Se min kjole, den er gul som græsset, alt hvad jeg ejer, det er grønt som den…….

Hjemme hos os er vi farveblinde. Altså ikke hele bundtet, men i hvert fald to ud af fem. Mindst! (hvis du spørger Mand). Helt specifikt er det Ældste Pode og Mindste Pode, der er tale om, hvor farverne gul og grøn volder problemer, samt blå, der ofte forveksles med lilla.

Vi opdagede det temmelig tidligt hos Ældste Pode. Perleplader af grønne frøer kom hjem fra børnehaven med stedvise gule plamager, der mest af alt mindede om noget tropesygdom. Gule LEGO-huse fik smuglet enkelte lysegrønne klodser ind i tvivlsomme mønstre, som vi indledningsvist slog hen som en omgang byggesjusk. Det viste sig dog hurtigt at være ret konsekvent. Eksemplerne er talrige, men jeg tror, jeg stopper her.

For nu at være helt sikre på den diagnose, som vi selv havde stillet, besluttede vi os for, at frekventere en ekspert. Eksperten var en aldrende mandsperson, som at dømme efter brilleglassenes tykkelse uden tvivl ikke havde valgt sit speciale tilfældigt. Hvad brilleglassene havde i tyngde, blev desværre ikke tilsvaret i pædagogiske tæft, og selve konsultationen har lagret sig i vores hukommelse som én af de mere bizarre oplevelser indenfor det danske sundhedsvæsen:

Øjenlægen lagde ud med en almindelig synstest. Bare fordi. Og det var jo sådan set fint nok som udgangspunkt. Ældste Pode fik besked på at placere sig på en stol, som i en rum tid fragtede ham op og ned i noget nær det uendelige efter ordre fra pedalen, som lægen jokkede lidt tilfældigt på med sin praktiske sko. Poden fandt sig troligt i det hele. På et vilkårligt tidspunkt opgav lægen tilsyneladende sit forehavende med at få placeret min søn mest hensigtsmæssigt, og drengen sad derfor under hele seancen på en højst mærkværdig måde med hovedet strakt op i noget strudsehalsposition. Samtidig formåede lægen at placere sin pegepind så den typisk blokerede for billederne på synstavlen, hvorfor Ældste Pode stort set intet kunne svare på. Ikke overraskende konkluderede øjenlægen, at Ældste Podes syn generelt lod rigtig meget tilbage at ønske.

Vi fik promte en helt ny tid til en tilbundsgående undersøgelse, så briller kunne erhverves hurtigst muligt. For lissom at understrege hvor miserabelt det hele åbenlyst stod til, holdt lægen afslutningsvist synstavlen helt op foran Ældste Podes snudeskaft, prikkede lidt på en svane, og spurgte meget højt (som om et eventuelt dårligt syn også per automatik medførte dårlig hørelse):
“Hvad er det her?”,
råbte han.
“En fugl”, hviskede min søn.
“Tsk-tsk” rystede lægen på hovedet: “Det er en SVANE!!”

Selve den meget overfladiske test af farverne, som jo var den egentlige årsag til at vi var der, blev gennemført alt for hurtigt og i meget mørke omgivelser, så han havde ikke en chance, min Ældste Pode.
“Ja, han er jo tilnærmelsesvist totalt farveblind” konkluderede lægen, mens han tydeligvis spekulerede på, om han mon nogensinde før havde set så grumt et eksempel på dårligt syn. Og alt imens han afslutningsvist gelejdede os ud ad døren med fejende armbevægelser, kvitterede han: ”Og ta’ så lige og smut en tur forbi zoologisk have i weekenden, så knægten kan få styr på dyrene!”

IMG_1320-skal bruges

Er det en fugl? En svane? Ældste Pode i strudsehalsposition?
Same-same.

Mundlam er vist en meget dækkende betegnelse for mig i situationen, tror jeg. Og vi kom selvfølgelig aldrig tilbage. Nogle uger senere konkluderede en anden og meget sødere øjenlæge, at podens syn var helt normalt, men at han – ja – var farveblind på bestemte farver. Helt som vi havde regnet med.

Og nu har vi så konkluderet, at Mindste Pode er med på samme vogn. Faktisk har vi vidst det i noget tid.

Der kommer mange søde episoder ud af det. Som når for eksempel Mindste Pode siger, at jeg skal have en grøn kage til min fødselsdag, fordi jeg elsker grøn. Og Mand siger “ja, mor ELSKER Kaj-kager!”. Mindste Pode ser overrasket på sin far, og siger hovedrystende: “Men far, Kaj er jo GUL!”

Og Mindste Pode er endnu så lille, så man slet ikke kan modargumentere, hvilket irriterer Mellemste Pode til hudløshed. ”Hvad farve er den?”, spørger Mellemste Pode velvidende, at hans lillebror med 99% sandsynlighed svarer forkert. ”GRØN!” bedyrer Mindste Pode selvsikkert mens han ser på den gule dut, der er blevet ham forelagt. ”Nej, den er gul!” pointerer Mellemste Pode. ”Nej, den er GRØN!” siger Mindste Pode igen, urokkelig i sin overbevisning, og så bølger diskussionen frem og tilbage.

***

Det er mine gener, som åbenbart er bærer af fejlen, eller ’defekten’, som det så smukt kaldes. Jeg er med tiden blevet lidt af en selvudråbt ekspert udi sådan noget med genetik på den front; hvordan øjenfarver og farveblindhed opstår og viderebringes gennem generationer. Selvom ingen i min familie vil kendes ved, at der har været nogen som helst, der har været farveblinde, så har der nu nok været en enkelt eller to alligevel. For det er tilsyneladende KUN moderen, der bærer på de defekte gener. Mand mener faktisk, at jeg selv er lidt farveblind, og ikke blot bærer af genet. Vi er ikke heeeeelt enige her; jeg mener jo selv, at jeg ser ganske fortræffeligt. Men Mand mener eksempelvis at min krise omkring farven på køkkenstolene (du husker måske?), netop er et udslag af selvsamme skavank (hov, jeg har helt glemt at sige, at de nu er malet om igen. Altså mine køkkenstole. Lækker, lækker lysegrå farve).…

Måske du sidder og spekulerer på, hvordan det er at være farveblind. I så fald kan det være, at dette billede giver dig en idé. På billedet har den gule vitaminpille og det lysegrønne mærke på mælkekartonen helt samme farve:

Farveblind

Jeg kan godt se forskel. Spørgsmålet er: Kan du? Og hvad med dine poder?
Ellers kender vi en rigtig god øjenlæge, som vi kan anbefale……..

Dagens tillægsspørgsmål
Er der i øvrigt overhovedet svaner i zoologisk have?…..

14 tanker om "Se min kjole, den er gul som græsset, alt hvad jeg ejer, det er grønt som den……."

  1. Cariina Lindberg

    Hehe sku jeg få brug for en øjenlæge til min pode, så vender jeg helt sikkert tilbage efter en anbefaling. Og nej der er ikke svaner i Zoo der må I i Frederiksberg Have 🙂

    Svar
  2. Cille

    Jeg havde engang en kæreste, der var farveblind. For ham var leverpostej sådan mug-grønt. Det havde jeg sært svært ved at håndtere, og bare tanken gjorde at jeg ikke spiste leverpostej i alle de år…
    Og sikke da en forstokket øjenlæge :-/.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Hmm, ja, mugfarvet leverpostej, det kan måske godt være en kende udfordrende, ku’ jeg forestille mig!…. 😳. Har den så fået normal farve igen efterfølgende?

      Svar
  3. Mette

    Sikke da et fjols af en øjnlæge. Vores unger blev først testet for farveblindhed i 0 klasse. Der får man noget af et tjek op hos sundhedsplejersken. Hun var rigtig sød og tålmodighed og konstaterede først, at prinsessepigen ikke var farveblind og ok til at gribe en bold og da også kunne høre. To år senere fik vi samme besked om mindstemanden. Han var dog noget skeptisk ang det der med at høre…. for hvordan kunne damen høre den lille bitte lyd i høretelfonerne han havde på. Den søde sundhedsplejerske fortalte og viste tålmodigt, hvordan altsammen virkede. Jeg sad og tænkte, om mon mindstemanden nogensinde bliver tilfreds med svarene. Han tegnede forøvrigt en muldvarpe da han blev bedt om at tegne sig selv . Det viste Ingen hvad betød….. I andet forsøg tegnede han så sig selv med en fløjte…. men han er ikke farveblind:o) det er hans far.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Hvor er det dog en forunderlig og skøn dreng I har! En muldvarp, det er da virkelig sødt 😍. I har allerede meget godt stof til konfirmationstalen der!

      Svar
  4. Dorte

    Fantastisk beskrivelse af jeres besøg hos øjenlægen. Fniser stadig af det med fuglen, nej svanen, nej stop☺. Mine unger er ikke farveblinde, men for en sikkerheds skyld tager vi lige testen imorgen. Kram til dig

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Held og lykke med det 😀.
      Hvis I nu skulle være i tvivl, så ligger der udmærkede tests på nettet!
      Kram tilbage!

      Svar
  5. Liv ☆

    Nu stopper du. Prop og etiket er ingenlunde samme farve!
    Nåmn besynderlige sundhedspersoner findes til stadighed rundt omkring. Desværre. Tænk om nogle andre forældre har troet på ham. Ikke heldigt. Og for en gangs skyld kommer jeg her med en seriøs og oplysende kommentar. http://www.dpsd.dk/ På denne hjemmeside, beder øverste sundhedsmyndighed så mindeligt om at alle uhensigtsmæssige episoder, såvel som fejl og evt. forbedringsforslag, indrapporteres. Det kan gøres ganske anonymt eller ikke. Det kan gøres længe efter det skete. Det kan gøres som du vil. Pointen er, bliver det ikke sagt, er det svært for nogen at forbedre. Det var OBS! for i dag. Håber at du og alle andre vil være mere opmærksom på at indrapportere stort som småt – om man er patient eller pårørende. Ligegyldigt.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak for det Liv!
      Det er taget til efterretning! Anede faktisk ikke der fandtes sådan et sted på nettet til den slags….

      Svar
      1. Liv ☆

        Det er også Danmarks mest hemmelige hjemmeside. Desværre. For den er lavet i allerbedste mening. Af Sundhedsstyrelsen. Informationen når bare ikke rigtig ud til borgerne. Derfor OBS! 😉

        Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Velkommen hjem 😀. Nej, der er desværre ikke umiddelbart noget man kan gøre. Man lever med det, og lærer at grine af de små situationer der opstår….

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.