I alarmberedskab

Er jeg i kontrol eller har jeg mistet kontrollen? Når jeg føler, at alle udefrakommende faktorer, såsom børn, mand, arbejdsopgaver, gøremål og aktiviteter har overtaget herredømmet over min tid og afgør hvilke tanker jeg skal tænke, og hvornår? Og jeg ikke selv har noget at skulle ha’ sagt i den forbindelse? Når der bliver kaldt og sendt mails og jeg konstant ændrer kurs og retning uden at kunne holde fokus? Når jeg føler mig bundet på hænder og fødder:
Er jeg bare kontrol-freak, der er bange for at miste kontrol, eller har jeg allerede mistet den?
Er jeg fri eller ikke fri?
Lykkelig eller ikke-lykkelig?

Når jeg føler mig som den brølende og desperate løve, der er fanget i et lillebitte bur, bliver jeg altid bange: Er det mon gået over i morgen? Eller er jeg fanget i denne her frygtelige tilstand fra nu af og i al evighed? For hvis jeg er, så kan jeg ikke klare det mere. Så kan jeg vitterligt ikke klare at tænke, og når jeg ikke kan tænke mere, så kan jeg ikke arbejde mere, og så ruller rouletten. I hvert fald i mit hoved. Dommedagsscenarie følger dommedagsscenarie.

Mit korthus vælter. En talestrømsflod vælter ind over mit liv i form af poder, som speed-talker i noget der føles som uendelighed. Og det bliver relativt hurtigt alt, alt for meget.  Undskyld, hvem har ringet dig op lige nu? spørger jeg nogle gange.

Nedsmeltning er ikke noget, der kun er forbeholdt børn, det sker faktisk også for deres forældre. Dog ikke som storskrigende sprællemænd i mudrede flyverdragter på klamt Netto-gulv, men sådan på et mere mentalt plan.

Et eksempel:

”Mor, hvis du nu SELV måtte vælge hvilket dyr, du sku’ være, og det måt’ IK’ være fra Danmark, hvilket dyr, sku’ det så være?” siger den ene pode (gæt selv hvilken), mens den anden pode prøver at komme ind fra sidelinjen, og virker lidt som sådan en slags dukke, der med fem-sekunders intervaller siger ”Mo-ar?” —— ”Mo-ar?” —– ”Mo-ar?”—–”Mor-ar?” ind til man snerrer af barnet, om det godt kan høre, at man har gang i en ANDEN samtale? (uden at man af den grund er i stand til at vurdere hvilket dyr man i givet fald skulle være).
Når den første pode er færdig med sin beretning, og det så er den anden podes tur, kan man være HELT sikker på, at den tredje pode kommer flyvende ind fra en blind vinkel med en livsnødvendig grund til at afbryde: ”MOR?!”…. Og så er det, at jeg ikke altid reagerer så hensigtsmæssigt. Som for eksempel i morges, hvor jeg faktisk fik sagt ”SCHHY!!!” med sådan en intensitet, at Ældste Pode fik tårer i øjnene.
Og faktisk skulle han bare fortælle mig, at det var første gang han skulle ha’ TO engelskbøger med, fordi den ene havde været bortkommet siden starten af skoleåret, hvor den forvildede sig ind under hans skrivebord, og først igen lod sig finde her mange, mange måneder senere. Det var faktisk en glædelig nyhed, som han dér kom med, men som fik noget af en mavelanding, fordi jeg lige formåede at slå luften fuldstændig ud af begejstringen. Og så er det mig, der får jeg tårer i øjnene bagefter. Det er absolut ikke med vilje, at jeg gør det; det er det virkelig ikke. Hvordan får man aflivet de der verbale drab på podernes beretninger uden at alle (eller bare mig?) mister besindelsen undervejs?

Der burde være nogle advarsler på væggene på steder, hvor der er offentlig adgang (biblioteker, svømmehaller og den slags), ligesom nogle burde stille det meget kritiske spørgsmål: ”Er du HELT sikker på, at du gerne vil ha’ tre børn?!!! HELT SIKKER??”

Bloody hell!

Dagens citat

“Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu?”
(Filmen ”Den eneste ene” – hvis nogen skulle være i tvivl….)

Dagens kloge ord

Søren Kierkegaard:
”Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”

Til trods for at jeg bare prøver følge med tilværelsen (og vasketøjsbunkerne) i det hele taget, prøver jeg også at vælge at leve livet; ikke at lade livet knække mig.

Jeg prøver også at huske på, at de kloge siger: Det er ikke hvordan du har det, det er hvordan du ta’r det”…….

IMG_1595

Dagens vintergækker (på falderebet….)

28 tanker om "I alarmberedskab"

  1. Lene

    Puha, stakkels dig. Håber du kan få lidt voksenro på et eller andet tidspunkt i løbet af ugen. For jo, jeg kan følge dig i at man lige på det forkerte tidspunkt får sat grænser og bagefter står med en dårlig samvittighed. Men det bliver bedre. Jeg kan ikke huske hvor gamle dine drenge er, men de bliver mere selvkørende og mere selvstændige, og pludselig kan man længes efter dengang man var Samtalepartneren. Her hos mig var løsningen af og til (ofte) en Disney video, som mine børn elskede.

    Svar
  2. Pendler-Mor

    You said it!! Mit liv i en nøddeskal pt….. Ak og suk og dårlig samvittighed……
    Ved faktisk ikke om den egentlig kan kommenteres yderligere herfra – du udtrykker alle mine tanker og bekymringer! Læg dertil konstant slåen sig selv oveni hovedet med egne utilstrækkeligheder, så er vi der…..
    Beklager virkelig min depri-kommentar – nogen gange er det bare der man er…..
    Jeg kan faktisk ikke engang svinge mig op til at messe a la Scarlett O’Hara: “this too shall pass”……

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Søde Pendler-Mor!
      Depri-kommentarer er meget velkomne, så du depri’er bare løs alt det du lyster! Brok away, any time (det er bedre end at slå sig selv oven i hovedet!…) 😘

      Svar
  3. Ellen

    Det der lyder ikke godt … jeg kan dog ikke rigtig bidrage med noget fornuftigt her, for jeg har kun ét barn, hvilket jeg – af flere årsager – aldrig har fortrudt.
    Jeg tror, at uforstyrret voksentid er vigtigt, men bestemt ikke altid lige nemt at opnå. Kan du ikke tiltuske dig et par fritimer HELT alene mindst én gang om ugen? Det andet der går da galt en dag …

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen –
      Se, du siger det jo netop selv: Ét barn, det er det, der er min pointe! Du har virkelig fat i den lange ende!..
      Er godt nok en smule smadret og små-udbrændt lige i disse dage…
      Af hjertet tak for din kommentar ❤️

      Svar
  4. Mette

    Først tak for din ærlige beretning. Jeg vrisser osse af ungerne sommetider, nogle uger er det oftere end andre, og jeg har det elendigt bagefter. Men vi mødre er jo også kun mennesker og vores børn bliver kun stærkere af, at have en mor der viser føleser både stressede, vrede, ked af det, fustrerede har jeg glemt noget….. Det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind. Vores to børn er jo med 2 års mellemrum og er gået i seng med en ½ times mellemrum. Plus vi har altid været meget strikse med tidlig sengetid og det gør vi altid har haft aftenerne og stadig har, da begge unger er i seng kl 20.30. Det har vi værdsat og gør stadig. For det er der vi så, eller især mig, har trukket vejret helt ned i maven og fået ro på igen. Især når det har været en af de dage…. Håber du snart får det bedre og den der udbrændthedsfølelse forsvinder. Mange tanker herfra i hvert fald.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Mette!
      Ja, alt blir godt igen, det ved man jo, men altså! De der dage inden overskuddet vender tilbage, det er bare…. Up hill… Måske er det krampetrækninger fra vintermørket. Kram fra mig 😘

      Svar
  5. Cille

    Stort kram og opmuntring til dig. Det går over. Alting går over – this too shall pass. Så det er ikke nu jeg skal genopfinde vores kaffe?

    Svar
  6. Fruen i Midten

    Åh altså, selv om jeg kun har et barn, kan jeg da sagtens genkende, hvad du skriver. Når jeg kommer træt hjem, har Donnaen fået pusten igen oven på sin dag, og så er det bare NU, der skal rettes engelske stile og verden skal reddes og undertøj skal vaskes og aftensmaden skal køres i stilling og hunden skal luftes. Og nogle dage kan jeg klare det hele og andre dage ikke. Jeg prøver også at få plads til MIG, men lykkes ikke for godt med det. Jeg har desværre ingen gode råd, men jo this too shall pass, og det hjælper faktisk med alderen – afkommets altså, så man kan begynde at sige, at man altså er nødt til lige at få en halv times pause, før man igen er klar til at binde snørebånd på hele verden. Så hold ud 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Frue!
      Jeg ser i den grad frem til en halv times pause før der fortsat skal bindes snørebånd på hele verden (fantastisk udtryk!).
      Jeg skylder også at sige, at det utvivlsomt ER blevet bedre end det var for blot et år siden, men ind i mellem blir man tilnærmelsesvist SINDSSYG!…
      Tak for din søde kommentar 😘

      Svar
  7. Monica

    puh – kan godt huske det. been there, done that. Og det BLIVER bedre. og mere overskud og tid. du er en fantastisk mor med skønne børn, det lyser ud af dine mange gode indlæg.
    min søn er nu 23 år, udeboende og selvkørende. Men jeg kan STADIG blive overmandet af skyldfølelse over den gang han var pyttelille, sad i badekarret og var glad og larmende, og jeg snærrede han skulle tie stille.. og hans blik lige der… pyh.. så bliver den 23’årige lige pludselig knus-krammet – og siger med overbærende stemme ” tænker du nu igen på noget fra min barndom mor..”

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Monica!
      Tak for din søde kommentar! ❤️
      Det er godt at vide, at de kommer hele ud på den ‘anden side’ – forhåbentligt! Jeg tænker også, at jeg kommer til at kramme dem lidt ekstra når de bliver 23 ved tanken om nogle af de ting, de måtte udholde i mangel på overskud på moderens konto 😳. Auch…

      Svar
  8. Liv ☆

    Skal vi gå hånd-i-hånd ned i Nyhavn og få tatoveret det der “Dårlig Mor” i panden, hvor der alligevel permanent sidder et ditto stempel?! Vi kan jo nappe en fad i samme anledning 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Liv!
      Ja, lad os det! 😊 Det bli’r hyggeligt med en pils. En dag, hvor solen skinner… 🍺☀️

      Svar
  9. Birgitte B

    Jeg tror, det bare er sådan at have børn… Men prøv, bare et par gange, at sige til dem ‘spørg Far’ (og er Far ikke hjemme, så sig: så må du vente, til han kommer hjem)…
    Kram herfra

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Ja, det kan være jeg skal benytte mig af den model mere end jeg gør allerede 😵… Ak, det er ikke altid lige let ikke at miste forstanden!….

      Svar
  10. Øglemor

    “Spørg far”, “Mor har lige brug for ro i to minutter” eller den unaturligt rolige (på grænsen til passivt-aggressive) “Nu er din søster lige ved at sige noget, så du bliver nødt til at vente” (x så mange gange, det kræver, før den fiser ind) virker som regel herhjemme, når jeg er ved at gå babanas. Nu er der selvfølgelig også ‘kun’ to at holde styr på, men jeg vil vove at påstå, at især yngste udgave plaprer, som var der flere af ham, så I know where you’re coming from.

    Uden at være læge, så ordinerer jeg dig alene-tid. Til at læse blade, få en massage og/eller en manicure, løbe en tur, gå på café med dig selv eller en veninde, eller noget andet, du godt kan li’. Om det så skal koste dig en sygedag på jobbet at få det, for når kroppen er i konstant alarmberedskab, er der ikke langt til stress.
    <3

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak søde Øglemor, både for din kommentar og din omsorg 😘.
      Jeg er helt opmærksom på det hele. Faktisk har kroppen lidt sagt stop, og jeg ligger pt. hjemme under dynen med en gedigen hovedpine. Tænker det er et tegn på noget, som jeg bør høre efter.
      Ha’ en dejlig weekend, søde du!

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære LP!
      Stort tillykke med din hemmelige graviditet, jeg føler mig meget beæret over at du deler din hemmelighed her på bloggen!
      Åh, jeg er ked af det, hvis jeg tager pippet lidt fra dig, det er ikke meningen! Husk, at man fortryder ALDRIG de børn man får! Men når det så er sagt, så er der meget at se til… Samtidig skal du huske, at bloggen her er mit åndehul, det vil sige, at jeg skriver for at læsse af. Som modstykke til glansbilledhistorierne, som der er mange af, og som man (eller ihverfald mig) godt kan føle sig lidt ramt på selvværdsfølelsen over. Så denne blog er også for at vise andre, at man også ind i mellem kan kløjs i det hele, hvis du forstår… Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har mange vidunderlige stunder med alle mine elskede poder. Men jeg er også fuld af fejl og har minus på overskudskontoen mange gange. Så, nu forsvandt den røde tråd vist fuldstændigt i det her!… Kort og godt; STORT tillykke med den lille prut du har i maven; det bliver fantastisk! Jeg håbet du vil blive hængende her på bloggen trods den relativt store mængde galde, der ind imellem bliver spredt på siden 😘

      Svar
  11. Miri

    Du har så mange søde læsere, der giver gode kommentarer , fantastik med denne blogverden !
    Jeg sender dig et varmt knus- fra en mor til en anden 🙂

    Svar
  12. Sandra

    Jeg håber du i mellemtiden har fået en hjemmedag alene uden larmende børn – jeg kender det desværre alt for godt at man nogen gange ikke engang kan høre sig selv tænke.
    Jeg har været lagt ned af stress før og ka kun sige pas på dig selv og tag en fridag eller to… Tag tid til sig selv (ikke bare to dage men i det hele taget – det er vigtigt. Det gode ved at have været på den anden side af den dumme røde klamme stress streg er at man blir bedre til at stoppe op før man er der igen :-/ ved ik om det er godt eller skidt.
    Ved heller ik hvor jeg vil hen med det her jeg skriver men bare sige – alene tid og ro til hjernen er vejen frem. Kram herfra en artsfælle: mor med tre børn 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tusind tak, Sandra!
      Jep, jeg har også været på den forkerte side af den røde streg, som du så fint skriver. Og ja, man bliver klart mere bevidst og opmærksom på signalerne, men det ændrer ikke på, at man (eller jeg) desværre ind imellem kommer ud på overdrevet alligevel… Og man kan bare ikke det samme som før. Men du har ret: Der skal noget ind på kontoen før man kan betale ud den anden vej!
      Tak for din kommentar 😘

      Svar
      1. Sandra

        Overdrev det er lige det det er. Og jeg er der (på overdrevet altså) desværre også af og til. Er lige nu selv i proces med at komme tilbage i overskud igen. Istedet for at drive rovdrift på energi osv. Kan heller ik det samme som før men bilder mig selv ind at det nok er meget godt 🙂

        Svar
        1. Mor-monsteret Forfatter

          Kære Sandra!
          Jeg er helt sikker på, at det er godt nok, og vigtigst af alt er det i hvertfald at man ikke slår sig selv oven i hovedet med sine ‘mangler'(hvis man kan kalde det det)…..

          Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.