Når Mindste Pode finder ud af, at mor og far rent faktisk taler sammen

Mindste Pode kører til tider sin mor lidt rundt i manegen. Så er det vist sagt.
Et eksempel er afleveringen i børnehaven om morgenen, som er meget forskellig alt efter om det mor eller far, der afleverer. I hvert fald lige i de her dage.

Forskellen er denne:

Mand fragter poden i bil, og vel fremme ved institutionen bliver ungen skudt ind på stuen som en bowlingkugle, alt i mens Mand i samme moment både vinker farvel OG tjekker ungen ind på børnehavens intrasystem.
Tidsforbrug i børnehaven: Et halvt minuts tid, vil jeg tro.

Jeg afleverer Mindste Pode på cykel. Som regel cykler han selv, ind i mellem sidder han stadig bagpå. Det er noget med logistik, hvem der henter, og hvor besværligt det eventuelt lige er at have cyklen i bagagerummet den pågældende dag og så videre.

Hvis Mindste Pode cykler selv, er der to mulige scenarier:

Scenarie 1) – som foregår i selskab med Mellemste Pode:
Mindste Pode øjner en oplagt mulighed for at få trykket gevaldigt på nogle af de knapper hos sin storebror, der udløser noget drama. Vi taler knapper af den slags, som i virkelighedens verden ville være beplastret med ’DANGER’-skilte, dødningehoveder samt en hotline til det Hvide Hus. Mindste Pode gør det allerede indledningsvist ret effektivt ved at sige ting som ”Jeg kommer først!”, og tilsætte lidt motorlydseffekter. Gerne iblandet lidt volapyk-sang, som bringer hans bror helt ud af flippen. Blot dét, at Mindste Pode antyder, at der er en igangværende konkurrence, eller at han – endnu værre – kom først i den imaginære konkurrence, bringer Mellemste Pode helt ud af kurs.
Og han kan slet ikke håndtere det. Mellemste Pode, altså. Men Mindste Pode er vældig glad, og synger, tra-luh-la-lej, videre i vilden sky. Efter at ha’ afleveret en (som regel) stortudende Mellemste Pode i skolen, er Mindste Pode udtalt fornøjet og overskudsagtig på den resterende tur til børnehaven.
Resultat: Dårlig aflevering i skolen, god aflevering i børnehaven.

Scenarie 2) – uden selskab af Mellemste Pode:
Mindste Pode er TRÆT. Træt, træt, træt. Det er hårdt, det er koldt (også lidt mørkt), det blæser, og det bliver aldrig-ALDRIG forår! ”Jeg KAN ikke mere!!”, stønner poden, med et udtryk, der mest minder om noget, der er forbeholdt kvinder på en fødegang. Der bliver plaget om trækkepauser. Der er typisk også noget tøjkrise undervejs; noget som sidder HELT forkert og foranlediger, at der skal udgydes tårer. Cyklen er dum, vejen er dårlig. Når vi ankommer til børnehaven, har vi undervejs formået at skrabe stort set alverden ulykker sammen, så dens byrde udelukkende ligger på vores skuldre. Go home, Atlas. Stemningen er i bund.
Hvis vi var trætte inden vi ankom, så er vi segnefærdige nu.

Inde i børnehaven vil Pode IKKE afleveres. Ingen lokkemidler, som kastes i grams fra de voksne på stuerne, værdiges med en tanke, et ord eller et blik. Jeg bliver holdt i et jerngreb af en knuser, som jeg forsøger at lokke skråstreg true mig ud af, mens der samtidig bliver pudset næse og samlet tasker op fra gulvet (og balanceret på høje hæle). Det er så også under den proces at jeg ofte glemmer at tjekke barnet ind på det dersens intra. Men, som jeg trøster mig selv med; når de voksne engang opdager det, og tjekker ham ind, så har han des færre timer på kontoen (…).

Tidsforbrug i børnehaven: Cirka ti minutter. Plus alle de efterfølgende tvangstanker om hvordan man kunne have grebet sagen bedre an.

Vi har talt lidt om det herhjemme, Mand og jeg.  I morges sagde Mand så til Mindste Pode, da han skulle afsted sammen med mig: ”Nu skal du huske, at man sagtens kan blive afleveret uden at holde fast på Mor!”. Mindste Pode laver et lynhurtigt flik-flak-blik fra far til mor, og det er tydeligt hvad der foregår inde i hovedet på ham. Med lyd må det være noget i retning af ”Å-åhhh!”. Temmelig åbenlyst lægges to og to sammen. Jeg følger op med et valg: ”Vi skal cykle; du må selv bestemme, om du vil sidde bagpå, eller om du vil cykle selv”. ”Cykle selv”, siger den Mindste Pode med en ’jeg-er-busted’-stemme. ”Så cykler du HELE vejen UDEN at græde….” slutter jeg, og jeg ved vitterligt ikke, om der står i lærerbøgerne at det er fy-ha at sige sådan noget til ens poder (???). Men det virkede. Mindste Pode cyklede hele vejen uden brokkerier, men med en lille ’PIS, ALTSÅ!’-mærkat i panden hele vejen.
Gud ved, om det virker i morgen?

(Just for the record: Jeg har nu for en tid nedlagt veto mod at have Mindste Pode og Mellemste Pode på cykel samtidig)…

Vintergæk

jj

Fotograf: Palle Pophår

16 tanker om "Når Mindste Pode finder ud af, at mor og far rent faktisk taler sammen"

  1. Dorte

    Haha – fed beskrivelse og sjov nok ret genkendelig. ‘Jeg kommer først’ er også anledning til en del skænderier her og jeg kan sagtens genkende forskellene i afleveringen. Håber den nye stil hænger ved:)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Dorte!
      Ja, jeg tror at det der ‘jeg-kommer-først’ bringer en del søskende fra koncepterne… 😳. Jeg krydser også fingre for at den nye stil holder 🙏

      Svar
  2. Mette

    Åh de dejlige børn, de dejlige børn. Da vores var små – dagpleje og børnehave – sad de sammen i en cykeltrailer der sad efter min handikap scooter. 8 ud af 10 gange gik det meeeeen åh, nogle morgner var det træls. Håber det holder med jeres ‘aftale’ med mindste pode:o)
    Forøvrigt griner manden og jeg stadig af da det endellig gik op for prinsessepigen, at hendes mor og far faktisk snakker sammen…… Hendes blik og skuffelse:o) Åh, hvem der havde haft kameraet klar lige der. Hun er 10 år nu og husker det som lidt af et trauma!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Ha-ha 😄! Ja, det er noget af et kodak-moment når det dæmrer for dem at der kommunikeres på et niveau over dem! Hos os går det jo også fint ind imellem, heldigvis! Ha’ en dejlig aften, Mette 😀

      Svar
  3. Øglemor

    Åha – hvem kommer først-scenarierne er hverdagskost herhjemme for tiden. Her er det bare den store, der begynder, og det er også hende, der laver reglerne, så selv om måne og sol skulle stå i det syvende hus, så den yngste rent faktisk kommer først for en gangs skyld, finder hun på et eller andet, så det ikke gælder. Uanset hvad, bliver der udgydt tårer, og jeg er efterhånden ved at have udviklet en hvem kommer først-radar, der er så fintunet, at jeg når at brøle “Det er IKKE en konkurrence”, allerede når ordet “hvem” kommer over ældstebarnets læber. Suk, mand – gad vide, hvornår det stopper, det konkurrence-gen …

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Øglemor!
      Tænk, her gik jeg og troede, at ‘hvem-kommer-først’-kampene kun var noget, som var forbeholdt drenge?! Så blev jeg så klog idag også 😄. Ja, vi har døjet med det der konkurrencehalløj LÆNGE, og jeg kan kun tilslutte mig, at man bliver totalt allergisk overfor det. Ak og ve. Vi havde en overgang hvor de sågar toppedes om hvem det vågnede først, men det fik vi hurtigt sat en stopper for ved at sige, det galdt om at sove længst…. 😵

      Svar
  4. Karen

    Herhjemme er det lillebror som laver jeg kom først sejres råb, uanset om han kom først eller ej. Dette kan ende på to måder; er han kommet først acceptere storebror nederlaget, og afleveringen går godt. MEN er storebror kommet først, holder de begge to på at være sejrherre og det hele ender i skrig og ballade…

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Karen!
      Åhhh, hvor genkendeligt! Det er en god klassiker, du lige bringer frem i lyset her! Jeg er ret interesseret i at vide, hvornår det ender? Sådan rigtigt?
      Tak for din kommentar, Karen – god dag til dig derude ☀️

      Svar
  5. Birgitte B

    Åh altså, tror børn er meget universelle på de punkter. Min yngste klynker helt sikkert meget mere hos mig, end hos sin far. Og det er SÅ hårdt at skulle cykle/gå hele vejen til skole, men sjovt nok er der overskud til at løbe ind i klassen 😉 kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Ja, det er virkelig bemærkelsesværdigt hvordan skiftet fra ikke-overskud til overskud kan ske på et splitsekund! Tænk hvis vi voksne kunne det samme; jeg ville være lykkelig!!! 😄
      God weekend herfra!

      Svar
  6. Liv ☆

    Det var bare heller ikke pænt gjort! At I talte sammen om det – jer voksne imellem. Totalt unfair. Her troede mindste pode … og så har I nu … arj altså! Tror godt I kan begynde at spare op til han psykologtimer 🙂
    Tak for et virkelig dejligt grin! Hahahahahaha … Kh. Liv

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Selv tak, Liv!
      Ja, voksne er et unfair folkefærd. Vi lægger lidt i kassen i ny og næ! 😄
      Håber du får en SKØN weekend! 🌱

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lisbet!
      Ja, hvem der blot kunne omsætte tanker til lyd… Det er uvurderligt!
      Tak for din kommentar, Lisbet 😀

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.