vi cykler glade afsted. Jeg dirigerer poden gennem diverse kryds med de sædvanlige instrukser, og midt i mine påbud om at se sig for først til den ene side, og så til den anden side, afbryder han:
”Mor, jeg ved det altså godt; jeg er jo ikke noget pattebarn!”
”Nej, dét er du i hvertfald ikke! Faktisk er du den allermest voksne 7-årige jeg kender!” (- og det syntes poden ret godt om at få at vide -) ”Men egentlig, så står det i vores forældermanual, at vi SKAL sige den slags ting helt indtil vores barn er fyldt ti år… Så kan du godt se mit dilemma? Jeg har en 7-årig, som slet, slet ikke er noget pattebarn, men på den anden side, så SKAL jeg sige til ham, at han skal huske at se sig for i trafikken?”.
Det tygger ungen lidt på indtil han siger ”…jeg kan godt forstå hvad du mener, men jeg kan ikke se dit gelænder! … Det tror jeg faktisk aldrig, jeg har set?!”.

Og mens vi kørte der, om fablede om dilemma versus gelænder, så bang! faldt den ældre dame, der stod dér på midt fortovet. Heldigvis kom der hurtigt en person mere til (som var meget mere kompetent end mig), og i virkeligheden var det slet ikke så dramatisk, som det måske kan lyde. Det var mere omstændighederne, der krøb ind under huden på mig: Den gamle, tynde og skrøbelige dame, historien om hendes syge søn, der var misbruger og på plejehjem; det sølle i det hele, og verdens blinde øjne.

Og fra den ene yderlighed til den anden, så afleverede jeg alt for sent min pode hos legekammeraten, og satte kurs mod Netto. På vejen mødte jeg min veninde og hendes nabo, der stod og klippede hæk. Alt åndede fred, og jeg følte mig grundlæggende helt, helt forkert. Muligvis fordi jeg ved, at naboen er noget nær overjordisk: Jeg tror ret beset hun flyver til en anden planet med sit rumskib hver aften, men det ved jeg selvfølgelig ikke med 100% sikkerhed. Men dér var jeg, med min rustne cykel, mine ubarberede ben, grimme negle og søndagstøj, fordi jeg jo troede, at jeg bare lige kunne gå undercover, og at jeg nok ikke ville møde nogen, jeg kendte.

Følelsen af at være forkert, og gøre tingene forkert, gennemsyrer i virkeligheden nok min hverdag i øjeblikket, både på den store og på den lille skala. Jeg føler, jeg træffer de forkerte valg. Og uanset hvor lidt dette end måtte betyde i det store billede, så slår jeg mig selv virkelig hårdt oven i hovedet med det alt sammen, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært, det her eksistens-halløj.
Jeg synes, jeg er ret bulet i øjeblikket.

Senere, da jeg langt om længe var kommet hjem, ringede min svigerinde. Der går lang tid mellem vi taler sammen, men hun er et af de fineste mennesker jeg kender. Vi talte lidt om, at hun skulle til Norge og vandre med ældste-niecen, for som hun sagde, så var det vist et af de steder i verden, hun havde forsømt at vise sine børn. Og jeg kunne kun svare, at der godt nok var MANGE steder jeg havde forsømt at vise mine børn, og lige nu plager det mig en del, at jeg ikke engang har haft Mindste Pode med i LEGO-land, men når sandheden skal frem, så fylder forlystelsesparker mig med sand rædsel, og ergo er vi ikke kommet afsted. Og der er mange steder vi ikke kommer, fordi jeg ikke helt magter det. Og det gør mig virkelig trist og ked af det. “Vi kan ikke nå alting”, svarede min svigerinde så, og fortsatte: “- hvordan har du det egentlig?” Og den slags spørgsmål skal man ikke stille, når man samtidig spørger med ægte interesse. Ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de. ”Jeg har det vist meget godt, tror jeg?”.

Men hvis man nu skal se på tingene fra den positive vinkel, så er det fandme smart, at man kan sende sin teenagepode afsted på egen hånd for at købe boxershorts, når han er løbet tør dagen før han står og skal til håndboldstævne i en uge. Det hitter max.
Til gengæld regnede Mindste Pode ud, at der er cirka 4000 dage til han bliver 18 år, og (apropos indkøb) dermed kan købe sit eget hus og sin egen PlayStation. … OG noget tøj, som han tilføjede. Tøj er en god ting. Men 4000 dage? Det er jo lige om lidt? Jeg tror nok, jeg har brug for mit gelænder lige nu.

PS: Jeg skal nok skrive noget mere opmuntrende i mit næste indlæg. Promise. Men indtil da, så tillader jeg mig at give den fuld gas.

32 tanker om "Har du mon set mit gelænder?"

  1. Jannie

    Og det her liv, vi lever i, er så piv svært at navigere i. Hvordan det overhovedet er lykkedes mig at frembringe 4 lækre unger, når man altid har følt sig forkert og udenfor. Når man er underlig og siger de forkerte ting, og har svært ved at klare skøre og magtliderlige chefer. Når man igen igen bliver fyret fra et ellers udmærket job, fordi man beder chefen om at opføre sig ordentligt. Når man igen igen vinder sagen i Arbejdsretten, får udbetalt en pæn erstatning, tager hele flokken med på Costa del swimmingpool for alle pengene, og når man igen er dagpenge modtager, uden karantæne, fordi man jo netop har vundet sagen. Og altid har hele flokken i alderen 40 til 23, rendende på alle tider af døgnet, incl. Børnebørn. Og bliver ved med at være “forkert” er fattig som en kirkerotte, men er god til at lave meget mad.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for dine søde kommentarer – og JA! – det er virkelig svært at navigere i det her liv… Men det lyder da også som om du godt kunne bruge en ekstra palle kleenex ind imellem – jeg sender fluks en virtuel en af slagsen afsted til dig! Stort kram! 💕

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er snart ferie. Jeg har sat en efterlysning i den lokale sprøjte, så jeg satser på, at gelænderet bliver fundet lige om lidt.

      Svar
  2. Hanne

    Du bør være lidt sødere ved dig selv.
    Personligt tager jeg hellere opvasken i en uge (eller andet husligt, som jeg heller ikke bryder mig om) end en tur i en eller anden oplevelsespark – jeg gør i det hele taget hellere alt muligt andet, bare der ikke er så mange mennesker.
    Du gør det bedste du kan, og det rækker. Og ud af dine rigtig gode indlæg, så er du da i den grad lykkedes med dine poder, som virker til at være velformulerede, fornuftige og lige som de skal være.
    Og med hensyn til indlæggene, så skal du ikke skrive mere opmuntrende indlæg, end du føler for. Det er fint at følge dig, som du nu er – for du virker aldeles meget ok.
    Pas godt på dig 🙂

    Svar
      1. Maude Forfatter

        Søde Hanne og Janne! Tusind tak for jeres dejlige ord – jeg er allermest glad for at høre, at jeg ikke er Palle alene i verden om ikke at være fan af at opholde sig steder med mange mennesker og organiseret morskab…. 🙃 Og ja: Heldigvis er mine unger lykkedes SÅ godt, jeg håber ikke læsset vælter for dem…. Men mig selv vil jeg nok revse til den dag, jeg dør – jeg er min egen allerværste fjende. Men tusind tak for tilliden til mig, det betyder virkelig meget! 💕

        Svar
  3. Tanja

    Jeg elsker dig også – det er rart at ikke alle nyder at svøbe sig i mennesker. Hvem skulle vi andre introverte ellers spejle os i?
    P.S. Din blog er den første, jeg læser hver dag og jeg er vild med ALLE dine indlæg!

    Svar
  4. Anette

    Du virker som en man gerne vil møde og snakke lidt med, interessant og sjov, og ikke-kunstig, også i søndagstøj. Kender virkelig godt den med at være forkert, blive rørt over ekspedienten, som fortæller om sin plejeorlov, der desværre sluttede da hendes mand døde, og være lige ved at græde hvis nogen spørger hvordan jeg egentlig har det.
    Måske skal vi sove noget mere? Kan huske, at det først var ved tredje barn jeg fattede, at når hun sov, skulle jeg også sove. Det var en fantastisk hyggelig barsel. Ved ikke hvordan jeg nåede vasketøj, mad og alt det andet med tre børn, men det med så meget søvn som muligt virkede.
    Vær sød ved dig selv, sov mere, og ‘spring op og fald ned’ – siger jeg altid til børnene, ikke så god til det selv 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Haha, ja, og husk at sige ‘pyt’! Ej, hvor kan jeg også høre mig selv sige det – og så er man ikke altid selv særlig god til at efterleve ens egne gode råd…. Tro mig, jeg sover – eller prøver på det, i hvert fald! Hvor er jeg glad for at vide, at jeg ikke er ene om at kunne blive berørt af andre skæbner i en måske lidt for udtalt grad. Eller også er det os, der er normale? Jeg ved det skisme ikke helt! 🙃 Men tusind tak for din søde kommentar! 💕

      Svar
  5. Lone

    Kære dig
    Jeg læste med i går og har tænkt på dit indlæg siden og på hvordan jeg kan bakke dig op i et U-turn ❤️
    Det er så formidabelt formidlet om de perioder der er op ad bakke og alligevel efterlader din beretning stærke ønsker om at du får mere glæde, flere sejre og ro i at du er god nok og er lige så værdifuld med det du bidrager til som alle andre. Jeg tror altså du skal ha bygget det der gelænder selv – ihvertfald stilladset . Det bliver stærkere af TID, ro, egenomsorg og selvforkælelse. De der oaser der fungerer , giver smil og hjertevarme. Nogen gange er det en rejse at få fundet destinationen men den kan også være skæg og befriende. Når du har et fundament til stilladset er det svært at ryste og trinene kan både udskiftes og males i nye farver. Vi kan ikke alt altid men ved at slutte fred med at det er sådan skabes også et nødvendigt afsæt til at tage både en tur op eller ned af gelænderet. Jeg ønsker dig alt det bedste 🙂
    KH Lone

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for din meget søde kommentar, Lone – den varmer virkelig! ✨ Det er netop tiden og roen, du nævner, der er så vigtig. Og jeg har bare haft alt for travlt og ingen ro i alt for lang tid. Og så trænger gelænderet virkelig næsten til en decideret udskiftning efterhånden… Min chef har beordret pauser, og lige nu er tre ud af fire af de øvrige familiemedlemmer væk på camps af diverse arter, og det giver mig virkelig RO. Og jeg kan mærke hvor meget jeg længes efter den.
      Tak fordi du læser med derude! ❤️

      Svar
  6. Hanne

    Det der med at føle sig lidt ikke-rigtig, det er SÅ velkendt. At være lidt skæv, at man ligesom ikke kan koden som alle de andre bruger.
    Det er snart holdt op med at bekymre mig, men følelsen er der stadigvæk.

    Ønsker dig et lettere sind.

    Mange hilsner – Hanne.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Hanne! 💕 Ja, det er bare som om man ikke har knækket den kode, som alle de andre har luret for længe, længe siden. Det er noget mærkeligt noget. Tænk hvis man kunne skrue ned for følelsesregisteret!

      Svar
  7. S.

    Du er selv inde på det der bygger gelænderet op er pauser, ro og selvomsorg i en af de fine svar du giver på alle de søde kommentarer du har fået 🙂

    Når det så er sagt så forstår jeg virkelig hvor du er – jf. mit sidste indlæg på bloggis, og jeg gad faktisk godt at drikke en kop kaffe med dig i Frb.Have en dag. Bare for at sidde på en bænk sammen og måske ikke sige noget, men bare drikke kaffe.
    Kram, S.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, I er heldigvis mange virkelig søde og forstående mennesker derude; det varmer virkelig! Kaffe i Frederiksberg have er altid godt – du siger bare til! ☕️

      Svar
  8. Henny Stewart

    På egen blog må man være præcis, som man vil, så længe man vil. Med eller uden gelænder, som det nu kan falde ud.

    Kan folk ikke klare mosten, må de jo bare springe over. Det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv, hver gang jeg har lavet et mindre positivt indlæg.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, jeg ved jo godt, at sådan må det være – men jeg vil nu alligevel helst ikke være den der ALTID hænger med næbet. Selvom jeg godt ved, det sker ret ofte. Men man styrer det ikke altid helt selv, gør man?..

      Svar
  9. Ellen

    Det er din blog og du bestemmer.
    Det er også en slags ventil, og ventiler er gode at have og at bruge.
    Og så får du lige et stort knus herfra 🙂

    Svar
  10. Macu

    Åh hvor er det godt skrevet og beskrevet, tak ❤️
    Alt det der er skrevet i kommentar feltet er også fantastisk.
    Måske viser de ting folk skriver til dig, at du er et helt specielt menneske ❤️ For set fra min vinkel, er der rigtig mange lige så specielle mennesker, der har lyst til at give dig noget tilbage, når du giver os noget.

    Den personlige kommentar ; Jeg har ondt i maven over den opgave mine børn får efter ferien, ” hvad har du oplevet i din sommerferie? ” Vi er for fattige, ideforladte, og introverte, til at gøre det godt nok.

    Kærlig hilsen Macu

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg er sikker på I gør det fantastisk på jeres måde! Men jeg forstår til fulde bekymringen over den sommerferieopgave; jeg har det ret ofte helt lige sådan! Tusind tak for din søde kommentar – jeg er virkelig rørt over de varme ord, der flyder i min retning! 💕 Ha’ en fantastisk sommer, Macu – på den skønne, introverte måde! ☀️

      Svar
  11. Ninna

    Jeg føler mig også mega bulet uden at kunne sætte fingeren på hvorfor…
    Måske kan man få for meget lys? Så måske lidt omvendt lys terapi, som nok ville være mere korrekt at kalde mørketerapi…
    Uanset er det altid rart at vide man ikke er den eneste, så tak.
    Du behøver ikke blog-Emma-gad, det er en brand god blog du har.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind, tusind tak for det, Ninna! 💕 Jeg har faktisk tænkt på det samme, altså det der med lys… Altså ikke på, at man kan få for meget lys, men jeg har tænkt på, at jeg mange gange har sværere ved at håndtere livet på denne her årstid, fremfor om efteråret, når mørket falder på. Og jeg kan ikke helt lure hvorfor? Men jeg er virkelig ked af at høre, du også er bulet! Håber meget for dig, at du kan finde din vej ud af det…. 👣 Stort kram!

      Svar
  12. Jules

    Jeg er helt lige- jeg er “naboen der kommer flyvende fra en anden planet”, fuldstændig lige! Og ved du hvad? Jeg føler mig helt bulet alligevel. Jeg kan ikke finde ud af at træffe en beslutning i livet- aner ikke om jeg bedst kan li min kaffe med eller uden mælk, mine børn har ALDRIG været i Legoland, jeg har lovet dem en kanin i tre år uden at holde det.
    Jeg spurgte netop min veninde i går:”hvem kender du, der har regnet den ud?” Hvor jobbet, boligen, beliggenheden, børnene, kærligheden- hvor det spiller? Hvor prioriteringerne er rigtige??Sådan ægte, som mine unger ville sige😊
    Ved ikke helt hvor jeg vil hen- måske bare et HEJ du We are all the same?

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det ville virkelig være rart, hvis vi alle var det! ✨ Men nu bliver jeg nysgerrig: Havde din veninde så et svar?… Tak for din skønne kommentar! ❤️

      Svar
  13. Linedanser

    Årh ❤️❤️❤️

    Det dér, det var mit liv, indtil for 2-3 år siden. Hvor jeg pludselig opdagede at jeg havde haft det SÅ skidt i SÅ lang tid, at det føltes som normalen. Hvor jeg sad og sukkede i bilen i en kontinuerlig strøm på vej til og fra arbejde, og hvor sukker (og dermed ekstra deller) var min eneste gode ting i løbet af dagen.

    Jeg vil også gerne med på kaffe-date i Frb Have ❤️

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er netop sådan man har det!! Det lyder som om der er belæg for et blogger-silent retreat/træf med mokka i Frederiksberg Have! 😝

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.