Hvad skal der nu ske med Morfar?

Død og begravelse er noget mærkeligt noget at tale om. Særligt med små børn. Eller, helt små er de jo ikke længere, men Mindste Pode er som bekendt kun lige fyldt fem.

Jeg fik lidt uventet hjælp fra børnehaven, hvor de på det tidspunkt havde talt en smule om døden.
Det forløb sådan her:

Jeg er i børnehaven for at hente Mindste Pode. Han sidder med bagdelen placeret i en mælkekasse i en lille sandkasseaflukke da jeg spotter ham. Mindste Pode har allerede set mig, og vinker glad. Jeg går hen til ham, og sætter mig på hug uden for sandkassen cirka halvanden meter fra ham. Der sidder vi så, han med en gul plastikrive i hånden som han sådan vifter lidt uanfægtet med ind imellem. Vi snakker.

Mig: ”Nå, der sidder du?!”
Mindste Pode: ”Ja!”
Mig: ”Hygger du dig?”
Mindste Pode nikker.
Mig: ”Skal du ikke lige ha’ tørret næsen?”
Mindste Pode, høfligt: ”Nej tak, ikke lige nu” (den er så sød, at jeg ikke nænner at sige, at det faktisk var en ordre og ikke en forespørgsel).
Så jeg fortsætter, og ignorerer ellevetallerne under næsen: ”Hvad har du lavet i dag?”
Mindste Pode: ”I dag var der en død due…”
Mig: ”Nå?”
Mindste Pode: ”Så vi lavede et hul i jorden og lagde den derned og sagde farvel. Så kom vi jord ovenpå, og en sten….”
Mig: ”Det var da fint! Så fik I sagt godt farvel til duen?”
Mindste Pode: ”Ja…. Men mor, jeg kommer til at savne duen!”

Vi taler videre. På et tidspunkt er blodtilførslen til det nederste af mine ben efterhånden minimal, og jeg spørger, om han ikke har lyst til at komme med hjem, og det er først på det tidspunkt at jeg rent faktisk erfarer, at ungen sidder fast i mælkekassen. Nå, jeg får halet ungen op, og turen går hjemad.

Derhjemme siger poden lidt senere: ”Hvad skal der ske med Morfar, nu hvor han er blived død?”
Vi taler lidt om, at når man er død, så slår hjertet ikke, man ligger helt stille og sover, og man vågner ikke. Nogensinde. (Nogensinde er et virkelig ubegribeligt ord, når man er fem år).
Måske er man blevet en engel, måske er man en stjerne på himlen.
Måske sover man bare dejligt.
”Men hvad skal der SKE med Morfar?”, spørger poden igen.
”Mmm…. Kan du huske den dér due?” spørger jeg. Og bliver ud af det blå utrolig glad for, at en ganske almindelig due helt ufrivilligt kom af dage i børnehaven.

Morfar, due, Morfar, due. Måske ikke heeelt same-same, men det gav mening for Mindste Pode.
Og på den måde fik vi egentlig bundet en ganske fin sløjfe på historien om Morfar, og på hvad der sker, når man går bort. En lille succes midt i al virvaret.

IMG_1765

15 tanker om "Hvad skal der nu ske med Morfar?"

  1. Pendler-mor

    Nogle gange er det komplicerede alligevel bare så enkelt. Tak til børnehaven for at tage duens (knap så tragiske) død alvorligt og for at give en enkel tilgængelig og forståelig parallel til Morfar – hvor lidt same-same den så måtte være for de voksne.

    Og så klukker jeg stadig over det faktum, at han sad fast i den der kasse….. priceless!!

    Knus fra mig 😊

    Svar
  2. Mette

    Sikke fint duen lige døde så mindste pode kunne få en ordentlig farvel-forståelse-oplevelse-ting omkring hans morfar. Da oldemor døde forklarede vi vores børn, at oldemor blev til en stjerne på himlen. Vi vinker til hende når vi flyver til England.
    Griner så stadig over barnet sad fast i mælkekassen:o)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Ej, hvor fint at I vinker til Oldemor fra flyveren! Jeg bliver helt rørt….
      Ja, der sad han, til trods for at han kun har en lille bitte bagdel. Arme dreng… 😂

      Svar
  3. Ellen

    Døden sætter så forfærdelig mange tanker i gang hos selv så små børn som din lille dreng, og det kan være svært at forklare dem hvad det hele er for noget underligt noget. Aubie var næsten fem og Anna knap seks, da min far døde, og bedemanden gav børnene en bog der hedder “Hvor går man hen, når man går bort” – https://www.bedemand.dk/brochurer/boernebog/ – og jeg kan kun anbefale den; den er på én gang humoristisk, saglig og helt på et forholdsvis lille barns plan. Begge mine elskede den bog og vi andre fik nogle svære forklaringer foræret.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen!
      Den bog har jeg hørt så meget om, så TAK fordi du lige sender det link! Sidst vi havde et dødsfald i familien (Mands far), gik jeg på biblioteket, og den bog havde de ikke lige. Men jeg kom hjem med et helt andet arsenal af bøger. Jeg skal fluks ha’ set nærmere på den, tak for dine kommentarer og det hele, Ellen! 😘

      Svar
  4. Lene

    Hvor jeg dog elsker børns tilgang til verden, og du gjorde det helt rigtige, du mødte ham lige der hvor han var. Alt for ofte kommer vi voksne til at give lange forklaringer, når børn blot ønsker et enkelt svar.
    Min datter var lidt yngre, da oldemor døde, og min datter var helt med på, at oldemor nu var i Himlen, men hvordan kom hun derop? Mine forklaringer kunne ikke bruges, men så kom hun og kiggede bestemt på mig og sagde: farmor siger at englene satte en stige ned på jorden og hentede oldemor op i Himlen! Og så var alt godt, og tænk at hun kunne hjælpe sin mor med den viden 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Lene!
      Hvor var det en sød tanke, at englene har en stige ned til jorden! Det giver god mening (selv for en voksen)…. 👼

      Svar
  5. Birgitte B

    Hvor fint at en due lige kunne hjælpe den tunge samtale på vej… Det er ikke altid nemt, det med børn og døden. Havde dine børn et godt forhold til deres morfar og skal de med til begravelsen? (hvis du ikke vil svare, så er det selvfølgelig ok). Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Ja, det var et meget belejligt tidspunkt den due døde på, må man sige. I virkeligheden var der faktisk to duer, der døde med en dags mellemrum. Farligt sted at være due, tilsyneladende….
      Kun én pode kommer med til begravelsen, sådan har de valgt det selv, og vil vi respektere.

      Svar
  6. Liv ☆

    Hvor var det en fin håndtering af duen – og fantastisk hvordan den var med til at svare på Mindste Podes spørgsmål. Så sød en historie 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Liv 😘
      Jeg er meget taknemmelig for duens timing! Og for børnehavens håndtering af sagen 👍

      Svar
  7. gravidgrahvad

    Ja, bøger kan være en god indgangsvinkel til at hjælpe børnene til at få sat ord på det svære. Jeg fik selv som barn læst “Sommerengen” af Eyvind Skeie, en norsk salmedigter, højt som barn, da døden kom tæt på, og jeg husker stadig de smukke tegninger og den fine historie om barnet, der går igennem mørket for at komme ud på den anden side, hvor sommerengen er.

    Men ellers tror jeg, at børn går ud og ind af sorg lige så naturligt som de går ud og ind af alle mulige andre følelser, og man må bare prøve at være nærværende, når det opstår og er nødvendigt, som det blev det med duen for din søn.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Gravidgrahvad!
      Det har du helt ret i, tror jeg! Mindste Pode virker helt ok, det er lidt værre med den ældste, hvor følelserne sidder fast lidt længere tid ad gangen. Det lyder ellers som en smuk bog, den om sommerengen!
      Tak for din kommentar ❤️

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.