Tweens….. Have you got any?

Ældste Pode nærmer sig med lynets hast teenagealderen, og det er tydeligt allerede nu.
Jeg har ellers gennem en årrække mistænkt ham for at være en skiftning. Jeg har tænkt, at det barn var for godt et barn til at være mit. Hans meget milde væsen forenet med hans manglende sukkertrang.
Det kan helt klart ikke være mine gener, der slår igennem dér.

Men nu er der ligesom sket et eller andet. En transformation af en art. I løbet af en enkelt nat, hvorefter min søde søn vågner op om morgenen, med øjne, der lissom er fastfrosset i en slags opadvendt himle-position. Han er pludselig ude af stand til at sige andet end en dyb, opgivende og hollandskklingende HHRrrrrrrrrr-lyd, eller komme med bebrejdende vantro udsagn a la: “Det siger du ikke!…”  eller ”Du stiller bare de DUMMESTE spørgsmål!!”. (Rettelse: Det var vist Mellemste Pode, der stod for dén….).

Derudover er jeg en frygtelig PINLIG mor. Det er i og for sig ikke noget nyt, for det har jeg været længe. Nu er det bare blevet mere udtalt. Og det er blevet meget vigtigt for Ældste Pode at signalere, at han INTET kendskab har til den skøre kugle ved hans side. Derfor antager han cirka en halv kilometer før ankomst til skolen en sådan lidt halvrå attitude og en tilsvarende kortfattethed (tilsæt hertil de fortsat himmelvendte øjne). Farvel til Poden sker helt uden for skolens matrikel, og hvis han ellers en sjælden gang nedlader sig til et knus, virker det mest som om han forestiller sig, at jeg var en byldebefængt pestramt.
Knus uden kropskontakt kan være virkelig besværligt og akavet.

I takt med at de lange lemmer vokser og den håbløse attitude tiltager, opfatter vi voksne, at hans hjerne bliver tilsvarende svampet. Hukommelsen svarer til noget plejehjemsniveau. Overraskende kort korttidshukommelse. Det kan for eksempel komme til udtryk ved et fælles tjek af dagens lektier, hvor vi gennemgår med ham hvad der er lavet, og hvad er ikke lavet. Vi når frem til, at han kun mangler at lave historie. ”Og det laver du så nu”, bliver vi enige om, og det skal han nok, siger han. Da han en times tid senere stikker hovedet ud fra værelset for at høre, hvornår han skal afsted til håndbold, ser min mand resultatet af historielektielæsningen på skrivebordet. Der står kort og godt: ”Kilde 2:”….
Det viser sig, at han har glemt at lave lektier. Glemt det? Spørger vi vantro – hvordan kan det gå til? Blev du overfaldet af en iPad?

Men igen. Ikke overraskende.  Ældste Pode har sågar har præsteret at glemme sin lillebror, men det er en helt anden historie, som ikke helt tåler dagens lys.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det munder ud i, når han runder de magiske tretten, og faktisk bliver en teen, og ikke bare en tween…

Nå. Jeg foranlediges til bringe disse bevingede ord: ”This too, shall pass….”
Håber jeg da.

Dagens kloge ord

Oscar Wilde:
”Børn begynder med at elske deres forældre.
Når de bliver ældre, dømmer de dem. Undertiden tilgiver de dem”
.

slaggaard banke ooc 140215

Fotograf: Lars Pedersen

12 tanker om "Tweens….. Have you got any?"

  1. Mette

    Åh de kære store børn. Prinsessepigen er 10 et halvt og very much a tween…. Jeg er tit pinlig åbenbart og hendes rysten på hovedet samt himmelvendte øjne vidner om det. Hvis det her er nu tør jeg ikke tænke på når hun bliver 13:o
    Synes dit indlæg var yderst underholdende at læse:o)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Mette!
      Det bliver nogle spændende år vi skal igennem mens børnenes hjerner er under ombygning!….
      Kærligst, mig.

      Svar
  2. Birgitte B

    Min ældste er 14. Der er håb forude og så alligevel ikke. Det med at sove længe kommer også. Plus med at man slet ikke må røre dem nær andre (ok, der er han ikke så slem). Og mobilforbruget, oh don’t get me started! Alt sammen helt normalt. Og mega irriterende til tider. Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      He-he… Det er godt vi kan grine af det! Jeg synes det er ret underholdende. Er ikke helt sikker på, at jeg stadig synes det om nogle år… Mand pointerede i øvrigt, at han stadig gerne må kramme Ældste Pode, så det er kun mig. Der er pinlig, altså. Suk. Sikke et lod, jeg har trukket 😄

      Svar
  3. Finurligt

    Så ved jeg ved der er i vente. Selvom jeg nu egentlig synes, at vi indimellem mærker de første strejf af tweens hjemme hos os – og det er selvom JoJo kun nærmere sig 8 år! Hørelsen virker ikke, korttidshukommelsen er konstant under press og jeg er vel pinlig et par gange om ugen. #lifeaaparents

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære finurligt!
      Ja, det er i virkeligheden skræmmende HVOR tidligt den slags sætter ind nowadays 😳.
      Det kan kun blive spændende, tænker jeg!
      Tak for din kommentar ❤️

      Svar
  4. Dorte

    Haha – genkendelig beskrivelse :-). Jeg har “overlevet” 2 tweens og teens – mine bonusdrenge, som nu er 18 og 19 år. Jeg vil sige, at dramaerne har været få, til gengæld har ungdomssløvsindet været markant og ikke stadig eksisterende. Der sker enormt meget i de år, så det er bare med at hænge på 🙂

    KH Dorte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Dorte!
      Fantastisk! Uden at vide det tænker jeg, at du burde have en medalje!
      Jeg forestiller mig også, at jeg har meget til gode, og mange interessante oplevelser i vente….
      Tak for din kommentar 😀

      Svar
  5. Liv ☆

    Argh. Ved ikke om jeg har en begyndende tween. Måske synes jeg bare at de er ret irriterende indimellem – og det er så i dén grad gengældt, kan jeg (mere end) fornemme. Men de er mest dejlige.
    I små glimt husker jeg mine egne tween/teen-år og håber og beder til, at banditterne har forældre der er lidt bedre til at tackle og dæmpe (bare en lille smule) end mine forældre. (Kære mor og far, hvis i læser med her, så mener jeg det ikke. Totalt løgn). Men vil alligevel gerne erkende, at mine forældre nok har været lidt stakkels med mig på slæb – altså den gang. Satser på at hende Karma kun bor inde hos naboen 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Liv!
      He-he 😄
      Tween-/teenage-år er vel sjældent kønne uanset om de betragtes i bakspejlet eller som live-optrædener fra ens poder. Det må tiden vise. Jeg tør ikke spå om min tålmodigheds grænser i den henseende, heller.
      Pt. kan jeg konkludere, at mine børn i hvertfald ikke er så store, at de ikke længere får lus….
      Dybt, dybt suk herfra 🐛

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *