Tankespind fra læsehjørnet

Jeg har netop læst min tredje bog i det herrens år 2016.

Den første jeg læste var ”Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr.
Den er god! Læs den, hvis du ikke allerede har gjort det! Da jeg var færdig med den, havde jeg det som pigen i bogen havde det med sine brailleskriftsbøger: Jeg havde lyst til starte forfra lige med det samme igen.

Det blev dog disse to, jeg læste efterfølgende:

”Hypnotisørens kærlighed” (lyder lidt Danielle Steel-agtig, men fortvivl ikke!!), og:
”Det hun glemte”

Begge er skrevet af forfatteren til ”Min mands hemmelighed”, Liane Moriarty.
(Jeg har stadig ”Store små løgne” til gode – den bedste, siger nogen).
Jeg er vild Moriartys humor, og med den måde, hun leger med skæbnen på en ’turn a different corner, and we never would have met’-agtig måde.

IMG_1447

Særligt ”Det hun glemte”, gjorde indtryk på mig.
Den handler kort fortalt om en kvinde, der slår hovedet, og mister en del af sin hukommelse; sådan helt specifikt de sidste ti år af hendes liv. I løbet af de ti år hun glemmer, er hun blevet mor til tre, hun har fået og mistet nye såvel som gamle bekendtskaber, og ikke mindst befinder hun sig midt i en ægteskabelig krise. At hun mangler en masse epokegørende begivenheder i sin hukommelse er ikke det, som gør bogen interessant; det er derimod det personlighedsmæssige kvantespring, som hovedpersonen tilsyneladende selv har taget i løbet af de år, som hun har glemt. Med andre ord vågner hovedpersonen op på hospitalet og opdager, at hun er blevet en markant anderledes person end hun var ti år tidligere.
Det, som virkelig er tankevækkende er, at hovedpersonen faktisk ikke kan lide den person, hun er blevet.
Og det, som hun er blevet, er: En perfektionistisk præmiemor.

Jeg blev ramt af fortællingen, sådan på et personligt plan. Ikke fordi jeg pludselig er blevet en præmiemor(!), og heller ikke på grund af hukommelsestabet, som jeg dog ind imellem føler er helt tilsvarende. Jeg føler mig derimod ramt af hovedpersonens stræben efter det perfekte (på en lettere hysterisk facon), og ikke mindst af, hvad denne stræben har gjort ved hende. Og jeg kan ikke (hvor gerne jeg end ville) sige mig fri fra, at jeg sandsynligvis også har ændret mig tilsvarende, hvilket jo netop er et af mine kerne-issues her på bloggen. Derfor har jeg i takt med at siderne blev vendt i bogen, tænkt på, hvordan jeg selv ville ha’ det, hvis jeg sådan på et mentalt plan blev spolet ti år tilbage. Eller rettere, tænker jeg på, hvem jeg ville være. Hvem var jeg dengang, og hvem er jeg nu? Er jeg den nu, som jeg ville være dengang? Jeg ved det ikke.

Foruden jagten på det perfekte, kunne jeg undervejs i bogen nikke genkendende til den lidt hårde skal, som hovedpersonen gradvist har udviklet. Ingen biden skeer med mig. I hvert fald på nogle områder. På en lidt for kantet og lidt for skarp facon.
Ikke ulig en skinger udgave af Miss Piggy.
(Jeg ville virkelig ønske, at alle mine helt uforbeholdne meninger i bestemte fora ikke bare fløj ud til alverden som skidt fra en spædekalv. Ikke mindst overfor Mand og børn, nogle gange).
Spørgsmålet er, om det er et udtryk for at man er presset (sådan lige nu og her), eller om det er et udtryk for at man rent faktisk har ændret sin personlighed?
Og om det ene medfører det andet?
Uanset, tror jeg det er vigtigt, at vi holder os for øje hvordan vi helt upåagtet bliver formet – negativt? – af de krav, vi sætter til os selv.

Jeg har overvejet om jeg skulle stille min 2006-personlighed op overfor min 2016-personlighed.
Lave sådan en fordele- og ulempe-liste til afkrydsning. ’Godt og skidt ved 2006-personen’ versus ’godt og skidt ved 2016-personen’.  Men jeg tør ikke. Jeg er bange for, at jeg måske helst vil på kaffedate med mig selv i 2006-udgaven. (Og endnu mere skræmmende: Hvem vil Mand helst på date med??)….

Er jeg for provokerende, hvis jeg spørger dig, hvem du helst ville drikke kaffe med:
Dig selv anno 2016 eller dig selv anno 2006?………

PS: Læser nu ”Hr. Isakowitz’ skat” af Danny Wattin, efter anbefaling fra Svigermor. Den er go’!

PPS: Der er blevet spurgt efter en update på det mystiske tjenerrenderi i sidste indlæg. Unfortunately, there is none. Fortsat, og nok for evigt, meget mystisk. Beklager, folkens!

20 tanker om "Tankespind fra læsehjørnet"

  1. Birgitte B

    Jeg ville helt klart helst drikke kaffe med mig i år 2016. Jeg synes selv jeg er blevet en over-all bedre person. Det er muligt andre ser det på en anden side 😉 men det er ikke mit indtryk. Jeg har selvfølgelig også været en del igennem personligt i netop de år der er i perioden.
    Der er lige kommet en ny bog af ham “alt det lys…” Og jeg skal helst klart læse den. Han skriver så fantastisk. Havde også lyst til at læse den igen bagefter bare for at få detaljerne helt med. Kh Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Det lyder rigtig dejligt at du uden tøven synes bedst om 2016-versionen! 👍 Jeg overvejer stadig for mit eget vedkommende….
      Jep, har godt set bogen, du taler om, den hedder ‘Noget om Grace’. Jeg skal også helt klart ha’ fingre i den på et tidspunkt! 📖
      God aften til dig! 😀

      Svar
  2. Liv ☆

    Altså jeg drikker ikke kaffe 🙁 og jeg er ikke fan af Liane Moriartys bøger. Er jeg så helt langt-ude-latterlig som kommentator til dette indlæg? Behøver du ikke svare på. Det holder mig jo ikke tilbage 😉
    Men gode tanker du har været i gang med. Klart interessant. Her kan jeg dog sige, helt klar i spyttet, at jeg til enhver tid foretrækker Liv anno 2016. Jeg er ligesom en god årgang vin – udvikler mig til det bedre med årene … 🙂 🙂 hahahahaha. Tak for et dejligt indlæg. Kh. Liv

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Liv, din gamle årgangsvin!! 😄. Den var go’!! Du er altid velkommen her, det ved du, og dine meninger ligeså! Ingen har nogensinde ment (ikke mig, ihvertfald) at man behøver at være enig! Det er godt med lidt forskellige vinkler på ting og sager! Og ikke mindst bøger! 👍

      Svar
  3. Mette

    Tak for bog tip for jeg skal til at bestille en ordentlig bunke nu her. Jeg elsker Liane Moriartys bøger og har læst flere. Jeg finder også det der med personlighedsændring meget inetressant og har skrevet en del om det på MS Bloggen. For når man får smidt en kronisk sygdom i hovedet, så ændre man sig. Manden mener ikke jeg har men jeg tror nogle af omgivelserne måske synes jeg har. Jeg har ikke tid til ynk, brok og lign. Det havde jeg heller ikke inden sclerosen men nu har jeg slet ikke tid:o) Nå, men det var vist lidt et sidespring. Jeg vil straks få skrevet bøgerne på min liste.:o)

    Og til Liv: Sikke en fed måde, at se det på….. En god årgangs vin:o) Det vil jeg også være….

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Du har virkelig en beundringsværdig tilgang til tingene! 😘
      Tak for din kommentar!

      Svar
      1. Mette

        Glemte helt at svare på det med kaffen….. Den er tricky for jeg kan ret godt li’ den jeg var i 2006:) Jeg kan også ret godt li’ den jeg er i dag, så må jeg drikke kaffe med dem begge? Der tænker jeg nemlig kunne være interessant:ø)

        Svar
  4. Fruen i Midten

    Interessant spørgsmål, men jeg foretrækker heldigvis mig selv i den nuværende udgave fremfor de tidligere, hvor jeg havde ret travlt med, hvad andre måtte tænke om mig. Det er jeg blevet en hel del mere ligeglad med gennem årene, men jeg håber faktisk, at jeg kan blive endnu bedre 🙂
    Gemalen sagde godt nok noget i går, der kunne tydes i retning af, at han syntes, min bagdel var mere interessant for 10-15 år siden (noget med, at jeg har tabt mig de forkerte steder), men hva’ fa’en det er jo kun en bagdel, og hans er da heller ikke blevet kønnere med årene 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Arj, sikke dog en kommentar fra Gemalen om din po-po! Jeg bliver meget fortørnet på dine vegne; tænker at han STRAKS må stille sin egen *BIIIP* i klaskehøjde for at ytre den slags om sin Frue! Shame, shame, shame!!

      Svar
  5. Cille

    Det hun glemte lyder ret god. Den må omgående på min liste. Jeg har lige færdiggjort 3 ret gode bøger – på hver sin måde: Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov, Sekten af Michael Katz Krefeld,
    ENHVER LIGHED med nulevende eller afdøde personer er utilsigtet af Renée Knight. Specielt den sidste var skøn. Helt uventet!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Cille!
      Det lyder godt!! Hvad handler den sidste om? Der ringer en svag klokke i en afkrog af mit lille-bitte hovede….🛎

      Svar
  6. Øglemor

    Hæ – et godt og tankevækkende indlæg :Og en reminder om, at jeg MÅ få læst Alt det lys …, som jeg af uransagelige årsager ikke har fået tygget mig igennem endnu. Liane Moriarty har jeg ikke læst noget af, men Det hun glemte lyder god.
    Ang. kaffe, så ville jeg til hver en tid vælge at drikke kaffe med nutids-mig. Nuvel – jeg ville måske bede hende skære lidt på sniksnakken om børn, men jeg ville til gengæld glæde mig over en langt mere harmonisk og tilbagelænet person end 2006-jeg, som var single og havde travlt-travlt-travlt på alle fronter. Inklusive med at bekymre mig om, hvad alle andre tænkte om mig 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Øglemor!
      Hvor er jeg glad for at du gerne vil på kaffedate med dig selv i opdateret udgave! (Det er også en hyggelig udgave, hvis du spørger mig 😊). Jep, du må igennem ‘Alt det lys, som ingen ser’, den er go’!
      Kram herfra 😘

      Svar
  7. Helle

    Tusind tak for de gode boganbefalinger, jeg har nu skrevet dem alle tre på listen over bøger, jeg vil læse, en liste som desværre bliver længere og længere …

    Og det med alder… Jeg er også til nutidsudgaven af mig selv, og tænker jævnligt tanker om min alder/udvikling i stil med dem, du her beskriver.

    Jeg skrev et fødselsdagsbrev til mig selv på min 41 års fødselsdag – du kan læse det her:
    http://mithelle.blogspot.dk/2013/01/kre-helle.html
    Og der skriver jeg også at jeg på alle måder er en bedre udgave af mig selv, end da jeg var 31 (og havde små børn, fedtet hår og sorte rander under øjnene af træthed)

    Kh Helle

    Svar
  8. Lene

    Først: alt det lys vi ikke ser, er bare en skøn roman.
    2006 eller 2016? Tjah, jeg startede med at blogge i 2006, jeg vidste ikke, at jeg ville gå i gang med en diplomuddannelse og blive udviklingsansvarlig sygeplejerske på mit afsnit. Men egentlig ville jeg nok gerne drikke te med mig selv både dengang og nu.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lene!
      Det lyder fantastisk! Ja, der sker virkelig meget i et liv på ti år. Godt gået, at du har blogget i ti år!! Jeg har ikke engang blogget i ti måneder… Gud ved, om vi blogger i år 2026?
      Ha’ en SKØN weekend 😀

      Svar
  9. Lisbet/Livsglimt

    Kære du
    Det her indlæg læste jeg lige inden, jeg lukkede internettet ned i sidste uge. Jeg synes, det er virkelig godt og har tænkt på det siden! Jeg er faktisk lidt overrasket over, at kommentarfeltet så entydigt er vilde med sig selv i 2016 udgaven- men dejligt selvfølgelig 😉 Jeg kan godt følge dig. Jeg har forandret mig meget. Føler jeg er blevet tvunget til det, men derfor kan der jo godt være røget nogle ting med, som jeg i virkeligheden selv er herre over eller i hvert fald har indflydelse på. Det tror jeg, at der er. Tak for god eftertænksomhed <3
    Kh Lisbet

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lisbet!
      Tusind tak for din kommentar og for din ærlighed! Ja, det er noget spøjst noget, når man først går igang med at fundere over sin egen eksistens set i tidens kontekst. Og når man tænker tilbage på de valg, man har truffet, og hvad de gjorde ved én… Ha’ en dejlig dag, Lisbet, og pas på dig selv 🌱

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.