Oh God, those mornings!

Jeg synes, jeg står op i god tid. Hver dag. For at foregribe begivenhedernes gang, og for at være et skridt foran. Alligevel lykkes det ikke altid, selvom det heldigvis mange gange gør.
Men det er sikkert og vist, at når det først begynder at skride, så ruller rouletten. Det er noget med Murphys lov, har jeg engang ladet mig fortælle.

I dag står jeg op, solen skinner, og alt ånder fred og ro. Indtil første pode vågner, i det her tilfælde Mellemste Pode, som springer ’godmorgen-delen’ over, og i stedet går lige til stålet: ”Mo-ar, de dér nogen, der sidder NEDERST på mine benskinner når jeg skal til fodbold, og som jeg har haft virkelig svært ved at få af og på, hvor er de henne, for jeg vil gerne ha’ dem på igen, og med til fodbold i dag?!”.
Spørgsmålet kræver både øjenkontakt, og at poden tegner i luften hvad det er han mener, eftersom hans mor er evnesvag. Da jeg ikke reagerer prompte midt i min blanding af gulerodskrælning og tømning af opvaskemaskine, sætter poden sin opfordring på repeat. Utroligt at han overhovedet har fået noget søvn (tænker den hjernelamme mor), så vigtige som de dersens benskinnepåhæng er gået hen og er blevet i nattens løb. De er relativt små, sådan nogle. Pænt svært at finde noget på den størrelse i et sportstøjsinferno mens du er under tidspres.
Vi finder én. Det må være bedre end ingen ting. Videre!
Første tidsbombe detoneret.

Ude i køkkenet igen (der er noget med noget morgenmad, og nu har vi lidt småtravlt).

Her falder den næste bombe i tidsregnskabet (affyret af Ældste Pode):
”Mor, jeg har jo mellemtrinsfest på skolen i aften!” (sagt som et led i en længere sætning, men resten fortaber sig i hukommelsens tågeland).
Dette sker i mit hoved: ??!!?? … ??!!??!!??!!??
”HAR DU MELLEMTRINSFEST PÅ SKOLEN I AFTEN?!?” gentager jeg vantro og helt lamslået med the kartoffel woman-stemmeføring (utilsigtet, det er bare sådan noget, der sker).
Med andre ord: FUCK!
Havde ikke set den komme. Ved ikke helt, om jeg panikker mest over 1) at planerne nu skal ændres, eller 2) at det i sig selv er frygteligt, at éns hukommelse er hullet som en ost, og at det nærmer sig omsorgssvigt, når poderne ikke længere kan regne med sine forældre som omvandrende personlige assistenter.
Poden ryster på hovedet, han har opgivet. Ny plan lægges omgående, men så er det, at Mellemste Pode (akkompagneret af Mand) sender endnu en bombe fra sin side af bordet:
”Jeg har OGSÅ fest, i morgen, i indskolingshuset, og jeg skal ha’ mad med!”.
FUCK-FUCK-FUCK! (igen!), er der NOGEN som helst, der gider slå mig bevidstløs, og installere mig med en hjerne der virker? En ny én. En god én. Som kan fortælle mig, hvor al den info jeg misser bliver af, og ellers i øvrigt står henne, så jeg kan orientere mig?
Det er da vel ikke så meget at forlange….

Mand konstaterer blot lidt halvtørt, at eftersom vi er SÅ sent ude, så er der nok ikke flere paptallerkner tilbage, vi kan skrive os på.

Og så vælter Mellemste Pode selvfølgelig sin skål; mælk og cornflakes vælter som en tsunami ud over bordets breder, men på det tidspunkt er Mindste Pode og jeg næsten på vej væk fra dramaet, ned til cyklerne og hen i børnehaven.
Væk fra alle påmindelserne om ting, der er væk, og er blevet glemt.

Næsten da i hvert fald, for nede i gården konstaterer Mindste Pode, at det er en kold morgen, og at vi har glemt hans vanter. Jeg ringer til Mand (der stadig er i lejligheden), i håb om at han kan tyre et par vanter ud ad vinduet, og ned i gården.
Too late. Mand er på lokum, og det har LANGE udsigter.
Op ad trappen igen, rode-rode-rode-rundt efter vanter, og ned ad trappen igen.
Kun for at blive mødt af et bebrejdende: ”Det’ IK’ mine vanter!”….

Will somebody please give me a chance?

HVidtjørn

Hvidtjørn III

Hvidtjørn IV

Hvidtjørn V

26 tanker om "Oh God, those mornings!"

  1. Dorte

    Åhh altså – sgu da også mange ting at huske på én og samme morgen. Jeg er også den udvalgte til at huske alt – altså ALT herhjemme. NJils er så til gengæld feberredningsmesteren når jeg panikker over noget jeg IKKE har husket. Det er, nu jeg tænker over det, nok derfor vi blev gift :-). Kram fra mig til dig

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Dorte!
      Det er nok det samme her! For gæt, hvem der endte med at stå og stege burgerbøffer til Mellemste Podes arrangement: Det gjorde Mand!😝

      Svar
  2. Ellen

    Puhhha. Stakkes dig. Er du helt sikker på, at det er dig, der glemmer? Efter min (dog ikke overvældende overbevisende) erfaring er det ungerne, der glemmer at informere baglandet om diverse arrangementer.
    Må man have lov til at foreslå en familiekalender, der hænger, så alle kan se den? Jeg kan godt forestille mig, at poderne vil synes den er sjov at holde opdateret – også selv om man måske ikke selv kan skrive endnu 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak for dit forslag og din kommentar, Ellen!
      Ja, det ku’ være vi sku’ forsøge os med sådan én kalender…. Det er det der med den kollektive hukommelse… Mon den svigter dobbelt når både man skal forsøge at huske selve arrangementet OG få det i kalenderen?…

      Svar
  3. Lene

    Håber du giver dig selv et knus, det ville du gøre, hvis det var din veninde 🙂 Når vi glemmer, så er det jo fordi vi sommetider får proppet for meget ind i hovedet, det sker, og sådan er det bare. Ha en god fest 🙂

    Svar
  4. Mette

    Jeg kan altså heller ikke huske og derfor hænger der et stort whiteboard i køkkenet, Hvor der er noteret 2 uger frem. Det hjælper og ungerne kan selv læse hvad der skal ske. Alt er også noteret i min kalender på telefonen ellers ville jeg være fortabt…. Godt mand lige fik klaret maden:) så som trøst kan jeg berolige dig med du ikke er den eneste:) min hukommelse er hullet som en si. Kan måske gi sclerosen skylden men min mand siger det var lige så slemt inden den kom på banen.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Tak for din opbakning! Der var faktisk en gang, hvor jeg – i følge mig selv – var ret tjekket og på forkant med alting. Men så kom der børn, og siden hen er det gået støt ned ad bakke…. 😳

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Det er altså bare ret så genkendeligt. Og de morgener, hvor det først er begyndt at gå ned ad bakke. Åh altså. Og nej, du er ikke den eneste. Af hensyn til sine ostehjernede forældre udarbejder Donnaen et månedsskema med sine aktiviteter, som sommetider er ganske få og andre gange ganske mange. Dette fine skema, som hænger på opslagstavlen i køkkenet til trods er der ting, der kommer bag på os. Heldigvis er hun ovre den alder, hvor man medbragte mad og kager til klasse-hygge-aftener mm. (Gud, hvor jeg dog hadede dem). Og det med vanter, huer og tørklæder stopper først, når ungerne flytter hjemmefra. Der er ikke megen hjælp at hente herfra, så betragt det som en solidaritetskommentar 🙂

    Jeg håber, I havde en god fest.

    Svar
  6. Liv ☆

    Men er det ikke også noget med at du fylder 40 i år?! *wink-wink*
    Jeg har (helt selv) designet en kalender, som ligger i køkkenet. Reglen er, og har været det i mange år, at hvis ikke det står i køkken-kalenderen, så har det ikke prioritet. Dvs. det er bare om at få skrevet ting og sager ned i den, inden andre laver aftaler på samme tid.
    Faktisk har jeg også gjort plads til afleveringslektier m.m. Så det er sociale aftaler/lægetider/fritidsaktiviteter/skolearrangement og lektier i en stor sammenblanding. Men det virker. For os 😉 Alligevel … har jeg nu følt mig nødsaget til at kliste en helt dør til med post-its, hvorpå der er skrevet ekstra vigtige datoer (hospitaltstider, speciallægertider m.m.), fordi de pludselig vælter oven i hinanden fra maj til og med september. Så se bare. Nu har jeg flere systemer – og det går sjældent godt 😉 God fornøjelse med det. Intra kan man desværre sjældent støtte sig til – der er alt for mange informationer, således at de vigtige festindbydelser går tabt. Ha’ en fantastisk torsdag. Må den blive lattermild. Kh. Liv

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Liv!
      Jo, snart fyrre, og det går kun én vej!!… Smart med alle dine systemer! Prøv lige at forestille dig hvor mange post its du sku’ ha’ med tre børn?… Jeg siger det bare… Og ja, ja, jeg ligger selv som jeg har redt, som kloge mennesker ville sige! Rigtig god torsdag i lige måde! 😘

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Miri!
      Du har så evig ret! Du kan tro, jeg ofte sender længselsfulde tanker til dit lille hus i skoven!🌲🌲🌲

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Oh dear, nu tager du helt pippet fra mig!… Her gik jeg og troede, at når ungerne når en vis alder, så er jeg helt home free hvad angår morgener (blandt andet…)! Ak. Og nej, jeg er HELLER ikke fan af kokos… 🌴

      Svar
  7. Sandra

    sådanne morgener kender vi desværre også herhjemme – de morgener glæder jeg mig særlig meget til at komme på arbejde og drikke en kop kaffe i fuldstændig fred og ro… Sender god morgen karma afsted til dig.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Sandra!
      Tusind tak for det; god karma modtages med kyshånd!
      Ha’ en skøn weekend!

      Svar
  8. Lisbet/Livsglimt

    Jeg er sent ude, men det er stadig sjovt! Når nu det ikke var en selv. Din stakkel <3. Facebook klassikeren "der er ikke noget, der er helt væk før mor ikke kan finde det" har sine ulemper på sådan en morgen, hvor det så forventes, at mor selvfølgelig KAN finde det …

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Lisbet! Jep, det står på side ét i mor-håndbogen: Du skal kunne finde ALT!! 👍

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mia!
      Tusind tak, det er jeg utrolig glad for at høre! ❤️
      Pas på dig selv og din familie, og ha’ en skøn mandag!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *