C’est moi….

Min mand har et job, som ind imellem kræver, at han er en del væk. I de presserende stunder der følger i kølvandet på hans fravær, transformerer jeg mig til et sandt forbillede for ethvert militærdiktatur. En højborg for kæft, trit og retning på en hverken særlig moderlig eller konstruktiv måde. Jeg tænker til tider, at jeg må være en reinkarnation af Hitler, og at mine forældre burde have brugt kondom.  Jeg er ikke stolt af det, men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed. Jeg håber mine børn har en tilstrækkelig stor fortrængningsevne til at slette minderne om disse øjeblikke på deres små private og uskyldige harddisks. So help me God.
Jeg skylder mine børn at sige, at de faktisk på utroligt mange områder er fuldstændigt eksemplariske, mens det er mig, som står for alt hvad der er uhyrligt på hjemmefronten. Udelukkende fordi jeg i min kamp mod urets tikken på vej ud ad døren om morgenen, eller i min kamp mod vasketøj og kødgryder, træt efter en lang arbejdsdag, om aftenen brøler ud mod alle verdenshjørner, at jeg kun kan høre ét barn ad gangen, at nogen der mangler toiletpapir på lokummet må vente til jeg har fået sat DVD’en i gang til den pode, der skal pacificeres foran fjernsynet, at sportstasker skal tømmes, lektier skal laves og hvem fanden har nu tømt alt det jävla Lego ud over det hele?!? So not very charming. Blæst væk er alle pædagogiske principper om feed forward og andre gode ting. Dem bruger jeg så i stedet til at slå mig selv oven i hovedet med bagefter. Det er panikken hos mig, der viser sig som det rendyrkede og frådende monster jeg forvandler mig til at blive. Og kønt er det virkelig ikke, og jeg ville i den grad ønske, jeg var den milde mor, med en blød og altid rummende favn; en rolig stemme og varme smil, som gjorde hjemmet rart at være i. Jeg ved simpelthen ikke hvor den mor blev af?! Hvor gik hun hen? Hun blev fordrevet, er jeg sikker på, og tilbage blev beta-versionen af heksen fra Hans og Grete.

Jeg kan huske, at jeg engang læste et interview med Natasja Crone, som blev citeret for at sige noget i retning af: ”Jeg råbte så meget af mine børn i weekenden, at jeg blev helt hæs”.  Det var vitterligt frydefuld læsning, der fik nogle brikker til at falde på plads for mig: Jeg er ikke alene i dette virvar af dagligdagskaos. Og det er du heller ikke!

IMG_0726

“Mor”. Tegnet af Mindste Pode

2 tanker om "C’est moi…."

  1. Lisa

    Fed tegning af mor i fuldt firspring 😜 Og så er jeg sikker på at alle børnene også husker de ‘nusse’ stunder I også har indimellem de stressede dage.

    Svar
  2. Helle

    Mor på tegningen ligner lidt Barbamamma 🙂 Så mindste pode ser dig også som blød, organisk og helt utroligt løsningsorienteret.
    Det er da da helt okay 😀

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *