Tankemylder

Mærkeligt, som ting pludselig kan ske, og vende op og ned på alting. Det er sandt, når de siger, at ingen kender dagen, før solen går ned.
For fem uger siden vidste jeg ikke, at min far var syg, og nu ligger han bevidstløs på intensiv.
Det ene øjeblik suser man rundt midt i hverdagstrummerummet, og det næste øjeblik sidder man fikseret i en bus med kurs mod Jylland.

Jeg er pt. tilbage i staden for en stund, og prøver at opretholde en normal hverdag.
Der er susende travlt i øjeblikket, både på job og på hjemmefronten, hvor Mand lige om lidt rejser til det forjættede land sammen med Mellemste Pode, for at tilse den nye amerikanske fætter.

Trods travlhed fylder tankerne meget. Både på godt og ondt. Og fuldstændig uden hoved og hale (hvilket muligvis afspejler sig i dette indlæg). Det kan nok ikke undgås, når man er vidne til en forælder, der er så syg, men stadig kæmper. Helt uden at ænse at vi er der, reduceret til et hylster tilkoblet et hav af maskiner og et utal af slanger i en balsal af en hospitalsstue. Maskiner der bipper og båtter, lyser og blinker, hvæser og sprutter. Meget skræmmende, og virkelig ubehageligt. Men han klør på, det må man give ham. Han har nu altid været en stædig rad, ham den gamle.

Og mere end gennemsnittet har vi haft vore kontroverser, og det har ikke altid været pænt. Langt fra. Mange ting bliver akavet, når man har den slags med sig i bagagen. Når man flytter hjemmefra får man på en måde lyst til at søge så langt væk som muligt, og samtidig brænde alle sine broer. Og når man har gjort sig den slags overvejelser, og lagt en form for afstand, så bliver relationen selvfølgelig også mærket af det. En mærkelig skævvridning, som på en eller anden måde har gjort samværet svært. Fremmedgørelse er muligvis det rigtige ord. For vi har været fremmede, og jeg har nok i særdeleshed valgt at holde mig fremmed. Det har været mit valg. Ikke min fars.

At tingene er komplicerede, gør det ikke lettere nu. For trods alle de tåbeligheder vi har budt hinanden, så er udsigten til at miste ham ikke let. Og det til trods for, at jeg føler mig relativt fattet i processen. Så er jeg ked af det, og han bør ikke ligge der.
Intet menneske bør ligge sådan der.

For nu har nogen, et uvejr, fældet den kæmpe, som min far engang var. Det er mærkeligt, sært og svært. Og jeg ved ikke hvordan historien ender. Jeg ved bare, at som han ligger der nu, uden for rækkevidde, som en skal, så er han lillebitte. Men han er stadig min far. Lidt endnu.

IMG_1766

IMG_1767

28 tanker om "Tankemylder"

  1. Lene

    Det er svært og den mentale bagage blander sig og gør det sværere. Jeg sender alle varme tanker til dig og håber, at der bliver en afklaring snart, hvilken vej det går.

    Svar
  2. Dorte

    Det gør mig ondt at høre om din far. Håber at I, uoverensstemmelser til trods, får en ordentlig afslutning. Jeg ved hvor meget det betyder. Alle gode tanker sender jeg i din retning. Kram herfra

    Svar
  3. Lisbet/Livsglimt

    Tak for din ærlige beretning. Ja, det kan være svært, det der med relationen til de allernærmeste … Jeg har ikke selv prøvet at have en alvorligt syg forælder, men jeg har hørt andre fortælle, at uanset om relationen var nær eller kompliceret/fjern, så står man pludselig der og føler, at man er fire år og ikke kan klare sig alene <3 Kram til dig midt i det hele.

    Svar
  4. Mette

    Åh, hvor du skriver det så flot og rammende. Kender det rigtig meget… Håber for dig, at I får en ordentlig afsked trods alt. Sender en masse knus og tanker gennem internettet og håber bare nogen af dem når dig.

    Svar
  5. Fruen i Midten

    Årh, for pokker altså. Som om det ikke er svært nok i sig selv med en dødsyg forælder. Men så også at have interfamiliære kvababbelser oveni gør det da virkelig ikke nemmere. Jeg håber på god og snarlig afklaring. Også kram herfra.

    Svar
  6. Liv ☆

    “Interfamiliære kvababbelser” er et fantastisk udtryk, som fint beskriver de forhold, der forekommer et-eller-andet-sted i langt de fleste familier. Ønsker snarlig fred til dig/jer – og i alle ordets betydninger. Tak for et smukt skrevet indlæg. Kh. Liv

    Svar
  7. Cille

    Åh nej – det er jeg virkelig ked af at høre! Mange mange gode tanker og telepatiske kram herfra. Sig nu til, hvis der er noget du har brug for. Dette er force majure – og du må trække på dem du har brug for.

    Svar
  8. Ellen

    Åh, det er svært, og det bliver ikke nemmere af, at du bliver givet alt for meget tid til at tænke tingene igennem og tilbage i tiden.
    Jeg forstår godt dine tanker, men prøv at lade være med at få dårlig samvittighed. Det valg du traf engang, var det rigtige for dig, og det er ikke blevet forkert, fordi din far nu ligger og er meget syg.
    Det lyder meget barsk, men det er altså ment som en form for trøst, og du skal naturligvis også have et stort kram fra mig 🙂

    Svar
  9. Kristine

    Jeg har af og til læst med på din blog, men jeg kender dig ikke, så jeg forholder mig kun til dette indlæg fra din side.
    Selv har jeg haft min nærmeste pludselig akut dødelig syg midt om natten, ambulance, hospital undersøgelse lagt i koma, overførsel til andet hospital operation (10 % chance for overlevelse og stor sandsynlighed for blivende komplikationer (stomi, dialyse mm.)) operation gik godt, 8 døgn på intensiv hvor alle dage kunne være fatale og endelig på et almindeligt sengeafsnit. Det gik godt. Vedkommende lever og kan næsten alt, hvad vedkommende kunne før, MEN psyken er forandret – måske midlertidigt.
    Det jeg prøver at formidle er, at intensiv terapi er livgivende om muligt, så fat håb, og forbered dig på, at tiden, hvis din far overlever, også bliver hård, da intensiv-terapi-behandling i mere end meget kort tid er et traume.
    Jeg håber for dig og din far, at det bliver aktuelt og her er en mailadresse: ITA4131amb@rh.regionh.dk til Rigshospitalets intensiv terapi afdeling, fordi de har udarbejdet en pjece, der gives til deres patienter, når patienten udskrives fra afd. til anden afd. Prøv at bede dem om at sende pjecen til dig (jeg kan ikke finde den digitalt), da den er god at få forstand af.
    Til sidst, nej det er ikke sjovt at sidde ved sengekanten, når ens pårørende i sengen er bevidstløs og koblet op på til dit og dat (og slet ikke, hvis hospitalsverdenen er fremmed for en, hvilket den “heldigvis” ikke var for mig). Jeg håber for dig, at du vil opleve, at din far stille og roligt vil blive frakoblet og blive mere og mere “levende” igen. Ellens kommentar om, at de valg du tog i fortiden, var korrekte i den tid for dig og derfor også OK i dag, kan jeg kun tilslutte mig.
    Mvh. og pøj pøj til din far og dig

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Kristine!
      Tusind tak for din kommentar; jeg er helt utrolig rørt over at du har taget dig tiden til at skrive den lange, lange kommentar. Det er utrolig værdsat! Desværre er min far nu død. Det gik rigtig, rigtig stærkt, og jeg kan stadig ikke helt forstå det. Jeg sidder netop i toget på vej hjem, mens jeg prøver at sætte ord på det hele, og jeg tror der muligvis kommer en opdatering i morgen, hvis du skulle få lyst til at kigge ind forbi igen. Tak igen, Kristine, din kommentar varmede meget! ❤️
      Jeg håber det aller bedste for dig og den i din familie, der var udsat for så alvorlig sygdom, og håber meget, at han/hun bliver helt sit gamle jeg igen!

      Svar
  10. Kristine

    Tak for dit svar. At jeg ikke angiver, hvem det var, der var syg, skyldes kun, at jeg ikke ønsker for mig selv at være publiceret digitalt (uden min accept) og så vil jeg heller ikke selv publicere.
    Jeg er selvfølgelig trist på dine vegne, men jeg kan kun komme med almindeligheder, da jeg heldigvis ikke har mistet en forælder endnu, så jeg vil slutte med at kondolere dit tab og håbe for dig, at du kommer godt videre, hvilket jeg tror, fordi du er åben om situationen og dermed indbyder til at omgivelserne kommer med gode råd/støtte.
    Tak for dine pæne ord til mig (og jeg håber for dig, at du bevarer bare lidt af det overskud også når du er ude af den aktuelle chockfase).
    Pøj pøj

    Svar
  11. gravidgrahvad

    Kære dig,
    Det gør mig virkelig ondt at læse med din far – og nu så jeg også lige, at du har skrevet at han er død. Det gør mig ondt, at I ikke nåede at veksle et par ord eller på anden måde opleve kontakt, så du fik lov at mærke, at selvom I var fremmede, så var I alligevel dybt forbundne.
    Jeg vil ønske for dig, at du må få styrke til den rejse ind i sorgens land, som du nu bliver tvunget ud i, så du kan tage de skridt der er nødvendige – både frem og tilbage. Jeg håber, at selvom rejsen altid vil være præget af ensomhed, at du alligvel aldrig må være helt alene.

    Mange tanker herfra

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.