Noget om lægerenderi. Og lidt om briller.

I guder, hvor er det nogle gange et cirkus, når ungerne skal til doktoren. Og man selv skal, for den sags skyld; det er et logistikarbejde, der nogle gange kræver et længerevarende uddannelsesforløb.
Inden for otte dage fik vi komprimeret flg. lægetider:

Fredag: Mig til egen praktiserende læge
Mandag: Ældste Pode til øjenlæge (bragt af moren)
Tirsdag: Mig til røntgen (apparently, I have a hip-issue)
Onsdag: Mindste Pode til ørelæge (bragt af moren)
Fredag: Alle poder til tandlæge (bragt af faren)

Jeg befinder mig lige nu på et niveau, hvor Chef tænker ”Ahrrr, ER det mon muligt at skulle til SÅ mange lægeaftaler?”. Er muligvis pt. er kategoriseret som medarbejder med mistænkeligt mange private aftaler i arbejdstiden. Og burde muligvis – ville nogle mene – betale mere i skat?

Og det er også nogle gange bare uhensigtsmæssigt. Når der er tale om speciallægetider er det jo altid en ’take-it-or-leave-it-tid’ der tilbydes, hvis man altså ikke vil vente i flere år. Og det vil man jo sjældent. Der er med andre ord ikke så meget at rafle om, selvom tiden, der tilbydes, er kl. 11:40, og bare passer satans dårligt ind i sådan en arbejdsdag (og så er spørgsmålet, hvilken forælder, der bedst kan planlægge sig ud af aftalen. Men det er en helt anden historie!)….

Ovenstående er egentlig lidt en afstikker, for det var egentlig lægeaktivitet nummer to, altså Ældste Pode til øjenlæge, der var omdrejningspunktet for dette indlæg.

Udgangspunktet for vores besøg hos øjenlægen var en togtur som vi skulle på for en del uger siden. Mens vi trisser lidt rundt på perronen på må og få for at undgå forfrysninger i fødderne under ventetiden (ok, så galt var det måske ikke heeelt), spørger poden hvor lang tid der er til toget kører. ”Det kan du vel se på tavlen?” spytter jeg ud. ”Nej det kan jeg ikke se!” siger poden kækt og helt afklaret. ”Jo”, fortsætter jeg; ”du skal se på tallet til venstre for navnet på endedestinationen på den øverste linje”. ”Det kan jeg ikke se!” siger poden så, med den største selvfølgelighed i stemmen. Vi stod max. tre meter fra skiltet, og selv jeg, som er relativt meget nærsynet, kunne med lethed se, at der var 02 minutter til togets afgang. Så fulgte en diskussion om, hvor meget og hvor lidt der kunne ses (suppleret af klassikeren: ”Hvor mange fingre er der her? Og nu?”). Pænt høj pinlighedsfaktor, hvis du spørger Ældste Pode, men lad nu det være en mindre detalje.

Ældste Pode har åbenbart i et stykke tid vidst, at det ikke stod helt super til med synet, men har egentlig lært at leve med det på sin egen underfundige måde. Kompenseret for det på forskellig vis. Rykket lidt tættere på tavlen i skolen, og noget i den stil. Så har han ikke gjort mere ud af det.
Det er så den slags, som man som forælder er himmelfalden over at finde ud af. Erkendelsen af, at man har overset noget. Ligesom når man opdager, at podernes bukser stumper til næsten midt på benene, og tilsvarende med bluserne på armene. Skoene er alt for små, og poderne siger ingenting. INGENTING. Det er noget af en byrde at lægge på forældrenes skuldre, at de også skal åbne øjnene og gøre en aktiv indsats for at holde sig orienteret……

Nå, hvis jeg nu skal gøre den lange historie rigtig kort, så tilbragte vi næsten tre timer hos øjenlægen, for at være helt præcis. Inklusive drypning af podens øjne und alles.
Og jep, han er temmelig (!) nærsynet.
Turen hos øjenlægen blev efterfulgt af en tur hos optikereren, hvor moren, altså mig, virkelig skulle holdes i kort snor for ikke kategorisk at nedlægge veto mod bestemte typer af briller.
Det ER jo ikke mig, der skal gå med dem, prøvede jeg at huske mig selv på. Men han fik nogle fine nogle (og moren er vældig glad for at han undgik de mere katastrofale brillestel. De findes. Tro mig).
Summa summarum:  Ældste Pode, nu med briller.

22 tanker om "Noget om lægerenderi. Og lidt om briller."

  1. Dorte

    Jeg kompenserede også max inden mine forældre fandt ud af hvor ringe det stod til med mit syn. Rykkede op på første række i skolen og forsøgte at lyse mig selv i øjnene om natten for ligesom at rette op på hele miseren. Lykkedes ikke. Mht briller, så må man selv senere i livet erkende om de var kiksede eller ej – arrrgggghhhh nogle billeder jeg har set af mig selv ☺

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Dorte!
      Jeg er sikker på, du var yndig!! Sikke et billede jeg får i hovedet, af en lille pige, der ligger i mørket og lyser sig selv i øjnene! Godt at du fik briller! Ældste Pode ser brand-smart ud, og er kommet glad hjem efter første dag med dem i skole. Pyha!… 🤓

      Svar
  2. Randi

    Den yngste af mine tre (nu voksne) sønner fik briller, da han gik i første klasse – og vi havde havde heller ikke fattet mistanke i retning af nærsynethed til trods for, at drengen altid sad liige foran skærmen, når han så tv. Vi bad ham rask væk om at lade være med at sidde så tæt på, han flyttede sig modvilligt, men fem minutter senere sad han igen lige klods op ad skærmen – og det fik desværre ingen klokker til at ringe hos de tungnemme forældre. Ikke nogen rar følelse, når det viser sig, at man har overset sådan noget.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Randi!
      Tak for din kommentar; åhh, det er noget værre noget når man som forældre kommer til at gøre noget, eller overse noget, som er svært at tilgive sig selv for. Intet blev jo gjort i ond mening. Hos os stod Mindste Pode også engang på hovedet ud af badekarret til trods for at jeg sad lige ved siden af. Og alting blødte uden at noget dog var baldret. Men jeg tænker ret ofte på det, og får helt ondt i maven. Det er ikke let at være mor… Jeg er sikker på, at din søn ikke tager det ilde op!
      Ha’ en skøn aften! 🌱

      Svar
  3. Mette

    Jamen, skal vi selv holde øje med sådanne ting?? Faktisk var det lige omvendt her. Mindstemanden insisterede kraftigt og i meget lang tid på, at han ikke kunne se så godt. Efter 4 måneders yderlige ventetid på tid his øjenlægen, fik vi så tjekket ungens øjne. Han ser perfekt som i perfekt. Hmmmm… Så skal man mon tro ungerne når de så endelig siger noget…. Jeg er ikke helt sikker:o) jeg havde læsebriller burde sikkert bruge dem men gør det ikke. Manden har briller, nærsynet, men i de 14 år vi har været sammen, er hans øjne blevet bedre og bedre. Nærsynethed kan åbenbart det. Nu bruger han kun briller når han kører bil.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Det lyder da helt utroligt med din mand, men super-skønt for ham! Jeg burde også bruge både læse- og skærmbriller, men bruger kun fjernsynsbriller. Når jeg husker det. Og som jeg ærgrer mig gul og grøn over at jeg glemmer den cirka ene gang om året jeg er i biffen….
      Men fedt, at din pode ser godt; han sku’ nok bare lige holde jer lidt i ørerne 😄

      Svar
      1. Liv ☆

        @Mette
        Jeg er også lidt chokeret over at det er forældrenes ansvar at holde øje med sådan noget. Holder det der forældre-ansvar aldrig op, altså?

        Svar
  4. Søs

    Hvorfor gik I ikke bare direkte til optiker med knægten?
    De laver synstests. OG er meget fleksible med tiderne. Endda uden at man skal vente i flere måneder.
    Jeg undres…

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Søs!
      Fordi øjenlægen sagde, at han skulle forbi ham først. Og det var sådan set rigtig fint eftersom han skal ha’ linser på når han træner og er til kamp, og eftersom man normalt ikke bruger linser som 11-årig, så skulle det lige klappes af og afstemmes optiker og øjenlæge imellem. Blandt andet. Tilfreds? 😝

      Svar
  5. Liv ☆

    Tillykke med storepodes briller og nu – syn! Thumbs up!
    Er blæst baglæns over at I var til øjenlæge efter 3 uger?! Måske misforstod jeg noget. Nuvel. Har en hel hel masse kommentarer. Men det kræver vist et indlæg i sig selv. Det får du i morgen. Altså på den der anden blog, som at jeg har 😉 Aftale?!
    God tirsdag til dig – uden privataftaler i arbejdstiden? Og hvordan med det der hofte-noget?

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Liv!
      Ja, de der briller kan udrette mirakler, det var NÆSTEN på “Mor, jeg kan se!!”-niveau…
      Glæder mig til dit indlæg, Liv!
      Hoften er et helt andet kapitel for sig. 5-år gammel graviditetsbetinget bækkenløsning jeg bøvler med. Ja, ja, lad være med at få tre børn!… Yet another good reason!
      Kram herfra 😘

      Svar
  6. Ellen

    Det er en 100 % parallel historie til min datters – som var 17 år og gik i 2. G, da vi opdagede det! Vi spurgte, om hun kunne læse romertallene over en dør, hvortil hun svarede: “hvilke romertal?”
    Hun havde så store aha-oplevelser efter at have fået briller, at jeg undrede mig meget over, hvorfor det ikke var opdaget noget før. Hun sagde selv, at det var startet et par år tidligere, men at hun regnede med, at sådan var det nok bare, når man blev ældre!
    I det mindste havde hun trods alt ikke gået igennem barndommen uden at kunne se.
    Godt din søn ser bedre allerede nu i så ung en alder 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen!
      Ja, det er ikke sådan når man bliver ældre i en alder af 17 år, altså…. 😄
      Det er sørme godt, at der findes briller! 👓

      Svar
  7. Fruen i Midten

    Godt, du ikke bare gik til optiker, siger jeg bare. Donnaen klagede sig (ja, hun brænder ikke inde med den slags) og gik først til én optiker og så til en anden og fik to højst forskellige råd. Der sjovt nok begge indeholdt briller … Så en tur til øjenlæge knap 4 måneder senere. Han sagde, at hende syn er helt fint, men at hun lider lidt af tørre øjne og nok bør dryppe dem. Hvilket hun så ikke gider – hurra. Men altså, stol aldrig på en optiker, de lever af at sælge briller 🙁

    Og det er altså svært at få øje på alle eventuelle skavanker. Det kan jo være alt fra fodvorter og børneorm til nedsat hørelse og skæv ryg! Mens de er helt små og man stadig har fat i dem sådan rent korporligt, når de fx skal tørres efter bad, så er det lidt nemmere at fange det meste, men så snart de er store nok til at klare al ting selv, så er det straks sværere.

    Skulle du en dag føle, du har helt styr på det hele, kan du altid anskaffe dig en hund, som du skal huske at tjekke for flåter, røde ører, småskrammer, knækkede tænder, for lange klør etc. etc. Det er altid en fest at have ansvar for andre, to- som firbenede 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Frue!
      Jeg føler mig nu ganske forvisset om, at den dag aldrig oprinder, hvor jeg har styr på alting (endsige nogen ting..), og eftersom Mand er mega-allergiker, så ingen hund. Til Mellemste Podes store fortrydelse… 🐕
      Ikke desto mindre er jeg meget glad for, at der hverken er fodvorter eller børneorm i nogle af podernes øjne (så vidt jeg ved….) 🐛
      Vi var ikke så meget i tvivl om vi skulle til øjenlæge med poden. Vi fandt jo den meget søde øjenlæge i anden ombæring i forbindelse med vores farveblindhedseskapader, og han sagde allerede den gang, at hvis der viste sig at opstå problemer med synet senerehen, så skulle vi komme forbi ham først.
      Sikke noget med Donnaen, du må liste dig ind på hendes værelse når hun sover og hælde de der dråber ned i øjnene på hende… Det ville nok falde i god jord, tror du ikke?….

      Svar
  8. Birgitte B

    3 (!) timer hos øjenlægen, oh lala… tror jeg var gået i spåner over al den tid, der skulle bruges. Hmm, nå men godt han fik briller. Kommer de ikke til sundhedsplejerske på skolen (som skal opdage sådan noget)? Satser på at mine unger ikke skal have briller, trods jeg fik i en ung alder af 9 år (80’er briller – siger det bare: du har intet at klage over, med de stel der er i dag), hahaha.. Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Lidt i spåner går man vel altid… Heldigvis lå der en god bager relativt tæt på, som vi frekventerede mens vi ventede på at dråberne skulle virke. Nej 80’erne var på ingen måde skønne, det er lige før vi har ret til en kollektiv depression over hvad vi udsatte os selv for dengang! Det var tider…
      Ved ikke, hvad sundhedsplejerskens rolle er når børnene bliver så store? Der var i hvertfald ikke blevet fanget noget, det er helt sikkert 🤓

      Svar
  9. A+K/VenterPaaVinBlog

    Sådan! Jeg overgav mig først til en synstest i en alder af 22, og har bygningsfejl på begge øjne. Flot Anne. Det er derfor du ikke kan gribe en bold, og selv i voksenalderen vælter på cykel og altid hælder ved siden af, ikke? “Din afstandsbedømmelse er så dårlig, du faktisk ikke må kører bil, hvis du en dag får kørerkort”, var beskeden.
    Men så her det sidste halve år, er jeg jo ligesom blevet yderligere blind, kunne jeg mærke. Og fik derfor tjekket mine øjne her i det nye år, og hurra: 3 år er gået, og er nu også nærsynet, og mer’ bygningsfejl. Så nu spare jeg op… til glas… brilleglas… til 1400… SUK 😀

    – A

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Anne!
      Nej, billige, det er de godt nok ikke!…. Ældste Pode har også fået voksenbriller, og de er pebrede! Og så kan man jo købe sig til alt muligt (hvilket man jo gør!): Særligt lette glas, antismudsoverfladebehandling, og hvad ved jeg. Men når resultatet i sidste ende er godt, så gør man det gerne! Håber du snart får dine briller, og bliver glade for dem!👓

      Svar
  10. Lene

    Det er et gedemarked med alle de aftaler, der skal passes ind i en travl hverdag. Jeg håber at din hofteproblematik bedres og at ældste pode fortsat er glad for brillerne.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Lene!
      Hoften bliver forhåbentlig god igen med tiden, og Ældste Pode er meget glad for sine briller! Specielt efter at bedstevennen har ytret at han synes, at poden er pænere MED briller end uden 🤓

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.